Måneskinds betvinger (Omskrevet fra min første)

Denne movella er om pigen Christine. Hun er anderledes end andre. Hun er måneskinds betvinger. Og disse 'måneskinds betvingere' kan blive fuldblod hvis de styre måneskindet i så og så lang tid. Det får vores hovedperson Christine lov til at prøve, men så på en mørk aften støder hun ind i deres fremtidige klasse kamerat. Det ved hun bare ikke endnu. Det bliver så et problem for Christine. For hun kan sådan godt lide ham. Hun er bare ikke helt klar i hovedet endnu. Men denne nye dreng. Han er noget specielt. Ja i finder ud af.

10Likes
14Kommentarer
1119Visninger
AA

3. Tåre

 

Tåre. Det er det eneste Christine kan sige når hun er i skole. Det lille ord kan betyde så meget for en. Tåre. Det er det eneste Christine kan fortælle om sin skoletid. Lærerne havde været bekymret og spurgt hvorfor hun kun kunne sige det. Christine havde bare gået videre. Hun sad i sin klasse. Pigerne kom hen til hendes bord, "Du ved godt der kommer en ny dreng i dag ikke?" havde en af dem spurgt. Christine havde bare set på dem, "Og vi vil gøre et godt indtryk på ham, da folk siger han er lækker!" sagde en anden. Den tredje kom frem, "Så vi vil have dig til at holde dig LANGT væk fra ham. Okay?" sagde hun. Christine så stadig tøvende på dem. "Tåre..." svarede hun dem. Pigerne skulede til hende og vekslede blikke. De gik hen til deres egne pladser. Klokken ringede og efter det kom alle drengene grinende ind. Vores lære kom efter 5 minutter og havde den nye dreng ind. Hans mørke hår var sat op i voks. Han havde en grå T-shirt på. Den matchede hans røde ternede skjorte. Det passede så godt sammen med de løse jeans han havde på efterfulgt at nogle sorte sko. Vent. Det var drengen efter igår, kom Christine i tanke om. De fik øjenkontakt. Han så slet ikke overrasket ud, men ligefrem glad. Han gik hen og satte sig ved siden af Christine. Det var slet ikke godt! Hun så hen på pigerne som så ret vrede ud. Christines lære sagde den nye dreng hed André. Klokken ringede og Christine tog sin madpakke frem. Hun pakkede den ud og tog en bid. Gennem øjenkrogen kunne hun se ham iagttage hende. Hun gøs og spiste op og pakkede resten ned. Hun på André. Han smilede bredt, "Tåre" sagde hun. André så overrasket på hende, mens hun pakkede sine ting sammen og gjorde klar til næste time. Da hun var færdig så hun André var væk og de tre piger kom med det samme, "Hvad fanden har du gang i!" sagde den første. Men de alle så lige så vrede ud som hende. Den anden pige sagde ikke noget, men det gjorde den tredje, "Du skal ikke stjæle ham fra os! For hvis du gør. Så ved du godt hvad der sker ikke?" Den anden pige løftede hånden og lukkede hårdt øjnene sammen og gav Christine en lussing. Den var rigtig hård. Christine så ned, "Tåre..." Der er ingen forskel på glæde eller vrede.. havde hun lyst til at sige, men kunne ikke. Hun kunne bare ikke sige andet end det lille ord. Christine begyndte at grine af sig selv og de tre piger for tilbage til deres egne pladser. Hendes øjne var store og en stort bredt smil var på Christines læber. For de tre piger lignede hun en. Ja en psykopat der kunne slå dem ihjel for hvert sekund. Christines smil forsvandt ligeså hurtigt som det kom og hendes øjne slappede af. Klokken ringede og André kom med det samme hen og satte sig på sin plads ved siden af hende. Da han så på hendes kind blev hans øjne store. Han berørte den let og Christine kunne mærke et stor tag af smerte. En enkelt tåre strømmede op i hendes øje. Christine kunne ikke holde den tilbage meget længe og lod den falde. André tørrede den væk og vores lære kom ind. Christine så sig omkring og nikkede til at ingen havde set at hun græd. Tåre gør ingen forskel. Selvom man kan dø af hver eneste man undslipper. Så overlever man ikke længe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...