Måneskinds betvinger (Omskrevet fra min første)

Denne movella er om pigen Christine. Hun er anderledes end andre. Hun er måneskinds betvinger. Og disse 'måneskinds betvingere' kan blive fuldblod hvis de styre måneskindet i så og så lang tid. Det får vores hovedperson Christine lov til at prøve, men så på en mørk aften støder hun ind i deres fremtidige klasse kamerat. Det ved hun bare ikke endnu. Det bliver så et problem for Christine. For hun kan sådan godt lide ham. Hun er bare ikke helt klar i hovedet endnu. Men denne nye dreng. Han er noget specielt. Ja i finder ud af.

10Likes
14Kommentarer
1061Visninger
AA

8. Dæmoner

"Ses dit bæst!" havde Christines mor sidst været inden hun skulle på forretningsrejse. Christine var blevet meget ked af de ord. Hun var 11 dengang hun tog afsted, men en uge efter havde hun haft fødselsdag og på hendes fødselsdag ringede telefonen, men det var ikke hendes mor der ringede. Det var til Christines far. Han havde grædt længe da hun var taget afsted, men efter opkaldet græd han ikke mere, men lød meget glad. Det gjorde Christines humør meget bedre. Hendes far havde købt meget til hende den dag. Og nu er det en en uge siden hun var fyldt femten. En dag siden hun var blevet fuldblods måneskinds betvinger. Nu sad nu til møde hos de vise. Sammen med alle andre fuldblods måne betvinger, men hun var så den yngste og den eneste pige blandt dem alle. Hun følte sig speciel. Christine er jo den første fuldblods månebetvinger. Anderledes end andre. Alles øjne var rettet mod de vise, mens de diskuterede hvad de skulle med hende. Anderledes. Ordende rungede i Christines hoved. Ordene fik Christine til at komme i lidt dårligt humør. Hun var jo anderledes end andre. Meget anderledes. Christines tanker blev afbrudt af en stole skramlen. Hun så hen på de vise. Den mindste af dem gik hen bag Christine, han lænede sig ned til hendes øre. "Du har været ude for noget.." havde han hvisket i hendes øre. Christine stivnede. Kom i tanke om dæmonerne. De dæmoner som havde været på hendes værelse. Christine vred tankerne ud af hovedet og nikkede langsomt, "Ja" svarede hun ham. Manden lænede sig tilbage og tog ved hendes tindinger. Billerne fra aftenen kom frem. Stoppede ved spejlet og vred sig fri. Christine så op på ham. Han smilede lidt "ondt" eller hvad man kalder det. Christine rejste sig op, "Hvad gik det ud på!" røg det ud af hende. Den vise vaklede tilbage med hænderne halvt oppe i luften. "Du har mødt dæmonerne. Dem skal du passe på, men det du gjorde. Det var du selv udenom!" svarede han hende. Nærmest groft. Christine gik beslutsomt ud af lokalet. Han skulle ikke rode rundt med hendes tanker. Det kunne han bare ikke være bekendt. Sikke et fjols. Hun løb hjem. Op på sit værelse og smed sig i sengen. Tænkte på mødet. Hvordan skulle hun overleve resten af alle andre møder. Dette var sikkert det... Nej det med dæmonerne og derefter det med André. Anderledes... Ordet kom frem i hovedet igen. Rungede. Fyldte. Skolen. Ordet tåre havde hun næsten glemt, men tænkte på dem igen. Anderledes... det er det Christine er. Hun er anderledes. Anderledes end andre. Alle andre er efter hende. På en måde. Skrig. Skrig. Ja hun hørte skrig. Det kom nede fra hendes tue, men det var ikke pigeskrig. Nej "mande/drenge" skrig. Kan man kalde det det? Ja det kan man. Christine kom ud af sine tanke røg skyndte sig nedenunder. Christine så hendes far. Han var omringet. Af. Christine glippede med øjnene. Det var dæmonerne fra natten. Anderledes... Denne gang var det ikke hende selv det tænkte ordet. Det var en "mande" stemme. Christine så hen på dæmonerne. En af dem så hen på hende og slikkede sig om munden. Han gik "zombie" agtigt hen mod hende, men det gik bare så hurtigt. Hun var blevet fanget. Skrig. Skreg. Argh!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...