So fucking perfeckt - {13+} 1D

Mynthe er 17 år, hun bor på gaden, i en papkasse, med sin lillebror på 3. Hun arbejder ti timer om dagen for at få et enkelt stykke brød og noget mælk, hun arbejder for en manager for one direction. Mynthe bliver tit slået af ham hvis kaffen ikke længere er varm eller hun har spildt. Men hvad sker der når en fra one direction pludselig opdager hvad Mynthe bliver udsat for?

30Likes
29Kommentarer
2137Visninger
AA

4. Lonely

Jeg fandt hurtigt vores hjem som jeg selv havde bygget stolt! Jeg lagde min lillebror ind i hans lille seng som bestod af halm og en papkasse. Jeg satte mig på gulvet i skrædder stiling.

Jeg kunne godt forstå Nial blev forbavset, i starten græd jeg meget over at blive slået, men det var bare det eneste jeg kunne gøre for at tjene noget mad. Jeg var efterhånden blevet vant til det og jeg var blevet god til det så faktisk blev jeg ikke slået så meget, kun lidt. Bare Niall ikke ville få meget fyret, jeg ville virkelig ikke miste min eneste chance for at forsørge min egen lille familie.

Måske var det bedst bare at, lade som om det her aldrig var sket, ja det var nok det letteste.

§

 

Jeg åbnede min øjne og opdagede at jeg var faldet i søvn på gulvet. Jeg kiggede på klokken den var et kvarter i seks, shit jeg havde travlt. Jeg redte kort mit hår igennem og fik skiftet til noget andet tøj, min lillebror lå stadig og sov.

Liam´s P.O.V.

 

Jeg følte mig skyldig, jeg vidste hvor hun boede, jeg havde set hvor usselt det var. Jeg lå på gulvet og kiggede op på loftet, de andre sov stadig. Vi havde besluttet os for at sove sammen inde i stuen på nogle madrasser.

Jeg fik en ide hvorfor havde jeg ikke tænkt på det noget før, Liam du er bare et fjols sagde jeg til mig selv. Jeg fik noget tøj på og styrtede ud af døren.

Jeg hoppede ind i min bil og kørte afsted, da jeg var tæt på der hvor hun boede, kunne jeg se politi holde og afspærrer vejen. Jeg gav mig tålmodigt til stille at tromme på rattet, jeg kiggede rundt for at se årsagen til at politiet holdte der. Jeg kunne høre en ambulance i det fjerne, jeg gispede da jeg fik øje på Mynthe der lå livløs på jorden. Der sad nogle politifolk omkring hende, jeg hoppede ud af bilen og kravlede under afspærringerne.

Jeg fik en smag af salt af munden og opdagede at nogle tårer trillede ned af mine kinder, jeg satte mig hen til Mynthe og tog hendes hånd.

En ambulance kom, over de fik hende samlet op på en båre. Jeg fik lov til at køre med, jeg havde stadig ikke kontaktet drengene da jeg stadig var for chokeret til det.

§

Mynthe´s P.O.V.

 

Jeg åbnede mine øjne, lyset skar i mine øjne. Da jeg havde vænnet mig til lyset kiggede jeg mig forvirret omkring, jeg satte mig op, men en voldsom smerte i hovedet fik mig til at ligge ned igen. Efter lidt tid genkendte jeg stedet minderne kom tilbage, dem jeg havde prøvet at glemme.

Min mor lå helt bleg, den lille dreng græd, jeg tog min Mors hånd og ruskede i den. 

"mor, vågn op" sagde jeg hulkende, hendes øjenlåg sitrerede og åbenede sig så

"pas godt på ham" sagde hun svagt og hendes øjenlåg faldt i igen

"mor nej, du må ikke forlade mig, hjælp mig er der ikke nogen der vil hjælpe mig" græd jeg fortvivlet, lægerne omkring mig kiggede på mig som om jeg var sindssyg, ikke den mindste medfølelse, de dumme bæster.

Jeg skulle væk herfra og det kunne ikke gå hurtigt nok, jeg gad ikke være sammen med dem der bare så på mens min mor døde.

Jeg rev nålene ud og begyndte at vakle hen mod udgangen, jeg ignorede de store smerter i mit hoved. Jeg kom ud på gangen og kunne se døren ud herfra ligeforan mig, da en tog fat om mig.

"slip mig" hylede jeg og slå løs, personen trak mig indtil sig og mine læber ramte hans. En varm følelse bredte sig i min mave. Personen der havde trukket mig indtil sig var Niall. Jeg fjernede mine læber fra hans for at få vejret igen. nogle pift lød bag os, og jeg vendte mig om og skulede ondt til Harry, som var den der havde fløjtet.

"kom" sagde Niall og begyndte og trække mig hen mod, mit hospitalsværelse.

"Nej" sagde jeg og begyndte at gå baglæns, men et par arme tog fat om mig og løftede mig hen til min hospitalsseng.

"du var noget lettere og få herind da du var bevidstløs" mumlede Liam

§

 

Vi var på vej ud til bilerne, Harry og Louis gik og fyrede nogle platte jokes af. Jeg grinede lidt egentligt ikke fordi de var sjove de var så komplet latterlige at det gjorde dem sjove. Liam trak mig lidt i trøjen, så jeg stoppede.

"kan jeg lige snakke med dig" spurgte han jeg nikkede " drenge gå bare over til bilerne, vi kommer lige om lidt" De andre nikkede og Harry og Zayn piftede og gik.

______________________________________________________________________________

først og fremmest undskyld den lange ventetid har bare haft meget travlt 

 hvad synes i om historien, smid gerne en kommentar og like 

like = happy me!

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...