Døden der ramte mig…

Emma er en teenage pige der har MANGE problemer. Hendes mor og far skændes konstant. Hendes bror kommer også MEGET op at slås med både forælderne og menneskerne i byen.
Her er hendes historie..

Historien bliver også fortalt af Emma's bror Joe:D

2Likes
2Kommentarer
711Visninger
AA

2. Som ramt af et lyn.

 

”Hey Joe!” sagde en pige ved navn Maria. Er hun ikke en af Emmas venner? ”Hej” for følelses løst eller hvad? Naaarh. Hun er Emmas ven ikke min. ”Joe! Har du set Emma?!” lød hun bekymret eller hvad? ”nej jeg er hendes bror ikke hendes GPS.” hvor fra skulle jeg vide hvor Emma var? ”Joe. Ingen kan få fat på Emma. Hun er væk. Jeg vil ikke tænke det værste, men der er sket et uheld ude for plejehjemmet. En pige omkring 15-16 år er blevet ramt af en bus fuld af børnehave børn. Vi er bange for det er Emma.”

 ”EMMA?!” jeg løber gennem mængden. Den tykke lugt af blod og sved hang i luften. Hvor er hun! Børn græder. Alt gik så hurtigt, jeg kunne næsten ikke følge med. ”Emma?!” jeg bliver ved med at råbe hendes navn. Hvor er hun?! Jeg råber igen og igen. Og så ser jeg liget. Der var blod over alt. Jeg kan høre sangen der nu er blevet sat på højtaler. Jeg kan høre hendes ynglings sang. ”Emma?” min stemme. Det var ikke min normale stemme. Jeg kan høre at musikken kommer fra den iPod som ligger ved siden af liget. De knuste Mickey Mouse høretelefoner. Emmas knuste Mickey Mouse høretelefoner. Verden bliver mørk og ond. Døde klistrede fangarme prøver at tage mig med ned i dybet. ”JOE!” en stemme så tæt men så fjern vækkede mig. Tårerne løb ned ad mine kinder. Jeg er faldet ned på knæ, kun tre meter væk fra liget. Mit hjerte bankede så hårdt som om det ville hoppe ud af mit bryst og løbe væk. Jeg kigger op i Marias ansigt. ”er det sandt?” jeg hviskede. Hun græd. Jeg kunne se hun var lige så ude af den som mig. ”Joe, jeg er så ke..” jeg gav tegn til hun skulle stoppe. Det var sandt. Hun var død.

(Flashback) Emma 8 år. Joe 11 år. 12. juni 2004.

”Joooooe!” skreg Emma mellem de store bølger. Her lugtede af salt. Den lidt kolde vind blæste ude fra havet. Det var lige som om det kaldte på en. Emma smilede og hoppe og dansede mellem de store klare bølger. Hendes lange sorte hår var vådt og hendes lyse blå øjne var vilde som en leopard, der ville dræbe. Hun var som en haj, der svømmede efter sit bytte. Hun dykkede hele tiden, og kom frem igen fire fem meter fremme. Hun fangede fisk og rejer med sine hænder og kastede dem op på stranden. ”Joooooe! Vil du ikke komme med mig i vandet?!” hun hoppede mellem bølgerne. Hun kom længere og længere ud. ”Joe!” der var glæde i hendes stemme. Hun var kommet alt for langt ud nu. ”Emma! Du må ikke svømme så langt ud!” råbte jeg. Hun blev mindre og mindre. Jeg sprang op og hoppede i vandet. ”den lille!” Da jeg ramte vandet var det som om at adrenalinen pumpede gennem mig. Jeg svømmede efter hende. Det tog mig kun to sekunder at komme op på siden af hende. Jeg fangede hende og begyndte at hive hende længere ind. Hun kæmpede imod og sagde et ord som jeg helt sikkert ikke har lært hende! ”Joe hvor er du bare kedelig!” hun så surt op på mig. Jeg kiggede ned på hende og sagde: ”Du skal passe på. Der er en grænse hvor ikke engang jeg kan redde dig!” jeg lagde lidt ekstra pres på ”JEG”. Hun begyndte at grine. ”ja, ja storbror. Jeg skal nok passe på.” hun smilede på den lille søster måde som sagde: ja ja jeg ved det godt, for nu har du sagt det samme sådan ca. femten gange. Jeg kunne ikke andet end at smile tilbage til min elskede lille søster.

Det var den sidste glade sommer. Derefter kom mor og far op og slås alvorligt for første gang, og morfar døde. Mormor var knust, mor flippede ud. Og derefter kom Emma og jeg længere og længere væk fra hinanden.

(Nutid) Joe i live, 19 år. Emma død, nåede lige at blive 16. d. 12. april 2012.

Jeg hadede den lilla læbestift de havde givet hende på. Pga. hendes så fine lyse hud lignede det den var blå. Jeg hader også lugten af kirke. Det lugtede af døde rådne mennesker. Ikke fordi Emma lugtede dårligt, hun lugtede faktisk af - hun lugtede af det store egetræ ude i haven. Kjolen var så smuk. Den var lang og hvid som sne. Kisten var meget smuk. Den var sort men inden i var der de fineste hvide lagner. Hendes lange sorte hår var for engang skyld løst. Det var meget smukt og det blev fremhævet pga. de hvide lagner. Det var meget langt. Det gik hende næsten til taljen. Det var så smukt. Ud over den ellers så grimme læbestift, som mormor ihærdigt nu prøvede at vaske af med en lommelet, var Emma smuk. Nej smuk kan ikke beskrive hende. Hun var vores families lille engel. Det lignede hun sov. Men jeg ved stadig at hun inderst inde var død.

Masser af folk kom ind kirken. Da ceremonien var færdig flyttede vi ”festen” hjem til os. Mor havde ryddet op i hele huset undtagen Emmas værelse som nok aldrig nogensinde vil ændre sig igen. Efter lidt tid kom en flok piger kom ind og satte sig ned ved det lille alter som jeg havde lavet sammen med mormor. Det var på et lille bord, hvor der var et billede af Emma, der smilede til kameraet. Udenom var der nogle lys og nogle hvide roser, som var Emmas ynglings. Først sad de og snakkede med billedet der var placeret i midten og derefter begyndte de at græde. Pigen i midten kendte jeg som en af Emmas bedste venner. Resten af dagen gik med folk der kom og gik. Nogle af Emmas venner kom over og snakkede med mig. Men jeg ænsede dem ikke. Billedet af liget i mit hoved fyldte alt lige nu. Da ”festen” var slut og alle var gået hjem gik jeg til sidst jeg op på Emmas værelse og lagde mig i hendes seng. ”hvorfor skulle du også lige dø?” spurgte jeg hendes væg. Jeg kunne mærke en tåre trille ned ad min kind og landede på hendes Mickey Mouse pude. ”Joe? Er du herinde?” jeg så mormor kigge ind. ”ja mormor. Jeg er her.” jeg tørrede mine øjne og satte mig op i sengen. ”Joe er du okay? Jeg går hjem nu, men hvis du har brug for at tale med nogen, så ved du hvor du kan finde mig.” jeg kunne se at mormor havde grædt en del. Det gjorde mig ondt. Hun har allerede mistet så meget. ”ja selvfølgelig mormor.” svarede jeg. Derefter kom hun hen og gav mig et kram og gik igen. Da hun var væk lagde jeg mig ned igen og lukkede mine øjne. Da jeg åbnede dem igen sad jeg på en lille strand. Der lugtede af træ og salt vand. Sjovt nok kunne jeg ikke se nogen træer.  ”Joe?” det var som om der blev smidt fem kilo isterninger ned i mine bukser. Jeg sprang op og der stod hun. Hendes øjne var som blå krystaller og hendes hår var som nattehimlen. Jeg gik hen mod hende langsomt. Jeg var bange for at hun ville forsvinde hvis jeg så meget som rørte hende. Jeg kunne se hun fik tårer i øjnene og så sprang hun lige ind i mine arme. ”Joe, jeg er så så så så! Ked af det!” hendes tårer plettede min skjorte, men hvad så. ”hvordan har du det Emma?” jeg kiggede ned i hendes sorte hår og var så glad. Hun var her virkelig. ”jeg er så ensom…” hendes stemme var lille og lys. ”bare rolige en dag vil vi være sammen igen. Det lover jeg.” jeg håbede inderligt det her ikke bare var en drøm. ”lover du?” hun kiggede på og så bedende på mig. ”ja, ja det lover jeg.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...