Døden der ramte mig…

Emma er en teenage pige der har MANGE problemer. Hendes mor og far skændes konstant. Hendes bror kommer også MEGET op at slås med både forælderne og menneskerne i byen.
Her er hendes historie..

Historien bliver også fortalt af Emma's bror Joe:D

2Likes
2Kommentarer
709Visninger
AA

1. Døden Der Ramte Mig.

Jeg kiggede ud ad vinduet. Jeg kunne høre råbene nede fra stuen. Jeg hader når de skændes. Hvad er meningen med at blive gift når man alligevel ikke elsker hinanden? Mit liv gav mindre og mindre mening for hver dag. Jeg kiggede op på mit Mickey Mouse ur. Klokken var ved at blive mange. Jeg havde nu ventet mindst en time nu. Hvor bliver han af? Hvad hvis han nu var kommet op og slås? Hvad nu hvis der er sket noget nede i byen ville Maria eller Christian ikke ha ringet? Mine bekymringer kom lige pludselig helt uden advarsel. Hvis han er død dræber jeg seriøst en eller anden. Kort tid efter ser jeg lyset fra den gamle bils lygter. Han var hjemme. Endelig. Hvilket betyder han er i live. Endnu. Jeg sidder så han kan se mig. Vi får øjenkontakt. Jeg skuler til ham, og kigger derefter væk. Han ved jeg er sur. Jeg er altid sur når han kommer for sent hjem. Han ved, at jeg ved at hvis han kommer forsendt hjem er det enden fordi han er død er fuld. Ikke fordi der er en stor forskel. Han rakker tunge til mig i tre sekunder, men så hører han noget og løber ind. Jeg hørte døren smække neden under. Nu kom der en ny stemme mellem de mange råb og skrig. Han råber vildt op mellem de mange skrig mellem dem. "For helvede da også. Emma sidder lige der oppe og kan høre jer! Hvorfor fanden fik i børn når i ikke tænker på dem. I er så fuckings åndsvage!" Han siger det som han ved vil få hende til at græde. De stopper. Hun græder. Mor græder. Jeg rejser mig. Ik igen. Hvorfor? Han gik over stregen. ”Stop nu!” han hørte ikke hvad jeg siger og går hen for at give far en lussing. ”Joe! Stop så din store kræft idiot!” jeg når lige at stoppe hans hånd inden den rammer far. ”Hvad helvede?” råber han. Han kigger ned på mig. Han er stadig meget vred. Det er han altid efter at ha' råbt af mor og far. Han vender sig om og går ud for at tage sin skoletaske og derefter går oven på uden et ord. Jeg hører døren til hans værelse smække. Det gør ondt inden i. Stemningen bliver okay normal igen. Far sætter sig ind og ser tv. Mor går hen og forsætter hvad end hun lavede før og jeg går oven på igen. Jeg går hen til hans dør. Jeg bliver stående ude foran døren. Jeg skal lige til at banke på, men stoppet af hans stemme, lige inden jeg rammer døren med min hånd. ”Hvad vil du?” jeg bliver stående uden foran døren. Skal jeg gå ind? Nej nej. Det vil bare gøre han sure. ”Undskyld…” siger jeg lavt. Selvom han ikke kan se mig ved han at jeg er ked af det. ”Var det alt?” jeg kunne høre blyanten mod papiret. Han var i gang med sine lektier. ”Ja det var alt… go' nat.” sagde jeg og løb hen mod mit værelse. Jeg smed mig på sengen. Klokken var 23:55. Snart var dette mareridt slut. Men et nyt vil altid starte.

”Emma!” jeg kiggede op og så op i Joes sure ansigt. ”Sluk dit dumme vækkeur nu!” Joe stod i døren. Jeg kiggede hen mod uret. ”Er klokken allerede så mange?!” råbte jeg. Jeg havde 30 minutter inden skolen startede. Jeg slukkede vækkeuret, gik hen til skabet og hev noget tøj ud. ”Er badeværelset ledigt!?” Joe kiggede på mig. ”Ja det er ledigt.” svarede han mig stift. Også styrtede jeg ind på badeværelset. Tog et bad på rekord tid, børstede tænder redte håret og gjorde mig klar. Da jeg var klar løb jeg neden under og tog et æble og løb mod døren. ”Du ved godt det er lørdag i dag ik?” hørte jeg en sige fra trappen. Jeg slog bremserne i og kiggede ondt på min storebror. ”Din!” Jeg smed tasken efter ham, men selvfølgelig nåde han at flytte sig. Hvorfor havde han ikke sagt det fra starten?! Han var altid sur efter en episode som i går. Han ville blive normal igen ingen længe, men han var ikke sjov at være sammen med indtil han blev normal igen. Jeg gik du af døren. Jeg sku' fandeme ikke nyde mere her fra. 

Solen skinnede klart uden for. Det var lige som om hele naturen var glad. Jeg kunne høre fuglene oppe i de høje trætoppe. Hvad ville der ske når jeg kom hjem? Jeg så skoven lidt længere fremme. Jeg gik hen mod skoven og ind. Solen gik ned gennem de tætte grene. Hvad mon far lavede? Sad han og så tv som sædvanlig? Eller ville han tage sig sammen og prøve at finde sig et job? Hvad med mor? Prøvede hun som sædvanlig at gøre alt og køre sig selv helt ud, eller slapper hun af eller tager hun sig en lur inden hun får sig selv dræbt af alle de ting hun vil gøre? Jeg var inde i en lysning nu. Her var meget smukt. Jeg så en ræv, den kiggede mig i øjnene og løb af sted. Jeg så den stoppede og kiggede tilbage.

Jeg var nu kommet ud af skoven. Jeg tog min iPod op og satte mine søde Mickey Mouse høretelefoner i ørene. Slog sangen ”Bluebird” op og gik ind mod byen. Jeg så op mod himlen og begyndte at synge med på sangen. Jeg kiggede mig omkring. Plejehjemmet skulle være tæt på så jeg kunne gå over og besøge mormor og snakke med hende. Om hvordan det gik i skolen. Mor og far der var kommet op og skændes igen i går aftes. Joe der kom op og slås med en dreng fra en bande inde i byen. Nogle gange hader jeg bare Joe, men på samme tid elsker jeg ham og vil hjælpe ham lige som han hjælper mig. Mormor forstår det. Hun har det nemlig på samme måde, bare med mor. Hun er den eneste der forstår mig. Den eneste der kender smerten. Hun kender smerten. Hvordan det var at blive forladt. Jeg var i mine egne tanker og hørte ikke de høje dyt og skrig fra bussen med børnehave børnene før det var for sent. Og derefter gik alt i sort.

Mit hoved gjorder så ondt. Min hals var tør. Jeg kunne ikke bevæge mine ben. Jeg åbnede mine øjne og kunne se blod. Masser af blod. Der var så meget. En dame. Hun sagde noget. Hun græd. Der var børn masser af børn. De græd. "Lad vær med at græde." min stemme var ikke en gang en hvisken. Men hun hørte mig. Hun sagde det videre til børnene. Hun vidste at det ikke vil virke, men alligevel sagde hun det videre. Jeg kunne ikke lade vær med at grine. Mit meget tamme grin endte med et meget tamt hoste anfald. Det var der jeg opdagede at jeg rent faktisk var døende. Jeg kunne mærke at mine tårer blandede sig med mit blod. Jeg skulle dø. "Undskyld Joe..."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...