Point Blank *One Shot*

Hvis livet var et ludospil - hvor mange gange var du så blevet slået hjem?
Mig, ja det ved jeg ikke. Tallet smutter fra mig, før jeg helt kan få talt det op. Men en ting ved jeg, og det er at jeg mere end en gang, har oplevet af følelsen af at blive stukket i ryggen, af at blive skudt på klods hold af folk jeg troede jeg kendte.
Jeg ville ønske at jeg løj, jeg ville ønske der var en anden måde at se det på. Men det er der ikke. Jeg vågner op om morgenen, døende, jeg ved ikke engang af hvad.
- Baseret på mit eget liv.

17Likes
16Kommentarer
1473Visninger
AA

2. Point Blank

Nogle gange ser jeg tilbage på mit liv, og de valg jeg har taget indtil videre, og må indse at jeg på trods af at jeg kun er begynder i livets ludospil, er blevet slået hjem flere gange end de fleste. Og mens de andre slår globus efter globus, sidder jeg tilbage og skriger i mit felt, for der er ingen globus på terningen når det er min tur. Derimod er der en masse seksere, der giver mig chancen for at slå igen, men evige slag er ikke meget værd, når man ikke kan rykke.

Da globussen så endelig viser sig, bliver tingene næsten værre. Nu kan jeg rykke, bevæge mig frit og gøre noget andet end at se til mens jeg psykisk falder sammen. Men mens jeg rykker to felter, slår alle de andre stjerner. De springer alt over, og får måske også lige ramt mig på vejen, så jeg ryger hjem endnu engang.

At iagttage andre mens de når deres mål, er næsten lige så slemt, som aldrig at nå sine egne. Og når de endelig drejer ind på stien og i sikkerhed fra andre brikker, ja, så er jeg alene mod resten af brættet, den uendeligt lange vej til mit mål.

 

Det er i hvert fald en måde at se mit livs begivenheder på.

 

Som en kort opsummering af de gange jeg er blevet slået hjem, kan man jo starte ud med at min far aldrig har været her. Han listede lige så stille ud af min verden, før jeg overhovedet var født, og sådan er tilværelsen for mig bare gået stødt ned af bakke.

 

Jeg er blevet stukket i ryggen af folk jeg helt reelt troede var mine venner, uden nogensinde at kende grunden, og jeg er blevet skudt på klods hold af den skarpe, bidende smerte det er at være helt alene.

 

Stadig, den dag i dag, kæmper jeg imod denne smerte, og jeg er stadig alene. Selvom der er mennesker der virkelig er der for mig, er der noget de ikke forstår. En del af min hjerne som bare er uden mening, og det har jeg lært at leve med. Men ingen andre kan bare acceptere at der ikke er nogen mening med galskaben i dette tilfælde.

Den del forstår jeg. Nogle af de ting der passerer igennem mit hoved, burde slet ikke kunne lade sig gøre at sammensætte til en meningsfuld tanke. Måske under påvirkning af alkohol, stoffer og med et stærkt psykisk handicap, men ellers ikke.

Af en eller anden grund er jeg bare den eneste der kan holde ud når ting ikke giver mening.

 

Kender du følelsen af at gå rundt med et stort skilt, hvor der står: ”Jeg er ;depressiv, vildfaren, bange, forladt, alene, såret, forvirret, uelsket, ubetydelig, misforstået; OK.”

Det 'OK' er det eneste folk ser. Alle råbene om hjælp kolliderer med en mur af bevidst uvidenhed. For lad mig fortælle dig en hemmelighed: Folk ved det godt, dybt inde. De ser smerten. Men de nægter at indrømme det, nægter at tro det. De lyver for sig selv, og resultatet er at alle føler sig mere og mere alene.

Mere og mere misforståede.

 

Jeg er ikke den jeg plejede at være. Jeg smiler ikke så meget, græder ikke. Jeg er der bare, hård og kold. En gletsjer.

I denne forfaldne verden nedbrydes jeg langsomt, bliver mindre og mindre, og til sidst vil jeg være helt væk. Om den dag bliver en glædens eller sorgens én af slagsen, det vil kun tiden vise.

 

 

På klods hold blev jeg skudt, lige imellem mine to gnistrende øjne; de brændte ud.

 

Og på klods hold faldt jeg for alle de smukke løgne, det spundne tæppe af ting der var som det skulle være. Åh, de smukke løgne.

 

Skudt på klods hold, lige igennem hjertet, på samme måde som sylene af is der gennemborede mig, gjorde mig følelsesløs og frøs mit hjerte til is.

 

Jeg er blevet vendt og drejet, vredet og spundet, til jeg passede til livets spil, selvom det aldrig var meningen at jeg skulle. Jeg er undtagelsen ikke reglen, men i denne slags verden, denne velhavende, perfekte verden, er det at være undtagelsen en uhelbredelig lidelse, som for enhver pris må skjules.

 

Så nu stiller jeg mig ind foran pistolløbets munding, lader sigtekornet hvile på mig, og stirrer lige frem mod skydevåbnets ejer. Med hånden om grebet står den samlede verden, med alle sine slet skjulte fejl. Et forkert trin, og kuglen vil gennembore mig. En synlig fejl, og jeg er væk, væk, væk. Måske er det at være væk ikke den værste skæbne, alt taget i betragtning.

 

Man siger at kærligheden er smerten hver, men hvis jeg ikke længere ved hvordan man elsker, hvordan man overgiver sig selv helt til et menneske, hvad skal så opveje smerten? Hvad er der så at blive ved med at kæmpe for? Kan man så overhovedet blive ved med at kæmpe, ved man så overhovedet hvordan?

 

Jeg kender ikke svaret på det spørgsmål, men jeg ville ønske at jeg gjorde. Så ville jeg vide om jeg nu skulle græde eller smile, le eller skrige. Det gør jeg ikke. I stedet kan jeg kun give ludospillet op, og vælte min brik som en anden konge underlagt skakmat.

 

Point blank, bang bang baby, I'm dead.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...