Good Enough- {1D}

OBS! Dette er 2'eren til Blackout!
Efter at Bella kom væk fra sin far, og flyttede ind hos sin mor, har alting været perfekt. Det er nu snart en måned siden, at Bella blev kærester med Harry, og Bella begynder at lære ulemperne ved at date en berømthed, og spørgsmålet er, om Bellas og Harrys forhold er stærkt nok. Desuden opdager hun også, hvordan tiden med hendes far har påvirket hende, og vil hun nogensinde kunne glemme alt om ham?

74Likes
240Kommentarer
17693Visninger
AA

13. With Ur Love

Jeg reder forsigtigt mit hår igennem, inden jeg lægger børsten fra mig. Jeg kigger på mig selv i spejlet, og drejer nogle gange lidt rundt for at tjekke, at jeg ser ordentlig ud. Jeg har taget en rød kjole på med et bælte rundt om livet. Ude over den, har jeg en grå cardigan og så har jeg taget nogle sorte leggins på. (se link i kommentar for at se hendes tøj) Og jeg er nogenlunde tilfreds. Jeg er nødt til at se perfekt ud. I dag er en vigtig dag.

"Dit hår er ved at blive langt!" siger Harry og lægger armene om min mave bagfra. "Ja, hår vokser jo." svarer jeg og lægger min ene hånd om hans hals. Vi står begge og ser ind i spejlet. Harry giver mig et kys på halsen, og mumler mod min hud. "Det ser fantastisk ud." Jeg fniser kort, og får vendt mig om, så jeg kan se ham i øjnene. "Synes du?" spørger jeg. "Tror du, det er fint nok?" Harry nikker, og presser sine læber mod mine. "Selvfølgelig er det det. Nu skal vi bare se at komme af sted!" griner han og tager min hånd. Sommerfuglene i maven begynder at flyve rundt, og jeg smiler kærligt, mens han trækker mig ud i gangen, og giver mig min jakke på. "Jeg kan godt selv Harry!" fniser jeg.

"Men du er for langsom babe!" Han åbner døren. "Kom så."

***

Jeg har lagt mig om på bagsædet af bilen for, for så kan jeg ligge ned. Jeg har hugget Harrys mobil, så jeg kan spille på den, for en næsten 4 timers lang køretur er ikke noget at råbe hurra for. Jeg mener, der er altså ret langt fra London til Holmes Chapel.

Og ja. Vi skal hjem til Harry. Vi skal hjem og besøge Harrys mor, og jeg er nervøs. Det er første gang, jeg møder hende, og hans søster er vidst også derhjemme, og jeg er bare bange for, at de ikke kan lide mig! Jeg går ud af spillet, og kommer ved et uheld til at trykke på twitter-ikonet. Jeg har ikke selv twitter. Det ville jeg ikke kunne overskue. Jeg ville sikkert bare få alt for meget hate, og til sidst ville jeg bryde sammen.Og jeg ved, at folk fra min klasse har twitter, og de skulle nok finde mig. På en eller anden måde. Jeg har ikke været i skole i lang tid. Lige efter Harry fortalte alle om mig, så turde jeg ikke gå i skole i en uge, og så var der ferie. Så jah. Jeg ved ikke, hvad alle ovre i skolen synes om mig.

Jeg kiggede på Harrys timeline, og det var ikke så spændende igen, så jeg gik ind på hans profil. Fuck, 8 millioner followers?! Han var populær den dreng! Jeg skimmede nogle tweets igennem, og så hvordan halvdelen bare sagde: 'FOLLOW ME HARRY ASDFGHJKL' Det måtte være stressende. Og ellers så var der bare mange tweets, som skrev hvor vi var. Hvordan vidste de det?! "Harry?" mumler jeg. Harry vender sit kort sit hoved mod mig. "Jeg troede du sov?" siger han. "Hvad er der?" Han kigger ud på vejen igen. "Du follower ikke særlig mange på twitter." forklarer jeg. "I hvert fald ikke i forhold til, hvor mange followers du har."

"Stalker du min twitter?" spørger han drilskt. "Nej jeg gik ind på den ved en fejl!" siger jeg. "Det er nogle interessante tweets folk sender dig." "Åh nej, hvordan det?" griner Harry. "Nå ja, der er en her: 'YOU LIFERUINER JUST FOLLOW ME OR I'LL JUMP OUT FROM A CLIFF AND HANG MYSELF " læser jeg højt og griner lidt imens. "Du dræber vist mange piger om dagen!"

Harry ryster på hovedet. "Åbenbart!" Jeg morer mig lidt over tweetsene, og kigger flere af dem igennem. Og pludselig ser jeg mit navn. 'Harry and Bella are just the cutes couple ever! I love them so much! #teamBerry'  Jeg kigger overrasket på tweeten, og går ind på pigens profil. Der er hundredvis af tweets omkring Harry og jeg. Og nogle tweets, hvor hun bare skriver, at hun elsker mig? Hun kender mig ikke, men hun 'elsker' mig? Uden at tænke over, at det er Harrys twitter, trykker jeg på hendes 'follow' knap. Hun gjorde mig bare i godt humør. "Ups." mumler jeg, og lægger mobilen fra mig. 

"Hvor langt er der igen Harry?" spørger jeg træt. "Lad mig se, omkring 50 meter." svarer han. Jeg rejser mig op med et sæt. "Hvad?!" siger jeg panisk, og retter på mit hår. Harry stopper bilen, og stiger ud af den. Jeg kigger ud mod det hus, som vi er stoppet foran. Det ser hyggeligt ud. Harry åbner bildøren for mig, og jeg træder ud. "Kom!" siger han begejstret og går op mod døren. For hvert skridt vi tager, bliver jeg mere og mere nervøs. Mine håndflader bliver svedige, og jeg hiver hårdt Harry tilbage. "Vent!" siger jeg bekymret. Jeg bider mig selv i læben, mens Harry kigger forvirret på mig.

"Hvad er der?" spørger han. Jeg ryster kort på hovedet. "... Hvad nu hvis din mor ikke kan lide mig?" spørger jeg. Jeg synes selv, at det lyder åndssvagt, men det er virkelig noget, som bekymrer mig. "Aw Bella, hvorfor skulle hun ikke kunne det?" spørger Harry og aer min kind. "Jeg er jo ikke noget specielt Harry."

"Åh skal vi nu snakke om det igen?" spørger Harry bedrøvet. Jeg kigger flovt ned. "Bella, du er mere end speciel! Jeg ved ikke, hvad det hedder, men det er du! Og jeg er sikker på, at min mor vil elske dig!" Jeg skulle til at spørge, hvordan han kunne være sikker på det, men jeg måtte holde lidt igen, med mine usikkerheder lige nu. Jeg nikker bare, og Harry tager min hånd, mens vi går op mod døren. Harry ringer på døren, og giver mig et hurtigt kys på kinden, som tegn til at det hele nok skal gå.

Døren går op, og en mørkhåret kvinde (Harrys mor regner jeg med) smiler til Harry. "Harry!" siger hun og giver ham et kram. Han slipper min hånd for at kunne kramme igen, og jeg bakker lidt tilbage. "Det er så længe siden!" siger hun. Harry nikker med et stort smil, og kigger til siden. Han ser overrasket ud, da han sikkert regnede med, at jeg stod ved siden af ham, men på en eller anden måde, er jeg havnet bag ham i stedet. Harry træder til siden, så jeg er synlig.

"Du må være Bella!" siger hans mor venligt, og tager sin hånd frem. Jeg giver hende hånden og nikker lydløst. "Anne." siger hun. Jeg tvinger et smil frem og slipper hendes hånd. "Kom ind med jer!" Jeg tager desperat fat i Harrys arm, mens vi går ind.

Hvorfor er jeg så akavet? Jeg har aldrig været god rundt om folk, jeg ikke kender. Som første gang, jeg mødte drengene. Nej nej nej, det var så akavet. Jeg var så genert, og ja det var bare hæsligt husker jeg. Nu jeg tænker over det, så undrer det mig faktisk, at Harry blev forelsket i mig. Jeg mener, jeg gør ikke et godt førstehåndsindtryk, og det er jeg sikker på, at hans mor heller ikke synes. For altså, jeg gemte mig lige bag ham. Som en lille hund, hvad er der i vejen med mig? ...

Harry lukker døren efter, vi er kommet ind i huset. Jeg stirrer lidt ud i luften, og kigger mig så lidt omkring. Det her er Harrys barndomshjem, det er underligt at tænke på. Jeg knapper langsomt min jakke op, mens mine tanker flyver rundt. Hvordan skal jeg opføre mig, hvad skal jeg sige, skal jeg overhovedet sige noget? Ja selvfølgelig skal jeg sige noget, ellers så vil de tro, jeg er dum! Harrys suk river mig tilbage til virkeligheden. Han tager fat i mine skuldre, og lader min jakke glide ned fra dem. "Harry, jeg kan godt sel-" "Åbenbart ikke Bella!" griner han. Jeg rødmer let, og lader ham tage min jakke, og hænge den op. Forsigtigt stryger jeg en tot hår om bag øret, og går efter Harry ind i stuen. Jeg er bange for, at det her ville blive akavet. Harrys mor står op, og er på vej ud. "Jeg havde lige tænkt mig at lave lidt sen frokost, da jeg regner med, at i ikke har fået noget endnu?" siger hun. Harry smiler. "Yes! Jeg er vildt sulten!" Jeg slikker mig diskret om munden, ved tanken om mad. Jeg er sulten...

Harry går videre og ind i stuen, hvor der sidder en pige på sofaen. Hun rejser sig hurtigt op og krammer Harry. "Hvad så brormand!" siger hun og trækker sig fra ham. Igen står jeg bare og ser til. Suk. Akavet. "Uuuuh! Er det din veninde?" spørger hun begejstret. Jeg stivner kort, og Harry vender sig grinende om og kigger på mig. "Ja, sådan kan vi godt sige det!" Pigen rækker en hånd frem. "Jeg er Gemma!" fortæller hun frisk. Jeg giver hende hånden og smiler genert. "Ehm, jeg hedder Bella." siger jeg stille. "Åh, det vidste jeg godt, i to er jo overalt i medierne!" siger Gemma og vifter lidt med sin hånd. "Oh... nå ja, det er vi jo også." mumler jeg. Gemma griner lavt. "Aw hun er sød Harry!" Jeg spærrer øjnene op, og kigger overrasket på hende. Harry tager min hånd. "Det synes jeg også." siger han sødt, så mit ansigt bliver rødligt.

"Harry, kan du lige hjælpe mig med noget?" råber hans mor ude fra køkkenet. Harry kigger kort på mig. "Er tilbage lige om lidt!" siger han beroligende, og bukker sig ned for at lade sine læber ramme mine. Jeg tager kærligt imod kysset, og åbner først mine øjne, da han afbryder det, og går ud i køkkenet. Diskret kører jeg en finger hen over min underlæbe, hvor jeg stadig kan føle varmen fra ham. Det er rart. Alt indeni mig bobler af lykke, og mit hjerte banker derudaf.

"Hmm. Bella." siger Gemma og smiler til mig. Jeg kigger opmærksomt på hende. Hun stiller sig foran mig. "Hvor gammel er det nu, du er?" spørger hun. "Eh jeg fyldte 15 her i sommers." siger jeg nervøst, da jeg er bange for, at nogen vil synes aldersforskellen mellem mig og Harry er for stor. Jeg mener, jeg er 15, han er 18, der er stor forskel på en eller anden måde. "Tænk, efter Caroline, så havde jeg ikke regnet med, at Harry ville date en yngre end ham selv!" griner Gemma. Et smil former sig på mine læber. Åh jeg havde skam hørt om Caroline. Du godeste, der var hvad? 14 års mellemrum imellem hende og Harry? Og så var jeg bange for, om der var en for stor aldersforskel mellem Harry og jeg. Nu føler jeg mig dum. Men det er bare også noget andet, når man er 15 og 18, end når man er 17 og 31, eller hvor gamle de nu var.

F.eks. så kunne Harry jo sagtens gå i seng med Caroline, hvem ville tage sig af det, han var 17 år, lad ham være sammen med hvem han vil! Men ville folk ikke synes, det var klamt, hvis Harry og jeg var sammen? Ja det har vi ikke været endnu, mest fordi jeg også er lidt bange. Af flere grunde. En af dem er bl.a. at jeg ikke vil fremstå som en skank. Jeg siger ikke, at man er en skank, når man mister sin mødom som 15-årig, men når det er til en 18-årig, så er det vist lidt ildeset. I hvert fald af nogle mennesker. Men jeg kunne jo ikke blive ved med at holde Harry hen, den stakkels dreng ville jo dø til sidst. Af... 'hunger'.

"Men du virker som en sød pige, og alder har jo aldrig betydet noget for Harry!" siger Gemma lægger armene over kors. "Nej, han... han er meget tolerant." siger jeg. "Han er fantastisk." retter jeg det til og smiler.

"Bella intet ondt, men i starten overraskede det mig, hvordan du og Harry fandt sammen." Jeg spærrer øjnene op, og gør mit bedste for ikke at blive fornærmet. "Jeg ved ikke, du virkede bare ikke som hans type. Men nu hvor jeg har mødt dig, så er det mere end tydeligt, hvorfor Harry blev forelsket i dig! Jeg er sikker på, at der gemmer sig en rigtig ilter person inde bag din søde skal!"

Jeg smiler skævt, da hun har ret. Jeg er som regel genert, og jeg snakker ikke meget med nye mennesker, men hvis jeg har lært folk at kende, så kan jeg godt have temperament, og opføre mig anderledes. Det er næsten uhyggeligt, hvordan hun kan se lige igennem mig. "Og når jeg ser Harrys smil, så er jeg ikke i tvivl om, at du er perfekt for ham!" Hun tager en dyb indånding. "Selv hvis jeg hadede dig," begynder hun, og holder en pause, hvilket giver mig tid til at se forvirret ud. Det var da en underlig sætning. "Så ville jeg stadig elske dig, fordi Harry elsker dig!"

"Du... du mener ikke, at du rent faktisk hader mig vel?" spørger jeg lidt forvirret. Gemma griner kort. "Selvfølgelig ikke! Du virker fantastisk!" svarer hun. Jeg ånder lettet op, og skyder øjenbrynene i vejret. Hun gjorde mig lige bange. Men jeg kan godt lide hendes ordvalg. 'Harry elsker dig'. Det gør mig varm indeni, hver gang jeg hører det. Jeg lægger en hånd på mit bryst for at mærke mit hjerte banke hårdt. Et smil kryber hen over mit ansigt. Jeg elsker at være forelsket i Harry. Jeg elsker det lige så meget, som jeg elsker ham. Det giver måske ikke meget mening, men det er sådan jeg har det.

Jeg hører fodtrin bag mig, og vender mig om for at se Harry. "Hey, der er frokost!" siger han.

***

Vi havde siddet og spist, og det var faktisk rigtig hyggeligt. Både Gemma og Anne var virkelig søde imod mig. Jeg tror, de kunne mærke min nervøsitet. Efter at have siddet lidt og snakket ved bordet, rejser Anne sig op. "Jeg må hellere lige tage ud af bordet." siger hun. Harry rykker sin stol lidt ud. "Har du brug for hjælp?" spørger han. "Hmm, måske. Men du har allerede hjulpet mig en gang, bare bliv siddende." Anne vender sit hoved mod mig. "Bella, vil du være sød at hjælpe?" Jeg nikker hurtigt. "Selvfølgelig!" svarer jeg, og og rejser mig op, mens jeg samler nogle tallerkener sammen. Anne går ud i køkkenet, og jeg følger efter hende. "Skal... skal jeg bare tage resten af tingene ud, så kan du begynde at vaske dem op?" spørger jeg, da jeg ser hun begynder at tænde for vandet. Hun smiler venligt til mig. "Det må du meget gerne!"

Jeg går ind og ud af køkkenet, med de forskellige ting, og da jeg har fået det hele ud, skal jeg til at gå, men Anne siger mit navn. "Bella, må jeg ikke lige snakke med dig?" spørger hun. Jeg synker en klump, og går hen ved siden af hende. Rent instinktivt tager jeg et viskestykke, og begynder at tørre de ting, som hun har vasket op. Der er en kort tavshed mellem os, men den bliver hurtigt brudt.

"Tak Bella." siger Anne. Jeg tørrer forsigtigt en tallerken med viskestykket, og kigger på hende. "Fordi jeg hjalp med at tage ud af bordet?" spørger jeg. "Det var ingen sag." 

Anne ryster på hovedet. "Nej jeg siger tak af en anden grund. Jeg er bare glad for, det du har gjort ved Harry." siger hun, og sender mig et smil, som jeg gengælder med en forvirret mine. "Hvad mener du med det?" spørger jeg, og sætter tallerken i opvaskestativet, mens jeg tørrer en ny. "Det er længe siden, at jeg har set min søn så glad, som han er i dag! Det er vel din fortjeneste?"

Jeg klør mig lidt på halsen. Det ved jeg ikke, om det er, det kan jo også bare være, at Harry er glad for at se sin familie igen. Det virker, som om Harry elsker sin familie højere end noget andet, så jeg kan godt forstå, hvis han er glad for at se dem. "Tror du ikke bare, at han har savnet jer?" spørger jeg og kigger ned. "Det har han sikkert, men det er ikke grunden til, at hans lyser øjne op, hver gang han kigger på dig." Jeg kigger op på hende.

"Bella, jeg har kendt min søn i lang tid!" griner hun. "Og jeg ved, hvornår han er forelsket. Jeg havde bare aldrig troet, at jeg ville se ham forelsket allerede!" Varmen i mine kinder stiger, mens sommerfuglene i min mave beslutter sig for at vågne lige så stille.

"Jeg vil bare takke dig for at have gjort min søn lykkelig. For det kan jeg se, at han er." siger hun mildt. Jeg smiler taknemmelig til hende, da jeg stadig ikke ved, hvordan jeg skal klare komplimenter. Jeg skal stadig vænne mig til, at jeg er blandt folk, som måske gider at rose mig, eller komplimentere mig. Jeg tager en dyb indånding ind gennem næsen, og strækker min hals.

"Jeg kunne også sige tak til Harry." siger jeg. "Du ved ikke, hvor meget han har reddet mig! Uden ham, så var jeg nok død nu, jeg laver ikke engang sjov." siger jeg, og kigger på Anne, som har et lettere skræmt ansigtsudtryk. "Jeg kunne ikke huske, hvordan det var at være lykkelig, før jeg mødte Harry. Og jeg havde aldrig prøvet at føle sådan over for et andet menneske. Men Harry?" Jeg griner kort, bare ved tanken om ham.

"Harry er speciel. Han forstår mennesker, og han er venlig, sød kærlig alt det der! Og egentlig skal jeg vel takke dig for at have gjort ham til den, som han er." Jeg smiler til hende, og kigger så ligeud igen, før jeg lukker øjnene. Jeg elsker Harry. Mere og mere for hver dag, der går. Tanken om at være sammen med ham resten af livet gør mig lykkelig. Desværre går tingene ikke altid sådan, men jeg har vel lov at håbe.

For jeg ved, at Harry er perfekt for mig. Han har bevist det på mange måder. Bl.a. fik han mig til at elske igen. Det var en evne, som jeg troede var blevet blokeret hos mig, efter alle de år med min far. "Du kan roligt være stolt af ham." mumler jeg fredfyldt. "Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden ham." hvisker jeg bagefter.

Og mens jeg står og er helt væk i mine egne tanker, mærker jeg pludselig nogle arme rundt om livet på mig. De trækker mig hurtigt væk, og svinger mig kort rundt, så jeg skriger højt op af forskrækkelse. "Harry!" hviner jeg, da jeg står stille igen. Hans latter fylder rummet, mens jeg dasker til ham. "Du må ikke forskrække mig sådan!"

"Jo jeg må, det er sjovt!" svarer han, og roder mig i håret. "Det er da ikke nogen god grund! Jeg synes også, det er sjovt at slå dig, men det må jeg jo heller ikke!"

"Du gør det da alligevel..." siger Harry og smiler halvt til mig. Jeg fnyser kort. "Undskyld, det må være en slags vane..." Harry smiler kærligt til mig, og lægger sine hænder på mine hofter. "Nå mor," siger han, og kigger på Anne. "Må jeg stjæle hende tilbage?" Anne griner lidt. "Nå ja, hvis du ikke kan undvære hende længere!"

Harry ryster overdrevet på hovedet. "Det kan jeg nemlig ikke!" Han kigger ned på mig igen. "Det er hun for fantastisk til." siger han lavt, og aer min kind kort. "Så stjæl du hende bare tilbage!" siger Anne, og i samme øjeblik hiver Harry mig ud af køkkenet. Hurtigt presser han mig op mod en væg, og giver mig et langt kys, som får mig til at glemme alt omkring mig. "Hvad snakkede i om?" hvisker Harry spørgende ud for mit øre, så det sender kuldegysninger gennem hele min krop. "Dig," svarer jeg hurtigt. Harry trækker sit hoved væk, så han kan kigge på mig. Hans ene øjenbryn er løftet en lille smule. "Mig?"

Jeg nikker. "Din mor takkede mig for... at gøre dig glad." Et smil breder sig på hans mund. "Og så sagde jeg, at hvis der var nogen, som skulle takkes, så var det dig." siger jeg og smiler let. Harry spærrer øjnene op. "Fortalte du alt det om din far og den slags?"

Jeg ryster på hovedet. "Nej jeg sagde bare, at uden dig, så var jeg sikkert død nu." "Det var da en deprimerende tanke." mumler Harry og kigger væk. Hans blik gik fra kærligt til trist på et kort sekund. Jeg lægger en hånd på hans kind. "Harry det er okay, jeg er jo ikke død!"

"Nej men tanken er stadig uudholdelig." Jeg smiler beroligende og på en måde taknemmelig til ham. "Du er da ikke stadig bange for, at jeg begår selvmord eller noget, vel Harry?" spørger jeg forsigtigt, og prøver at fange hans blik. "For som sagt, så er du skyld i, at jeg stadig er i live. Og så længe jeg har dig, og de andre drenge, så kan du være helt rolig. Hvorfor ville jeg smide alt det væk?" Harry lægger sin pande mod min, og trækker vejret dybt.

Jeg lægger mine arme rundt om hans nakke, og bevæger mine læber op mod hans, så de mødes. Et sus går gennem mig. Et enkelt lille kys kan gøre mig lykkelig om og om igen. Jeg er bare lykkelig over, at Harry er min. Harry presser mig hårdere op mod væggen, og holder rundt om min talje, mens hans tunge snor sig om min. Hans hænder glider ned omkring mine lår, og jeg hopper kort, for at han kan løfte mig op. Jeg griber blidt fat i hans nakkehår, så han stønner kort mod mine læber, og jeg kæmper lidt med mig selv for at holde mit fnis inde.

"Tag det roligt Harry!" hører jeg Gemma grine, og jeg vender straks mit hoved i retning af hendes stemme. Hurtigt sætter Harry mig ned, og kigger lidt flovt på sin søster. Og jeg ligner nok en tomat i hovedet! Jeg retter lidt på min kjole, og stryger så mit hår om bag øret, mens jeg smiler flovt. Ja det er pinligt. Harry går hen imod Gemma, og hun mumler stille:"Vent lige med det der, til i er kommet hjem." Harry sender mig et forførende smil. "Det kan være, at vi gør netop det." siger han lavt, og blinker til mig.

***

Harry bærer mig træt ind i sin lejlighed, og smider mig på sofaen. Klokken er kun lidt i ti om aftenen, men jeg føler mig så udkørt, så Harry bar mig fra bilen og herop. Vi skulle jo også have en 4 timers lang køretur hjem fra Harrys mor. Men det var hyggeligt derude. "Bella gå ind i sengen!" griner Harry, da jeg næsten falder i søvn på sofaen. Det eneste jeg formår, er at tage min jakke af, og lægge mig til rette. Jeg reagerer først, da Harry sidder ved siden af mig, og nusser mig i håret. "Kom nu babe, du skal være godt udvilet til i morgen."

"Hvad sker der i morgen?" spørger jeg træt, og kigger på ham. Han trækker lidt på det, men kigger mig så i øjnene "... jeg synes, at du skal tage i skole igen." Det giver et sæt i mig. Jeg vil virkelig ikke i skole, men jeg kan godt forstå, hvorfor han gerne vil have, at jeg tager derhen. "Jeg kan godt tage med dig, hvis det er, jeg synes bare, at du skal tage derhen igen, for uddannelse er altså vigtigt." Siger ham som ingen uddannelse har, fordi han blev international superstjerne.

"Du er ikke det bedste eksempel Harry." griner jeg svagt. Harry nikker forstående. "Men du behøver da ikke at tage med mig!" forklarer jeg. Det lyder som om, at jeg er et lille barn! "Jeg tror godt, at jeg kan klare det." Harry smiler. "Okay så." siger han, og tager fat rundt om mine ben. Han løfter mig fra sofaen, og går ind i soveværelset, hvor han blidt lægger mig på sengen.

Han tager min cardigan af mig og smider den over i en stol, hvorefter han fjerner mit bælte om livet på mig. Jeg lukker øjnene, mens Harry fjerner resten af mit tøj, kun med meget lidt hjælp fra mit trætte selv. Men da jeg opdager, at jeg kun ligger i undertøj, krummer jeg mig hurtigt og skamfuldt sammen. Jeg ved godt, at Harry har set mine ar, men jeg har det stadig dårligt med, at han ser dem.

"Bella." siger han trist. "Du behøver ikke skamme dig over din krop." Han tager en dyb indånding. "Og slet ikke over for mig." Jeg åbner øjnene, og kigger op på ham. Han sidder også i sengen kun iført boxershorts, og kigger mig i øjnene. Han tager fat i min hånd og hiver mig lige så stille op. Jeg har mine arme rundt om mig selv, for at skjule det værste, men Harry tager fat i mine hænder, og fjerner dem langsomt, så jeg dermed blotter min hud for ham. Han holder fast i mine hænder, og fører sine læber hen til min hals. Jeg læner mig lidt bagud, og Harry ender med at ligge hen over mig. Han slipper min ene hånd, og lader så sin frie hånd vandre hen af min mave. Det er der, hvor jeg har flest 'minder' fra mit liv før Harry og de andre.

Normalt ville jeg have protesteret. Jeg vil ikke have, at Harry rører ved mine sår, men det er anderledes nu. Han kærtegner dem på en måde, som viser, at han er ligeglad med, om jeg har ar eller ej. Hans læber møder mine, og de låser sig nærmest sammen. Harry kører sin hånd om bag min ryg, og klipser langsomt min BH op. Forsigtigt tager han den af mig, uden at afbryde kysset. Først da hans hænder finder vej til mine trusser, går det op for mig, hvad han har gang i. Forsigtigt afbryder jeg kysset, og ryster på hovedet.

"Jeg... undskyld Harry jeg... er ikke klar. Ikke endnu." mumler jeg undskyldende. Harry smiler kærligt (men en anelse skuffet) til mig, og kysser mig igen. "Det' okay baby. Tag al den tid du behøver." Jeg sætter mig op, og krammer ham hårdt. Sådan sidder vi i et lille stykke tid, indtil jeg løsner grebet om ham en smule. "Må jeg låne en trøje at sove i Harry?" spørger jeg træt. Harry griner, og rejser sig for at finde en T-shirt, som han kaster over til mig. Jeg tager den hurtigt på, og lægger mig under dynen. Harry kryber ned ved siden af mig, og jeg putter mig tæt ind til ham. Han er perfekt. Helt igennem perfekt. Selvom jeg har lidt skyldfølelse for at afvise ham.

"Nå men jeg tror min familie kan lide dig!" siger Harry muntert og aer mig over håret. Jeg blusser lidt op i kinderne. "Både Anne og Gemma var virkelig søde ved mig." mumler jeg. "Det må være der, hvor du har det fra!"

"Nå ja, man arver jo altså ikke alt fra sin familie. Du har for eksempel ikke arvet noget fra..." Harry holder en pause. "Fra min far?" spørger jeg, og mærker en kort stikken i brystet. Harry nikker. "Det er jeg da glad for, at du synes." siger jeg.

Jeg sukker dybt, mens jeg lukker øjnene i. Det har været lidt af en dag, synes jeg. Det var virkelig nervepirrende at møde Harrys mor og søster, men når bare Harry var der, så havde jeg det som om, at jeg kunne klare det. Og det gjorde jeg jo også. Selv hvis vi ikke var sammen non stop. Og det er også derfor, at jeg ved , at jeg vil kunne klare skoledagen i morgen! Jeg skal bare finde min indre selvtillid frem! Men så var jeg vidst nødt til at få noget søvn, for ellers ville det virke ret kikset.

"Godnat Harry."

 

Cause you got me

Flying with your love,

shining with your love,

riding with your love

I feel like I'm on top of the world with your love- With Ur Love, Cher Lloyd

------------------------------------------------------------------------------------------------

UNDSKYLD! Altså fordi jeg ikke har opdateret i sådan to uger, det er jeg ked af! Mental lussing til mig selv. Men okay, måske er det her kapitel ikke så spændende, men jeg havde bare lige lyst til, at der skulle ske noget lidt roligt og den slags<3 Okay men jeg vil prøve at skrive det næste kapitel hurtigere, der går forhåbentlig ikke lige så lang tid imellem!

Men hvad synes i om kapitlet? Og hvad håber/tror/synes i at der skal ske nu?

Tak fordi i bærer over med mig, I love you aaaaaaaaallllll<3<3<3 ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...