Good Enough- {1D}

OBS! Dette er 2'eren til Blackout! Efter at Bella kom væk fra sin far, og flyttede ind hos sin mor, har alting været perfekt. Det er nu snart en måned siden, at Bella blev kærester med Harry, og Bella begynder at lære ulemperne ved at date en berømthed, og spørgsmålet er, om Bellas og Harrys forhold er stærkt nok. Desuden opdager hun også, hvordan tiden med hendes far har påvirket hende, og vil hun nogensinde kunne glemme alt om ham?

74Likes
240Kommentarer
16912Visninger
AA

22. Welcome To My Life

Er det virkelig i dag, at drengene kommer tilbage?! Jeg kan slet ikke fatte det! Idet mindste har jeg klaret to uger uden dem, og de to uger er gået mere eller mindre vellykket. I ved jo selv, nogenlunde hvordan det er gået… jeg har for resten skåret i mig selv endnu en gang, lige ved siden af den anden rift. Der kom bare så mange rygter, og folk i min skole udnyttede det. Heldigvis opdagede Mark det ikke, for så var han flippet ud på mig. Jeg tror, han ville blive rasende.

Jeg havde snakket med drengene over Skype fire gange, hvor en af gangene var blevet til an meget akavet samtale mellem Niall, Louis, Zayn og Liam, som havde hintet, at Harry havde våde drømme om mig… hvad siger man til det?! Jeg vidste knap nok, om jeg skulle være smigret eller føle, at drengene havde krænket mit og Harrys privatliv. Så jeg blev lidt en blanding. Men jeg fortalte selvfølgelig ikke drengene, at jeg var en smule smigret. Jeg ville ikke gøre samtalen mere akavet. Jeg syntes i hvert fald, at den var akavet nok i forvejen, men det er nok bare min blufærdighed, der taler. Jeg havde bare siddet under hele samtalen, og bidt mig i læben, så jeg ikke rødmede så meget… Men jeg er bare så glad for, at drengene kommer tilbage i dag! Deres koncert i Madison Square Garden gik for resten rigtig godt, og de var så stolte af dem selv, og, og… det var så dejligt at se dem glade.

Men altså faktisk, så kom drengene hjem her i går aftes, lørdag aften, men de var så smadrede efter en lang flyvetur, og de havde vist også en smule jetlag, så jeg ville ikke forstyrre dem. Men i dag, søndag, så har jeg en aftale med dem alle sammen! Vi skal egentlig ikke noget specielt, jeg foreslog, at vi bare skulle gå lidt rundt i det indre London, så de ligesom kunne vænne sig til byen igen. Bare en fjollet tanke, men drengene sagde god for det.

Jeg er gået hen til Harrys lejlighed, da det er der, vi skulle mødes. Jeg er næsten helt nervøs over at møde dem igen, jeg ved ikke engang hvorfor! Forsigtig ringede jeg på til Harrys lejlighed. ”Bella, er det dig?” lyder det, og jeg gætter på, at Harry har taget dørtelefonen. Det er i hvert fald hans stemme, det er ikke til at tage fejl af ”Ja!” siger jeg højt og bestemt, så jeg er sikker på, at Harry hører det. ”Okay, bliv, hvor du er, vi kommer ned!” siger han, og jeg gør som sagt. Jeg tripper lidt på dørtrinnet, og tager en dyb indånding. Puha. Kulden er lidt barsk i dag. Jeg har aldrig været meget for kulde, så december har aldrig rigtig været min måned.

Pludselig går døren til lejlighedskomplekset op, og mine øjne lander straks på nogle grønne nogen. Jeg smiler bredt, og slår armene om Harry, mens jeg stiller mig på tæer, så jeg kan begrave mit hoved i rummet mellem hans skulder og hals. Det hele skete af ren refleks, jeg var bare så glad for at se ham igen. Harrys arme strammer grebet om mig, så jeg regner med, at han også har savnet mig.

Endelig trækker jeg mig fra ham, og smiler kærligt til ham, inden jeg lader mine læber møde hans. ”Det har jeg savnet,” griner Harry, da jeg stopper kysset. ”Kun det?” spørger jeg drillende, og smiler. Harry ryster på hovedet. ”Neej, der er en masse ting ved dig, som jeg har savnet,” siger han, og kysser mig igen. ”Det hele, faktisk.”

”Åh, de er allerede i gang!” stønner Louis bag os. Jeg kigger bag ved Harry, og ser alle de andre drenge, som åbenbart først lige er kommet ned. Jeg smiler, da jeg ser dem alle sammen. ”Hvor har jeg savnet jer!” udbryder jeg, og slipper Harry, hvorefter jeg kort lægger armene om Louis. Jeg giver dem alle et velkomstkram, og så snart jeg slipper Zayn, som den sidste, tager Harry fat i min hånd.

”Skal vi gå?” spørger han. Jeg nikker. ”Så kan i fortælle mig om jeres tur imens?” siger jeg, og kigger skiftevis på dem alle sammen. De er, som altid, mindst et hoved højere end mig, dem alle sammen. Jeg føler mig altid som en gnom. Det er jo heller ikke fordi, jeg er megahøj. Jeg er trods alt kun 163 cm høj.

”Du har jo hørt det meste, når vi har snakket sammen,” griner Niall, og stikker hænderne i lommen. ”Nå jah,” mumler jeg. Jeg kører med min frie hånd, mine fingre igennem spidserne af mit lyse hår. Små snefnug har sat sig fast i det, mens vi har været udenfor. Jeg synes som sagt, at sne er virkelig smukt, så jeg smiler, mens jeg kigger på de faldende snefnug.. Det har kun sneet to gange i denne her december. Den 1., da jeg snakkede med Harry og de andre for første gang, siden de tog til New York, og så i dag, hvor det er første gang, jeg er sammen med dem, siden de tog af sted. Gad vide, om de tiltrækker sne. Det håber jeg egentlig ikke, for så ender det med, at der kommer en snestorm, eftersom de er her i London et godt stykke tid endnu. Liam gnider kort sine hænder mod hinanden. ”Fryser du?” spørger jeg forundret. Så koldt, synes jeg slet ikke, det er.

”Helt vildt, hvordan kan du holde ud at have så lidt tøj på?” spørger han, og peger på mig. Det eneste jeg har på, er en lang, tynd sweater, som går mig til lidt over knæene, og så har jeg nylonstrømper indenunder. Til gengæld har jeg nogle varme støvler på, og en varm jakke, og så min hue. "Det er sådan noget, vi piger kan!” svarer jeg, og smiler.

 

***

 

Det meste af dagen var gået på at rende rundt i London. Bl.a. havde drengene foreslået, at vi lige skulle smutte op i The London Eye, nu hvor vi var der, og da jeg sagde, at jeg aldrig havde været der før, så så de endnu mere grund til, at vi skulle derop. Det var også ret fedt, selvom jeg synes, at Zayn så lidt anspændt ud, og det viste sig så, at han ikke var så vild med højder.

Drengene var også stoppet et par gange og taget nogle billeder med fans, og få skrevet et par autografer. Og det mærkeligste var, at der var nogle af deres fans, som også ville have et billede med mig. Jeg forstår det stadig ikke. Jeg er ikke berømt, jeg har ikke noget talent, jeg er bare kærester med Harry, og venner med de andre drenge, hvorfor opfører folk sig som om, at jeg er noget særligt? Men det var lidt sødt, for der var også en pige, som gerne ville have et billede af mig og Harry. Lidt akavet, men stadig sødt. Nå ja, det er vel bare mit liv nu, jeg kan ligeså godt vænne mig til det... selvom jeg ikke rigtig kan.

Men mørket var allerede faldet på, eftersom vi var i december. Det bliver mørkt så tidligt. Og det er det jeg hader mest ved vinteren. Jeg hader altså mørke. ”Er jeg den eneste, som gerne vil hjem nu?” spørger Zayn, og strækker sig kort. ”Jeg vil også hjem, vi har gået i næsten 3 timer!” sukker Niall. Jeg nikker mig enig med de andre. ”Så lad os tage hjem til mig og Harry, så kan vi hvile lidt, før vi skal af sted i aften.” siger Louis, hvilket får mig til at kigge på ham.

”Hvor skal i hen?” spørger jeg. ”I byen,” svarer han hurtigt, mens en klump sætter sig i min hals. Jeg kigger op på Harry. ”Jer alle sammen?” spørger jeg indtrængende. Harry smiler beroligende til mig. ”Nej, jeg bliver sammen med dig.” siger han sødt. Jeg løsner lidt op indeni af lettelse. Idet mindste så vil Harry være sammen med mig hele aftenen.

Der går ikke lang tid, før vi er ved Harry og Louis’ lejlighed, og vi går alle sammen derop. Jeg tager hurtigt mit overtøj af, og går så ind i stuen. Det første gang i lang tid, jeg har været her. Været her rigtigt. Sidste gang ’jeg var her’, der endte det med, at alle døde. Heldigvis var det et mareridt, og ikke virkelighed. Men jeg er stadig lidt utryg ved at gå herind. Jeg er bare bange for, at min far pludselig står bag en af dørene. Men hvad er sandsynligheden? Nogle gange, så overreagerer jeg, og gejler mig selv op, og jeg må se at stoppe. Men jeg har stadig ikke lyst til at være inde i stuen alene, så jeg vender hurtigt rundt, og går lige ind i nogen. Jeg gør en skræmt bevægelse, inden Niall tager fat om mit ene håndled.

”Hey, slap af, hvad sker der?” spørger han forvirret. Jeg lægger en hånd på mit bryst. Shit, jeg fik en forskrækkelse. ”I-ikke noget, jeg kom bare til at tænke på noget ubehageligt.” mumler jeg, og ryster på hovedet. Men nu, hvor han er herinde, så forsvinder skrækken, og jeg går langsomt hen og sætter mig i sofaen. ”Hvad var det, som du tænkte på?” spørger Niall. Jeg sukker dybt. ”Jeg havde en ubehagelig drøm, mens I var væk, og den foregik her, så jeg blev bare lidt… urolig.” forklarer jeg. Niall sætter sig ved siden af mig, og kigger nysgerrigt på mig.

”Okay, jeg havde bare en drøm om, at I alle sammen døde, fordi min far havde kidnappet jer, og skød jer. Foran mig, og der var intet, jeg kunne gøre.” fortæller jeg med lidt væmmelse i stemmen. Den drøm, har virkelig hjemsøgt mig. Jeg var flere gange i løbet af ugen blevet vækket af min mor, fordi jeg lå og skreg i søvne. Og det var ikke engang den helt samme drøm hver gang, nej slutningen ændrede sig.

Enten, så skød min far Harry, før jeg kunne nå at gøre noget. Ellers, så nåede jeg at skyde mig selv, og så ved jeg ikke, hvad der videre skete, for så vågnede jeg brat op. Der var også en, hvor jeg prøvede at skyde min far, men så tog han Harry med sig i faldet. Og ellers, så var der den, hvor han skød Harry, og så bagefter skød jeg ham. Min far. Jeg skød ham utallige gange af raseri. Men den udgave endte som regel også med, at jeg skød mig selv af sorg. Så uanset, hvad jeg gør, så bliver drømmen bare ikke god. Jeg kan bare ikke redde den.

”Æv, det lyder ikke rart,” siger Niall, mens de andre kommer ind i stuen. Jeg ryster på hovedet. Harry smider sig på pladsen ved siden af mig. ”Jeg kommer nu til at savne det her sted,” mumler han. Jeg kigger undrende på ham. ”Hvad mener du?” spørger jeg, hvilket får ham til at kigge på mig. ”Jeg flytter om en måneds tid,” fortæller han.

”Gør du det?” spørger Liam overrasket. Harry nikker. ”Bliver du så boende?” spørger Liam bagefter Louis, som nikker. ”Ja, det her er jo en fed lejlighed. Men Harry fandt en ret god en, og nu hvor han har Bella, så vil han sikkert gerne have lidt mere privatliv.” siger Louis, og løfter hurtigt øjenbrynene op og ned. Harry gengælder det, hvilket får drengene til at grine. Jeg kan ligeså indse, at jeg aldrig bliver ’en af drengene’, hvis jeg bliver ved med at være så uskyldig. Jeg kan bare slet ikke forholde mig til alle de perverse jokes, som de laver… suk.

”Hmm, jeg glæder mig til at se den,” sagde jeg, og bragte emnet tilbage på selve lejligheden.  

 

***

 

”Nå. Skal vi ikke smutte nu?” foreslår Zayn, da han kigger på sit ur. Klokken er halv ti om aftenen. Liam nikker. ”Jo, lad os det,” siger han, og rejser sig for at tage sit tøj på. Jeg synker lavmælt. Nu går de. Men det skal nok gå. Lad dem more sig, lad dem hygge sig, det er helt okay. Bare tænk, ligesom du gjorde, efter de havde optrådt i Madison Square Garden! For dér var jeg virkelig nervøs! Jeg kunne jo tænke mig til, at de ville ud og fejre det, og jeg har også hørt for nogen, at de virkelig gik til den, hvilket ikke ligefrem hjalp mig, men det var heldigvis nogle dage senere, så det gjorde ikke noget. Og hvis jeg bare holder hovedet koldt nu, og fokuserer på Harry, som jeg skal være sammen med, så skal det hele nok gå!

Håber jeg. ”Bella?” Jeg hører mit navn, og retter opmærksomheden mod Harry. ”Drengene går nu, vil du sige farvel?” spørger han roligt. Jeg nikker, og rejser mig hurtigt. Jeg svømmede helt væk i mine tanker, at jeg glemte, at de skulle gå nu. ”Farvel!” siger jeg roligt, og gav dem hver især et kram. ”Det var virkelig godt at se jer igen!” ”Det var også godt at se dig,” siger Louis, da jeg giver ham et kram. Jeg træder et skridt tilbage. ”Nå men… hyg jer,” siger jeg lidt falskt, og prøver at smile. Jeg hader mig selv en smule lige nu. ”I lige måde,” griner Niall, og blinker til Harry bag ved mig. Jesus christ… drenge.

Jeg vinker mens drengene går ud af døren. Som altid ligger denne her uro i min mave. Og meget apropos min mave, så mærker jeg hurtig to arme rundt om den. ”Slap af,” hvisker Harry, og giver mig et kys på kinden. ”Bare stol på dem.” Han prøver virkelig at berolige mig, og jeg sætter virkelig pris på det. Det bedste ved det hele er, at han kan regne ud, at jeg har bange anelser. Nogen gange så kender han mig næsten bedre end jeg selv gør. Nogen gange. Harrys hænder glider lidt længere op. ”Kan du huske aftenen, før vi tog til New York?” mumler han hæst. Endnu en gang glider hans ene hånd længere op, så den lægger sig på mit bryst. Hans varme ånde mod mit øre giver mig kuldegysninger. ”Jeg har nemlig tænkt meget på den.” siger han. Jeg nikker langsomt. ”Mm,” mumler jeg. ”Det har jeg også… den var ikke sådan lige at glemme…”

Harry bider mig blidt i min øreflip, og jeg stønner lydløst. ”Så du fortryder det stadig ikke?” spørger han langsomt. Jeg vender mig om mod ham. ”Ikke den mindste smule,” svarer jeg, og kysser ham intenst på munden. ”Jeg nød det virkelig meget,” mumler jeg i kysset. Harry stopper kysset, og kigger lystfuldt ind i mine øjne. ”Virkelig meget?” gentager han, og trækker mig helt tæt på ham, mens hans ane hånd tager blidt fat om min røv. ”Vil du så ikke prøve det igen?” hvisker han. Mit hjerte springer et slag over, og jeg holder kort vejret. Som svar klasker jeg mine læber mod hans, og leger lidt med hans hår. Harry begynder at skubbe mig lidt bagud og hen imod hans soveværelsesdør. Jeg bevæger nøje mine fødder, så jeg ikke snubler, mens jeg går baglæns. Hurtigt åbner jeg døren, og Harry skubber mig hurtigt derind, og smækker døren efter sig. Jeg bliver ved med at gå baglæns, mens Harrys læber stadig er låst mod mine, og til sidst falder jeg bagud og ned på sengen med Harry lige ovenover mig.

Eftersom at jeg stadig er ny i faget, ved jeg ikke helt, hvad jeg skal gøre af mig selv, så jeg lader Harry tage styringen. Dog bevæger jeg mine hænder hen til hans skjorte, og jeg begynder at knappe den op. Jeg kan mærke Harrys læber udvide sig i et smil, mens jeg gør det. Harry kører sin hånd ind under min lange, tynde sweater, og kærtegner min krop, hvilket resulterer i et svagt støn fra min side. Bagefter fører han sine hænder ned til toppen af mine nylonstrømper, og han hiver blidt ned i dem. Imens får jeg kørt hans skjorte ned over hans arme, og jeg smider den ud til siden. Harry hiver forsigtigt mine nylonstrømper helt af, og presser sin krop mod min. Wow okay, jeg kan godt mærke, at Harry er tændt. Det gør mig faktisk lidt nervøs. Ligesom sidst.

Jeg kysser ham ivrigt, og vores tunger glider rundt om hinanden. Jeg stønner, idet Harry begynder at køre sin ene hånd op ad mit ben, on hen af indersiden af mit ene lår. Pludselig svier det en anelse nede ved mit lår, og Harry afbryder kysset. Han kigger undrende på mig. ”Hvad er der?” spørger jeg forpustet, med en anelse nervøsitet i stemmen. Harrys blik ser så alvorligt ud. Han fjerner sin krop fra min, men presser samtidig mit ben ned mod madrassen. Jeg formår at sætte mig op, dog ret forvirret. Harry løfter mit ene ben op i luften, og nu bliver jeg for alvor forvirret. Lige indtil jeg ser Harrys næsten skræmmende vrede blik. Hans øjne møder hurtigt mine.

”Du sagde, det var slut,” siger han lavt, og lyder som om, han skal kontrollere sig selv. Jeg synker en klump. Jeg kan godt regne ud, hvad Harry hentyder til- den enorme rift, som jeg har på inderlåret. Harry havde fået mig til at glemme alt om den, og det var ikke så smart, nu hvor jeg tænker over det. Harry slipper mit ben, og rejser sig fra sengen. Jeg sidder helt mundlam på sengen. Der går lang tid, før jeg formår at sige så meget som en stavelse. ”… jeg-” begynder jeg, men bliver afbrudt af Harrys høje og frustrerede råb. Jeg kigger over mod ham, og han vælter arrigt det skrivebord, som står herinde, omkuld.

”Harry?!” siger jeg skræmt, inden han vender sig mod mig. ”Du sagde, at det var slut! Du sagde, at du aldrig ville gøre det igen! Og du fucking lovede mig det!” råber han højt. Jeg krummer mig lidt sammen. Jeg har aldrig set ham sådan her før. Hans øjne er helt mørke af vrede. ”Hvorfor gjorde du det så denne her gang?!” vrisser han, i en næsten nedladende tone, som gør mig vred.

”Hvorfor bekymrer du dig overhovedet om det?!” spørger jeg vredt tilbage, og rejser mig brat fra sengen. ”Det er min krop, det er min egen skyld, kan du ikke være ligeglad?!” Harry går truende et skridt tættere på mig. ”Ligeglad?!” spytter han. ”Hvad tror du selv?! Du er min kæreste, Bella! Jeg bekymrer mig om dig, og jeg har det ikke godt med, at du skader dig selv!”

Jeg holder skarpt vejret. ”Og jeg tør vædde på, at det var min skyld, at du skar i dig selv, så jeg har fucking ret til at vide, hvorfor du gjorde det!” råber han, og går et skridt tættere på. ”Det var på grund af de åndssvage Haylor rygter, okay!” ryger det ud af mig. Harry kigger rasende på mig. ”Jeg vidste det,” mumler han. ”Jeg vidste, at der var noget galt den dag! Hvorfor fanden fortalte du mig det ikke?!” Jeg kniber øjnene sammen ved hans spørgsmål. Jeg undlod at fortælle ham det, fordi jeg ikke ville have, at han skulle bebrejde sig selv, men det var jo en åndssvag grund. Inderst inde, så ville jeg nok bare ikke stoppe, og jeg ville bare ikke have, at han skulle finde ud af det.

”Fordi så ville du reagere sådan dér!” råber jeg tilbage. ”Og kan du bebrejde mig!?” spørger Harry højt. Han står lige foran mig, så hans stemme er ekstremt højt. ”Du skærer i dig selv, når der er fucking rygter om et eller andet! Hvorfor kan du ikke bare stole på mig?!”

”Det er svært,” mumler jeg. ”Det burde ikke være så svært at stole på sin kæreste!” bider han vredt tilbage. Han bliver ved med at ramme mine svage punkter. Det hele han siger, er vel sandt. ”Jeg stolede på dig, dengang du insisterede på at tage tilbage til din far! Jeg havde det hæsligt med det, men du sagde, at jeg skulle stole på dig, og det gjorde jeg, hvorfor kan du ikke gøre det samme?!” Hans stemme runger gennem værelset, og jeg har lyst til at proppe to fingre i ørerne, og lukke alle hans ord ude.

”Du forstår det ikke,” hvisker jeg, og kigger ned for at holde tårerne tilbage. ”Hvad er der at forstå?!” råber Harry. Jeg løfter mit hoved, da hører fodtrin, og jeg ser, at Harry er på vej ud af værelset. Jeg går vredt efter ham. ”Harry, lad mig nu tale ud! Hvis du lyttede, så kunne det være, at du ville forstå!” råber jeg. Han er for vred til at høre på mig lige nu, og det pisser mig virkelig af. Harry begynder at tage sin skjorte på igen. ”Der er ingen god grund til at skære i sig selv!” siger han ondt. ”Det er heller ikke det, jeg siger, men-” Jeg forsøger at trænge igennem til ham, men jeg kan se på ham, at han ikke hører efter. ”Jeg vidste, at det ville ske igen.” mumler han.

Jeg er så rasende indeni, at jeg tager blomstervasen på bordet ved siden af mig, og kyler den tværs gennem rummet, hen imod Harry, dog uden at ramme ham. Han giver et svagt hop, da den ryger forbi ham, og smadrer på gulvet. Hurtigt kigger han vredt op på mig.

Jeg bider rasende tænderne sammen. Mine skuldre hæver og sænker sig sammen med min tunge vejrtrækning, og tårerne flyder ned af mine kinder. ”Hvis du er så fucking klog, og ved det hele, hvorfor prøvede du så ikke at stoppe det! Ordentligt! Du spurgte ind til det én gang, da du var i New York, hvis du nu var blevet ved med at spørge eller sige, at du vidste det, så havde jeg nok fortalt dig det, og undskyldt! Men du vil ikke engang tage imod min undskyldning nu! Du er kun interesseret i at høre på dig selv! Du tror, du ved det hele, men du er så fucking blind, du ved ikke en skid!” skriger jeg hysterisk, og knytter næverne.

”Hvad me-” Jeg lader ikke Harry tale færdig, men skriger bare videre. ”Du har ingen anelse om, hvordan jeg har det indeni Harry! Ja, når jeg er sammen med dig, så er jeg lykkelig, men resten af tiden, så er jeg ved at falde fra hinanden, og du kan ikke engang se det! Du lægger ikke mærke til mine falske smil, du lægger ikke mærke til mine triste øjne, du lægger ikke mærke til en skid! Og du ved ingenting om at skære i sig selv! Dit liv har altid kørt på skinner, du havde en familie, som elskede dig, din drøm gik i opfyldelse, millioner af mennesker forguder og komplimenterer dig hver dag! Du har aldrig prøvet at have det som mig! Jeg levede i 11 år med mørke rundt om mig! Ingen elskede mig, hvordan tror du, at det føles?!”

Jeg tørrer febrilsk en tåre væk. ”Og selvom dig og drengene reddede mig fra min far, så ligger alle de minder stadig inde i mig! Det er ikke let bare at glemme 11 år af sit liv! Det er ikke nemt bare at lægge en vane på hylden, når man først er blevet mindet om den! Men du fatter det ikke! Du er så indskrænket, at du ikke fatter det!” Jeg stamper arrigt i gulvet, og kigger direkte på ham, mens jeg siger det. Jeg kan se, hvordan hans kæbe spændes, fordi han bider tænderne sammen.

”Men derfor burde du stadig stole på mig!” råber han, og før jeg når at sige noget, stormer han forbi mig. ”Hvor skal du hen?” hvæser jeg, og går efter ham. ”Jeg tager hen til drengene!” svarer han hårdt. Jeg gisper. ”Harry, det gør du bare ikke imod mig det der!” græder jeg vredt. Harry åbner døren, og kigger vredt på mig, mens han retter på sin jakke. ”Selv hvis jeg sagde, at jeg ikke ville drikke, så ville du ikke tro mig, så hvorfor går du ikke bare ind og skærer hele din hud op med det samme! Du kan jo ikke stole på nogen!” Døren smækkes i, og jeg står lammet tilbage. Tårerne flyder ned af mine kinder, mens jeg ryster af vrede. Og sorg. Trods alt det jeg sagde, så gik han alligevel. Hvad skal jeg nu gøre? Jeg krummer mig sammen på gulvet, og begynder at græde lavt. Jeg har mistet stemmen. Jeg har mistet alt.

 

No one ever lied straight to your face
And no one ever stabbed you in the back
You might think I'm happy but I'm not gonna be okay
Everybody always gave you what you wanted
You never had to work it was always there
You don't know what it's like, what it's like

To be hurt
To feel lost
To be left out in the dark
To be kicked when you're down
To feel like you've been pushed around
To be on the edge of breaking down
And no one's there to save you
No, you don't know what it's like
--
Welcome to my life- Simple Plan, Welcome To My Life

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Heeej<3 For det første, jeg ved godt, at sangcitatet er meget langt, men linjerne giver virkelig mening her, og jeg havde bare ikke lyst til at udelukke. Sangen passede bare så godt.

Okay, men hvad siger I til kapitlet??? :o

Det er jo noget værre noget det her, så hvad tror I, der sker?

Tak fordi I læser med, jeg kan bare ikke takke jer nok <3<3<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...