Good Enough- {1D}

OBS! Dette er 2'eren til Blackout!
Efter at Bella kom væk fra sin far, og flyttede ind hos sin mor, har alting været perfekt. Det er nu snart en måned siden, at Bella blev kærester med Harry, og Bella begynder at lære ulemperne ved at date en berømthed, og spørgsmålet er, om Bellas og Harrys forhold er stærkt nok. Desuden opdager hun også, hvordan tiden med hendes far har påvirket hende, og vil hun nogensinde kunne glemme alt om ham?

74Likes
240Kommentarer
17457Visninger
AA

21. Thinkin 'Bout You

Jeg sætter mig op i min seng, og har det ærlig talt hæsligt. Alting drejer rundt, fordi jeg er så svimmel. Denne her følelse har jeg haft alt for mange gange her på det seneste. Hvorfor er mit liv så kompliceret? Det burde det da ikke. I hvert fald ikke ifølge mig. Men jeg har jo heller intet at sige, har jeg?

Jeg træder ud af min seng, tager noget tøj på, og går ud af døren. Jeg har ingen appetit lige nu, så jeg skipper morgenmaden. Og hvis jeg pludselig bliver sulten ovre i skolen, så må jeg købe noget i cafeteriaet.

Mens jeg går ned imod bussen, så vibrerer min mobil pludselig. Jeg hiver den frem, og ser, at jeg har fået en sms. 'Hej Bella! Har en overraskelse til dig! Skynd dig hjem til mig<3 xx' – Harry<3

Mit hjerte springer et slag over. Det er en besked fra Harry?! Hvad for en overraskelse kunne han have, han er jo i New York? … eller hvad? Jeg har i hvert fald i sinde at finde ud af det! Jeg vil gøre alt for at undgå skole! Derfor går jeg hurtigt forbi busstoppestedet, og fortsætter i retning mod Harrys lejlighed.

 

Jeg går så hurtigt jeg kan, og virker også en anelse forpustet, da jeg er foran Harrys lejlighed. Jeg kigger op ad den høje bygning, og går bagefter ind i den, og tager elevatoren op til Harrys etage. Jeg er overhovedet ikke skeptisk over noget af det her, det hele virker helt normalt på en eller anden måde. Elevatoren siger 'pling!', og jeg går hurtigt ud af den, og fortsætter hen ad gangen, og hen til Harrys lejlighed. Jeg havner ude foran døren, og stopper for at få vejret. Jeg har skyndt mig så meget, og det har gjort mig udmattet.

Forsigtigt banker jeg på døren. Jeg ved ikke hvorfor, jeg regnede vel med, at nogen ville lukke op? Men der er ingen som svarer, eller åbner døren. "Harry?" spørger jeg tøvende. Der er stadig ingen, som svarer, og jeg trækker undrende ned i håndtaget. Til min overraskelse går døren op. Jeg kigger forvirret rundt omkring mig, men træder så indenfor. Jeg lukker stille døren efter mig. "Hallo?" spørger jeg, og kigger ned af entréen. Der er et svagt lys indefra stuen, og jeg går langsomt hen imod den. "Er her nogen?" spørger jeg usikkert og en anelse skræmt, mens jeg går hen imod stuen.

Jeg drejer hurtigt derind, og stopper brat op, mens jeg udstøder et lille skrig.

Drengene, de er der alle sammen. Og de ligger bundet og tævet på gulvet henne i den anden ende af rummet. Tårerne trænger allerede op i mine øjne. "Drenge?!" spørger jeg panisk. "Hvad er der sket?!" Jeg går et skridt tættere på. "Stop Bella!" stønner Niall, og hoster kort. Jeg stivner, og kigger på ham, så jeg opdager blodet i hans ansigt. "Hvad mener du?" spørger jeg grædefærdigt, og går endnu et skridt tættere på. "Bella løb!" råber Harry hæst og svagt. Han kigger op på mig. Hans ansigt ser hæsligt ud. Hans ene øje er hævet, og han har det dermed lukket, og der flyder blod ned langs hans tindinger, og hans mundvige, mens der er samtlige blå mærker i hans ansigt. "Det er…" Hans sætning bliver afbrudt af hans eget støn, og jeg føler en stor smerte indeni mig.

"Det er…" gentager han, og mumler det sidste. "Det er hvad?" spørger jeg, og tør næsten ikke gå tættere på. Pludselig åbner døren bag dem, døren til Harrys soveværelse, og en mand kommer ud. Jeg gisper, og bider mig hårdt i læben, mens jeg prøver at bevare roen.

"Det er en fælde," siger manden med et ondt grin. Mine øjne er kuglerunde, mens jeg kigger på manden lidt foran mig. Den mand, som mishandlede mig i 11 år. Den mand, som har ødelagt alt for mig. Hvad i al verden laver han her?! Han burde være i fængsel!

"Nej," hvisker jeg, og beder til, at det ikke er sandt. Jeg ryster kraftigt på hovedet, mens jeg prøver at lukke mine tårer inde. "Nej," Min stemme er lidt højere, og jeg træder et enkelt skridt tilbage. "NEJ!" Jeg skriger ordet, og tager mig til hovedet. Han griner hoverende af mig. Skrækken er tydelig at finde i mine øjne.

"Det er længe siden," siger min far, og læner sig op af væggen. Jeg kniber voldsomt øjnene sammen. "Hvorfor er du her?" græder jeg. "Hvorfor har du gjort det her?" Min stemme skælver, mens rædslen indeni mig stiger.

"Har du aldrig hørt om begrebet 'hævn'?" spytter han tilbage. Jeg åbner brat øjnene. "Hævn?" hvisker jeg. "For hvad?! For at du kom i fængsel for at have ødelagt mig i 11 år?! Du har ingen ret til hævn, dit monster!"

Pludselig jager han en fod ind i maven på Harry, hvilket får mig til at skrige op. Harry krummer sig mere sammen, og prøver at skjule sin smerte. "Jeg ville passe på med, hvad jeg sagde, hvis jeg var dig." Siger min far koldt. Jeg holder skarpt vejret, og holder mg for munden, mens jeg lader tårerne flyde ned af mine kinder. Han vil lade det gå ud over drengene, hvis jeg provokerer ham!

"Hvor er du fej!" mumler jeg ind mod min hånd. Min far knytter en næve, og hamrer den ind i nakken på Liam, og jeg kan se smerten i hans ansigt. Mit hjerte går i stykker, og jeg hulker højt. "Lad dem være, jeg beder dig!" trygler jeg. "Det er mig, som du vil have hævn over, er det ikke?! Så straf mig! Bland drengene udenom!"

Min far ryster overmodigt på hovedet. "Det kan jeg ikke, og jeg har mange grunde til hvorfor." Siger han, og går lidt frem og tilbage. "For det første," Han smiler grumt, og sparker til Louis, da han går forbi ham. "Så hjalp de her små møgunger dig!" spytter han arrigt.

"Og for det andet," Han folder hænderne, og hamrer dem ned i nakken på Zayn, som ser ud som om, han er på rangen til a besvime. Jeg gisper, og bander af mig selv, fordi jeg ikke kan hjælpe dem. "Så kan jeg se, at du lider, hvis de lider, og meningen med denne her hævn er, at du skal lide så meget, som muligt." Jeg bider mig i læben, og kigger væk.

"Her," lyder det fra min far, og før jeg ved af det, ligger der en pistol foran mine fødder. Jeg kigger chokeret på den, og op på ham. Han står også med en pistol. "Saml den op." Beordrer han. Jeg gør, som han siger, og peger den hurtigt mod ham. Han griner bare. "Bare prøv, det sekund du skyder, så vil jeg plante en kugle i din lille loverboy's hoved." Han hiver Harry op fra gulvet, og sætter pistolen ved hans tinding. Jeg knurrer vredt af ham, og sænker pistolen.

"God pige, nu skal vi lege en leg," siger min far. Han peger på Harry. "Skyd ham."

Jeg måber. "Nej. Nej! Det får du mig ikke til! ALDRIG!" råber jeg skrøbeligt. Min far fnyser. "Er du sikker?" spørger han. Jeg nikker hurtigt, hvorefter han trækker på skuldrene. "Nå ja, det er værst for dig selv," Og med de ord, retter han hurtigt pistolen mod Zayn, og affyrer. Det hele tager mindre end et sekund. Jeg skriger højt idet Zayn falder til jorden.

"Nej! Hvorfor gjorde du det?!" græder jeg højlydt, og kigger på Zayns, nu døde, krop. Alt indeni mig koger over. Zayn var uskyldig, drengene er uskyldige, hvordan kunne han gøre det.

"Du har nu tre minutter til at skyde Harry. For hvert minut der går, hvor han stadig er i live, så vil en af de andre dø. Men hvis du skyder Harry, lader jeg jer alle gå." Forklarer han koldt. Jeg kniber øjnene sammen, og hulker lydløst, mens mine arme hænger slapt ned af min krop. "Nej. Stop det." beder jeg.

"Skyd Harry," Jeg ryster på hovedet. Det kan jeg ikke få mig selv til. Jeg får øjenkontakt med Harry. "Bella, gør det." Stønner han. Jeg spærrer øjnene op, og ryster fortsat på hovedet. "Nej! Jeg kan ikke! Jeg kan ikke dræbe dig!" siger jeg desperat. "Jeg elsker dig,"

"60," siger min far højt, og skyder Liam. Jeg skriger, og hiver mig i håret. "Stop det!" "Der gik endnu et minut," siger han. Fortvivlelsen stiger indeni mig. Hvad fuck skal jeg gøre?! "Dumme svin," hoster Louis, og min far sigter kort på ham, og skyder. Endnu et skrig forlader min mund "Der var ikke gået et minut!"

"Han skulle ikke snakke,"

'Du er syg i hovedet, ' tænker jeg, men jeg tør bestemt ikke at sige det højt. Jeg kigger på Niall. Hans smukke, uskyldige, blå øjne kigger på mig. Jeg kan ikke tyde hans blik. Hvordan kan jeg lade alt det her ske? Jeg er skyld i alt det her. Det er min skyld, at de dør. Jeg hører min far tælle højt, og min underlæbe begynder at bævre.

"55,"

Jeg kigger undskyldende på Niall. Jeg kan bare ikke skyde Harry, det kan jeg ikke. Men jeg vil ikke miste Niall.

"56,"

Jeg tørrer mine øjne, og kigger grundigt på Niall. Jeg ville ønske, at han ville smile, så jeg kunne se hans smil en sidste gang, men jeg kan ikke bebrejde ham for at være trist.

"57,"

Det føles som om tiden går i slowmotion, og det er de værste 5 sekunder af hele mit liv.

"58,"

Jeg mumler et 'undskyld' til Niall, og i samme øjeblik ophører rynken i hans pande, og hans øjenbryn sætter sig normalt i hans ansigt.

"59,"

Han smiler.

"60." Et skud affyres, og Niall dumper ned på gulvet. Jeg står som forstenet. Han smilte. Han smilte til mig. Jeg nåede at se ham smile. Han har altid kendt mig så godt, han vidste, at jeg ikke gjorde det her af fri vilje. Og han smilte. Jeg har aldrig grædt så meget, som jeg gør lige nu.

”Tsk tsk, det spil var du ikke så god til.” mumler min far. Jeg kigger op på ham. ”Og hvad vil du så have, at jeg skal gøre nu?! Jeg dræber ikke Harry, og du kan ikke få mig til det, for alle de andre er døde!” skriger jeg hysterisk. Jeg løfter langsomt pistolen op.

”Nej, der er kun én, som skal dø i det her rum i dag.” siger min far. ”Hvis du skyder efter mig, så kan jeg med lethed nå at dræbe Harry her.” Jeg kvæler et klynk, og smiler. Harrys øjne kigger skræmt på mig. ”Nej Bella, Nej! Det må du ikke!” råber han knust. Jeg ryster opgivende på hovedet, og placerer pistolen ved min tinding. ”Du har ret, der er kun én, som behøver at dø.” hvisker jeg, og smiler manisk.

Jeg kigger en sidste gang på Harry, tårerne hober sig op i hans øjne, og glider ligeså stille ned af hans kinder. Jeg smiler undskyldende, og mimer så et ’jeg elsker dig’.

”Nej nej, sådan leger vi ikke,” hører jeg min far sige, og lyden af pistolen runger gennem lokalet. Men det kommer ikke fra min pistol. Harrys øjne lukker sig i, og han falder sammen. Jeg kigger forstenet på hans krop. Hans lig. Og så skriger jeg. Jeg skriger og skriger.

Lige indtil jeg slår øjnene op. Jeg kigger rundt omkring mig, og mærker den bløde seng under mig. De sædvanlige møbler står i værelset, og så slår det mig. Det var en drøm. Et mareridt. Et frygteligt, frygteligt mareridt. Jeg sætter mig op i min seng, og hiver frastødt i den T-shirt, som jeg har på. Den er helt våd af sved. Med et suk falder jeg tilbage i sengen. Uret på mit natbord ødelægger stilheden med sin tikken. Klokken er 3 om natten.

Jeg kører en hånd igennem mit i forvejen uglede hår. Det var virkelig et ubehageligt mareridt. Og hvorfor fik jeg det lige nu? Jeg har ikke haft mareridt, hvor min far optræder i dem i flere måneder. Jeg havde lidt, lige da han var blevet arresteret, fordi jeg var bange for, at han ikke ville blive i fængslet, men det gik over, efter han blev dømt. Så hvorfor tænker jeg på ham nu?

Kuldegysningerne vælter ind over mig, og jeg hiver dynen helt op til ørerne. Jeg kan ikke ryste denne her ubehagelige følelse væk. Der er bare noget, som føles forkert. Jeg kæmper med at finde en behagelig stilling at ligge i, men jeg er kommet alt for meget op og køre. Jeg plejede at ringe til Harry, hvis jeg fik mareridt, men det kan jeg ikke lige nu. Mit blik lander på min vindueskarm, hvor der sidder en lille bamse. Jeg sætter mig hurtigt op, og tager bamsen ned, for at ligge med den. Det er den bamse, som Harry gav mig i fødselsdagsgave. Den der, hvor der står ’I Love You’ på et hjerte, som den holder. Det var den første fødselsdagsgave, som jeg havde fået i mange år- så den var da lidt speciel. Og så mindede den mig jo lidt om Harry. Mine øjne falder i. ”I love you too.” hvisker jeg lige inden, jeg falder i søvn.

***

Jeg tænder min computer og åbner Skype. Jeg har set frem til det her i næsten en uge! Jeg kigger på uret i bunden af computerskærmen. Klokken er kun 21:49, så der er altså næsten 10 minutter, til at drengene kommer online. Jeg sætter min computer i sengen, og ligger mig på maven foran den. I næsten fem minutter ligger jeg, og stirrer på uret, og venter på, at det slår 22, men til sidst fjerner jeg blikket fra det. I stedet kigger jeg ud af vinduet. Det er allerede kulsort udenfor, og det er jo til at forstå når vi er sidst i november. Ja, det er jo faktisk første december i morgen. Så begynder gaveræset. Hvilket minder mig om, at jeg skal finde en gave til drengene. Og jeg har ingen idé om, hvad jeg kan give dem. Især fordi jeg har et budget, og derfor kan jeg ikke give dem super fantastiske og dyre gaver. Men jeg kan nok godt finde noget alligevel.

Jeg gaber kort, da jeg stadig var træt efter i nat. Jeg kunne jo ikke falde i søvn lige med det samme, og det er også ret udmattende at have mareridt. Men jeg stopper mit gab, da jeg hører en lyd fra min computer. Drengene er online! Der går ikke mere end 10 sekunder, før jeg får en anmodning om videochat, og jeg tager selvfølgelig imod den. Hell, det er jo meningen med Skype. Et billede popper op på skærmen, og det får mig til at smile. Harry sidder mest i midten, mens de andre sidder rundt omkring ham. Deres glade ansigter er noget, jeg har savnet, og noget, som jeg virkelig har brug for at se, efter det i nat. Deres ødelagte, triste og skræmte ansigter har printet sig ind på min nethinde, men de syn går nok nemmere væk, hvis jeg ser drengene glade.

”Bella!” siger de boblende i munden på hinanden. Jeg smiler, og giver et lille vink med hånden. ”Hej drenge! Hvordan er New York?” spørger jeg. ”Her er fedt!” siger Louis og kigger på de andre. ”Ja? Jeg har aldrig været der,” siger jeg, og hviler mit hoved på mine hænder. ”Jeg har faktisk aldrig været ude og rejse i det hele taget.”

Zayn smiler. ”Nej det havde jeg heller ikke før X Factor! Nu rejser vi jo hele tiden!” siger han. ”Så det kan være, at du skulle ønske dig en tur til udlandet i julegave?” Jeg ryster på hovedet. ”Nej, det er der næppe nogen, som kan nå at spare op til,” mumler jeg, mens jeg kigger ned, og først da opdager jeg, at det var lidt dumt sagt.

”Nej, du har ret,” siger Niall ironisk. ”Det er jo ikke fordi din kæreste, og nogle af dine bedste venner er verdensberømte!” Jeg griner med ham. ”Ja, men I skal jo ikke bruge for mange penge på andre folk… inklusiv mig.” siger jeg roligt.

”Nok om os, hvordan har du det baby?” spørger Harry. Jeg ser Louis i baggrunden himle en smule med øjnene, hvilket får mig til at smile. ”Jeg eh… jeg har det fint,” siger jeg tøvende. Det er jo ikke ligefrem fordi, jeg nyder at lyve overfor Harry, men jeg vil bare ikke se ham bekymret. Desværre kan jeg ikke helt undgå det, for Harry læser mig ret godt, og allerede nu ser hans øjne lidt bekymrede ud.

”Sker der noget spændende hjemme i London?” spørger Liam hurtigt. Jeg tror, han lagde mærke til utryggen i Harrys øjne, og ville prøve at skifte emne. Jeg trækker på skuldrene. ”Ikke hvad jeg ved af, jeg har slet ikke fulgt med i medierne,” forklarer jeg, og kigger ned. Jeg kan dog stadig se drengene udveksle blikke, og det gør mig ikke mere rolig. Jeg tager en dyb indånding. Skal jeg fortælle dem, at jeg har hørt om rygtet om Harry og Taylor? Det kan umuligt skade, men på samme tid, gør det så nogen gavn?

”Men i går så jeg tv for første gang, siden I tog af sted.” ”Ja?” siger Harry afventende. Jeg kigger op. ”Haylor?” siger jeg, og venter tålmodigt på hans reaktion. Han kører frustreret en hånd rundt i ansigtet, mens han stønner kort. ”Årgh!” vrisser han. ”Tror du på det?”

Jeg trækker på skuldrene, og piller lidt ved mine negle. ”Jeg vil helst ikke tro på det, og jeg regner ikke med, at det er sandt?” svarer jeg. ”Det er heller ikke sandt,” siger Louis, før Harry når at sige noget.  Harry nikker. ”Tro mig! Det er det største lag bullshit, jeg nogensinde har hørt!” griner Louis bagefter. Jeg smiler. ”Det tænkte jeg nok.” siger jeg, og ser Harry lyse op i et svagt smil.

***

”Okay drenge, ikke for at lyde ond, men må jeg godt snakke alene med Bella nu?” spørger Harry, da klokken nærmer sig kvart i tolv herhjemme. De andre fnyser, men forstår det jo selvfølgelig godt. ”Fint,” siger Louis. ”Men vi vil ikke have noget webcam sex, forstået?” Harry begynder at grine, og jeg dækker som altid mit ansigt, så de ikke ser mig rødme.

”Okay så,” siger Harry og griner. ”Hav det godt Bella!” hører jeg Zayn sige, lige inden han stikker hovedet ind foran webcamet. Jeg nikker. ”Hav det godt alle sammen!” Jeg vinker til dem, og ser dem forsvinde ud af billedet, og lidt efter høres lyden af en dør, som lukkes i.

”Det var hyggeligt at snakke med dem igen,” siger jeg henrykt, og kigger på Harry. Han smiler, og kigger så ned med en alvorlig mine. ”Er du helt sikker på, at du har det okay?” spørger han. Mit ansigt bliver lidt mere alvorligt. ”Må jeg ikke godt… må jeg ikke godt se dine arme?” beder Harry. Jeg tænker ikke nærmere over det, jeg synes, at han har ret til det på en eller anden måde. Hurtigt hiver jeg min trøjer over hovedet, og sætter mig sådan, så man bedre kan se min krop på skærmen.

”Se, ingen nye rifter.” fortæller jeg måske en anelse irriteret, og drejer mine arme, så han ser dem fra alle vinkler Harry smiler lettet til mig. ”Undskyld, at jeg sådan skal tjekke op på dig, jeg er bare bekymret.” mumler han. Jeg nikker forstående. ”Jeg har tænkt meget på dig herovre. Været nervøs for, om du ville se de åndssvage rygter, og lade det gå ud over dig selv. Jeg har virkelig prøvet at undgå rygter, men det er som om medierne ikke vil lade mig være.”

Jeg smiler halvt. Han har været virkelig bekymret, og sandheden er jo, at han faktisk har ret til det. Jeg har jo ladet det gå ud over mig selv. ”Ja men… nu har i sagt, at det bare er rygter, og jeg skal vel så bare stole på jer alle sammen.” siger jeg, og smiler lidt mere kærligt. Harry smiler igen. Der opstår en kort stilhed. Det der mareridt kører rundt inde i mit hoved lige nu. Den havde så meget med skyldfølelse at gøre, hvad nu hvis det er fordi, jeg føler mig skyldig over at lyve for drengene?

”For resten Harry,” mumler jeg forsigtigt. ”Så har jeg noget, jeg skal fortælle dig. Jeg havde mareridt i nat,” Harry løfter øjenbrynene, og ser interesseret ud. ”Go on,” indskyder han hurtigt, inden jeg tager mig sammen til at fortælle resten. ”Og den… den handlede om min far.” siger jeg, og rynker panden, mens jeg kigger ned. ”Åh nej, er du okay?” spørger Harry bekymret. Jeg nikker halvt. ”Hvad skete der i drømmen?”

Jeg tager en dyb indånding. ”Øhm jeg… jeg tog hen til dig, og så… så lå dig og drengene bundet og gennemtævet på stuegulvet. Og så kom min far frem, og han… han…” En tåre falder ned på min hånd, og først da opdager jeg, at jeg græder. Jeg tørrer mine øjne, mens jeg griner kort. Det er jo latterligt, tænker jeg. Det var jo bare en drøm.

”Han… ville tvinge mig til at dræbe dig.” snøfter jeg. Jeg hører en lyd fra Harry, men ignorerer det, og fortsætter. ”Og da jeg ikke ville… så dræbte han de andre drenge.” Jeg græder faktisk nu. Det hele virkede så virkeligt, og det var det, der gjorde det så skræmmende. ”Men til sidst dræbte han dig alligevel.” tuder jeg, og krummer mig lidt sammen. Jeg kigger kort på skærmen, og ser Harrys triste ansigt. ”Det skal nok gå Bella.” mumler han. ”Jeg ville ønske, at jeg var hos dig lige nu.” Jeg nikker. ”Det ville jeg også,” griner/græder jeg, og tørrer fortsat øjnene. ”Jeg er bange for, at jeg drømmer det igen. Og jeg er bange for, at det bliver til virkelighed.”

”Det bliver ikke virkelighed, Bella, din far er bag tremmer, i et af de bedste fængsler her i London, han undslipper næppe, og tager til New York for at overmande os alle sammen, og få os med tilbage til London! Prøv selv at høre. Det er drømmelogik.” siger Harry beroligende. Jeg snøfter. Han har ret, det er alt for usandsynligt.

”Tak Harry,” mumler jeg taknemmeligt. Nu håber jeg bare, at jeg ikke drømmer det samme igen. ”Jeg ville gerne blive oppe Harry, men jeg er træt as fuck, så jeg tror, jeg går i seng.” mumler jeg lidt ærgret. Harry nikker forstående. Jeg kigger ud af mit vindue, og til min overraskelse, ser jeg snefnug. ”Oh my god!” siger jeg begejstret, og rejser mig. ”Hvad? Hvad er det?!” kan jeg høre Harry sige fra computeren. Jeg observerer de små snefnug dale ned mod jorden. Jeg elsker sne. At kigge på det. ”Det sner!” hviner jeg, og sætter mig hen ved computeren igen.

”Og sikken en perfekt timing, det er lige blevet den 1. december herovre!” siger jeg, da jeg får øje på uret på min computer. 00:06. ”Nu er jeg helt i julestemning!” griner jeg. Og det er også første fang i 11 år, at jeg er i julestemning, for i år ved jeg, at jeg kommer til at holde jul.

”Ha ha, jamen så glædelig jul baby. Og sov godt for resten. Drøm sødt! Tænk på noget godt! Noget, som du bliver glad af!” siger Harry ivrigt. Jeg smiler. ”Så vil jeg tænke på dig.” mumler jeg.

 

My eyes don't shed tears, but, boy, they bawl

When I'm thinkin' 'bout you (ooh, no, no, no)
I've been thinkin' 'bout you (you know, know, know)
I've been thinkin' 'bout you
Do you think about me still?
Do ya, do ya?- Frank Ocean, Thinkin 'Bout You

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

'sup guys! Yes, her er endnu et kapitel, håber, at I nyder det :)))) Skriv endelig, hvad I synes<3 Taaaaak, I love you guys!<3

(Åh og btw, I forstod godt det der med, at det var en drøm det første af kapitlet, gjorde I ikke? Jeg skrev det ikke i kursiv eller fed, netop fordi det gerne skulle virke lidt rigtigt ;) så jeg muligvis kunne narre jer, haha, jeg håber lidt, at det lykkedes! <3)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...