Good Enough- {1D}

OBS! Dette er 2'eren til Blackout! Efter at Bella kom væk fra sin far, og flyttede ind hos sin mor, har alting været perfekt. Det er nu snart en måned siden, at Bella blev kærester med Harry, og Bella begynder at lære ulemperne ved at date en berømthed, og spørgsmålet er, om Bellas og Harrys forhold er stærkt nok. Desuden opdager hun også, hvordan tiden med hendes far har påvirket hende, og vil hun nogensinde kunne glemme alt om ham?

74Likes
240Kommentarer
16914Visninger
AA

29. Save Me From Myself

Harrys synsvinkel

Efter det første skud, er det som om, at min hjerne ikke registrerer, hvad der sker omkring mig. Jeg ser bare, at Bellas krop holder op med at gøre modstand, og det får hele min krop til at gå amok indeni. Jeg lægger ikke rigtig mærke til noget, før grebet om Bella bliver sluppet, og hun lander på jorden med et bump. Det er først nu, at det går op for mig, hvad der sker.

”Nej!” skriger jeg så højt, at jeg knap nok selv kan høre det. Det her kan ikke ske, det her kan ikke ske! Tårerne stiger allerede op i mine øjne, mens jeg bruger mine sidste kræfter og slæber mig hen af jorden og hen imod Bella. Hendes ansigt ligger gemt bag hendes lyse hår og forhindrer mig dermed i at se hendes ordentligt. Forsigtigt tager jeg hende i mine arme og sørger for at holde hendes hoved oppe. Hun støtter det ikke selv. Hun gør intet selv.

”Bella?” hvisker jeg, som om jeg bare ikke vil tro på det. Jeg venter på, at hun slår sine grå øjne op og kigger på mig, mens hun sender mig et smil, der gør mig varm indeni. Et lille smil, der lige akkurat afslører nogle af hendes tænder. Jeg stryger skræmt noget af hendes hår væk fra hendes ansigt. Jeg er bange for at ødelægge hende. Hun ser så skrøbelig og sårbar ud lige nu.

”Bella, kom nu,” beder jeg og vugger hende lidt i mine arme. ”Kom nu, du skal vågne… vær sød at vågn!” Jeg kan ikke stoppe de tårer, der løber ned af mine kinder. Det eneste, jeg kan fokusere på, er Bellas alt for rolige ansigt, og det gør mig dybt ulykkelig. Hvorfor er det her sket? Hvorfor er hun blevet taget fra mig?

Jeg vender hovedet og prøver at få øje på Bellas far. Det var ham, der gjorde det. Det er ham, der har taget hende fra mig! Jeg kigger mig omkring, og da jeg endelig får øje på ham, står de to politifolk bøjet ind over ham. De er ikke langt væk fra mig, men på grund af mørket, kan jeg ikke afgøre, hvad der sker. Der er for meget, min hjerne har valgt at ignorere, så jeg forstår intet, men det er som om, jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad der foregår omkring mig.

”Harry?!” lyder det pludselig, og jeg vender hovedet i retning af stemmen, som tilhører Louis. ”Harry, dit ben!” siger han bekymret og løber hen imod mig sammen med de andre drenge.

”Gå væk!” råber jeg, og knuger Bella ind til mig, mens jeg viger lidt tilbage, så godt jeg nu kan. ”I-I skal ikke komme tættere på!” Mine tårer lander på Bellas kølige hud, da jeg holder hende tæt ind til mig. De må ikke tage hende fra mig, de må ikke skille os ad!

”Harry, vi er nødt til at tage os af dit ben, d-” begynder Liam, men jeg råber bare højt, mens jeg ryster på hovedet og kniber øjnene sammen. Min stemme er helt ude af den, jeg har aldrig hørt mig selv sådan her før.

Da jeg åbner øjnene, kan jeg se, at Niall er ved at være tæt på mig, og det får vreden indeni mig til at stige. ”Hold dig fra mig!” råber jeg rasende og stirrer ondt på ham. Det hele er hans skyld. Det hele er hans skyld! ”Du har ødelagt alt!” Niall ryster langsomt på hovedet. ”Harry, lad mig lige røre hende,” siger han kort.

”Hvorfor skulle jeg lade dig gøre det?!” råber jeg så kraftfuldt, at mine blodårer popper frem på min hals. Jeg kan knap nok fuldføre min næste sætning, da det gør for ondt at indse. ”Du har dræbt hende.” græder jeg og tørrer kort min kind.

Niall kigger såret på mig og ryster bedende på hovedet. ”Nej, nej Harry, det må du ikke sige, je-” klynker han, men jeg afbryder ham. ”Hvorfor gjorde du det?! Hvorfor bevægede du dig, når han tydeligt sagde, at han ville skyde, hvis nogen gjorde det?! Du troede måske, at det bare var tomme trusler?!”

”Jeg v-”

”Hvordan har du det med, at Bella har mistet livet på grund af din gambling?!” råber jeg hårdt. Jeg ved godt, at jeg måske går over stregen, men jeg kan simpelthen ikke styre mig lige nu. Jeg har mistet mit livs kærlighed, lige nu kender jeg ingen grænser.

”Det var ikke min gambling, der gjorde det!” råber Niall vredt tilbage, mens han knytter næverne. Hans stemme runger gennem mit hoved. Insinuerer han, at jeg var skyld i det her, fordi jeg lod Bella fuldføre sin plan? Det kan han ikke mene! Jeg stolede på Bella, måske lidt for meget, men det var den eneste grund til, at jeg gik med til det her!

”Hvad skal det betyde?!” spørger jeg arrigt og lader mine øjne bore sig ind i Nialls blå øjne. Han synker højlydt og bider tænderne sammen. ”… Harry, vær sød at lade mig røre hende, eller i det mindste bare komme tæt på.” beder han. Jeg borer mine negle ind i Bellas hud. Han skal ikke have lov at røre hende på nogen måde!

”Siger du, at jeg er skyld i det her, er det min ’gambling’, der har dræbt Bella?!” Jeg vil have svar. Jeg er så såret og rasende på samme tid. Jeg føler mig så tom og ulykkelig indeni. Alting er ødelagt, alting er forbi. Hvad skal jeg gøre uden Bella? Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden hende, jeg kan ikke forestille mig, at jeg er nødt til at komme mig over hendes… hendes død.

”Nej Harry, det var ikke din ’gambling’, der er skyld i det her!” råber Niall tilbage, men hans stemme er ikke lige så vred som før. Som om han bare på stedet blev ked af det igen. Han har også mistet en ven. Vi har alle sammen mistet en ven. Og pludselig slår det mig, at Bellas mor har mistet sit barn. Sit barn, som hun efter 10 år endelig blev genforenet med. Hvordan skal vi dog forklare hende det?

Mit hoved begynder at snurre. Der er for mange tanker og følelser, der kører rundt i min krop, og jeg bliver ved med at presse mig selv alt for hårdt, hvilket ikke er godt, for jeg er faktisk skadet. De andre drenge har vist også villet prøve at træde ind mellem Niall og jeg for at hjælpe mig, men selv hvis de fik taget mod til sig, så ville jeg ikke lade dem komme i nærheden af mig. For jeg ville være nødt til at slippe Bella. Det gør jeg aldrig mere. Jeg vil aldrig forlade hende igen. Men hun har allerede forladt mig.

”Men hvis skyld var det så?! Hvis det ikke var din, og det ikke var min, hvem var det så?!” spørger jeg højt, mens jeg desperat prøver at berolige mig selv, så jeg ikke pumper for meget blod rundt i min krop, for det vil bare rende direkte ud af det sår, jeg har i benet. Men det er svært.

Jeg kan slet ikke slappe af, og jeg skal til at råbe flere ting til Niall, da jeg pludselig mærker en hånd lægge sig roligt på min kind.

”Det var min skyld.” lyder det spinkelt under mig efterfulgt af et lille host. Jeg føler mig næsten paralyseret, da jeg hører den velkendte pigestemme, og langsomt bøjer jeg mit hoved. Mine øjne er store, mens jeg kigger håbefuldt ned.

”… Bella?” spørger jeg langsomt og kigger på hendes lukkede øjne, hvorefter de langsomt åbner sig. Hun kigger undskyldende på mig og aer blidt min kind, ved blandt andet at tørre et par af mine tårer væk. ”Du… lever?” græder jeg forvirret og prøver at smile, men det mislykkes totalt, fordi jeg samtidig græder en smule. Forsigtigt sætter Bella sig en smule op, og et kort øjeblik er jeg næsten sikker på, at jeg drømmer. Hun holder sig ømt til hovedet og mumler noget utydeligt.

Jeg når ikke at sige mere, før Nialls ben knækker under ham, og han lander hårdt i sandet, mens han begraver sit ansigt i sine hænder. Tydelige klynk slipper ud af hans mund, og der går ikke langt tid, før han græder lige så stille. ”Jeg-jeg troede virkelig, at det var slut.” græder han mellem gisp og tørrer sine øjne. ”Jeg troede, jeg havde dræbt dig.”

Bella læner sig lidt hen imod ham og tager hans hånd. ”Undskyld. Undskyld, at jeg fik dig til det, og at jeg gjorde jer alle bekymrede. Jeg er så ked af det.” siger hun og kigger ned. Jeg sidder helt forvirret og stirrer på hende. Hvordan kan hun sidde her og snakke? Hun… hun blev da skudt? Det her er en drøm. Det må det være!

Uden at tænke giver jeg mig selv en lussing, som svier på min allerede følsomme kind, og det får Bella til at vende sig. ”Harry, hvad laver du?!” spørger Zayn hurtigt og lyder mindst lige så forvirret, som jeg er.

”J-jeg…” siger jeg kort og kigger på min hånd, inden jeg kigger op på Bella. ”Hvorfor er du-?”

”Lad mig forklare,” siger Bella hurtigt og afbryder mig, inden hun tager sin jakke af. ”Men først, vi er nødt til at stoppe blødningen fra dit sår Harry, ellers så dør du af blodmangel.” Hun lyder så rolig, og jeg er stadig for forvirret til at protestere. ”Okay,” mumler hun, mens hun med lidt besvær får rullet mit ene bukseben nok op, så man kan se såret. Det svier imens, hun gør det, og nu hvor blodet virkelig kan flyde frit føler jeg mig mere svimmel end før. ”Nu skal I høre…”

 

***

Bella

Jeg kan ikke lade det her ske. Det kan jeg bare ikke! Min far, en psykopat, er ude efter mig, og muligvis også drengene. Jeg må for alt i verdenen finde på en plan, så de ikke bliver rodet for meget ind i det. Men vigtigst af alt, så skal min far ryddes af vejen. Én gang for alle!

Men jeg kan ikke dræbe ham. Det kan jeg simpelthen ikke. Jeg vil heller ikke være en morder. Men samtidig, så vil jeg have, at han skal dø. Hvordan kan det lade sig gøre?

Jeg lægger armene om mig selv i mørket. Drengene sidder i stilhed. Gad vide, om de tænker lige så meget, som jeg gør. Jeg kan mærke Harrys blik på mig. Han er sikkert helt vildt bekymret. Det hele er min skyld. Eller… faktisk er det min fars. Og det forstærker bare mit ønske om, at han skal dø. Spørgsmålet er, hvordan kan jeg få ham i livsfare, uden at det gør mig til en morder? Hvem har ’ret’ til at dræbe?

… politi? Politi har vel ret til at skyde, hvis de føler sig truet? Så jeg skal få min far til at blive skudt af politiet? … jeg skal få politiet til at føle nødvendighed til at skyde min far. Som… hvis han truer nogen.

Mig.

Hvad nu, hvis jeg kan arrangere et møde med ham, og få ham til at bringe mig i livsfare? Men hvordan skulle politiet finde frem? Og er det ikke en lige lovlig risikabel plan? Desuden, så vil han sikkert true drengene mere end mig, fordi han gerne vil se mig lide. Men hvad så, hvis drengene er sat ud af spillet? Kender jeg min far ret, så vil han sikkert lave en form for fælde, hvis vi aftales at mødes et sted. Og det er den chance, jeg skal udnytte. Hvis drengene ikke er til stede, men fanget, så kan de ’undslippe’ og tilkalde politiet, som senere vil føle sig nødsaget til at skyde min far, fordi jeg er i livsfare!

”Liam, jeg skal lige snakke med dig” siger jeg og rejser mig. Jeg gør tegn til, at Liam skal følge efter mig op af trappen og sammen går vi op på mit værelse. Jeg lukker døren efter os, og Liam kigger afventende på mig. ”Hvad så? Har du fundet ud af noget?” spørger han, og jeg sender ham et halvt smil. ”På en måde. Der er én ting, jeg ved,” siger jeg og går hen til min seng, hvorefter jeg stikker hånden ind under min pude. Min hånd får fat om den lille genstand, og jeg hiver den hurtigt ud, så Liam kan se den. ”Vi får brug for denne her.” siger jeg og kaster genstanden til Liam. Det er min kniv, men den ligger i en lille stofpose, så Liam kan næppe finde ud af, hvad det er.

”Hvad er det?” spørger han, idet han griber posen. Jeg rejser mig op og kigger seriøst på ham.

”Smerte.”

Liam kigger med store øjne på mig, inden jeg fortsætter. ”I den pose ligger der rigtig meget oplagret smerte. Og det får vi brug for. For uanset hvad, så kan smerte skære alt over. Det kan nedbryde alt. Jeg stoler på dig Liam, og lov mig, at du passer på den og ikke fortæller de andre, at jeg har givet dig den pose.” Min stemme er alvorlig, ligesom situationen. Liam nikker lidt skræmt, inden han kigger på posen igen.

”Læg den i din baglomme. Der vil den være til mest gavn.” siger jeg, og Liam gør hurtigt, som jeg siger. Jeg tror også, han stoler nogenlunde på mig. ”Kom, vi går ned igen.” siger jeg og åbner døren. Liam virker lidt rundt på gulvet, men vælger hurtigt at følge med mig ned i stuen.

Jeg stoler på Liam. Rigtig meget. Men der er en, jeg stoler mere på. Og han fortjener at vide den sande plan, og ikke bare hints. Da vi står nede i stuen igen, går der ikke mindre end et sekund, før jeg får øjenkontakt med Niall, selvom det er svært i det her forbandede mørke. ”Niall, jeg skal også lige snakke med dig.” siger jeg roligt og begynder at gå op mod mit værelse igen. Denne gang er det ikke mig, der lukker døren til værelset, men Niall, som går sidst ind.

”Niall, jeg har en plan!” siger jeg idet sekund, døren er lukket. Nysgerrigt kigger Niall på mig, og jeg forklarer ham meget detaljeret om min plan, hvilket får ham til at se helt skræmt ud indeni. ”Bella, er du rigtig klog?!” siger han højt, og jeg gør tegn til, at han skal være mere stille. ”Det er sgu da pisse farligt! Hvad hvis han skyder dig?! Du ved, at han har en pistol, det sagde du selv! Kan du ikke se, at det er at gamble lige lovlig meget?!”

Jeg synker kort en klump. Jeg ved det godt. Min plan er langt ude. Men jeg er nødt til det. ”Jeg ved det… men jeg kan mindske risikoen for at komme til skade.” siger jeg kort. ”Hvordan det?” spørger Niall skeptisk, og jeg går hen og åbner en af mine kommodeskuffer. Efter at have rodet lidt i den og skubbet noget tøj og andet tingeltangel til side, lykkes det mig endelig at finde det, jeg skal have, og jeg hiver hurtigt pistolen op fra skuffen.

”Bella, what the fuck?!” gisper Niall chokeret og træder skræmt et skridt tilbage, og jeg tysser endnu en gang på ham, inden jeg fortsætter. ”Slap af Niall, det her er en ’startpistol’,” forklarer jeg og det beroliger ham lidt. ”Man bruger den til Marathons. Den siger den samme lyd som en pistol, men den skader ikke. Måske hørelsen, men det er en billig pris at betale til fordel for sit liv.” Jeg svinger den kort rundt i hånden, inden jeg kigger på Niall igen.

”Det er min plan at prøve at bytte min fars pistol ud med denne her. Politiet vil høre skuddet og nå at reagere, og hvis jeg bare spiller død i lidt tid, så skal det nok gå. Jeg kan få sat min far ud af spillet på denne her måde. Eller i hvert fald få ham såret, og i et fængsel så strikt, at han knap for set dagslyset igen.”

Niall kigger skeptisk på mig. ”Hvad nu, hvis han ikke skyder? Hvad gør du så, så kan det vare i lang tid, eller han kan nå at stikke af.” konstaterer Niall, og jeg bider mig blidt i læben. ”Præcis… og derfor vil jeg bede dig om en tjeneste.” siger jeg trist og kigger kort ned, inden jeg tager mod til mig og kigger op på Niall.

Du skal få ham til at skyde.” siger jeg, hvilket får Nialls øjne til at udvide sig. ”Nej, Bella, det kan jeg ikke!” siger han hurtigt. ”Du ved lige så godt som jeg, at der er en risiko for, at pistolerne ikke bliver byttet rigtigt! Jeg kan få dig dræbt, hvis jeg provokerer ham til at skyde!”

Jeg sukker og kigger bedende på ham. ”Jeg ved det, men… jeg beder dig. Det her er den sidste chance jeg har. Jeg er nødt til at tage den.” siger jeg tårevædet. Og til sidst overgiver Niall sig.

 

***

Niall

”Tager du ikke med?” spørger Harry, hvilket giver mig lyst til at tude indeni. Jeg vil så gerne støtte Bella. Men jeg vil ikke have, at hun dør. Denne her plan er alt for risikabel, og jeg er en idiot, fordi jeg sagde ja til at hjælpe hende. Jeg havde sådan håbet, at Harry kunne få overtalt Bella til at droppe planen, men da han sagde, at han ikke kunne, så vidste jeg, at der ikke var noget at gøre. Så var planen allerede i gang. Men hvis jeg nu ikke tager med… så kan planen ikke gennemføres. Så kan Bella umuligt dø.

Bella snakker til mig, og jeg prøver at lukke det ude, men jeg kan ikke. Og slet ikke, da hun tager fat i mine hænder, og får mig til at kigge på hende. ”Please. Du ved, jeg ikke kan.” beder hun. Jeg ryster på hovedet. ”Og du ved, at jeg ikke kan klare at se dig komme til skade.” hvisker jeg tilbage. Bella nikker kort. ”Men det komme heller ikke til at ske! Og selv hvis det gør… så får vi fjernet et hæsligt menneske fra samfundet. Du er nødt til at hjælpe mig.” hvisker hun lavere, end jeg gjorde før.

Og endnu en gang overgiver jeg mig. Jeg vil bare så gerne støtte hende.

 

***

 

Bella, hendes far og Harry forsvinder ud af døren, og jeg prøver frustreret at få mine hænder fri fra de her lortereb! Hvordan kunne vi virkelig gå i den fælde?! Hvis jeg ville beskytte Bella, hvorfor tænkte jeg mig så ikke lidt bedre om. ”Vi er nødt til at slippe fri!” vrisser jeg.

”Det ved vi godt, men kan du måske se nogen saks nogle steder?!” vrisser Louis tilbage. ”Hvad skal vi bruge en saks til?!” spørger Zayn forvirret. ”Til at klippe rebene over, hvad ellers?!” svarer Louis og kigger sig omkring.

”Der må da være andet, der kan skære dem over?! Tænk! Hvad herinde kan skære ting over?!” spørger jeg og kigger mig fortvivlet omkring. ”Smerte.” hvisker Liam, og før vi andre når at spørge, råber han det igen, inden han begynder at vride sig på mærkelige måder, så han lige præcis kan få fat i en lille pose i sin baglomme. Med lidt besvær får han, hvad der end er i posen ud, og det lander på gulvet med et dump.

”Hvad er det?” spørger Zayn hurtigt, og jeg får et ordentligt billede af genstanden, da Liam tager den i hånden. ”Det er en kniv.” siger jeg langsomt, mens Liam formår at skære rebene om sine håndled op. ”Det er… det er Bellas kniv.” hvisker jeg bagefter og kigger bedrøvet ned af mig selv. Hun gav sin kniv til Liam. Som om hun troede, at hun ikke skulle bruge den længere.

Det første Liam gør, er at ringe til politiet, som straks bliver sendt af sted, og bagefter ’befrier’ Liam os andre. Lige som jeg kan høre sirenen kigger jeg ned mod stranden, og jeg åbner hurtigt døren og løber derned af, mens de andre guider politiet med. Da jeg er tæt nok på, kan jeg se Bellas far sidde henne ved Harry, lige indtil Bella formår at få væltet ham omkuld, og trods mørket, kan jeg se, hvordan han taber pistolen længere henne i sandet. Bella løber hen imod den, og jeg kan se hende prøve at finde sin egen frem for at bytte dem, men hendes far når at trække benene væk under hende, inden det rigtig lykkes. Efter en lille slags kamp mellem Bella og hendes far, ser jeg, at Bella får trådt den ene pistol lidt ned i sandet. Problemet er: var det den rigtige?

Vi når lige ned i tide. Bellas far står med en pistol mod Bellas tinding og truer hende dermed på livet. Og selvom hverken hun eller jeg, har nogen idé, om det er den rigtige pistol han står med, så bliver hun ved med at sende mig blikke om, at jeg skal få ham til at skyde. Men jeg vil ikke. Jeg vil virkelig ikke. Risikoen er for stor. Men det er chancen også. Fifty-fifty. Plat eller krone. Og med det sidste blik, Bella sender mig, så beslutter jeg at følge hendes plan. Også selvom jeg får øjenkontakt med Harry, og det knuser mig indeni. Måske tager jeg Bella fra ham nu.

Idet jeg træder et skridt frem, kniber jeg øjnene sammen, og jeg hører kun braget, efterfulgt af to ekstra skud, som politifolkene ved siden af mig, åbenbart fyrer af. Da jeg åbner øjnene, ligger Bellas far lidt længere væk, fordi han prøvede at stikke af, men han blev vel ramt af et af skuddene? Og Bella. Bella ligger i sandet. Hun sagde, at hun ville spille død, men herfra kan jeg ikke se, om hun faker eller ej. Jeg er nødt til at komme tættere på. Er der blod i nærheden, banker hendes hjerte, er der liv i hende? Men før jeg når så langt, bliver jeg stoppet af Harry.

 

***

Harry

Hurtigt binder Bella sine jakkeærmer rundt om mit ben, så stramt som muligt, hvilket også gør ret ondt, men hvis det forhindrer mig i at dø, så går det nok. Jeg kigger chokeret på hende efter, hun i fællesskab med Niall forklarede alt. ”Jeg ramte hårdt ned med hovedet, da min far tabte mig, og jeg må have besvimet kort. Derfor svarede jeg ikke.” forklarer hun. Jeg føler mig lidt dum, fordi jeg ikke tjekkede hendes åndedrag eller hjerteslag eller noget, da jeg kom hen til hende. Men jeg var i chok, jeg tænkte ikke klart.

”… så det I sidder og siger, er, at I havde en plan, hvor du muligvis kunne dø?” spørger jeg hidsigt og kigger med sammenbidte tænder på Bella. ”Og så uden at fortælle mig det?! Er det nu fordi, du endnu en gang ikke stoler på mig?!”

”Nej, Harry, jeg fortalte dig det ikke, fordi jeg vidste, at du ikke ville lade mig gøre det, hvis du kendte den sande plan! Fordi jeg ved, at du holder af mig…” forsvarer Bella sig med, men jeg ryster bare vredt på hovedet. ”Selvfølgelig ville jeg ikke lade dig gennemføre det pis! For jeg elsker dig nemlig! Er du klar over, hvor knust jeg var, da jeg troede, at jeg havde mistet dig?!” råber jeg bebrejdende, og Bella kigger lidt skyldigt ned af sig selv. Jeg sukker.

”Dit lille fjols,” mumler jeg hurtigt og hiver hende ind til mig, så mine arme slynger rundt om hende. ”Dit lille, stupide, idiotiske, latterlige fjols.” Jeg har aldrig holdt hende så tæt ind til mig. Jeg er så nervøs for, at hun pludselig forsvinder igen. Men det vil jeg ikke lade ske. Og uden protest presser jeg mine læber mod hendes i et længselsfuldt kys med flere følelser, end jeg kan tælle til, mens jeg i baggrunden kan høre en sirene komme nærmere.

 

***

 

Bellas synsvinkel

”Har du det bedre?” spørger jeg, mens sygeplejersken lægger en ny forbinding omkring mit hoved. Jeg må have ramt jorden hårdere end jeg troede, så det var faktisk begyndt at bløde en smule ud af mit baghoved, og nu har jeg bare en ordentlig bule. Harry ligger i hospitalssengen ved siden af den skammel, jeg sidder på, og han trækker kort på skuldrene.

”Ja det går. Det var dejligt at få noget blod tilbage i kroppen.” griner han og puffer lidt til droppet i sin arm. Jeg smiler og ømmer mig kort, da sygeplejersken strejfer min bule. ”Denne gang, er det dig der ligger i hospitalssengen, og ikke mig!” siger jeg stolt og smiler kækt til Harry. 

”For en gangs skyld!” siger han, hvilket får os begge til at grine. Solen skinner ind af vinduet, eftersom det er blevet dag. En ambulance kom og hentede os i går. Harry skulle jo have fikset sit ben, og min far, ville de også sørge for at holde i live, hvilket jeg på en måde kan forstå. Desuden, så fandt de ud af, at jeg nok også lige burde blive tjekket, så Harry, jeg og drengene har overnattet på hospitalet. Klokken er kun 9 lige nu, og jeg har ikke fået forfærdelig meget søvn i nat. Jeg kan heller ikke lide tanken om, at min far også er her. Jeg ved godt, at han er såret lige nu, men man ved sgu aldrig med ham, og jeg var altså bange for, at han ville komme og myrde mig i natten mylder.

”Så, nu er jeg færdig!” siger sygeplejersken kort, og jeg takker hende, hvorefter hun rejser sig og går hen imod døren. Lige så snart hun er ude, og døren lukker, så bliver den revet op igen, hvorefter to damer, som jeg ikke havde regnet med at se nu, braser ind.

”Mor?!” siger både Harry og jeg på samme tid. Begge vores mødre løber hen og smækker armene om os, og jeg sidder helt overvældet. ”Mor, hvad laver du her, jeg troede du var på den der konference-ting?” siger jeg og trækker mig fra hende. Hun ryster på hovedet. ”De ringede til mig, og sagde, at du var på hospitalet, så jeg skyndte mig herhen, og jeg har lige fået at vide, hvad der er sket! Hvor er I heldige, at I slap godt fra det, du er jo sindssyg!” vrisser hun kærligt og giver mig endnu et kram.

”Mor, ja, mor det’ fint,” lyder det ovre fra Harry, og jeg kan se, at hans mor endnu ikke har sluppet ham. Fair nok, de har trods alt også et lidt bedre forhold, og Harry er lidt mere såret end jeg, og hans mor er nok ikke vant til, at hendes søn er på hospitalet. ”Mor, hvad fu- eh, hvad laver du her?!” spørger Harry forvirret. Jeg kan sagtens forstå, hvorfor min mor er her, jeg er mindreårig, så det er klart, at hun er blevet kontaktet, men hvordan har Harrys mor fået alt det her at vide?

”Louis ringede til mig tidligt i morges, og fortalte mig, at du var på hospitalet! Jeg ankom til London i går for at være hos en veninde, så jeg så ingen grund til, hvorfor jeg ikke kunne tage hen og besøge dig! Hvordan i al verden er det her sket?!” siger Anne en smule hysterisk, men det er nok fordi, hun har været bekymret. Harry kigger kort og fortvivlet på mig, som om han ikke har den fjerneste idé om, hvordan han skal svare på sin mors spørgsmål.

Jeg tager en dyb indånding tager blidt fat i Annes arm. ”Det… er en rigtig lang historie.” siger jeg luftigt og trækker vejret dybt endnu en gang. ”Men hvis du har tid og lyst til at høre den, så vil jeg gerne fortælle den.” Anne nikker hurtigt, inden hun sætter sig ned, og det samme gør jeg og min mor. Jeg bruger et par minutter på at samle mig, inden jeg langsomt fortæller Anne hele historien. Jeg fortæller alt om, hvordan jeg blev tævet det meste af min barndom, og hvordan drengene hjalp mig med at komme væk, og hvordan Harry og jeg er havnet her, hvor vi er nu. Det tager tid at fortælle, men da det endelig er gjort, har jeg det faktisk meget godt.

Anne sidder og ser noget chokeret og overrasket på mig, inden hun pludselig slår armene om mig. Jeg hviner lavt af chok, inden hun begynder at tale. ”Det må have været forfærdeligt! Så du mente faktisk det du sagde dengang?” Anne trækker sig lidt fra mig og kigger mig i øjnene. ”Det om, at hvis det ikke var for Harry, så ville du være død nu?”

Jeg nikker stille. ”Tænk, jeg troede ikke, at Harrys liv kunne blive mere nervepirrende, nu hvor han var berømt, men der tog jeg åbenbart fejl!” griner Anne. ”Yeah, I know how to choose them.” lyder det lavt fra Harry, og jeg puffer blidt til ham. ”Shut it.” mumler jeg og kigger ’surt’ på ham, inden jeg smiler svagt.

”Men du har ret Anne, Harry har reddet mig på mange måder. Ikke bare fra min far, men fra mig selv.” siger jeg og kigger ned. ”For altså, jeg er et stort vrag, og det var jeg også, da Harry mødte mig. Jeg er krævende og stædig, og jeg overreagerer, og jeg skader mig selv, og jeg har tillidsproblemer og jeg er bange for så mange ting… men trods alle de ting, så har Harry altid været der for at gribe mig, når jeg har været ved at falde. Jeg fatter næsten ikke hvorfor, for jeg er umulig, men han bliver altid ved min side og støtter mig. Og jeg kan ikke takke ham nok.” Jeg smiler varmt til Anne, inden jeg kigger på Harry, som ser lidt forlegen ud på en måde.

”Du er ikke umulig.” mumler han og rækker ud efter min hånd. Jeg fnyser. ”Virkelig? Efter alt det her i går, så påstår du, at jeg ikke er umulig? Harry, jeg er totalt underlig oppe i hovedet, jeg tror, jeg er sindssyg.” siger jeg med et smil på læben, men Harry ryster bare smilende på hovedet og trækker mig tættere på.

Kan I se, hvad jeg mener? Uanset, hvor sindssygt jeg opfører mig… så er han der stadig. Han var rasende på mig i går, da han fandt ud af sandheden omkring min plan. Men han har dog ikke forladt mig. Tværtimod, så holdt han bare om mig, som om han var bange for at miste mig. Det kan godt være, at han kaldte mig et fjols, men han er her stadig. Som min støtte. Som min helt.

”Du er ikke sindssyg.” mumler han. Jeg smiler skævt. ”Nej, jeg tror, det er dig, der må være det, siden du stadig elsker mig så højt.” griner jeg lavt, hvilket også smitter af på Harry, inden han forsigtigt presser sine læber mod mine.

Det giver et lille sæt i mig, da der pludselig er nogen, der åbner døren ind til rummet, og jeg trækker mig hurtigt fra Harry. En af de politimænd, der var til stede i går, står i døråbningen, med de andre drenge bagved.  ”Statusrapport.” siger han kort. Det har han været inde og sige hver 2. time, så vi kunne få at vide, hvordan min fars tilstand er. Jeg vender mig hurtigt mod ham og knuger Harrys hånd. ”Ja?” siger jeg nervøst og tygger lidt på mit bluseærme. Han laver en mærkelig grimasse og kigger ned i jorden.

”Jeg er her for at meddele, at din far er afgået ved døden for cirka 15 minutter siden.”

Hans ord kommer helt bag på mig, og et kort øjeblik føler jeg mig helt tør i munden. Jeg kan slet ikke finde noget at sige. ”Vi har undersøgt sagen, og vi kunne ikke forstå, hvordan han havde fået en kugle skudt i maven nedefra, men det viser sig, at der lå en pistol i sandet, som han på en eller anden måde må have trådt på og affyret, da han prøvede at flygte. Kuglen har åbenbart siddet dårligere, end lægerne havde troet, så han er død, da den sad tæt på væsentlige organer.”

Jeg hører, hvad han siger, men det er som om hans ord ikke rigtig går op for mig, og jeg stirrer bare forstenet på ham. ”Okay… tak… tak for det.” siger jeg hæst og prøver at fugtiggøre min hals med mit spyt, men det hjælper ikke. ”… Du må godt gå nu.” siger jeg, da politimanden bare bliver stående, og han nikker forstående og går roligt ud af døren. Drengene lukker døren efter ham, og der går lidt tid i stilhed, inden det pludselig går op for mig, hvad der lige blev sagt. Af ren refleks begynder et smil at brede sig på mit ansigt, mens et par tårer hober sig op i øjnene på mig.

”Er det virkelig rigtigt?” hvisker jeg overvældet og kigger op på de andre, der også står med smil på læberne. ”Er det virkelig slut?” fortsætter jeg tårevædet, mens jeg griner. Niall nikker kort til mig, og nu går det rigtig op for mig, at det hele er slut. Jeg hopper op fra min stol og jubler højlydt. Jeg tager mig slet ikke af, hvad nogen kan tænke om mig, for lige nu er jeg lykkelig.

Han er væk, han er ude af mit liv! Det virker måske ondt, at jeg jubler over hans død, men den mand har gjort mit liv til et mareridt! Og nu er jeg endelig vågnet! Det er ubeskriveligt. Jeg vender mig mod Harry. ”Det lykkedes!” hviner jeg og drejer rundt, så jeg står med front mod de andre drenge igen. ”Min plan lykkedes faktisk!”

”Se, det er et mirakel!” siger Louis, og jeg nikker og jubler videre. Aldrig har jeg følt mig så fri, som jeg gør nu. Og for første gang nogensinde, så føler jeg mig let. Ikke tom, men let. Som om jeg ikke har flere bekymringer i min krop. Og det er en fantastisk følelse…

 

I'm amazed by all your patience
Everything I put you through

When I'm about to fall
Somehow you're always waitin
with your open arms to catch me

You're gonna save me from myself
from myself, yes

You're gonna save me from myself- Christina Aguilera, Save Me From Myself

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...