Good Enough- {1D}

OBS! Dette er 2'eren til Blackout!
Efter at Bella kom væk fra sin far, og flyttede ind hos sin mor, har alting været perfekt. Det er nu snart en måned siden, at Bella blev kærester med Harry, og Bella begynder at lære ulemperne ved at date en berømthed, og spørgsmålet er, om Bellas og Harrys forhold er stærkt nok. Desuden opdager hun også, hvordan tiden med hendes far har påvirket hende, og vil hun nogensinde kunne glemme alt om ham?

74Likes
240Kommentarer
17554Visninger
AA

28. Mirrors

Harrys synsvinkel

”Åh nej, tror du drengene hørte det?” spørger Bella forsigtigt, mens hun knapper sin skjorte. Jeg smiler skævt. ”Det ved jeg ikke, jeg synes ikke ligefrem, at vi larmede.” mumler jeg og kigger ned af mig selv, mens jeg sætter mig på sengen.

”Hvad nu, hvis de hørte det Harry?!” spørger Bella panisk og sætter sig foran mig. ”Det ville være pinligt, og- og hvad nu hvis, -hvis de bliver sure?!”

Jeg tager hurtigt fat i hendes hænder. ”Bella slap nu af, de bliver i hvert fald ikke sure. Det tror jeg ikke på.” beroliger jeg hende med. ”Så… i stedet for at bekymre dig om det, så bekymr dig om, hvad du har tænkt dig at gøre ved hele denne her situation med din far.”

Bellas blik ændrer sig til et dødalvorligt et, og hun nikker bestemt, inden hun rejser sig. ”Men jeg har allerede bestemt mig,” siger hun kort, mens hun går hen imod døren. Jeg sukker dybt, og rejser mig. ”Jeg ved det.”

Vi går begge ned i stuen til drengene igen, og jeg får straks øje på Nialls nervøse blik. Han kigger nærmest håbefuldt på mig. ”Så?” siger han utålmodigt, og jeg sukker lavt. ”Ja, jeg kunne ikke få hende til at skifte mening, så vi… vi følger Bellas plan.” siger jeg og giver Bellas skuldre et kort klem. Hvorfor skal hun også være så stædig? Jeg er bange for, at det her kan blive rigtig farligt, og jeg vil for alt i verdenen ikke miste Bella. Der må ikke ske noget med hende.

Jeg kigger på drengene, og Niall sidder og bider sig hårdt i underlæben, inden han kigger væk fra mig. Så jeg forkert, eller var der tårer i hans øjne?

”Men… hvad er din plan sådan helt præcist?” spørger Liam seriøst og kigger på Bella. Hun kigger kort ned i jorden og åbner munden for at sige noget, men bliver afbrudt af lyden af en telefon. Hurtigt vender Bella hovedet i retning af lyden, og hun løber hurtigt ud i køkkenet. Jeg og de andre drenge følger nervøst efter hende, og vi når ud, så vi netop ser hende tage røret op til øret.

”Hallo?!” siger hun desperat og holder stramt fast om telefonrøret. Hendes øjne udvider sig drastisk, og forsigtigt bider hun tænderne sammen. ”Nej… hvordan slap du væk?” spørger hun vredt, og jeg konkluderer hurtigt, at det må være hendes far, hun snakker med. Blodet indeni mig begynder at koge, og jeg går hurtigt hen imod Bella.

”Bella, giv mig telefonen,” beordrer jeg, men Bella ryster på hovedet og går længere væk fra mig. Hvorfor er hun altid sådan her?

”Hvad vil du mig?” spørger hun lidt mere roligt, mens hun går rundt i køkkenet. ”… så lad os snakke.” lyder det pludselig, og nu bliver jeg for alvor bekymret. ”Nej sgu da ikke herinde i byen. Jeg vil snakke med dig ordentligt, så skal vi ikke pludselig afbrydes af politiet.”

”Bella, hvad fanden har du gang i?!” spørger jeg vredt. Jeg kan ikke lide det her. Jeg kan ikke lide, hvor det er på vej hen. Bella kigger bedende på mig, men hun svarer mig ikke. ”Det var Harry. Jeg er sammen med ham og de andre. Og de kommer også med for resten.”

Med? Med hvor hen? Hun er da for alvor ikke ved at planlægge et møde med sin far, er hun? ”Vi kan mødes oppe i drengenes sommerhus, det ligger langt væk og isoleret fra næsten alting.” siger hun, og lidt efter fortæller hun adressen. Hun tænker sig virkelig ikke om lige nu, det her er alt for risikabelt.

”Halvanden time, så ses vi der.” siger hun så roligt, som muligt, inden hun tager telefonen væk fra sit øre og trykker på den røde knap, som ender opkaldet. Jeg og de andre drenge stirrer på hende i stilhed. Hendes øjne er store, som om hun lige skal opfatte, hvad der lige skete.

”… han ringede hertil, det gjorde det hele en del lettere.” siger hun pludselig lettet, og det får mit blod til at koge over. ”Tager du pis på mig?!” råber jeg, men det får ikke Bella til så meget at bevæge sig. ”Hvad er oddsene?” hvisker Niall lavt, men det formås stadig at høres. Hans opførsel gør mig urolig. Det er som om, han ikke er Niall, og han har været sådan lige siden, Bella snakkede med ham. Hele denne her situation er et stort rod, og jeg føler, at jeg ved for lidt til, at jeg vil gennemføre noget af det her.

”Hvad, helt præcist, blev lettere?!” spørger jeg vredt Bella om, men hun kigger bare roligt på mig. ”Ved du, hvad der blev lettere? At bringe os i fare! Det her er ikke sikkert, Bella, og du ved det!” ”Harry, jeg ved, hvad jeg gør! Stol nu på mig!” råber hun desperat tilbage, og noget i hendes øjne fortæller mig, at hun virkelig mener det. ”Det kan blive farligt, det har du ret i, men ingen af jer kommer til skade! Det lover jeg!”

Hvordan kan hun love det? Hvordan kan hun være så sikker i det hun gør? Er hendes plan så skudsikker, for ifølge mig så har den masser af huller. Men måske har Bella ikke fortalt mig alt, jeg bør vide.

”Hør her,” begynder hun roligt og kigger på de andre drenge. ”I behøver ikke tage med mig, men jeg er nødt til at tage hen til jeres sommerhus.” Jeg sukker dybt. Selvfølgelig tager jeg med, der er ingen tvivl, men jeg ved ikke med de andre.

”Så du siger, at vi bare kan lade dig i stikken nu og lade dig klare det hele selv?” spørger Louis med et kækt smil og peger på ham selv og os andre. ”Hvem tror du, vi er? Vi har været blandet ind i det her i lang tid nu, og vi skal i hvert fald også være med, når det slutter!” Et varmt smil dukker op hos Bella, og hun kigger taknemmeligt på Louis, inden hun træder hen og giver ham et kram.

”Jeg tager i hvert fald med,” mumler Louis ind mod Bella, inden han kigger på os andre. ”Og jer?” Jeg går uden tøven hen og lægger mine arme rundt om både Bella og Louis for at vise, at jeg selvfølgelig tager med. Få sekunder efter står både Zayn og Liam med armene rundt om os. ”Selvfølgelig tager vi med.” mumler Zayn, og et kort øjeblik tænker jeg på, hvor rart det må være for Bella at være omringet af nogle, som støtter hende så meget og altid er der for hende. Der går ikke lang tid, før jeg opdager, at Niall står længere væk fra os. Han deltager ikke i krammet, og det får mig til at tænke, om det er fordi, han ikke vil deltage i Bellas plan.

”Niall,” siger Liam kort og laver et nik mod Bella, der lige så stille åbner øjnene. Niall kigger næsten skræmt på os og træder et skridt tilbage. ”J-jeg,” begynder han nervøst og kigger kort ned.

”Tager du ikke med?” spørger jeg forvirret og tager mine arme til mig, inden jeg kigger på Niall. Han presser sine læber mod hinanden, og det ligner, at han skal til at ryste på hovedet. Bella får roligt vredet sig ud af krammet, og hun skubber blidt de andre drenge til side, så hun bedre kan se Niall.

”Niall?” siger hun spørgende med en rystende stemme, inden hun går et skridt hen imod Niall. ”… bliver du her?” Hendes stemme er næsten ulykkelig, og hendes øjne helt blanke. ”V-vil du ikke nok tage med? Jeg ved godt, at jeg sagde, at I ikke behøvede, men je-jeg kan ikke uden jer!” græder Bella lavt og går tættere på Niall, som bare kigger ned i gulvet.

”Jeg kan ikke uden dig.” Bella tager fat i Nialls hænder og formår at skabe øjenkontakt med ham. ”Please. Du ved, jeg ikke kan.” beder hun, men Niall ryster på hovedet. ”Og du ved, at jeg ikke kan klare at se dig komme til skade.” hvisker han så lavt, at det kun lige kan høres. Bella nikker og hvisker noget, men det eneste jeg kan høre, er en slags hvislen.

Det føles som om, vi bare står i stilhed, men jeg ved, at Bella og Niall har en eller anden form for snak sammen, og endnu en gang så gør det mig urolig. Niall er typen, der altid er der for sine venner, og jeg kan ikke forstå, hvorfor han tøver med at tage med os alle op i sommerhuset.

”Tusind tak,” lyder det pludselig fra Bella, og hun slår armene om Niall i, hvad der ligner, et taknemmeligt kram. Efter lidt tid trækker Bella sig fra Niall, og bagefter vender hun sig om og kigger på mig. ”Lad os køre.”

 

***

 

Bilturen er anspændt. Ingen siger noget. Intet over hovedet. Ikke engang Bella. Hun kigger bare tomt ud på vejen, vi kører forbi. Da vi ikke gad køre i to biler, har vi taget Zayns bil, men fordi vi er for mange, sidder Bella ovenpå mig. Jeg har armene om hende, og hun holder godt fast i min hånd, mens hun kigger ud af ruden. Hun ser tænksom ud, men rynken i hende pande får hende også til at se bekymret ud.

Måske var det her en dårlig idé, nu jeg tænker over det. Politiet sagde jo, at jeg skulle blive, hvor jeg var. Men det ville ikke stoppe ham. Selv hvis jeg blev, hvor jeg var, og det lykkedes politiet at fange ham, så ville det ikke få ham ud af mit liv. Og derfor fandt jeg på min plan. Men hvad hvis min plan fejler? Så er alt tabt. Jeg har ét forsøg. Og oddsene ser ikke gode ud. Jeg har været for dristig. Og nu er jeg bange. Hvad hvis jeg aldrig ser Harry igen…

Hendes greb om min hånd strammes endnu mere, mens bekymringen i hendes øjne stiger. Det er ikke et godt tegn. Der må ikke ske hende noget, det sværger jeg på. Jeg skal for alt i verdenen beskytte Bella. Alt andet er lige meget.

Bella fjerner blikket fra ruden og kigger ned i stedet. ”Nu er vi her.” hvisker hun for sig selv og kigger på vores hænder. Bilen stopper få sekunder efter, og vi stirrer alle sammen ud i luften. Jeg ved ikke, hvordan jeg har det med noget af det her. Det er mærkeligt, for jeg har en ubehagelig følelse i maven, men samtidig så er der noget indeni mig, der siger, at vi er nødt til at gøre det her.

”Kom,” siger Liam kort og spænder sin sele op, inden han åbner bildøren i sin side og stiger ud. Louis, Zayn og Niall gør det samme, men Bella sidder som frosset. Jeg giver hende et blidt kys på kinden. ”Klarer du den?” spørger jeg, og hun nikker hurtigt, som om mit kys tøede hende op.

”Yeah… det her skal gøres!” siger hun bestemt og åbner hurtigt døren til højre for sig og stiger ud efterfulgt af mig, som smækker den i. Zayn sørger kort for, at alle dørene er låst, og sammen går vi hen imod døren til huset. Så mange minder er blevet skabt her over en enkelt sommer. Det var her det hele startede, og det er her, det hele skal slutte. Jeg er sikker på, at Bella valgte at tage herud af samme grund.

”Lige her,” mumler Bella og stopper op ved havelågen. ”Det var lige her jeg gik, første gang jeg skulle ’besøge’ jer.” Hun sukker dybt, mens hun kører hånden hen over træet. ”Det er forhåbentlig sidste gang, jeg går igennem denne indgang, mens han stadig er i mit liv.” Hun nærmest puster ordene ud, inden hun kigger op på mig. Hendes øjne ser urolige ud, og jeg forstår godt hvorfor. Hun er bange. Bange for sin far. Og selvom jeg synes, det er skudt i hovedet, at vi er taget herop, så kan man ikke tage fra hende, at det er utrolig modigt gjort af hende. Forsigtig lægger hun sine hænder på mine kinder og stiller sig på tæer, så hun kan komme lidt tættere på mine læber. Jeg selv bøjer mig, indtil vores læber mødes i et kys, som virker så trist, at det næsten gør ondt.

Det føles som om, at Bellas læber slipper mine alt for hurtigt, men i realiteten har de nok været sammensmeltet i lang tid. Drengene står tålmodigt henne ved døren, og Bella og jeg går langsomt over mod dem. ”… lås den op.” siger Bella spinkelt og hæst, inden hun rømmer sig. Louis, der står med nøglerne i hånden, nikker kort og låser forsigtigt døren op. Der er helt mørkt derinde, og eftersom døren var låst, så er vi nok de første, der er her.

Gulvet knirker under mig, hvilket bare gør hele situationen endnu mere uhyggelig, end den burde. Et kort øjeblik kan jeg ikke lade være med at tænke: ’hvad fanden har vi egentlig gang i?!’ Hele situationen virker absurd!

”Hvad så nu, venter vi bare, eller?” spørger Zayn, og Bella kigger sig kort omkring, inden hun nikker. ”… det… det gør vi vel.” siger hun lidt skeptisk og går længere ind i huset. ”Er du okay?” spørger jeg og går tættere på hende, og for første gang i aften ryster hun på hovedet. ”Jeg kan ikke lide det her, jeg har en dårlig fornemmelse. Jeg er bange for, at der stikker noget under.”

Jeg lægger roligt min hånd på Bellas skulder og skal til at berolige hende en smule, da en pludselig smerte går gennem mit hoved, og jeg falder til jorden. Bella udstøder et kort forskrækket skrig, og det er det sidste jeg hører, inden alting omkring mig forsvinder.

 

***

 

”Wakey, wakey Harry,” lyder det fra en mørk stemme, og jeg trækker hele mit ansigt sammen, inden jeg endelig åbner øjnene og ser direkte ind i et par kolde, bitre øjne. ”Du var den sidste, der manglede at vågne, jeg må have ramt dig hårdere end de andre.” griner han og træder et par skridt væk fra mig. Jeg føler, at jeg burde gøre et eller andet, men det er som om, min krop er stivnet. Jeg føler mig magtesløs. Ikke engang min stemme synes at virke lige nu.

”Godt, nu er Harry vågen, så fortæl mig, hvad du har tænkt dig!” beordrer Bella, og jeg vender af refleks mit hoved mod hendes stemme. Hun står lidt længere væk med et forholdsvist skræmt ansigtsudtryk. Jeg vil ikke have, at hun skal være bange, jeg vil ikke have, at der sker hende noget! Desperat prøver jeg at rejse mig op, og først nu opdager jeg, hvorfor jeg ikke kan bevæge mig. Mine hænder er bundet. Frustreret vender og drejer jeg hovedet, og jeg får derfor også øje på de andre drenge, som faktisk sidder lige ved siden af mig. Alle sammen i den samme situation som mig. Totalt nyttesløse.

”Jeg vil snakke. Jeg synes ikke rigtig, at vi fik afsluttet vores samtale ordentligt sidst.” siger Bellas far lumskt og kigger over på hende. ”Trods alt, så var det bare dig, som råbte af mig, uden at jeg fik et ord indført.”

”Du stoppede samtalen, da du prøvede at kvæle mig.” svarer Bella koldt tilbage, og jeg kan tydelig høre i hendes stemme, at hun prøver at være stærk. Bellas far knytter irriteret næven. ”Er du sikker på, at det er godt for dig at være flabet, lige nu?” spørger han vredt, og Bella presser hurtigt sine læber sammen og ryster på hovedet. Det må være en form for refleks i hende, der får hende til det. Den mand har trods alt mishandlet hende i 11 år, det er klart, hvis hun stadig frygter ham en smule. Hun ved, hvad han er i stand til.

”M-men fint. Lad os snakke.” siger Bella skrøbeligt og kigger kort på mig. Hendes far trækker kort på skuldrene. ”Foran de her møgunger? Det tror jeg næppe.” siger han og vender sig mod mig og drengene. ”Vi må have skaffet dem af vejen på en eller anden måde.”

”Nej!” råber Bella desperat og får dermed sin fars opmærksomhed. ”Lad dem være! Vi… vi kan gå ned på stranden hernede og snakke. Der er aldrig nogen, og på den måde er drengene ikke til stede.” foreslår hun og peger bagud og ned imod stranden. Et skeptisk blik sætter sig i hendes fars øjne, inden han kigger over mod mig.

”… bind din ’kæreste’ op, han kommer med ned.” siger han kort og træder et par skridt væk, så Bella kan komme hen til mig. Jeg spærrer overrasket øjnene op. Hvorfor i al verden vil han have mig med? Det ser ikke ud til at Bella stiller så mange spørgsmålstegn ved det, og hun sætter sig på knæ bag mig og begynder at løsne rebet om mine hænder. ”Bella, hvad har du-” hvisker jeg, inden hun afbryder mig. ”Stol på mig, jeg har styr på det.”

Jeg vælger at holde mund, indtil jeg endelig ikke kan mærke rebet omkring mine håndled længere. Forsigtigt rejser både jeg og Bella os op på samme tid, og jeg kigger over på hendes far, som går bagud og hen imod døren, der fører ud til stien ned til stranden. ”Jamen… så kom endelig med.” siger han kort, og jeg skal til at protestere, inden han hiver en pistol frem. ”Og nu ikke nogen numre, for så er det ude med jer, okay?”

Jeg synker nervøst en klump. Hvad fanden har vi rodet os selv ud i? Det her er alt for farligt! Jeg-jeg kan risikere at miste Bella, hvis noget går galt! Det er ikke det jeg vil, jeg hverken vil eller kan miste hende! Det ville jeg ikke kunne klare. På kort tid, er hun blevet en af de vigtigste og mest uundværlige personer i mit liv.

”Så hvad, skal vi bare sidde her og blomstre imens?” lyder det vredt fra Louis, og Bellas far vender sig vredt om. ”Nej, du har ret, jeg tror, jeg vil slippe jer fri, sikken en overtalelsesevne du har!” siger han sarkastisk, og det irriterer tydeligvis Louis. ”Louis, lad være. Du gør det værre.” mumler Liam, lige som Louis skal til at åbne munden igen, og det får ham til at holde kæft.

Uden flere forhindringer begynder vi at gå ned imod stranden, Bellas far hele tiden mindst to meter bag os. ”Og hvad helt præcist, har du nu tænkt dig? Vi er på vej ned til et øde sted med en psykopat, mens drengene sidder fanget oppe i huset.” hvisker jeg så lavt, at kun Bella hører det. Hun kigger lidt væk, så det ikke ser ud som om vi snakker sammen, inden hun svarer. ”Drengene klarer sig. De reb kan nedbrydes med lidt... smerte.”

Jeg har lyst til at kigge på hende og spørge, hvad fanden hun mener, men det er for risikabelt. I stedet bider jeg tænderne sammen og ryster blidt på hovedet. Jeg ved ingenting, og det gør mig ikke rolig.

Vinden er ekstra kold nede ved stranden, eftersom den ligger lige ud til vandet. Det mørke hav er som en sort masse, som bare opsluger alt, hvad der kommer i nærheden af det. Lige nu, er det for eksempel ved at opsluge mit håb. Mit håb er ved at blive erstattet af frygt. Hvor meget jeg end hader at indrømme det, så er jeg rædselsslagen.

”… hvorfor vil du ikke lade mig være.” lyder det pludselig fra Bella, inden hun vender sig om og kigger på sin far. Han stirrer koldt på hende. Iskoldt. ”Hvorfor vil du ikke lade mig være lykkelig? Helt ærligt, hvad har jeg gjort dig?!” fortsætter Bella trist.

”Du har sat mig i fængsel!” råber hendes far tilbage. Bella fnyser. ”Ja, med god grund! Børnemishandling! Vold mod mindreårige er ulovligt, din nar!” råber hun, og jeg har lyst til at bede hende om at slappe af, selvom jeg ved, at det er bedst for hende at flippe ud. Men hvis hun nu går over stregen… hvem ved, hvor hendes fars grænse er. Hvem ved, om han tør bruge den pistol, han har i hånden.

”Desuden er du ulovligt i besiddelse af et skydevåben, det er endnu en grund til at blive smidt i fængsel. Og du har fortjent det, du er et hæsligt menneske!” spytter Bella og knytter næverne. ”Hvis jeg er sådan et hæsligt menneske, hvorfor stak du så ikke bare af og gav dig til at bo med loverboyen her, i stedet for at gøre livet surt for mig! Du kunne have gjort os alle en tjeneste, jeg kunne blive fri for dig, og du kunne blive fri for mig.” siger Bellas far med en hæs stemme.

”Hvis du så gerne ville være fri for mig, hvorfor efterlod du mig så ikke på gaden, et børnehjem, eller derhjemme?! Hvorfor skred du ikke bare?! Det ville have gjort alt lettere! Du plejede at tæve mig, tror du, jeg turde stikke af?! Hvad hvis du fandt mig? Så kunne jeg godt kysse livet farvel! Kan du huske, hvor rasende du blev, bare fordi jeg havde overnattet hos drengene én nat?!” Ordene forlader Bellas mund som enten råb eller næsten skrig. Hun er rasende og indebrændt. Og det er den eneste grund til, at jeg ikke har prøvet at stoppe hende endnu. Jeg vil ikke have, at hun skal gå rundt med alle de her følelser indeni sig selv længere. Jeg vil have, at hun skal føle sig lykkelig. Hele tiden. Og hvis det her er vejen, så er det sådan, det må være.

”Jeg er så træt af dig,” hvæser hendes far arrigt. ”Jamen, så lad mig dog for helvede være!” siger Bella højt og kigger på ham med store øjne. ”Der er ingen, der har bedt dig om at gøre livet surt for mig! Det er ikke min skyld, at dit liv er så sølle, at du ikke har andet at tage dig til!”

”Bella, pas på.” mumler jeg og kigger på hende. Det begynder at blive farligt, det emne hun træder ind på. ”Jamen det er jo rigtigt!” råber hun og slår ud med armene. ”Du har intet i dit liv! Der er ingen, der vil kendes ved dig! Hele mit liv, har du sagt, at der ikke var nogen, der holdt af mig, at jeg ikke var elsket, og at jeg var totalt værdiløs… men det er ikke sandt. Det er dig det gælder for!”

Pulsårerne på Bellas fars hals er begyndt at kunne ses, og det virker som om vreden indeni ham stiger for hvert ord. ”Og desude-” ”Nej, nu er det fandeme nok!” råber han og afbryder Bella, inden han løfter armen og dermed sigter med sin pistol på Bella. ”Jeg var lidt i tvivl, om jeg virkelig skulle dræbe dig, men efter alt det lort, du lige har lukket ud, så er min beslutning blevet en del lettere!”

Mit blod fryser til is ved hans ord, og pludselig begynder mit hjerte at banke helt utroligt hurtigt. Alt indeni mig gør ondt. Det er som om, der er nogen, der har stukket en kniv i mit bryst, og bare drejer den rundt igen og igen. Han vil dræbe hende. Han vil dræbe Bella. Jeg kigger på hende og ser, hvordan hendes øjne straks er blevet skræmte igen. ’Jeg har styr på det’, sagde hun. Men hvorfor sker det her så lige nu?!

Jeg når ikke at tænke yderligere, før min krop reagerer for mig, da jeg hører det lille klik, der indikerer, at pistolen er ladet. Det er som om, mit beskytterinstinkt over for Bella bliver aktiveret, og jeg løber ind forbi hende og samtidig hen imod hendes far.

Dum idé.

Et brag lyder, og kort tid efter føler jeg en stor smerte i mit ene ben, hvilket får mig til at falde til jorden. Han ramte ikke særlig godt, men han ramte. Og det gør ondt. Bella hviner skræmt og træder hurtigt væk fra mig, da en anden skikkelse kommer tættere på. ”Det er sidste gang, at du blander dig!” hvæser han og sætter sig på hug foran mig. ”Det er din skyld, at alt det her er sket! Hvis hun ikke havde mødt dig og dine åndssvage bandmedlemmer…!”

Hans hånd tager fat i mit hår og hiver derfor mit hoved, som ellers lå nede i sandet, op. ”Jeg tænkte nok, at det ville være godt at tage dig med herned. Nu kan hun se sin elskede dø for øjnene af hende.” griner han ondt. Jeg gør alt, hvad jeg kan for ikke at vise tegn på, at jeg er bange.

Det kræver alle mine kræfter at holde mig fra at ryste eller få tårer i øjnene ved tanken om, at jeg aldrig skal se et smil på Bellas ansigt igen. Jeg burde nok spare på kræfterne, når man tænker på, at der strømmer blod ud af mit ben, men jeg tør ikke. Jeg er så sikker på, at jeg skal dø, at det faktisk er skræmmende. Alle lyde omkring mig forsvinder nærmest. Det eneste, jeg kan høre, er vinden. Og et kort øjeblik affinder jeg mig faktisk med det faktum, at jeg skal dø. Men da jeg kort lukker øjnene, slippes grebet om mit hår, og mit hoved falder end i sandet, så min mund bliver fyldt med en blanding af sand og en smule blod. Svagt kigger jeg op, blot for at se Bella løbe hen over sin far, som ligger væltet i sandet.

Forvirret kigger jeg hen på hende, og jeg ser hende løfte pistolen fra sandet. Endelig forstår jeg, hvad der sker. Bella må have formået at skubbe sin far omkuld, og det må have fået ham til at tabe pistolen, som Bella nu har fået fat i. Langsomt begynder nogle af lydene at vende tilbage, og jeg når at smile, da jeg ser Bella rejse sig op, men mit smil forsvinder hurtigt, da hendes far hiver fat i hendes ben og dermed trækker hende omkuld.

Jeg har lyst til at hjælpe hende, jeg har lyst til at hjælpe hende så forfærdeligt meget. Men smerten i mit ben er uudholdelig. Jeg holder stramt rundt om mit ben for at prøve at stoppe blødningen lidt, men det er ikke nok. Desværre kan jeg bare heller ikke binde noget rundt om det, for jeg er alt for optaget med at se, om Bella klarer den. Jeg kan snart ikke finde ud af, hvad der foregår længere. Jeg ved bare, at der ryger sand til alle sider, og at Bella og hendes far desperat kæmper om pistolen.

Lydene i mit hoved er stadig mærkelige. Jeg kan svagt høre Bella skrige, men samtidig dunker mit hoved så meget, at det næsten overdøver alt. Men lige pludselig, efter alt for lang tid, hvor jeg næsten ingenting nyt hører, sker der alt for meget på en gang. Jeg hører, hvordan Bella holder op med at gøre modstand, men bliver holdt fast af sin far, med pistolen ved hendes tinding. Jeg hører utallige fodtrin, og da jeg forsigtigt vender hovedet, står drengene i god behold bag to politifolk, som råber noget med, at Bellas far skal smide våbnet. Jeg hører drengenes bekymrede gisp, da de ser situationen, og da de ser mig. Og jeg hørte også et plask i starten. Men måske var det mit hoved, der fandt vej ned i sandet igen.

Mine øjne for lyst til at lukke sig i. Jeg føler mig træt. Men jeg kan ikke forlade Bella sådan her. Jeg kigger på hende. Frygten ligger gemt i hendes øjne, jeg kan se den. ”Hvis nogen rører sig så meget som en centimeter, så skyder jeg!” lyder det fra hendes far. Selv hvis jeg ville røre mig, så kan jeg ikke. Nu føler jeg mig magtesløs. Mere end jeg nogensinde har gjort i hele mit liv.

Pludselig får mine øjne fat på Bellas, og det bringer lidt liv tilbage til mig. Jeg kigger knust på hende. Måske er alt det her virkelig min skyld. Og hvis det ikke var for mig, så ville Bella ikke være i fare for at dø lige nu. Mit blik til hende er undskyldende, men det mærkelig er, at det er hendes også.

Bellas blik fjerner sig fra mit og låser sig i stedet fast med en andens. Jeg vender langsomt hovedet og kigger på de andre, og det er ikke svært at se, at det er Niall, hun har øjenkontakt med. Han ser bedende på hende. Og hans blik ser dybt ulykkeligt ud. Han ryster blidt på hovedet, og jeg kigger forvirret over på Bella, som giver et svagt nik fra sig, hvilket giver mig bange anelse.

De har vel ikke tænkt sig at gøre det, jeg tror de har… vel?

Bella kigger en sidste gang på mig, og hun sender mig et undskyldende smil. ”nej,” hvisker jeg hæst. Jeg kan knap nok få en lyd ud af min mund uden, at det brænder gennem hele min hals. ”Nej Bella.” Min stemme lyder rusten, og den er så lav, at der næppe er andre end Bella, der tager sig af den. Hun nikker kort, og mimer et ’jeg elsker dig’, inden hun låser sine øjne sammen med Niall igen. Og pludselig føles det som om, at alt går i slowmotion. Jeg når at observere det hele, selvom det højst tager halvandet sekund.

Bella nikker langsomt og bestemt til Niall, som kniber øjnene tæt sammen. Jeg kan på hans hals, hvordan han synker en klump spyt, da det får hans adamsæble til at hoppe en enkelt gang. Min mund er løbet tør for ord, de kommer i hvert fald ikke ud.

Nej Niall!’ tænker jeg og kigger knust på ham.

Du må ikke gøre det!’ Hans ene fod flytter sig langsomt foran den anden, og det er dér, hvor jeg har lyst til at råbe og skrige af ham. ’Hvorfor gør du det?! Du må ikke! Stop det!’ Og det er som om, at da jeg har set det i slowmotion afspilles hele scenen igen bare i normalt tempo, og endnu en gang ser jeg, hvordan Niall brat tager et skridt frem, og pludselig bliver lydene omkring mig meget klare.

Et skud.

Sveden drypper fra mit ansigt, da jeg langsomt ser Bellas krop blive slap. To skud mere bliver affyret, og grebet om Bella bliver sluppet, så hendes krop falder til jorden. Og i samme øjeblik skriger jeg højere og mere smertefuldt, end jeg nogensinde har skreget før.

 

'Cause I don't wanna lose you now
I'm lookin' right at the other half of me

The vacancy that sat in my heart
Is a space that now you hold
--
It's like you're my mirror- Justin Timberlake, Mirrors

 

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

The end. Nah, I’m just kidding!

For det første, undskyld for den lange ventetid på en update, jeg sad lidt fast I, hvordan jeg skulle få skrevet det hele ned. Men nu er det gjort! Og hvad siger I til det?! Hvad sker der nu?! Tingene er ved at blive ret seriøse heromkring, synes jeg nok lige!

Der er kun et rigtigt kapitel tilbage af Good Enough, men meget kan nå at ske, don’t lose faith ;) xx

Tak skønne læsere, og shame on me for at have ladet jer vente så lang tid, jeg håber virkelig ikke, det sker igen! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...