Good Enough- {1D}

OBS! Dette er 2'eren til Blackout!
Efter at Bella kom væk fra sin far, og flyttede ind hos sin mor, har alting været perfekt. Det er nu snart en måned siden, at Bella blev kærester med Harry, og Bella begynder at lære ulemperne ved at date en berømthed, og spørgsmålet er, om Bellas og Harrys forhold er stærkt nok. Desuden opdager hun også, hvordan tiden med hendes far har påvirket hende, og vil hun nogensinde kunne glemme alt om ham?

74Likes
240Kommentarer
17700Visninger
AA

16. Lies

Bellas synsvinkel

Det er anden gang. Det er anden gang, at jeg vågner op på et hospital. Forskellen fra sidst er, at det ikke er lyst udenfor, tværtimod er det bælgmørkt. Jeg retter mig lidt op, og tager mig ømt til hovedet. Mit hoved snurrer. Jeg kan kun svagt huske, hvordan jeg kom herhen. Louis bar mig ned i hans bil, og kørte vel hen på hospitalet. Jeg husker ikke andet. Min blik blev sløret lige efter, jeg havde kastet op. Men jeg nåede at høre Louis. 

Jeg har kastet blod op. Jeg forstår ikke hvordan, eller hvorfor? Blod?! Det virker jo absurd. "Hallo?" prøver jeg at råbe, men min stemme er helt tør og hæs. Det skyldes nok mit lange skrig. Jeg ved ikke, hvad der skete, jeg følte bare, at det eneste jeg kunne gøre, var at skrige. Alt der fyldte min krop var panik.

Jeg hoster kraftigt, mens jeg tager mig til halsen. Det brænder. "Bella?" spørger en stemme søvnigt. Jeg ser en skikkelse i den anden ende af lokalet bevæge sig. Rummet bliver oplyst, og en udmattet Louis står henne ved lyskontakten. "Du er vågen." konstaterer han med et svagt smil. Jeg nikker. "Hvordan har du det?" spørger han.

"Ikke så godt." svarer jeg hæst. "Det undrer mig ikke." mumler Louis, og går hen ved siden af min seng. "Du kastede trods alt blod op." Det hele virker så underligt. Det plejer at være alvorligt, når man kaster blod op. Det kan være tegn på tuberkulose og alt muligt. Jeg er da ikke dødeligt syg, er jeg vel?!

"Hvorfor?" spørger jeg. "Jeg har snakket med lægerne, og de har også undersøgt dig, mens du sov." siger Louis og folder hænderne. Jeg nikker. "Og?" spørger jeg uroligt. Faktisk er jeg bange. Er jeg virkelig syg? Skal jeg dø?

"Der er heldigvis ikke noget i vejen med dig." siger Louis og smiler. Det føles som om en sten bliver flyttet fra mit hjerte. "Men," siger Louis, og straks bliver stenen lagt igen. "De siger, at en mulig grund til, at du kastede blod op, er på grund af stress." Han kigger alvorligt på mig. Stress. Det lyder meget sandsynligt, eftersom jeg slet ikke kunne slappe af, eller finde mig selv i går. Men kunne man virkelig kaste blod op pga. stress?

"Det er ret usundt at kaste blod op, det ved du godt ik?" siger Louis alvorligt og en anelse bekymret. "Det kan jeg regne ud." svarer jeg, og kigger ned. "Men hvad skal jeg gøre, for at jeg ikke gør det igen?" "Du skal give slip." Jeg kigger uforstående på Louis. "Give slip?" gentager jeg spørgende. Han nikker. "På hvad?"

Han tager en dyb indånding og læner sig lidt tilbage i sin stol. "På dine fordomme." Jeg spænder i kroppen. "... mener du..." formår jeg at få fremstammet, inden Louis afslutter min sætning. "Dine fordomme om alkohol? Ja." Det løber mig koldt ned af ryggen. "Jeg ved godt, at du ikke har det bedste forhold til alkohol, men Bella. Det er blevet alvorligt nu. Du bliver så påvirket, at du hoster blod op!" siger Louis hårdt. Jeg kniber flovt øjnene sammen ved lyden af hans ord. Han er garanteret skuffet. Skuffet over, at jeg ikke stoler nok på Harry.

"Jeg vil gerne af med mine fordomme Louis," hvisker jeg og ser ned. "Men det er svært." En enkelt tåre løber ned af min kind, og jeg kniber øjnene endnu tættere sammen, for at holde dem inde. Louis tager fat i min hånd. "Det ved jeg godt Bella." siger han beroligende. Jeg snøfter en enkelt gang. "Jeg ved bare ikke, hvorfor jeg ikke er stærk nok." siger jeg grødet, mens et hulk forlader mine læber.

Det gør ondt. Det hele. Det brænder hver gang jeg taler, og gør ondt i hjertet at sidde og indrømme de her ting, ikke bare overfor Louis, men for mig selv. Jeg troede, at jeg var stærk nok, det troede jeg virkelig! Men det er jeg åbenbart ikke. Og jeg har åbenbart heller ikke nok tiltro til Harry. Det knuser mig virkelig. Han er min kæreste, jeg er nødt til at have tillid til ham. Det er noget af det vigtigste i et forhold! Og det ved jeg, at Harry også synes. Hvad vil han ikke sige, når han finder ud af det her...

"Jeg har ikke lyst til at fortælle Harry om det her." mumler jeg. Louis sukker. "Det skal du." beordrer han. "Men," siger jeg, og prøver ikke at græde. "Han vil bare bebrejde sig selv!" "Det er meget muligt, men hvis du ikke fortæller ham det, og han finder ud af det senere, så bliver han rasende." Jeg gisper kort, og kigger op på Louis.

"Kan du ikke huske sidst, hvor du undlod at fortælle ham noget? Det påvirker ham så meget Bella, for han elsker dig virkelig højt." siger Louis. Jeg nikker svagt. "Jo men..." "Ikke noget men Bella. Du kan ikke gøre det mod ham. Ikke igen. Tillid betyder virkelig meget for ham."

Jeg hoster kort, og holder mig for munden. Hurtigt kigger jeg ned i min hånd bare for at være sikker på, at jeg ikke har hostet blod op eller noget. Falsk alarm. "Men Louis, hvad tror du ikke, han siger, når han finder ud af det her? Det viser jo bare, at jeg ikke havde nok tillid til ham, og så bliver han også bare skuffet og ked af det! Det sidste jeg vil, er at se Harry ked af det!" græder jeg, mens jeg begraver mit ansigt i mine hænder.

"... Jeg tror hellere, at du må se at få noget søvn." mumler Louis, og rejser sig. Jeg nikker tårevædet, og lægger mig ned igen. Lyset går ud. "Louis?" mumler jeg, og putter mig længere ned under dynen. "Ja?" svarer han. "Vil du ikke trække gardinerne fra?" spørger jeg, og kigger hen mod vinduet, hvor der hænger nogle tunge gardiner. "Er du sikker?" spørger Louis. "Der hænger en gadelampe lige udenfor, rummet bliver nærmest oplyst."

Jeg nikker. "Det gør ikke noget." Louis trækker på skuldrene, og trækker gardinerne fra, så en stor lysstribe breder sig ud i rummet. "Tak Louis." mumler jeg træt. "Det var så lidt. Godnat." svarer han, og skal til at gå ud. "En sidste ting," siger jeg, og kigger hen mod Louis. "Tak fordi du hjalp mig. Altså beroligede mig og den slags. Det var sødt af dig." Louis smiler skævt.

"Jeg kunne jo ikke rigtig lade dig være!" siger Louis. "Nej med stadig væk... tak for det... Også selvom du slog mig." griner jeg svagt, og mærker en svag smerte i min kind, når jeg tænker på det. Louis klør sig forlegent i nakken. "Ja, det må du altså meget undskylde, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre!" undskylder han. Jeg nikker forstående.

"Det er okay. Det fik mig jo til at stoppe. Og det var et smart træk at få mig til at høre Harrys audition." Louis lyser op i et smil. "Jeg tænkte, at hans stemme måske kunne berolige dig en smule." siger han. "Det kunne den også... det må jeg huske til en anden gang, at jeg bare skal tænke på Harrys stemme." siger jeg. "God idé... sov godt Bella." "I lige måde." mumler jeg, krummer tæerne i samme øjeblik, som døren smækker.

Jeg er glad for, at han trak gardinerne fra. Der var meget mørkt herinde. Jeg bryder mig ikke om mørke. Slet ikke, når jeg har det, som jeg har det lige nu. Der er nødt til at være noget, som lyser op i denne her mørke tilværelse. Jeg kigger hen mod vinduesruden, hvor de små regndråber trommer mod den, hvorefter de glider ned langs glasset. Et gab forlader mine læber. Det eneste, som kører gennem mit hoved lige nu, er, at jeg håber, jeg ikke får mareridt efter alt det her. Men hvis bare jeg tænker glade tanker, så skal det nok gå...

Isn't she lovely, isn't she wonderful...

 

Harrys synsvinkel

Jeg fumler med nøglerne til døren. Det føles som om, at der ikke er nogle af dem, som passer! Men måske er det bare fordi, jeg er lidt beruset. Ja jeg ville ikke sige, at jeg har drukket meget, men i ved.... standard. Men jeg ender da med at finde den rigtige nøgle, så jeg kan komme ind i mit hjem. Jeg går ind ad døren, og lægger mine nøgler på kommoden i gangen. Jeg kan se, at der er lys inde i stuen, hvilket undrer mig. Klokken er over 2, Louis plejer at være rykket ind på sit værelse til denne her tid, og hvorfor skulle Bella sidde i stuen? Forvirret går jeg ind i stuen, og til min overraskelse sidder Zayn og tripper uroligt med fødderne. Hans albuer hviler på hans knæ, mens hans foldede hænder støtter hans hage.

"Zayn?" spørger jeg, og ser ham hurtigt vende hovedet i retning af mig. "Hvad laver du her?" spørger jeg. Zayn rejser sig en smule diffust op. "Harry," siger han seriøst. Han kører en smule fortvivlet en hånd igennem hans hår. "L-Louis bad mig om at komme herhen og tale med dig." Jeg kigger skeptisk på Zayn. "Det var da et dårligt tidspunkt, jeg vil gerne sove. Og jeg vil gerne tjekke, om Bella stadig er vågen og-" "Ja. Bella." afbryder Zayn mig. "Ser du," Han kigger ned i jorden. Er der sket noget med Bella?

"Zayn mand, hvad sker der?" spørger jeg uroligt. "Er det noget med Bella?" Zayn kigger op, og nikker. "Hun-" Jeg maser mig forbi Zayn uden at høre, hvad han har at sige. Mit fokus er rettet mod døren til mit soveværelse, og med hastige skridt går jeg mod den. Jeg flår døren op, og stopper brat op. Ingen. Der er ingen derinde. Mit hjerte begynder at slå hårdt mod mit bryst. "Hvor er hun...?" spørger jeg lavt og bebrejdende.

Zayn sukker. "Harry du skal slappe af, før jeg fortæller dig no-" "HVOR ER HUN?!" råber jeg voldsomt, og vender mig om. Jeg smækker hårdt døren i, og går truende over mod Zayn. Han tager armene op foran sig. "Slap af!" råber han tilbage. Jeg stopper op, og sætter kurs mod Louis' dør. Han ved forhåbentlig noget om det her! Jeg griber hårdt fat i dørhåndtaget, og åbner døren, og møder det samme syn, som på mit eget værelse. Her er ingen. Ingen overhovedet. "Hvor er de henne Zayn!?" vrisser jeg højt, og vender hovedet mod ham, stadig med et fast greb om dørhåndtaget.

Zayn kigger væk, og holder vejret kort. "Harr-" "NEJ!" råber jeg. "Ikke noget Harry! Bare sig mig, hvor de er! Jeg hader at blive holdt hen i uvished, jeg vil fucking vide, hvor min kæreste er henne!" "Hun er på hospitalet!" råber Zayn vredt. Mit blod fryser til is et kort øjeblik. "... på hospitalet?" hvisker jeg skræmt. Zayn nikker. "Louis er med hende." Jeg ryster på hovedet. "Hvad... hvorfor er de der?" spørger jeg svagt. Jeg har mistet stemmen.

Zayn lægger armene over kors, og kigger tomt på mig. Han åbner munden, som om han skal lede efter ordene. "Hun... kastede blod op." siger han nervøst, og kigger ned. Det føles som om, nogen borer en kniv ind i maven på mig. Jeg kigger skræmt ud i ingenting. "Men Harry," siger Zayn. "Du må vente til i morgen med at se hende." Jeg kigger hurtigt på ham. "Er du sindssyg!?" spørger jeg. "Jeg er sgu da nødt til at se hende med det samme!"

Zayn sukker irriteret, og sætter sig ned i sofaen igen. Hans ene hånd dækker halvdelen af hans ansigt. "Nej Harry! Du tager ikke derhen!" befaler han, og flytter hånden, mens han kigger op på mig. "Hun har haft en hård aften, det sidste hun har brug for er..." Zayn tier stille, og kigger ned igen. Jeg spærrer øjnene op. "Er hvad? Mig?" spørger jeg irriteret.

"Ja Harry, dig." svarer Zayn. Jeg bider tænderne sammen. "Og hvorfor så det?!" spørger jeg arrigt. Zayn kigger på mig, som om det er åbenlyst. "... Harry," siger Zayn langsomt. "Du er fuld." Jeg stamper voldsomt i gulvet. "Sgu da ikke så meget!"

"Det er sgu da fucking lige meget, hvor fuld du er, pointen er, at du tydeligvis er påvirket af alkohol, og når Bella er i den tilstand, som hun er i, så vil hun ikke kunne klare dig! Hun er for skrøbelig lige nu, det troede jeg, at du kunne regne ud!" råber Zayn bebrejdende. Jeg bider mig i underlæben, og mit blik går fra vred til trist. Zayn kigger undskyldende på mig. "Harry, i morgen. Du kan se hende, når du har fået noget søvn."

Jeg ryster på hovedet. "Kan vi idet mindste tage hen på hospitalet?" spørger jeg skrøbeligt. Zayn kigger tænksomt væk i et lille stykke tid. "Please Zayn, jeg er bekymret. Tænk på, hvis du var i mit sted." Jeg kigger ned, men kan mærke Zayns blik på mig. Der går endnu lidt tid, inden jeg hører hans stemme. "Kom."

***

Vi går ind på hospitalet i fællesskab. Jeg ved slet ikke, hvor vi skal begynde, jeg har det ikke godt. "Skal vi spørge, hvilken stue hun ligger på?" spørger jeg Zayn. Han trækker på skuldrene. "Det kan vi vel." Jeg bevæger mig hen mod informationsskranken, inden en stemme stopper mig. "Harry? Zayn?" Jeg vender mig om, og ser Louis ligge halvt på en sofa. Han sætter sig op, og gaber kort. "Zayn hvad har du gang i, jeg sagde, at du skulle holde ham væk!" siger Louis.

Jeg knytter næverne, men undlader at sige noget. "Jeg aftalte med ham i bilen, at han ikke skulle se Bella, han ville bare gerne herhen." siger Zayn, og snakker om mig, som om jeg var et 4-årigt barn! Louis sukker, og klør sig i sit i forvejen uglede hår. "Nå ja, det kan vel ikke skade." mumler han, og kigger på mig med røde øjne. "Hvor meget har du sovet?" spørger Zayn bekymret. "Ca. 3 minutter." svarer Louis, og smiler skævt. Zayn smiler tilbage, mens stilheden breder sig imellem os.

"Hvor... hvordan har hun det?" spørger jeg lavt efter lidt tid, og kigger på Louis. Mit hjerte sidder oppe i halsen, så bekymret er jeg. Louis ryster på hovedet. "Hun skal nok klare sig, det er sikkert." svarer han, og Zayn ånder lettet op. "Men er det slemt?" fortsætter jeg. Min stemme ryster en smule. "Som sagt, så klarer hun sig. Det er ikke så slemt." siger Louis, og lægger en hånd på min skulder. Jeg synker højlydt en klump spyt.

"... jeg må ikke se hende nu, vel?" spørger jeg trist, og kigger med blanke øjne på Louis. Han kigger undskyldende på mig, og ryster på hovedet, mens han lukker øjenlågene i, så de blokerer den blå farve fra hans øjne. "Beklager Harry..." mumler han. Jeg kniber øjnene sammen. "Hvorfor ikke?"

"Ved du, hvorfor hun kastede blod op Harry? Det var et tegn på stress." siger Louis. Jeg åbner øjnene. "Stress?" gentager jeg. Louis nikker. "Hun så et billede af dig, Liam og Niall fra jeres fest, og det fik hende til a lukke ned. Kortslutte, hvad du nu vil kalde det. Så hun begyndte bare at skrige og skrige, men jeg eh... fik hende til at holde op, og så kastede hun blod op, og besvimede."

Jeg gisper lydløst. Er jeg grunden til, at Bella ligger her? Er det min skyld, at hun kastede blod op? Jeg kigger chokeret ned i gulvet. "Harry?" spørger Louis. Jeg kigger fortsat ned. Det her var min skyld. Jeg havde presset hende. Hun var ikke komet videre, hun kunne ikke klare det. Hun var for nervøs, for bange. Jeg burde have opdaget det. Jeg burde have gennemskuet hendes falske smil. Jeg burde være blevet, indtil jeg med sikkerhed vidste at hun var klar.

"Det var ikke meningen." mumler jeg, og tørrer øjnene. "Jeg var jo aldrig ude på at gøre hende ondt." "Nej Harry, det er ikke din skyld!" siger Louis hurtigt. Jeg nikker, og kigger op. "Jo det er. Jeg var egoistisk. Men hvordan skulle jeg kunne vide, at hun ville havne på hospitalet!" siger jeg, og gnider mig i øjnene igen. Louis knipser med sine fingre. "Harry, se på mig!" siger han alvorligt. Jeg kigger ham i øjnene.

"Det var ikke din skyld! Hun havde det fint, indtil hun så det åndssvage billede, og det valgte hun selv at kigge på!" siger han. Jeg bider mig i læben. Hvis det ikke er min skyld, hvorfor har jeg så så megen skyldfølelse? "Harry," siger Zayn langsomt, og lægger en hånd på min skulder.

"Du må virkelig ikke bebrejde dig selv. Bella er uskadt, og i morgen kan du snakke med hende om det. For i bliver nødt til at snakke, ellers kan det her blive ved i evigheder. Bare... læg dig og få noget søvn nu, for ellers er du for smadret til noget i morgen."

Jeg nikker, og tørrer kort mine øjne igen. "Aw Haz." siger Louis trist, men smiler stadig, hvorefter han krammer mig. Ikke særlig mandigt, jeg ved det, men jeg har virkelig brug for et kram lige nu! Zayn joiner krammet. Det er altid rart med nogle venner omkring én, når man har brug for det. "Det hele skal nok ordne sig mand." mumler Louis. Jeg fremtvinger et smil. Det håber jeg da virkelig også,

Bellas synsvinkel

Jeg misser med øjnene, da solen lyser ind af vinduet og ned i mit ansigt. Det er tydeligvis morgen. Og man skulle tro, at jeg derfor havde sovet roligt, men det har jeg overhovedet ikke. Jeg havde bare et mareridt, som jeg ikke kunne vågne fra. Jeg kunne ikke flygte.

I store træk, så handlede det om mig og Harry, og Harry var... ondskabsfuld. Han var ubehagelig. Og det er jo selvfølgelig sådan mareridts-Harry er, for sådan er virkeligheds-Harry ikke! Men mareridts-Harry talte bare grimt til mig, og kaldte mig åndssvag pga. alt det her alkohol pis! 'Det er da kun pattebørn, som ikke bryder sig om alkohol.' sagde han. Han nedgjorde mig bare, og sagde, at jeg havde ødelagt hans teenageliv og den slags. Hele situationen virkede bare så virkelig, og det er det, som skræmmer mig mest.

Jeg støtter på mine albuer, mens jeg prøver at sætte mig op. Jeg har stadig lidt hovedpine, men idet mindste drejer det hele ikke rundt nu. Jeg kigger ned af mig selv. Øv, jeg har en af de der klamme hospitalsdragter på. Jeg spotter mit eget tøj ligge i en bunke henne på en stol, og stiger ud af sengen for at gå hen til det. Det første jeg gør, er at fiske min mobil ud af lommen på mine bukser.

Ifølge min mobil er klokken kun lidt over 7, hvilket nok er derfor, at jeg er så træt. Men alligevel føler jeg, at jeg ikke kan sove længere. Jeg er også bare bange for at få det samme mareridt igen. Jeg sukker dybt, og begraver mit ansigt i mine hænder. Hvad skal jeg dog gøre af mig selv? Jeg er træt af at have de her evige kampe med mig selv!

Hvilket minder mig om noget. Twitter. Gad vide, om nogen så Louis køre mig herhen? Det var der sikkert, og det må gøre dem ret forvirrede, og der er sikkert allerede ti tusinde rygter, om hvorfor jeg er på hospitalet. Og lige siden Harry og jeg blev et par, så har jeg desværre fået denne vane, at jeg gerne vil vide, hvad alle synes om mig. Den har lige så stille udviklet sig, og det er ikke en god vane at have, når ens kæreste er kendt...

Men jeg er nemlig i en indre kamp med mig selv lige nu. Skal jeg tjekke twitter? Eller bare internettet i det hele taget. Det gik ikke så godt sidst, synes jeg... men jeg. Jeg kan ikke lade være. Jeg går ind på internettet med min mobil, og skriver mit eget navn ind i Googles søgefelt. Det overrasker mig lidt, hvor mange resultater der faktisk kommer frem, men jeg ser hurtigt en artikel, som jeg ud fra overskriften konkluderer, har noget at gøre med i går.

'Harry Styles' kæreste er på hospitalet?!'

Jeg tager en dyb indånding, og trykker mig ind på artiklen. Koncentreret læser jeg den igennem. Den er heldigvis ikke så lang.

'I går aftes blev en del i One Direction fandommen chokerede, da de så Harry Styles' kæreste Bella Spring blive slæbt bevidstløs på hospitalet. Det var ingen ringere end Louis Tomlinson, som tog af sted med hende, og kørte hende derhen.'

Der er nogle billeder af Louis, som bærer mig ned i hans bil, og spænder min sikkerhedssele og den slags. Bekymringen er klar at finde i hans øjne, selvom kvaliteten på billedet ikke er helt i top.

'Harry selv, var ude i byen og hygge sig sammen med to af sine bandmedlemmer, Niall Horan og Liam Payne, og virkede uvidende om, at hans kæreste blev kørt på hospitalet.'

Billedet fra i går af Liam, Harry og Niall er proppet ind, og min mave snører sig straks sammen. Jeg skynder mig dog bare at scrolle forbi billedet, og videre ned til teksten, selvom den ubehagelige fornemmelse stadig ligger i mig.

'Men som billederne herunder viser, så ankom han til hospitalet i nat i selskab med Zayn Malik! Her ser det ud til, at de snakkede med Louis, som må have haft triste nyheder. Det resulterede i billeder af grådkvalte Harry, som måtte trøstes af sine kammerater.'

Min krop stivner fuldstændig. Jeg føler mig lammet. 'Grådkvalte Harry'? Harry græd da vel ikke? Og da slet ikke på grund af mig, vel? Nej. Det måtte ikke være rigtigt. Jeg kigger desperat længere nede på siden, og ser omkring 5 billeder af Harry, som går fortvivlet rundt, og tørrer sine øjne i ny og næ. Derefter er der billeder, hvor Louis og Zayn krammer ham på en meget beroligende måde.

Alt for mange ting går igennem mig lige nu. For det første, så ved jeg nu, at Harry er her. Han, Zayn og Louis er her. Og Harry er ked af det. Det var lige præcis det, som jeg ville undgå! Det sidste jeg vil, er at se Harry ked af det! Men det er for sent, og det piner mig. Jeg kradser mig hårdt i huden, da en velkendt følelse vender tilbage til mig.

Jeg har brug for noget skarpt.

Jeg giver mig selv en lussing ved tanken. Både min kind og min hånd begynder at svie lidt, men jeg ryster det af mig. Hvordan kan jeg overhovedet OVERVEJE at skære i mig selv igen?! Det er en vane, som jeg har lagt bag mig, sammen med den gamle Bella. Det er en vane, som jeg aldrig skal optage igen, da den ikke gjorde andet end at såre mig selv og dem, som holdt af mig.

Jeg smider mobilen fra mig, og gnubber frustreret mine tindinger. Tankerne løber gennem mit hoved, og jeg farer rundt i lokalet af bar forvirring. Det ender med, at jeg skynder mig ind på toilettet, som der er let adgang til fra mit værelse, og jeg lukker hurtigt døren. Min vejrtrækning er hurtig, og ude af kontrol.

Jeg går hen til spejlet, og placerer mine hænder på vasken nedenunder. Vredt kigger jeg mig selv i spejlet. Mit blik vandrer hen over mit ansigt i spejlet, og videre ned til en lille kop, som står på vasken. Den er vel sagtens til en tandbørste eller lignende, hvis man nu skal være her i længere tid. Men der står noget andet i den. Jeg gætter på, at der er nogen, som har glemt den, men den er nok det værst tænkelige, som der kunne være inden for rækkevidde lige nu.

En barberskraber.

De er skarpe, det ved alle. Og lige nu, så ser det rigtig fristende ud. Min overarm begynder at klø, og hvis jeg kunne, så ville jeg bide i den, bare for at få den til at holde op. Mine hænder skælver idet, jeg rækker ud efter skraberen. Mine fingre griber fat rundt om den, og bevæger den stille hen foran mine øjne. Jeg observerer den, lader mit blik fokuserer på det skarpe blad, og tænke på, hvordan den kan hjælpe mig.

Den kan hjælpe med at tvinge sorgerne væk. Det har det altid gjort. At skære i mig selv er en måde at skubbe problemerne væk på, og det er det eneste, som jeg kan overskue. Jeg smører mit ærme op, og blotter dermed min overarm. Ikke kort tid efter mærker jeg det kolde stål mod min krop. Lige nu hviler det bare, men med en hurtig bevægelse river jeg det væk, hvilket resulterer i tre tynde streger på min arm. Blodet flyder lige så stille ud af dem, og jeg ånder tungt ud, mens jeg prøver at finde min vejrtrækning.

Jeg kigger mig i spejlet, og tager et grundigt kig på min arm. "Åh nej," hvisker jeg frastødt af mig selv. "Hvad har jeg gjort?" Ordene forlader min mund i et minimalt toneleje, og jeg dækker straks min mund med min håndflade. Hurtigt finder jeg noget toiletpapir, og stopper blødningen. Jeg pjasker lidt vand på min arm, så jeg kan fjerne sporet af blod, som løb ned af den.

"Hvad har jeg gjort!?" hvisker jeg igen bebrejdende. Tårerne presser sig på, lige indtil jeg hører lyde ude foran døren. Hurtigt ruller jeg ærmet ned igen, så det dækker alle spor. Jeg træder forsigtigt ud fra badeværelset, og til min forbavselse, står en udmattet Harry henne ved min seng. Han vender straks hovedet mod mig, og viser dermed nogle mørke render under hans ellers så livsglade grønne øjne. Jeg stivner i døråbningen, mens mit hjerte synker ned i maven ved synet af hans triste ansigt.

"Du er vågen," konstaterer han med en hæs stemme. Jeg nikker, og træder et skridt væk fra døren, og lukker den efter mig. "Hvordan... hvordan har du det?" spørger han, og rømmer sig midt i sætningen. Jeg bevæger mit hoved lidt. "Jeg har det fint. Jeg er bare lidt svimmel." forklarer jeg, og tager mig til brystet, så jeg mærker mit hjerte banke hårdt. 

"... det er vel godt. Tror jeg." siger Harry, mens hans øjne finder gulvet. Et slag af skyldfølelse rammer mig, da jeg indser, hvor bekymret og ude af sig selv, han har været. Forsigtigt går jeg hen imod ham, mine bare fødder rører det kolde gulv.

"Undskyld Harry." mumler jeg. Han kigger langsomt op med sit bekymrede blik, hvorefter han sætter sig på sengen. Han kører sine hænder gennem hans hår. "Undskyld," mumler jeg igen, mens jeg sætter mig ved siden af ham.

"Jeg skulle have fortalt dig, hvor ukomfortabel jeg var ved situationen. Jeg skulle ikke have kigget på de billeder. Jeg skulle have kontrolleret det bedre. Jeg skulle ikke have gjort dig så bekymret." hvisker jeg blidt, og lader mit hoved hvile på hans skulder.

"Jeg siger også undskyld." mumler han, og tager min hånd, hvilket gør, at der bredes en tryg følelse i min krop. "Jeg skulle have ventet, til jeg var helt sikker på, at du at var klar. Og jeg skulle ikke være blevet så fuld, som jeg var," Han klemmer min hånd yderligere, bevidst om, at frygten indeni mig stiger, når han omtaler sig selv som fuld. Jeg lukker øjnene, og lytter til hans stemme.

"Det her må aldrig ske igen Bella." hvisker han vemodigt, og børster sin tommelfinger hen over mine knoer. "Det var aldrig min mening, at du skulle komme på hospitalet, jeg elsker dig så højt." Jeg nikker, ved lyden af hans ord. "Men," begynder han, og lader sit hoved hvile lidt på mit, som stadig hviler på hans skulder.

"Vi har stadig et problem. Jeg er 18 år Bella. Jeg... kan lide at feste, og det der hører med." Jeg åbner øjnene, og bider mig i læben, mens jeg nikker forstående. "Men det betyder ikke, at jeg bliver umulig at være sammen med. Jeg vil lade være at drikke for meget, men jeg vil gerne have lov til stadig at drikke lidt. Tro mig, jeg er ikke slem at være sammen med, når jeg kun er lidt fuld, jeg bliver som regel bare lidt mere... kærlig."

Jeg griner kort ved lyden af hans ord. "Men jeg har brug for, at du stoler på mig. Vi er nødt til at stole på hinanden." mumler han alvorligt. Jeg vender hovedet mod ham, og kører min finger ned langs hans kæbelinje. Mine øjne stirrer lige ind i hans, som funkler mere end nogensinde før. Harry smiler let, og kigger mig dybt i øjnene, hans bryn tynger oven over sine egne.

"Stoler du på mig?" spørger han nervøst, og tager fat i min hånd. Jeg tøver ikke. "Jeg stoler på dig Harry." siger jeg oprigtigt, og strækker min hals. Vores næser rører blidt hinanden, mens jeg kan mærke Harrys ånde. Vores læber smelter sammen, og jeg griber fat om Harrys nakke. 

"Ikke mere tvivl og frygt." mumler jeg mod hans læber. Han nikker blidt. "Vi skal bare stole på hinanden, og være ærlige overfor hinanden." Jeg kunne ikke være mere enig, hvilket resulterer, at jeg presser mine læber mod Harrys igen. Hans ene hånd lægger sig på min skulder, og kører lige så stille hen over min overarm. Det giver et sæt i mig.

"Du må ikke røre der." siger jeg lidt hårdt, og vrider hans hånd væk. Han kigger forvirret på mig. "Hvorfor ikke?" spørger han. Jeg synker en klump.

"Jeg har åbenbart stødt min arm, da jeg var bevidstløs, den er meget øm." siger jeg. Harry giver mig et smil fuld af medlidenhed, og kører en finger hen over mine læber.

Jeg får en dårlig smag i munden. Jeg løj. Jeg løj lige for ham. Men jeg kunne ikke få mig selv til at sige, at jeg havde skåret i mig selv igen. Jeg kunne ikke bære at skulle se hans triste og bebrejdende ansigt igen. Jeg ville ikke ødelægge det smukke øjeblik, som vi sidder og deler nu. Det er perfekt, og jeg ville ikke ødelægge det. Jeg ville ikke ødelægge tanken om, at vi måske endelig kan komme videre efter denne lange kamp.

 

Lies, don't wanna know, don't wanna know oh

I can't let you go, can't let you go oh

I just want it to be perfect

To believe it's all been worth the fight

Lies, don't wanna know, don't wanna know oh- Lies, Marina & The Diamonds

-----------------------------------------------------------------------------------------------

Ja, der er ikke så meget at sige, her er endnu et kapitel :)

Jeg vil rigtig gerne vide, hvad i synes om det, og hvad i tror, der sker nu? Tror i Bella falder permanent tilbage i sin vane, eller var det bare en en-gangs ting? Og vil hun virkelig kunne skubbe sin frygt til side, go stole på Harry? Hvad tror i?

Tak for jeres støtte, det betyder fucking meget! <3 I er seriøst de bedste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...