Good Enough- {1D}

OBS! Dette er 2'eren til Blackout!
Efter at Bella kom væk fra sin far, og flyttede ind hos sin mor, har alting været perfekt. Det er nu snart en måned siden, at Bella blev kærester med Harry, og Bella begynder at lære ulemperne ved at date en berømthed, og spørgsmålet er, om Bellas og Harrys forhold er stærkt nok. Desuden opdager hun også, hvordan tiden med hendes far har påvirket hende, og vil hun nogensinde kunne glemme alt om ham?

74Likes
240Kommentarer
17627Visninger
AA

12. Kiss Me

(Det her kapitel er ikke rettet igennem, undskyld, jeg er ret træt<3)

Yeah, jeg tager ikke i skole i dag, nah ah. Altså jeg tog hjem i går, og sov hos mig selv, men jeg besluttede her i morges, at jeg ikke ville i skole. Igen. Wow det har været en nem uge for mig! Jeg var i skole i mandags ooooog.... halvt i går... det var det. Jeg må se at stramme mig an.

Jeg har siddet og fået tiden til at gå herhjemme, ved at lave lektier, se tv og være på computeren. Men klokken er ved at være 18, og jeg skal helst være i studiet en time til to, før showet begynder. Og det er klokken 20, så jeg må hellere se at komme af sted. Jeg tager billetterne, som Niall nåede at skaffe mig i går, og lægger dem i min jakkelomme. "Er du klar?" spørger min mor, og griber fat i dørhåndtaget. Jeg nikker. "Ja, jeg har alt." svarer jeg, og går ud af døren, da hun åbner den. Det er koldt udenfor. Min sorte jakke er vist ikke varm nok, så jeg spænder bæltet om maven længere ind, så jakken sidder tættere på min krop. Min mor lukker døren efter mig og går ud til bilen. Jeg sætter mig ind ved siden af hende og lægger armene om mig selv. Bilen er også kold. Eller måske er jeg bare kold. Jeg har frosset konstant hele dagen. Brr.

Min mor begynder at køre Jeg er glad for, at hun vil køre mig derhen, jeg ville ikke orke andet. Jeg kunne risikere at løbe ind i nogen jeg kender, eller nogen som efterhånden 'kender' mig. Hvorfor sagde jeg overhovedet ja til det her?

Der er stilhed i bilen. Jeg er ikke i humør til at snakke, det er som om min gnist er væk. Til gengæld mærker jeg min mave snurre sig sammen, jo tættere vi kommer på studiet. Hvis jeg forestiller mig Liam, Louis, Zayn eller Niall, så sker der intet i min krop, men så snart jeg tænker over, at Harry også er der, så er det som om, min krop fryser til is. Nervøsitet.

Ved i, hvad der skræmmer mig mest? De spørgsmål, som de kommer til at blive stillet. Jeg mener, de mest normale spørgsmål er jo helt klart, hvordan det går med deres karriere, og deres nye album, og om de har planlagt deres turné, men det andet mest stillede spørgsmål nogensinde, er om de er single.

Og Harrys svar skræmmer mig på forhånd. Han vil helt sikkert blive spurgt om det, især pga. alle de hændelser i går. Som om han kunne gå rundt i fred, uden at blive spurgt om det. Jeg lukker øjnene og prøver bare at lukke omverdenen ude. Jeg skal bare nyde det her. Jeg skal nyde at sidde og se drengene være glade, og sjove og til dels perverse. Det er det som bringer mig i godt humør. Det er lige før, at man skulle kalde mig en directioner, for jeg lyder ret meget som en, hvis jeg selv skal sige det.

Men når man kender drengene og er venner med dem, så er det næsten umuligt ikke at blive en directioner.

Jeg åbner øjnene, da bilen stopper op. Vi er her. "Tak mor." mumler jeg, og tager min sele af. "Er du sikker på, at du ikke vil have, at jeg kommer og henter dig igen?" spørger hun bekymret. Jeg nikker fast. "Klokken er kun 21 til den tid, hvad kan der ske? Desuden, så tror jeg, at jeg har godt af en gåtur hjem." Hun smiler forstående, og jeg åbner bildøren for at stige ud og smække den i igen. Jeg vinker til hende, mens hun kører væk igen, og så vender jeg mig om og går mod indgangen til studiet. Jeg viser min billet, og bliver lukket ind. Det eneste jeg skal nu, er at finde min plads.

Og vente. Og håbe. Jeg håber på det bedste, men forventer det værste. Det er ikke til at sige, hvordan denne aften vil gå. Jeg må være en af de sidste, som er ankommet, for her er næsten fyldt. Jeg finder min plads. Jeg sidder ud mod midtergangen et godt stykke oppe, hvilket gør mig glad. Så kan jeg holde mig i baggrunden. Jeg tager min jakke af, da jeg, for første gang i dag, sveder. Uden at tiltrække opmærksomhed hænger jeg den på mit sæde, så jeg nu kun sidder i min grå hættetrøje, og så selvfølgelig mine sorte bukser. Selvfølgelig har jeg bukser på. Og sko... men det kunne man nok godt regne ud... Forsigtigt bider jeg lidt i spidsen af min hættetrøjes ærme, og kigger nervøst rundt. Hvis bare tiden gik hurtigere.

Harrys synsvinkel

"Så er dit hår fikset!" siger Lou, og jeg rejser mig fra stolen. Jeg synes, det sidder, som det plejer, men smiler bare taknemmelig til hende alligevel. "Hvor lang tid er der, til vi skal på?" spørger jeg Liam, som er ved at få lagt sin makeup, men han formår at få kigget på sit ur. "Der er lidt over en time til. Og vi er jo ikke de første til at komme på." Jeg nikker. Liam kigger over mod mig, da han ikke kan vende hovedet. "Du er vel nok fin!" siger han med et smil. Jeg kigger ned af mig selv.

Jeg synes ikke selv, at det er noget specielt. Jeg har en hvid skjorte på, og nogle stramme sorte bukser. Jeg piller ved et par armbånd på min højre arm, og fnyser af Liam. Han griner svagt, men holder op, da hans makeup ikke må krakelere. Ha!

Jeg er heldigvis færdig med alt det, og nu er der kun ventetid tilbage. Jeg placerer mine hænder på disken foran spejlene, og ånder langsomt ud, mens jeg kigger mig i spejlet. Jeg prøver virkelig at være rolig. Det gør jeg. Men mine håndflader er allerede svedige, og det er ikke et godt tegn.

"Er du okay Haz?" spørger Niall, og klapper mig på ryggen. Jeg nikker med lukkede øjne, og retter mig op. "Ja, det går." siger jeg og synker klumpen i halsen. "Du virker nervøs?" siger Niall og skyder det ene øjenbryn i vejret. "Det ligner dig ikke, du plejer at elske at blive interviewet!" Jeg griner lidt falskt. Niall hiver fat i mig, og trækker mig hen i et hjørne. "Hvad sker der Harry?" spørger han nysgerrigt.

"Hvad mener du?" spørger jeg og tager en vandflaske, som stod på bordet, og begynder at drikke af den. "Du virker helt vildt nervøs. Er det fordi Bella er her?" Mine øjne bliver en del større og jeg får mit vand galt i halsen, så jeg begynder at hoste kraftigt. Niall slår mig en enkelt gang i ryggen, indtil jeg ikke hoster så meget mere. "Jeg ramte vist plet?" griner han hoverende. Jeg skærer en grimasse, og nikker en smule.

"Har det noget at gøre med det telefonopkald i går?" fortsætter han.

***

"Synes i ikke også, at det kunne blive til et godt omkvæd?" spurgte Savan de andre om. Louis og Liam smilede anstrengt til mig, og jeg vidste godt hvorfor. De kunne godt regne ud, hvordan jeg kom på de linjer. Lad os bare sige, at jeg var nem at gennemskue. "Så hvis bare versene drejer lidt omkring det her, så har vi vidst en sang! Og det skal selvfølgelig passe til melodien!" fortsatte Savan.

"Måske har Harry nogle flere gode forslag?" grinte Louis. Jeg skulede lidt til ham. "Nej, jeg har sagt, hvad der skulle siges!" svarede jeg uden tøven og kiggede ned. "Kom nu Harry! Hvis du lige tilfældigt kunne spytte de der ord ud, så kan du vel godt komme med lidt flere genistreger!"

"Lad dog være Lou!" vrissede jeg. Han tog hænderne op foran sig i forsvarsmode, og kiggede uskyldigt på mig. "Drenge hvad sker der?" spurgte Savan. Jeg rystede på hovedet. "Jeg er bare lidt irritabel." mumlede jeg. Savan kiggede indtrængende på mig. Jeg besluttede, at jeg ligeså godt fortælle alt om Bella. Det var Louis intention. At jeg skulle fortælle Savan om det, så han kunne fortælle mig, at løbet var kørt, og at jeg da i hvert fald ikke skulle skrive en sang om det! Eftersom at sangen ville være et råb om, at hun ville tage mig tilbage, og jeg ville bare blive såret, når hun ikke gjorde det.

Men jeg fortalte i hvert fald Savan om det hele, og han lyttede opmærksomt efter. Efter lidt tid i stilhed begyndte han at fnise. "Hvad sker der?" spurgte Liam. Savan drejede hovedet mod mig. "Harry, du er en hykler!" grinte han. Jeg spærrede øjnene op. "Undskyld mig?!" spurgte jeg.

"Harry de ord, som du har fået skrevet ned ik? Det afspejler dine følelser. Og du har skrevet, at du aldrig vil give op, men hvad laver du så nu?" Jeg kiggede på ham. "Det er jeg sikker på, at de andre drenge også har sagt! Du skal da kæmpe Harry, du skal ikke gøre som du gør nu, og give op. Find på en plan, der er masser af tid!" Én tanke løb gennem mig. Jeg skulle komme på en plan!

"To sekunder!" sagde jeg og rejste mig, for derefter at gå ud af rummet. Jeg fandt min telefon frem. Jeg skulle tale med Bella hurtigst muligt, men vi havde et travlt skema. Jeg tænkte på, om jeg kunne få hende hen i studiet i morgen, men det kunne jeg ikke. Men jeg var sikker på, at der var en, som kunne få hende derhen!

"Hallo?" lød en irsk stemme i telefonen, efter jeg havde ringet op. "Hej Niall, det er Harry." sagde jeg. "Åh hej, hvordan går det med sangskri-" "Kan du gøre mig en tjeneste?" afbrød jeg. "Hvad?" spurgte han.

"Kan du gøre mig en tjeneste?" gentog jeg.

"Hvad?"

"Er det muligt for dig at snakke ansigt til ansigt med Bella?"

"Eh ja," grinte han lidt.

"Virkelig? Det bliver ikke for besværligt?"

"Nej nej, intet problem!"

"Fedt, kan du så ikke måske spørge, om hun vil med os i studiet i morgen? Og se os blive interviewes... det ville være perfekt."

"Ha ha, hvad har du da tænkt dig?" spurgte Niall grinende.

"Hmm, jeg er ikke helt sikkert, men selv hvis jeg var, så ville det være en overraskelse!" svarede jeg med et smil, selvom Niall ikke kunne se det.

"Nå da! Bare rolig, det skal jeg nok sørge for!"

En sten lettede fra mit hjerte. Puha. "Tak Niall, det var alt." "Yeah okay," "Vi ses Niall," sagde jeg. "Ses senere!" nåede jeg lige at høre Niall sige, inden jeg lagde på. Puha. Så var det besluttet. Bella ville komme i morgen. Det ville blive min sidste chance!

 ***

"Ja, det har på en måde noget at gøre med det." svarer jeg. "Hvad har du oppe i ærmet Hazza?" spørger Niall og hæver et øjenbryn, mens han smiler skævt til mig. Jeg ryster smilende på hovedet. "Jeg har ingen anelse!"

"Nå men det er da en god start!" siger Niall og kigger på et ur. "Vi skal på om 20 minutter, du har ikke alverdens tid til at komme på noget!" Jeg bider mig i læben. "Men hey! Improvisation er menneskets største gave!" siger Niall og vender sig om. "Det plejer management ikke at synes..." mumler jeg, mens jeg sætter mig i en stol, og ser uret tikke ned. Tik, tak, tik, tak. "Hey Haz?" siger Louis og klapper mig på låret. Han smiler til mig, og med et lille blink siger han: "Husk nu at smile derude!" Jeg sukker. Det ved jeg ikke, om jeg kan. Louis kigger lidt på mig. "Dit hår sidder lidt sjovt." siger han. Uden at tænke over det, bøjer hovedet frem, og roder lidt i det, så jeg får det sat, på den måde jeg vil have det. "Nej Harry! Jeg havde lige ordnet det!" siger Lou og sætter en hånd i siden. Louis begynder at grine, og det samme gør jeg.

Nå, han fik da et smil frem på mine læber alligevel.

Bellas synsvinkel

Menneskerne omkring mig begynder at klappe, og jeg klapper bare med, selvom jeg ikke aner, hvorfor. Jeg sad og tågede lidt før, og var derfor gået glip af sådan 20 minutter af showet. Men no biggie. Det var bare... oh god, det var Adele, som lige var blevet interviewet! Hvordan kunne jeg gå glip af det? Eh...

"Og nu! 5 drenge! Flere millioner album solgt! Flere millioner pigehjerter stjålet! Det er One Direction!" siger værten højt, og publikum begynder at hvine højt. Drengene kommer ind på scenen, og vinker lidt rundt omkring. Uden varsel møder Harrys øjne mine, og jeg mærker, hvordan min krop trækker sig sammen. Jeg bider i mit ærme, og kigger væk fra Harry, men jeg kan stadig føle hans blik på mig.

"Hej drenge!" begynder værten. Og så begynder 15 minutters hemmelig, men ubehagelig stirren med Harry.

***

"Åh så i fik testet jeres smagsløje i Amerika? Fik 'smagt' en masse forskelligt?" driller værten. Jeg sidder og holder mig lidt for munden, for ikke at grine. Lige før snakkede de om de amerikanske piger, og om hvordan de lærte nogle at kende, og så spurgte værten om det. Liam gemmer sig lidt blandt de andre, Niall er ved dø af grin, og Zayn og Harry sidder og smiler lidt ned i jorden. Louis derimod griner svagt, men kan helt klart tage sådan nogle jokes lidt bedre. Jeg må indrømme, jeg er kommet i godt humør af at se dem. De er så fulde a liv, det er umuligt ikke også at blive glad.

"Okay en sidste ting, før i går!" siger værten. "Vi skal jo lige vide, hvem her har kærester?" Mit hjerte stopper med at banke et kort sekund, og mit blik stivner. Det var det spørgsmål, som jeg ville undgå! Zayn, Liam og Louis fortæller om deres kærester, Niall siger han er single, og så vender værten sig mod Harry, som sidder med et seriøst ansigtsudtryk.

"Harry, der har været lidt underlig aktivitet omkring dig her på det seneste! Vi har nogle billeder her," siger han og peger på en skærm, som viser Harry der sidder ude foran min dør. Billedet skifter, til hvor jeg er kommet ud, og Harry løber efter mig, og til sidst hvor han står ved mig og 'venter på bussen'. "Harry, vil du være sød at fortælle os, hvad der sker her?"

"Ehm," siger han tøvende, hvilket gør at mit hjerte begynder at rive sig selv midt over. Han benægter det, jeg ved det bare. "Hvorfor sov du ude foran det hus?" fortsætter værten. "Og vigtigst af alt, hvem er pigen?" Jeg bider mig i læben og møder Nialls blik. Han har også fundet mig, og han sidder og kigger beroligende p mig, men det virker ikke. Harry kigger ned i gulvet i et stykke tid. Hvis jeg bare vidste, hvad der gik gennem hans hoved lige nu.

Med et flyver hans øjne op og kigger dybt i mine. "Jeg vil sige det sådan her," siger han og skuler til mig. Han kigger på værten, og tager en dyb indånding. "Jeg er i hvert fald ikke single." Mine øjne bliver tre gange så store, som de var før, og et kort øjeblik glemmer jeg at trække vejret. "Jeg har en kæreste." Publikum begynder at hvine og huje, og Harry smiler svagt. Jeg lægger chokeret en hånd over min mund. "Pigen dér er min kæreste." Han kigger mig i øjnene, og selvom der er en stor distance i mellem os, så kan jeg stadig se hans perfekte grønne øjne, som lyser op. Pludselig hæver han sin arm, og peger på mig.

"Hun sidder for resten deroppe," forklarer han stolt. Hele salen vender sig imod mig. Centrum af opmærksomheden. Åh...

"Er det rigtigt?!" udbryder værten. "Kan vi få hende herned?" Han smiler. Jeg reagerer ikke, men da publikum begynder at messe i takt, at jeg skal gå derned reagerer min krop af sig selv. Jeg rejser mig op, stadig med hånden foran min mund, mens jeg prøver at stoppe de få tårer, som presser sig på. Langsomt går jeg ned af trapperne til scenen, uden at bryde øjenkontakten med Harry.

Jeg er målløs. Helt og aldeles målløs. Intet giver mening. Hvad har Harry lige gjort? Harry rejser sig op, og kigger bekymret på mig. Nok fordi jeg ser mere trist end glad ud. Men da det ligeså stille går op for mig, hvad der lige er sket, bliver jeg enig med mig selv om, at jeg er glad! Jeg løber det sidste stykke af trappen og kaster mig i Harrys arme. Han svinger mig rundt, og holder mig tæt ind til ham. Følelsen af at have Harry omkring mig er dejlig. Min krop bliver varmere og varmere, og en enkelt tåre formår at løbe ned af min kind.

Harry trækker sig fra mig, og placerer sine hænder omkring mit ansigt. Han nusser min næse med sin. Med et rejser Louis sig også op, og begynder at klappe højt. Det samme gør de andre, og deres smil er næsten lige så brede som mit. Harrys smil derimod er bredere end vores alles tilsammen!

"Endelig!" råber Zayn og begynder at grine. Værten stiller sig hen ved siden af Harry og jeg, og Harry lægger en arm omkring mig, mens jeg tørrer min tåre væk. "Sikken en kærlighedserklæring!" råber værten. "Hvad er det du hedder søde?" spørger han venligt. "Bella! Spring." snøfter jeg glad, og begynder at grine svagt.

"I hørte det først lige her på kanalen! Harry Styles og Bella Spring! Tillykke!" råber han ind i mikrofonen. Jeg tager fat i Harrys hvide skjorte og kigger ham i øjnene. Et ægte smil dannes på mine læber, og jeg lægger mit hoved mod hans bryst. Han er fantastisk.

 

Showet slutter, og drengene skulle egentlig hjem. "Jeg sagde det før, og jeg siger det igen: Endelig!" stønner Zayn med et stort smil. "Ja, vi var trætte af at se jeres triste ansigter hele tiden!" siger Niall og puffer til Harry. "Skal vi hjem og fejre det?" spørger Liam. Jeg kigger på Harry, som smiler bredt. "Hvorfor ikke!"

"Fedt, vi kan tage hjem til mig," siger Zayn. Vi kommer ud på gaden, hvor der heldigvis ingen paparzzier er lige nu, og Louis pifter og vinker to taxaer over. "Drenge i kan bare tage i forvejen, jeg har ikke lyst til at køre lige nu." siger Harry og knuger mig ind til ham. På en kærlig og rar måde. "Har du det okay med at gå hjem babe?" spørger han, og jeg kan ikke andet end at nikke. Så længe det er med Harry, er det okay. Louis griner kort og blinker til Harry, hvorefter han sender den anden taxa væk. Han og de andre sætter sig ind i den resterende taxa. "Men kom nu ikke for sent hjem, turtelduer! Det trækker vist op til uvejr!"

Harry vinker, mens taxaen kører, og trækker mig så, uden at tiltrække opmærksomhed, hen ad gaden. Vi kommer til en park. Den hvor han gav mig min halskæde, som faktisk stadig hænger om min hals. Der er ingen i den. "Lad os gå igennem her." foreslår Harry og kysser mig i håret.

Vi går lidt hen ad en mørk sti, kun oplyst af lygtepæle. "Harry," mumler jeg. "Hmm?"

Jeg kigger op på ham. "Tak. Tak, tak, tak!" hviner jeg og lægger mine arme omkring hans hals. "Jeg havde været så nervøs for det spørgsmål! Jeg var så bange for svaret! Du ved ikke, hvor hæslige disse dage uden dig har været! Og tanken om, at jeg skulle leve sådan for evigt tog livet af mig!" Harry aer mig over ryggen. "Jeg havde det på samme måde babe. Og jeg siger undskyld. Undskyld for at have været en totalt idiot. Du er langt fra almindelig; du er speciel. Du er enestående. Du er fantastisk. Du er perfekt," siger han og trækker mig væk, så han kan se mig i øjnene. "Men vigtigst af alt. Du er min!" Jeg mærker, hvordan mine kinder får farve af de ord, som kommer ud af Harrys mund.

Han tager fat om mit ansigt og bevæger det tættere på hans, da en regndråbe lander på min næse. "Åh nej!" griner jeg, da det pludselig begynder at øse ned. Jeg dækker mit hoved en smule. "Skal vi finde et sted, hvor der er læ?" spørger jeg, og vender mig om, da Harry griber fat i mig. "Nej, det er lige meget. Alt der betyder noget er, hvis du er hos mig."

Han hiver mig helt tæt ind til ham igen. "Jeg vil aldrig miste dig på denne her måde igen Bella." siger han. "Jeg vil aldrig skjule dig for nogen længere," Han placerer et kys på min højre kind. "Jeg er stolt over at kalde dig min," fortsætter han, og placerer et kys på min anden kind. "Jeg elsker dig."

En følelse af lykke vælter ind over mig, da de tre ord forlader Harrys læber. De læber, som jeg nu længes efter. Følelserne tager overhånd, og flere små salte tårer blander sig med med regndråberne, som løber ned af mine kinder."Jeg elsker dig højere." græder jeg og placerer mine hænder på hans kinder. Han ryster på hovedet.

"Det er umuligt." siger han og presser så sine læber mod mine i et lidenskabeligt kys, mens regnen siver ned over os. Det her kys er fantastisk! Jeg har det som om, jeg bliver forelsket på ny, og jeg håber aldrig, at det vil stoppe! Vi står i flere minutter, hvor mine læber er presset mod hans, og Harry holder mig i sin favn. Jeg har savnet ham, gud hvor har jeg savnet ham!

 

Kiss me like you wanna be loved

You wanna be loved

You wanna be loved

This feels like falling in love

Falling in love

We're falling in love- Kiss Me, Ed Sheeran

____________________________________________________________________________

ENDELIG! Eller hvad siger i? Jeg har glædet mig til dette øjeblik i historien, da jeg aktid har vidst, at det skulle ske! Og jeg er bare så glad på Bella og Harrys vegne! hulk hulk<3

Men hvad tror i, at der kommer til at ske nu? For historien er ikke slut, jeg har en ting eller to oppe i ærmet ;)

Jeres kommentarer er bare for søde, jeg elsker jer overalt på jorden! Tak fordi i læser!

(Btw, hvad skal vi kalde Bella og Harrys ship? <3)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...