Good Enough- {1D}

OBS! Dette er 2'eren til Blackout!
Efter at Bella kom væk fra sin far, og flyttede ind hos sin mor, har alting været perfekt. Det er nu snart en måned siden, at Bella blev kærester med Harry, og Bella begynder at lære ulemperne ved at date en berømthed, og spørgsmålet er, om Bellas og Harrys forhold er stærkt nok. Desuden opdager hun også, hvordan tiden med hendes far har påvirket hende, og vil hun nogensinde kunne glemme alt om ham?

74Likes
240Kommentarer
17407Visninger
AA

25. Hallelujah

Bellas synsvinkel

”Bliver din mor ikke bekymret?” spørger Louis, da han kommer ud fra køkkenet. Jeg ryster på hovedet. ”Det tror jeg ikke, hun er på sådan et kursus de næste tre dage, og jeg fortalte, at jeg sandsynligvis så ville være hos jer imens.” forklarer jeg. Louis nikker. ”Oh, okay.” siger han, og går ud i køkkenet igen.

Jeg kigger på Harry, som sidder i sofaen ved siden af mig. ”Det er okay, at jeg ’bor’ hos jer imens, ikke også?” spørger jeg lidt nervøst. Harry sender mig et beroligende blik. ”Hey, hvis det stod til mig, så kunne du bo her permanent, men det regner jeg ikke med, er muligt.” siger han. Jeg smiler. ”Tak,” siger jeg, og læner udmattet hovedet bagud, mens jeg lukker øjnene. I går og i dag havde drænet mig fuldstændig for energi, jeg kunne knap nok tænke. ”Drenge, bliver I også og spiser med?” spørger Louis, og stikker endnu en gang hovedet ind i stuen. Han kigger på Liam, Niall og Zayn.

”Jeg vil gerne,” siger Zayn, efterfulgt af Niall, og til sidst overgiver Liam sig også. Louis går ud igen. ”Skal han have hjælp til at lave mad?” spørger jeg forsigtigt, og Niall læner sig dovent tilbage i sin stol. ”Naah, han klarer sig.” siger han overbevist.

Jeg tænker ikke mere over det. Hvis drengene siger, at Louis klarer sig, så klarer han sig nok. De kender ham trods alt bedre end jeg gør. ”Ved I hvad?” mumler jeg, mens jeg kigger på Harrys hånd, som flettes sammen med min. Jeg lægger mit hoved på hans skulder, og smiler kort. ”Næh, hvad?” spørger Liam, mens Harry nynner meget lavt ned i mit hår. ”I var slet ikke så hæslige at være sammen med i går.” erkender jeg. ”Hvor meget havde I drukket?”

Niall puster tænksomt lidt luft ud, og ser koncentreret op imod loftet. ”Det ved jeg ikke helt,” siger han til sidst. ”Der var ingen af os, som var totalt stive, men vi var nok alle sammen fulde, minimum berusede.” Jeg nikker af hans svar. De var ikke forfærdelige at være i rum med i går. Jeg fik godt nok ikke oplevet dem fra deres glade side i går, men de var til at tale med, og de tænkte faktisk på mig. Man må tage et skridt af gangen, jeg har nu overlevet at være sammen med dem alle, hvor de var fulde/småfulde, men jeg er overbevist om, at jeg ikke er klar til at opleve dem stangstive endnu. Sidst jeg gjorde det, gik det helt galt, og jeg endte på hospitalet. Det kan man så sige, var min egen skyld, hvis man gør sig i den slags…

”I går blev jeg lidt urolig. Når jeg kiggede jer i øjnene, så kunne jeg ikke genkende jer. Dét gjorde mig urolig.” bekendtgør jeg, og kigger koncentreret på mine og Harrys fingre. ”Men jeres opførsel afspejlede jer. Måske havde alkoholen sat sig i jeres øjne og jeres stemmer, men den havde ikke besat jeres personlighed totalt. Det gav mig et lille håb.” Jeg sukker af mig selv. Hvor vil jeg hen med det her? Er der en pointe, eller er det her bare konstateringer?

”… Så måske er jeg ikke hjemsøgt af alkoholen mere.” mumler jeg. ”Hvad mener du?” spørger Zayn. Jeg tager en dyb indånding. Hvordan skal jeg forklare det, det ved jeg næsten ikke?

”Nogle gange… hvis jeg forestillede mig, at I var blevet fulde, så fik jeg næsten panikanfald, og brækfornemmelser, og mere til. Men hvis jeg gør det nu,” siger jeg, og lukker øjnene. Jeg kan se dem for mig. Jeg kan se dem alle stå med glade ansigter, glas i hænderne, mens høje grin fylder lokalet. Deres blik er en anelse sløret, de snubler måske, når de går, men de er glade. Og det gør mig glad.

Jeg åbner øjnene igen. ”Hvis jeg forestiller mig det nu, så sker der intet. Ingen stikkende fornemmelse i brystet, ingen trang til at græde eller skære i mig selv, ingen tårer. Jeg tror ikke, at jeg er bange mere. Jeg har været rædselsslagen for fulde mennesker, eller alkohol i det hele taget. Den har nærmest hjemsøgt mit sind. Men jeg tror endelig, at den er væk nu.”

”Det er jeg glad for,” mumler Harry ned til mig. Jeg smiler, og nikker. Det er jeg også glad for, sjovt nok…

Der går ikke lang tid, før Louis kommer ind i stuen. ”Mad!” siger han kort, og alle tager det som et tegn til at rejse sig op og gå hen til spisebordet. Jeg ender med at sidder ved siden af Harry (selvfølgelig, pfft) og Liam. Vi begynder så småt at spise, og jeg kigger lidt fraværende ud af vinduet, mens drengene snakker om noget. Sneen daler ned over London, og hvis jeg er heldig, så får jeg måske sne fri i morgen. Det ville gøre det hele en del lettere. For jeg føler mig slet ikke oplagt til at gå i skole. Efter alt det der er sket, så har jeg altså brug for en lille ferie. På en eller anden måde, så synes jeg også, at jeg har fortjent det.

”Tror I, vi får en hvid jul?” spørger jeg, og putter lidt mad i munden. ”Jeg tvivler,” griner Harry. Jeg kigger kort på ham. ”Virkelig? Jeg synes eller, det ser meget lovende ud.”

”Ja, men jeg har på fornemmelsen, at det stopper med at sne to dage før jul, og så når det hele at smelte.” siger Harry. Det kunne sikkert godt ske. Men jeg håber stadig, at det sner juleaften, og også julemorgen for den sags skyld. Det er sikkert hyggeligt at sidde og kigge ud på den faldende sne, når man åbner gaver.

Åh nej. Gaver. Jeg har ikke købt en eneste, og jeg har heller ikke råd. Pis.

”Noget galt?” lyder det fra Niall, da han ser mit bekymrede ansigtsudtryk. Jeg ryster svagt på hovedet. ”Jeg kom bare lige i tanke om, at jeg ikke har købt gaver til nogen endnu. Hverken min mor, Mark eller jer.” sukker jeg. ”Så se at komme ud og købe nogen, vi er jo næsten halvvejs i julen!” siger Louis. Jeg nikker forstående, men ser opgivende på ham.

”Problemet er, at jeg for det første ikke har råd, og desuden så aner jeg heller ikke, hvad folk ønsker sig! Jeg har aldrig købt julegaver før.”

”Har du aldrig købt julegaver før?!” gentager Niall chokeret. Jeg trækker kort på skuldrene. ”Jeg vil tillade mig at sige, at jeg ikke rigtig havde tid til det hjemme hos mig. Jeg har ikke fejret jul i over 10 år.” forklarer jeg, og Niall forstår hurtigt. ”Glæder du dig så ikke til at holde det i år?” spørger Liam, og lægger hovedet på skrå. Jeg nikker. ”Jo, jeg er rigtig spændt… men jeg vil gerne have, at det bliver helt perfekt, og det bliver det næppe, hvis jeg ikke får købt julegaver!” siger jeg irritabelt.

”Hey, jeg kom lige i tanke om noget!” siger Zayn, og slår Louis på skulderen, inden han hvisker noget til ham. Louis ser forvirret ud i starten, men hæver så øjenbrynene, og smiler. ”Kig i kommoden ude i gangen, jeg tror der er nogle i en af skufferne.” siger han, og peger, mens Zayn rejser sig. ”Vent hvad, hvad laver I?” spørger Niall, og han lyder lige så forvirret og nysgerrig som jeg. Louis læner sig hen imod Niall, og hvisker i hans øre, og Niall gør de samme bevægelser med ansigtet, som Louis gjorde for 30 sekunder siden. Harry prikker Niall på skulderen, og vifter ham så tættere på. Endnu en gang bliver der hvisket, og Harry smiler bredt, inden han rejser sig, og går bag om mig, for at hviske, hvad fuck de end snakker om, videre til Liam.

”Gider I godt lade være, jeg er også nysgerrig!” piber jeg, og lyder som et lille barn. Zayn kommer ind i rummet igen med en lille slags blog i hånden. Først da han lægger den på bordet, og finder en kuglepen frem, opdager jeg, at det er et checkhæfte.

”Hvad laver du?!” spørger jeg forvirret, og rejser mig halvt op. ”Kan du huske, at du gjorde rent i vores sommerhus i sommerferien?” spørger Louis. Jeg sender ham et dumt blik. ”Jae, jeg tror, der er en lille klokke, der ringer, nu du siger det.” svarer jeg flabet, og venter på, at han fortsætter. ”Kan du huske, da vi gav dig din løn?”

Jeg stirrer lidt ud i luften, og prøver at huske, men der kommer ingenting frem. ”Eh nej, ikke rigtig.” indrømmer jeg. ”Det er fordi, det aldrig skete.” siger Zayn. ”Derfor, kan vi give dig din løn nu, så du har penge til at købe julegaver for!” Jeg spærrer øjnene op. Er de seriøse?! Zayn skriver under på checken, og sender den videre til de andre drenge. ”Jamen drenge, det behøver I slet ikke!” siger jeg, og prøver at overbevise dem, men de er ikke til at rokke.

”Selvfølgelig behøver vi det, hvis vi har ladet dig arbejde uden løn, så kaldes det slaveri, og det er ulovligt.” siger Liam.

Wow, det havde jeg slet ikke tænkt over. Drengene skriver alle sammen under, indtil Harry får den, og skriver et beløb på også, hvorefter han rækker mig checken. ”Her, og undskyld forsinkelsen.” siger han glad. Lidt tøvende rækker jeg ud efter sedlen, og tager den stille til mig. Mine øjne falder hurtigt på beløbet, og jeg kløjes næsten i mit eget spyt. ”200£?!” siger jeg forbavset. ”Det er da meget! Især når man tænker på, at jeg bare gjorde rent…”

”Ja ja, tag nu bare imod den, og sørg for at nyde din jul.” siger Louis, og læner sig tilbage i sin stol. Jeg stirrer stadig overrasket på checken, og rejser mig så for at gå ud i gangen, og lægge den i min jakkelomme. ”Tusind tak drenge, jeg kan slet ikke fatte det!” siger jeg taknemmeligt, da jeg er kommet ind igen. Jeg stiller mig bag Harrys stol, og lader mine arme hvile sig på hans skuldre.

”Nå ja, du havde jo fortjent det,” siger Harry, og kigger op på mig. Jeg smiler sødt ned til ham. ”Skal du i skole i morgen baby?” spørger Harry, hvilket får mig til at sukke. ”Det burde jeg nok.” mukker jeg, og bliver træt ved tanken. ”Åh, men vent!” siger jeg begejstret, da jeg lige kom i tanke om noget. ”Jeg har ikke mine skoleting herhenne.” Jeg smiler stort, og håber, at jeg kan slippe for skole. Men Harry sender mig et misbilligende og strengt blik. ”Bellaaaaa,” siger han med en bestemmende tone. ”Det er en dårlig undskyldning.”

Jeg måber uskyldigt. ”Hvad mener du, jeg kan da ikke komme i skole uden mine bøger eller penalhus!” forsvarer jeg mig. Harry rejser sig op fra sin stol. ”Så kører vi hjem til dig, og henter dine ting.” Jeg falder lidt sammen i min holdning. ”Ej mener du det?” sukker jeg, og Harry nikker. Endnu et suk forlader mine læber, hvilket får de andre drenge til at grine lidt. ”Ti stille, det er ikke jer, som skal i skole i morgen.” mumler jeg, og går ud for at begynde at tage mit overtøj på.

”Og faktisk, så kan vi på hjemvejen køre forbi min kommende lejlighed!” siger Harry begejstret, og begynder at tage sin jakke på. Jeg smiler stort. ”Virkelig?” spørger jeg overrasket. Harry nikker. ”Jep, jeg skal lige snakke med ham, som sælger mig den,” forklarer han. ”Hvor sejt, jeg glæder mig til at se den!” siger jeg, og Harry nikker, og tager sine nøgler i hånden, mens jeg åbner døren. ”Vi ses drenge!” råber han, inden døren smækkes i efter os.

 

***

 

Jeg hopper ud af bilen, og skal til at smække døren i, da jeg ser, at Harry er ved at spænde sin sele op. ”Nej nej Harry, bare bliv her, jeg skynder mig bare ind!” forsikrer jeg ham om. Harry nikker, og jeg løber hurtigt op til mit hus, og finder mine nøgler frem, så jeg kan låse døren op. Mit hus er fuldkomment mørk, og jeg famler mig frem til at lampe midt i stuen, og får den tændt. Ikke fordi, at jeg skal have noget inde i stuen, men det er rarest, at der er lyst, der hvor man går. Jeg er jo ingen fan af mørke.

Jeg går op af trappen til mit værelse, og finder min skoletaske, hvorefter jeg hurtigt fylder den med de bøger, som jeg skal bruge de næste par dage. Tasken bliver umådeligt tung, og et kort øjeblik føler jeg, at min er ved at knække. Jeg sætter min taske ned igen, og finder en pose, som jeg putter lidt tøj i, for hvis jeg skal være hos Harry og Louis de næste par dage, så er jeg nødt til at have noget tøj at skifte imellem.

Da jeg endelig føler, at jeg er klar, skynder jeg mig ned af trappen, og skal til at smutte ud af døren igen, da telefonen i køkkenet drager min opmærksomhed mod den. En lille rød lampe lyser, og det plejer at betyde, at der er nogen, som har lagt en besked. Jeg står i et lille stykke tid, og stirrer på det blinkende lys. I mit hoved foregår en diskussion, om jeg gider tjekke telefonsvareren, eller om jeg bare skal smutte ud til Harry i bilen. Han sidder trods alt og venter.

Jeg ender med at slæbe mine fødder hen over køkkengulvet, og hen til telefonen, som hænger på væggen. Forsigtigt trykker jeg på knappen, så jeg kan høre de beskeder, som er blevet lagt. Et højt bip skærer igennem stilheden i huset.

”Besked modtaget: i dag, klokken: 14:23- Hej Bella, det er mor. Jeg ville bare sikre mig, om du havde det godt, for du svarer ikke på din mobil? Jeg regner med, at du er hos Harry, men ring til mig, hvis der er noget galt, bare så jeg er sikker. Vi ses om nogen dage. Hej hej.”- bip

Jeg rynker forvirret panden, og hiver min mobil frem. Jeg trykker løs på tasterne, men den svarer ikke, hvilket efterlader mig med teorien om, at den er løbet tør. Jeg sukker højlydt, for det betyder, at jeg skal op og finde min oplader, så jeg kan tage den med hen til Harry. Jeg drejer om på hælen, da endnu et højt bip lyder.

”Besked modtaget: i dag, klokken: 17:03”

Jeg stopper op, og kigger undrende på telefonen. Klokken 17, det var ikke mere end tre timer siden. Var det måske bare min mor, som prøvede at komme igennem til mig? Min mistanke bliver fejet bort, da en mørk mandestemme rømmer sig.

”Goddag Bella Spring, jeg er politichef Jake Finn, jeg ringer af meget vigtige årsager. Jeg kan ikke give mere information i telefonen, og du skal ringe tilbage på dette nummer, så hurtigt som muligt. Det er af yderste vigtighed, og for din egen sikkerheds skyld. Farvel.”- bip

Jeg holder vejret kort. Hvad i al verdenen kan det betyde? En ubehagelig følelse lander i min krop, og jeg går varsomt hen imod telefonen. ”Ikke flere beskeder.” lyder det fra den, inden jeg tager røret af. Min hånd skælver, mens jeg finder nummeret, som ham politichefen ringede fra. Jeg er nervøs. Der er ikke sket det, som jeg tror, der er sket, vel?

Min finger trykker blidt på opkaldsknappen, og jeg tager mobilen op til øret med rystende hænder. En stor klump spyt trænger ned gennem min hals, mens jeg synker højlydt. Det eneste som jeg kan høre, er en dutten fra telefonen, indtil der lyder et klik.

”Politichef Jake Finn, hvem snakker jeg med?” lyder det, og det giver et sæt i mig.

”E-eh du snakker med B-Bella Spring. Jeg har modtaget en besked om, at jeg skulle ringe hertil.” stammer jeg nervøst. Sveden drypper fra mit ansigt. Please sig, at det hele er falsk alarm.

”Endelig ringede du,” siger ham der Jake, og lyder muligvis en anelse irriteret. ”Jeg er bange for, at jeg har dårligt nyt.” Jeg ryster langsomt på hovedet. Hvad mener han? Hvad er dårligt nyt? Og hvorfor er der overhovedet dårligt nyt? Jeg fortjener det ikke, jeg fortjener ikke flere problemer. ”H-hvad er der sket?” spørger jeg uroligt, men prøver at lyde lidt mere cool, end jeg gjorde før. Jake sukker dybt, og har allerede en undskyldende klang i stemmen.

Mit blod fryser til is, og mit hjerte stopper med at banke et kort øjeblik, da han fortæller mig, hvad der er sket. Jeg stirrer tomt og skrækslagent ud i luften. Hvad er det, han sidder og siger? Det kan ikke være rigtigt, det er ikke muligt. Det er umuligt, han lyver. Hanlyve!

”Vi er ved at få sagen under kontrol, men i mellemtiden må du ikke forlade hvor du end er lige nu, uden en form for ledsager. Men du må heller ikke forblive alene. Sørg for at have nogen i nærheden hele tiden!” forklarer han, men intet trænger igennem lige nu.

”Jeg er nødt til at gå…” siger jeg lavt og spinkelt, og fjerner lige så stille mobilen fra mit øre. Jeg kan utydeligt høre ham snakke til mig, noget med, at jeg ikke må lægge på, men jeg ser ingen anden udvej. Jeg sætter telefonen fast på væggen igen, og afbryder dermed opkaldet med Jake.

Mine øjne er store, sveden drypper fra mit ansigt, en kæmpe knude er opstået i min mave, og mit hjerter banker derudad. Hvorfor sker det her for mig? Hvad har jeg gjort for at fortjene det her?! Alle disse tanker flyver gennem mit hoved, og jeg føler snart, at det sprænger. Fortvivlet og skræmt kører jeg mine hænder igennem mit hår. Jeg prøver at genvinde min normale vejrtrækning, men det er som om, at den er ikkeeksisterende lige nu.

En pludselig lyd udenfor får mig til at fare sammen, indtil jeg opdager, at det bare var Harry, som dyttede udenfor. Jeg tager mig til brystet, og tager nogle dybe indåndinger, inden jeg går hen imod min hoveddør. Jeg åbner døren, men smækker den ikke i, før jeg løber ud til bilen. Jeg kan se Harrys forvirrede blik, da jeg lunter hen imod bilen, og han åbner bildøren på min siden. ”Skulle du ikke hente dine ting, hvorfor tager det så lang tid?” spørger han undrende. Jeg smiler falskt, og prøver ikke at virke så stakåndet, mens jeg bøjer mig lidt, så jeg kan kigge ind i bilen.

”J-jeg kan ikke finde det hele, så jeg tænker, at jeg bare bliver her, og så kan du køre hen til ham der, som du skal snakke med.” siger jeg, og mærker en dårlig smag i munden. Harry kigger skeptisk på mig. ”Okay… så henter jeg dig bare, når jeg er færdig med at snakke med ham, der går nok en time elle-” Jeg ryster på hovedet, og afbryder dermed Harry. ”Du skal ikke hente mig. Jeg vil gerne blive her. Jeg- jeg tror, at jeg har brug for lidt alene-tid ovenpå alt det her.” lyver jeg.

Harry kigger uroligt på mig. ”Er du okay?” spørger han forsigtigt, og rækker ud efter min hånd. Jeg tager imod den, og lader ham nusse min hånd en smule med sin. ”Ja ja, jeg har det fint. Jeg har bare brug for at tænke lidt og den slags. Det skal du ikke rodes ind i.” siger jeg oprigtigt. Jeg vil ikke bringe Harry i fare. Mit smil til ham er ægte, og det får ham til at nikke forstående, inden han slipper min hånd.

”Okay så… ses vi i morgen?” spørger han, inden jeg skal til at smække bildøren i. Jeg synker nervøst. For at være ærlig, så ved jeg ikke, om vi ses i morgen. Jeg har ingen anelse om, hvad der kan ske i aften. Men jeg kan ikke fortælle Harry noget, det er for risikabelt. I stedet nikker jeg bare, og smiler. ”Selvfølgelig.” siger jeg beroligende, men jeg tror ikke engang selv på mine egne ord. Harry smiler lidt uroligt, og nikker, og jeg smækker bildøren i. Et kort luftkys bliver sendt, mens han kører sin vej, og så løber jeg ind i mit hus igen. Jeg knalder døren hårdt i, og sørger for at låse den på alle tænkelige måde. Rædselsslagent løber jeg rundt i hele huset, og sørger for at alle vinduer og døre er låst. På vejen slukker jeg alt lyset omkring mig. Man må absolut ikke kunne se, at jeg er her! Mit hjerte banker hårdt mod mit bryst. Set i bakspejlet, så var det her måske ikke det klogeste, jeg kunne gøre. Ham politichefen sagde, at jeg under ingen omstændigheder måtte være alene, men jeg vil ikke blande hverken Harry eller de andre ind i det her. Det kan jeg ikke få mig selv til. Og selvom jeg ville ønske, at der sad en og holdt om mig lige nu, så må jeg bare være stærk.

Jeg skynder mig op på mit værelse, og famler efter min mobiloplader i mørket. Hurtigt får jeg slået min mobil til opladeren, og jeg tænder den hurtigt. Jeg ser nogle ubesvarede opkald fra min mor, men jeg vælger ikke at svare. I stedet kryber jeg ned under min dyne, og begraver mig fuldstændig under den. Jeg tager tre dybe indåndinger, inden et hulk sniger sig frem.

Jeg forstår det bare ikke. Hvordan kan det her være sket? Hvorfor er det sket? Jeg troede endelig, at jeg var fri. Hvorfor kan jeg ikke bare for en gangs skyld være lykkelig i mere end fem minutter af gangen?!

Jeg kan ikke stoppe de tårer, som er på vej. De trænger gennem mine øjne, og drypper ned af mine kinder, snart efterfuldt af min gråd. Jeg prøver ikke at græde for højt, men det er næsten umuligt. Jeg føler mig så ødelagt indeni lige nu.

Min mobil ringer pludseligt, og jeg stikker hovedet ud fra dynen, og kigger på den, da den lyser det meste af loftet op. Jeg griber hurtigt ud efter den, og navnet på displayet undrer mig en smule. ’Zayn’. Hvad mon han vil? Jeg tøver lidt, inden jeg tager imod opkaldet. ”Hallo?” svarer jeg grødet, og tørrer en enkelt tåre fra mit ansigt væk.

”Hej Bella, det er Zayn,” siger han. ”Mhm, hvad vil du?” sukker jeg, og prøver at lyde så normal som muligt. ”Louis vil have mig til at sige til dig, at du skal sige til Harry, at I skal købe et eller andet, når I tager hjem igen.” siger han. Jeg ryster opgivende på hovedet.

”Øhm, jeg er ikke sammen med Harry lige nu.” siger jeg træt, og rækker ud efter et lommetørklæde på mit natbord.

”Hvad, hvorfor ikke?” spørger Zayn. Jeg sukker indeni. Jeg kan næppe fortælle ham den rigtige grund. ”Jeg blev hjemme, det havde jeg lidt brug for.” siger jeg, og kommer ved et uheld til at snøfte.

”Er du okay?” spørger Zayn bekymret.

”Ja Zayn, jeg har det helt fint, jeg er bare forkølet og træt.” lyver jeg. Desuden er jeg også skrækslagen, og er ved at tude af indre smerter, men det er en anden sag. ”Okay?” siger Zayn lidt skeptisk, og så ved jeg, at det er på tide at lægge på. ”Så ja, jeg vil gå igen, prøve at ring til Harry næste gang, vi ses.” siger jeg, og afslutter opkaldet med et suk, hvorefter mit hoved dumper ned i madrassen, og et lille snøft blandet med et hulk finder vej op gennem min hals.

 

Zayns synsvinkel

”Okay?” siger jeg skeptisk. Der er noget ved Bellas stemme, som virker forkert. Hun virker så udmattet, så livstræt. Så… ulykkelig.

”Så ja, jeg vil gå igen, prøve at ring til Harry næste gang, vi ses.” lyder det fra Bella, og før jeg når at sige mere, har hun lagt på. Jeg stirrer ned på min telefon, og en væmmelig følelse lander i mig. Der er noget galt, jeg er næsten helt sikker. ”Jeg tror, at du er nødt til at ringe til Harry, Lou,” siger jeg lavt.

Louis kigger lidt forvirret på mig. ”Jamen Bella tog den da, gjorde hun ikke?” spørger han. Jeg strammer grebet om min telefon, inden jeg lægger den ned i min lomme igen. ”Jo, men hendes telefon gik ud, før jeg fik snakket færdig med hende.” lyver jeg. Louis stønner. ”Kan du ikke ringe til Harry for mig, jeg kan stadig ikke finde min telefon.” Jeg ryster på hovedet.

”Bed Liam eller Niall om hjælp, jeg er nødt til at gå.” siger jeg monotont, og går ud i gangen for at tage mit tøj på. ”Hvad, går du Zayn?” lyder det det fra Liam, og han kommer ud i gangen sammen med Niall og Louis. Jeg nikker kort, mens jeg lukker min jakke. ”Hvorfor?” spørger Niall forvirret.

”Det er bare noget med… det er bare noget med Perrie, hun har det ikke så godt.” lyver jeg endnu en gang. ”Er hun syg?” spørger Niall. Jeg trækker på skuldrene. ”Det ved jeg ikke, jeg fik bare en besked fra hende, om at hun ikke havde det godt, så jeg er lidt bekymret.” svarer jeg. ”Nå, okay, så hils hende!” siger Louis, idet jeg åbner døren. Jeg kigger kort på ham, og smiler. ”Det skal jeg nok.”

 

***

 

Jeg stopper ude foran huset, hvor jeg er ret sikker på, at Bella bor. Jeg havde kun været her en gang, og det var et par måneder siden, og jeg var ikke engang inde i hendes hus. Men så vidt jeg husker, så er det her. Jeg stiger ud af min bil, og låser den, inden jeg går op mod hoveddøren. Der er helt mørkt inde i huset, hvilket undrer mig, for sagde Bella ikke, at hun ville blive hjemme? Jeg banker forsigtigt på døren, men der kommer ikke så meget som en lyd inde fra huset. Det begynder at gå mig lidt på, og jeg spekulerer over, om Bella overhovedet er hjemme.

Jeg tager min telefon frem og ringer til hende. Der går et lille stykke tid, men til sidst tager hun endelig telefonen. ”Hvad nu Zayn?” snøfter hun, hvilket bare gør mig endnu mere urolig. ”Bella, er du sikker på, at du er okay?” spørger jeg seriøst.

”Hvad? Ja, jeg er helt,” hun stopper midt i sin sætning, og rømmer sig kort for at få hendes stemme til at lyde normal, men den lyder ligeså tårevædet som før. ”Jeg er helt okay.” afslutter hun, men jeg tror ikke det mindste på hende. ”Jeg tror ikke på dig.” siger jeg ærligt. ”Jeg står ude foran dit hus, vil du ikke lukke mig ind?”

”Hvad gør du?! Nej, Zayn, gå din vej!” siger hun panisk, hvilket får mig til at rynke panden uforstående. ”Hvorfor?” spørger jeg lidt irriteret. ”Fortæl mig, hvad der sker!”

”Der sker ikke noget Zayn, jeg har det helt fint, je-”

”Stop med at lyve!” afbryder jeg vredt. ”Jeg er ikke dum Bella, jeg kan høre, at der er noget galt, og jeg forstår ikke, hvorfor du ikke vil fortælle, hvad der er galt. Hvor godt gik det sidst, du holdt noget skjult!? Alle de gange, hvor du har prøvet at overbevise enten Harry eller os andre om, at der ikke var noget i vejen, så er det altid endt galt! Du har gjort det her fra første dag, vi mødte dig, du skubber problemerne væk fra os, og tror, at du selv kan klare dem, men det kan du ikke! Du har brug for nogen, og jeg ved, at Niall også har sagt det her til dig før: At du skal lade os holde af dig, og hjælpe dig! Lyt nu for en gangs skyld på os!”

Pludselig går døren foran mig op, og Bella står med tårer løbende ned af kinderne, og et fuldkomment knust ansigtsudtryk. Jeg tager telefonen væk fra øret, og kigger på hende, mens hun græder svagt. ”Hjælp mig.” hvisker hun svagt, og falder nærmest ind i mine arme. Hendes gråd er foruroligende, og jeg prøver forgæves at trøste hende lidt. Hun er ikke lykkelig lige nu. Det her er ikke en pige, som endelig er blevet fri. Det her er en pige, som virker sønderknust og rædselsslagen.

”Vi er nødt til at gå indenfor med det samme,” siger hun paniske, og trækker mig ind. Hendes øjne flakker skræmt rundt, idet hun låser døren grundigt. ”Hvad sker der?” spørger jeg, og forventer denne gang et svar. Hun ryster blot på hovedet. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, Zayn.” græder hun, og krummer sig sammen på gulvet. Jeg sætter mig ned ved siden af hende.

”Skal jeg ikke ringe til de andre drenge, og få dem herhen?” foreslår jeg, og det får Bella til hurtigt at kigge på mig. ”Nej! De må ikke komme herhen, du burde heller ikke være taget herhen, det er ikke sikkert!” hviner hun, og hiver sig i håret. Hendes vejrtrækning er helt ude af kontrol. Hvad i al verdenen er der sket?! ”Hvorfor er her ikke sikkert, hvad er der sket?!” spørger jeg en anelse vredt. Det er på tide, at hun svarer. Der må være sket noget forfærdeligt, siden hun er sådan her. Det er ikke normalt.

Bella kigger på mig med store, triste øjne, og en enkelt tåre triller ned af hendes kind. Jeg nikker til hende, som tegn til at hun kan fortælle mig det hele. Langsomt skiller hun sine læber ad, og begynder så småt at stamme nogle lyde. Endelig tager hun en dyb indånding, og hendes blik ændrer sig totalt.

”Min far er stukket af fra fængslet”

 

It’s not a cry you can hear at night

It’s not somebody who has seen the light

It’s a cold and it’s a broken Hallelujah- Hallelujah Leonard Cohen,

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

ÅHåh! Det var muligvis det værst tænkelige, som kunne ske… eller hvad siger I?

Hvad tror I, at der sker nu? Finder Bellas far hende? Og hvad vil der i så fald ske? Får de andre drenge det også at vide, eller lykkes det Bella at holde det skjult for dem? YOU NEVER KNOW<3

Jeg beklager, at det tog så lang tid med at få udgivet kapitlet, jeg blev bombarderet med lektier lige op til påskeferien, hvilket jeg finder meget unfair, og jeg har også tre store opgaver for til efter påskeferien, så jeg er ikke sikker på, hvor meget tid, jeg har til at skrive… selvfølgelig, hvis det der lockout er der i lang tid, så har jeg lidt ekstra tid, og det er jo nok det eneste gode ved det. (Jeg er sur på det der lockout)

Nå, men nyd kapitlet! Der går nok et stykke tid med det næste, jeg skal nemlig være meget grundig med det, for Good Enough lakker (desværre) mod enden! Trist, men sandt :(

Men til alle 60 mennesker (WOW) som læser med her, jeg elsker jer, og I er grunden til, at jeg har lyst til at skrive mere! Tak til jer alle!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...