Good Enough- {1D}

OBS! Dette er 2'eren til Blackout!
Efter at Bella kom væk fra sin far, og flyttede ind hos sin mor, har alting været perfekt. Det er nu snart en måned siden, at Bella blev kærester med Harry, og Bella begynder at lære ulemperne ved at date en berømthed, og spørgsmålet er, om Bellas og Harrys forhold er stærkt nok. Desuden opdager hun også, hvordan tiden med hendes far har påvirket hende, og vil hun nogensinde kunne glemme alt om ham?

74Likes
240Kommentarer
17413Visninger
AA

6. Glad You Came

Nialls synsvinkel

Jeg banker hårdt på døren til Louis' og Harrys lejlighed, og der går ikke lang tid, før Louis lukker op. "Hey Niall, hvad er der?" spørger han, og kigger på mit anspændte ansigtsudtryk. "Er Harry her?" spørger jeg, og maser mig forbi Louis.

"Jae selvfølgelig, men han har det ikke så godt lige nu, jeg tror ikke, at han har lyst til at snakke." Jeg ignorer ham, og styrter direkte hen mod døren til Harrys værelse. "Niall, hvad sker der med dig?" spørger Louis, idet jeg trækker ned i håndtaget. Jeg hiver døren op, og ser Harry ligge i sin seng og kigge på sin telefon.

"Niall? Hvad laver du her?" spørger han, og kigger overrasket på mig. Jeg lukker kort øjnene, men kigger så vredt på ham. "Hvordan fanden kunne du sige det til hende?!" vrisser jeg, og Harry begynder at sætte sig op. "Er du total idiot?!" Louis kommer ind i rummet, og kigger forbavset på mig. Harry derimod stirrer ondt på mig.

"Bland dig udenom Niall." hvæser han. Jeg ryster på hovedet.

"Du fatter jo ingenting!" råber jeg og knytter næverne. Louis lægger en hånd på min skulder. "Niall, hvad sker der?" spørger han igen. Jeg kigger over på Harry.

"Harry, du kan jo fortælle det," foreslår jeg roligt. "så ved Louis også, hvad det hele handler om!" Han ryster på hovedet. "I skal ikke blande jer." mumler han.

"Harry hold nu op med at opføre dig så åndssvagt! Det her handler ikke kun om dig, det handler også om Bella, og for lidt siden lå hun og græd sig selv i søvn på grund af det her!" Harry rejser sig hurtigt fra sengen og ser bekymret ud. "Ja, du hørte rigtigt, hun er helt knust." Han kører frustreret sine hænder gennem sit hår og kigger ned. "Jamen," klynker han "det var jo ikke meningen."

"Du kan da regne ud, at hun ville blive ked af det, når du siger noget så dumt."

"Hvad har han sagt?!" spørger Louis ivrigt, da han føler sig lidt udenfor samtalen. "Og så kan du ikke engang se det selv!" vrisser jeg, og ignorer Louis. Harry kigger strengt op på mig.

".... hun overreager." mumler han. Det slår klik for mig, og jeg farer hen mod Harry og skubber til ham. Han snubler kun halvt og kigger vredt på mig. "Niall hvad fuck har du gang i?!" råber Louis, og går op på siden af mig. "Hold kæft, hvor er du dum at høre på!" råber jeg til Harry. "Overreagerer hun?! Harry, du kaldte hende for en almindelig pige! Virkelig?! En almindelig!" Harry hæver det ene øjenbryn. Nej. Jeg vil ikke fortælle ham det. Han har såret Bella, og der findes ingen genveje her. Han  må selv finde ud af, hvor dumt det var at sige.

"Har du kaldt hende almindelig?" spørger Louis "Er det bare det, det hele handler om?" Jeg er så tæt på også at skubbe Louis væk fra mig, men modstår fristelsen. "Sig mig er i idioter?! Kender i overhovedet Bella?!" Louis klør sig flovt i nakken, mens Harry bare stirrer på mig. Jeg går tættere på ham. "Ved du hvad Harry? Bella var bange for, om hun var god nok til dig, og det er noget af det, som gjorde hende så ked af det. Men jeg tror mere, at spørgsmålet lyder, om Bella er god nok til dig!"

Okay, jeg gik måske over stregen, og det er intet under, at Harry bliver sur. Men han overreagerede nok lidt med at slå mig i ansigtet. Louis skynder sig at stille sig imellem os og holde Harry tilbage, mens jeg ømt tager mig til næsen. Næseblod. Jeg griner kort, men det ser ikke ud som om, det morer Harry. "Skrid med dig!" vrisser han.

"Ja, Niall smut lige udenfor, og få stoppet blødningen eller noget!" siger Louis stresset, og jeg går ud.

Idet jeg lukker døren til værelset banker det på hoveddøren. Jeg holder mig for næsen, og åbner døren. Det er sikkert Zayn eller Liam, da vi skal tage af sted til et photoshoot om et par timer. Jeg ser, at jeg havde ret, da jeg åbner døren helt. Liam og Zayn var smilende, men da de så mit ansigt, blev de straks mere seriøse. "Hvad fanden er der sket?" spørger Zayn bekymret, og går ind. Jeg ryster på hovedet. "Ikke noget særligt, jeg har bare næseblod." mumler jeg og lukker døren efter dem. "Jeg henter noget papir," siger Liam, og går ud på badeværelset. "og husk at holde hovedet oppe!" Jeg bukker hovedet tilbage, og Zayn hjælper mig hen på en stol. Lidt efter kommer Liam med papiret, selvom blodet så småt er ved at størkne. "Hvordan skete det?" spørger han. Der går lidt tid før jeg svarer.

"Harry slog mig..." Jeg kan ikke se deres ansigtsudtryk, da jeg stirrer op i loftet, men jeg er ret sikker på, at de ser spørgende på mig.

"Hvorfor?" spørger Liam. Jeg fortæller om vores samtale derinde, og hvordan jeg (på en måde) havde provokeret Harry så meget, at han slog mig. "Shit," mumler Zayn, og vender hovedet ved lyden af en dør, der går op. Louis kommer ud med Harry bag sig. "Åh, i er her allerede. Super." Jeg holder op med at bøje mit hoved bagud, og fjerner lige så stille papiret. Harry vender sig om og læner sig op af væggen, da han ser mig. "Hvis du får det helt dårligt med at se på ham, så skulle du nok ikke have slået ham til at begynde med." siger Louis koldt, og hiver Harry med over til os. Vi sidder rundt om deres spisebord, så Harry og Louis tager plads ved de resterende stole. Harry undgår konstant øjenkontakt med mig.

Efter lang tids stilhed åbner Louis munden. "Det her går ikke," begynder han, og hviler sit hoved på sine hænder. "Harry, det går ikke, at du begynder at tæve løs på os, fordi du har kærestesorger! Se på Niall! Vi skal have taget billede om få timer, hvordan skal vi forklare det der?"
"Årh, den er jo ikke brækket eller noget," mumler jeg, og klør der, hvor blodet er blevet helt tørt og klæbrigt. "Men den er hævet" tilføjer Zayn, og kigger på min næse. Den føles også hævet. I det mindste fik han ikke slået med al sin styrke, jeg er taknemmelig for, at det kun blev til en lille omgang næseblod.

"Ja undskyld, men..." hvisker Harry og lukker øjnene. "undskyld Niall, jeg ved ikke, hvad der skete for mig, jeg...." "Harry," mumler jeg. "Jeg siger også undskyld. Jeg mente ikke det jeg sagde." Ikke helt sandt, men det gik ikke, at vi var uvenner.

"Jeg synes altså bare, at du skal tænke godt og grundigt over, hvad du har sagt til hende." forklarer jeg, og han kigger op på mig. "Du kan jo høre, at hun har det skidt over det. Og du er tydeligvis også helt nede i kulkælderen, så i skal altså blive gode venner igen." Han sukker og læner sig ind over bordet.

"Der er ikke noget, jeg hellere ville, men" Hans stemme ryster og lyder helt fortvivlet. "jeg ved ikke hvordan. Hun vil jo ikke sige, hvorfor hun er ked af det. Det er der jo ingen der vil!" Den der var vist til mig.

"Harry, jeg vil ikke fortælle dig det. Det er virkelig noget, som du selv skal regne ud." Jeg smiler til ham, men han sukker bare højt og banker sit hoved ned i bordet. Jeg får næsten dårlig samvittighed, og de andre drenge kigger også bedende på mig, som om der ikke er noget andet, jeg kan gøre.

"Du kan jo altid snakke med hende." mumler Liam. "Hun vil jo ikke svare, når jeg ringer! Og hun lukker mig ikke ind, hvis jeg besøger hende! Det er jo umuligt!"

Jeg synker en klump, og mærker hvordan jeg forbereder nogle ord i mit hoved. Jeg er bare usikker på, om det er en god idé. "Hvad nu hvis du kunne snakke med hende hjemme hos mig?" Harry løfter hovedet og kigger nysgerrigt på mig. "Hvordan det?" spørger han skeptisk.

"Hun er hjemme hos mig lige nu. Efter photoshootet så kan du komme med hen og snakke med hende." Et nervøst smil breder sig på hans ansigt. Nu skulle jeg bare informere Bella om, at hun kan blive og sove hos mig, og så skal jeg også huske at sige det til hendes mor.

Et eller andet sted er jeg nervøs for det her. Men de har begge brug for hinanden, det er jo åbenlyst. Og de kommer ingen vegne, før Bella overgiver sig og snakker med Harry om det.

***

Bellas synsvinkel

Jeg vågner på Nialls sofa, og kigger mig lidt omkring. Hvad er klokken? Jeg kigger på min mobil, og klokken er allerede over 17. Måske skulle jeg se at komme hjemad? Der er en besked på min mobil, som jeg hurtigt tjekker. Det er Niall, som skriver, at han "arbejder", men gerne vil have, at jeg bliver og sover. Han har åbenbart givet min mor besked og alt muligt, så det kan jeg vel ligeså godt. Jeg rejser mig fra sofaen og kigger rundt i rummet, mens jeg strækker mig. Jeg tror, at det er en af de første gange, jeg har været i Nialls lejlighed. Jeg har været her før, men det var kun kort. Nu står jeg alene i den, og skal på en eller anden måde få tiden slået ihjel. Jeg kigger over mod noget, som ligner et køkken, og jeg får ret, da jeg går ind. Jeg gad vide...

Skulle jeg tage at lave mad? Så var der mad, når han kom hjem? Det er jo det mindste, jeg kan gøre, efter han sad og snakkede med mig tidligere. Hmm, måske skylder jeg også Mark en middag? Ej, det bliver bare Burger King eller noget, så er han tilfreds. Jeg kigger i køleskabet, men det ligner ikke, at der er blevet købt ind. Sheesh, hvad kan jeg lave? Efter at have rodet i utallige skuffer, fandt jeg nogle nudler, nogle grøntsager og nogle krydderier af en slags. Det måtte være fint! Men gid der var noget kød. Det er meget vegetarmad det her. Ah well, intet at gøre. Det er sikkert meget godt en gang imellem.

***

Jeg har stegt nudlerne og grøntsagerne, og lige nu står det hele og simrer. Den her dag havde været hård. Og det var kun mandag. Hvilket betyder, at jeg ikke har de rigtige bøger for i morgen med. Flot Bella, flot. Men min engelsklærer hader mig jo uanset, hvad jeg gør, så det kan være lige meget med det. Jeg beslutter at tage den lille opvask, som står i vasken, bare for at gøre det lidt mere fint herude. Ikke at køkkenet ikke er fint. Køkkenet er fantastisk! Ak ja, hvis bare man var rig.

Jeg smører mine ærmer op, og begynder lige så stille at hælde opvaskemiddel ud over opvasken. Det går fint nok, lige indtil jeg ved et uheld sprøjter vand ud over mig selv. "Shit," mumler jeg overrasket, og tørrer det nogenlunde væk med et viskestykke. Jeg hiver ud i min trøje og kigger træt på den. Det kan jeg jo ikke gå rundt i. Jeg går ud af køkkenet, og finder lidt efter Nialls soveværelse. Jeg har en ekstra trøje i min taske(spørg mig ikke hvorfor), så jeg går derind for at skifte. Okaaaay teknisk set er jeg alene hjemme, men det er altså rarere at klæde om i et lukket rum. Jeg stiller mig foran spejlet, og hiver min våde trøje over hovedet. En grimasse hopper frem på mit ansigt, da jeg ser mit spejlbillede. Jeg har stadig ar. Ugh, jeg ville sådan ønske, at de bare ville gå væk. Jeg har ikke lyst til at tænke på den tid mere. Jeg har ikke skåret i mig selv en eneste gang, siden den aften hvor drengede reddede mig. Det kan jeg ikke byde dem. Nu er jeg endelig lykkelig. Sådan da. Lige nu ved jeg ikke helt, hvad jeg er. Jeg har meget blandede følelser. Jeg får min anden trøje på, og husker pludselig, at jeg har mad stående ude i køkkenet, så jeg løber hurtigt derud, og heldigvis, er det ikke brændt på. Dagen var da ikke helt forfærdelig.

***

Jeg hører pludselig døren gå op ude i entréen, hvilket passer perfekt, for maden er netop blevet færdig! "Bella?" råber en stemme, som jeg tydeligt kan høre tilhører Niall. "Jeg er i køkkenet!" svarer jeg. Jeg ser Niall komme ind og begynder at smile lidt. "Se," siger jeg stolt  og peger på maden "jeg har lavet mad! Nu håber jeg bare ikke, at det smager hæsligt." Niall kigger over på maden og smiler svagt. Der er noget ved ham, som gør mig utryg. Han virker ikke som sig selv. Sit glade jeg.

"Hvad sker der Niall?" spørger jeg forsigtigt, og han kigger næsten undskyldende på mig. "Ehm Bella," begynder han, og kigger ud i stuen. Han nikker kort, og jeg kigger forvirret på ham.

Mit smil stivner, idet jeg ser Harry træde ud i køkkenet. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige, og jeg føler en stor trang til bare at kravle ned i et hul og gemme mig for altid. Hvad laver han her? Sig ikke, at Niall inviterede ham. Jeg kigger på Niall, og det er som om hans blik svarer mig. Og det siger det, som jeg mindst vil høre. 'Jo, jeg inviterede ham'.

"Bella jeg-" begynder Niall, men jeg tager en hånd op for at vise, at han bare kan stoppe. "Nej, jeg vil ikke høre det!" Jeg kigger seriøst på Harry. Vil du ikke godt gå... "Bella," Harry går tættere på mig, hvilket automatisk får mig til at gå et skridt bagud. "Du kan godt spare dig!" Jeg kniber øjnene sammen, udelukkende for at spærre de tårer, som sniger sig frem, inde. Man skulle tro, at jeg ville være tømt for tårer nu, men når det kommer til Harry, så er der åbenbart altid nogle på lager. "Jeg har ikke lyst til at snakke." mumler jeg.

"Jo Bella, det er du nødt til!" siger Niall hårdt til mig. Jeg åbner øjnene og kigger trist på ham. Hvorfor forstod han mig ikke? Harry kigger bedende på mig, og jeg får pludselig vildt meget skyldfølelse. Jeg kigger flovt ned i jorden. "Undskyld Harry, men jeg ved bare ikke, hvad der er at snakke om..." Harry sukker og smiler kort.

"Tager du pis på mig?" Jeg kigger vredt op på ham og bider tænderne sammen. "Bella, hvad er der ikke at snakke om?!" spørger han. Jeg går vredt forbi ham, men lige som jeg træder ud af køkkenet, griber Niall fat i min arm. "Bella, du kan ikke blive ved med at undgå det!" hvisker han seriøst. Han kigger hurtigt på Harry og trækker mig så med ind i stuen.

"Bella, giv ham nu en chance! Jeg ved godt, at du blev overrasket over, at han pludselig var her, men helt ærligt, hvis du ønsker at redde det her, så snakker du med ham lige nu! Det kan være, at i får snakket om noget, så du bliver taknemmelig for, at du blev."

Hans ord skærer gennem mig. Hvorfor har han så ret. Hvis jeg gerne ville blive gode venner med Harry igen, hvorfor bliver jeg så ved med at afvise ham? Jeg skæver over mod køkkenet. Jeg er nødt til at snakke med Harry om det, der er ingen vej uden om. "Fint." mumler jeg, og Niall slipper mig. "I kan gå ind på mit værelse." Han nikker over mod døren, og jeg går derind og sætter mig på sengen. Der går ikke lang tid, før Harry kommer ind i rummet. Han tager en dyb indånding.

"Hvornår vil du så modtage min undskyldning?" spørger han, og jeg kæmper hårdt for at holde min vrede inde. "Virkelig?" spørger jeg og kigger op på ham. "Er det det, som du synes er det vigtigste?" Han klør sig lidt i nakken.

"Ja tænk, det synes jeg faktisk!" Jeg ryster på hovedet. "Harry, jeg modtager den, når du ved, hvorfor du siger undskyld!" hvæser jeg.

"Årgh ikke det igen! Jeg kan ikke læse tanker Bella!" Han hiver mig op fra sengen og holder fast om mine håndled."Hør her! Jeg ved godt, at det sårede dig, fordi jeg kaldte dig en almindelig pige, men jeg forstår ikke, hvorfor du bliver såret!"

"Fordi det var vildt koldt sagt!"

"Nej, jeg kaldte dig bare almindelig! Og ikke for noget, men du er jo almindelig!"

Nu er det nok.
Nu er det fucking nok!

"NEJ HARRY! Jeg er IKKE almindelig okay! DU af alle mennesker burde vide det! Du ved, hvad jeg har været igennem, og alligevel så er du så dum at sige sådan noget!" Harrys blik ændrer sig, og hans greb om mig løsnes. Jeg benytter mig af det og vrider mig væk fra ham. Han kigger knust på mig, og den facade jeg prøvede at spærre mine tårer inde bag ved, er ved at blive nedbrudt.

Så endte det med, at jeg sagde det alligevel.

Harry står helt forstenet bevæger knap en muskel, da jeg løber forbi ham. Jeg vil bare væk. Jeg vil bare væk herfra! "Bella bliv." hvisker Harry, da jeg tager fat i døren. "Jeg beder dig. Bliv." Han vender sig om, og kigger på mig. Han græder ikke, men der er tårer i hans øjne. Jeg lukker hårdt øjnene. "Nej!"

Jeg løber ud i stuen, hvor Niall er. "Hvad sk-" "Jeg vil ikke snakke mere om det!" skriger jeg. Hvis ikke det var fordi Niall blokerede udgangen til lejligheden, så var jeg skredet! I stedet løber jeg ud på badeværelset og låser hurtigt døren. Jeg krummer mig sammen og læner mig op af døren, mens jeg desperat prøver at lukke Nialls konstante banken på ude. Jeg hulker lavt, for jeg vil ikke have, at nogen hører det denne gang. Alt er gået galt. Hvis bare Harry selv havde regnet det ud! Så ville jeg ikke være så ked af det. Jeg begynder at blive i tvivl. Kan det her reddes? Er der nok tid? Det kan ikke blive ved sådan her. Og jo længere vi kommer, jo mere ulykkelig bliver jeg! 'Det kan være, at i får snakket om noget, så du bliver taknemmelig for, at du blev.' sagde Niall. Og han kunne ikke have taget mere fejl. For jeg har aldrig følt mig så svag, sårbar og ulykkelig som nu. Og det er ikke kun takket være Harry, men også hans lille medhjælper Niall. 

Can you spend a little time,
Time is slipping away,
Away from us so stay,
Stay with me I can make,
Make you glad you came- Glad You Came, The Wanted

---------------------------------------------------------------------------------------------

Kan i forstå Bellas grund? Eller overreagerer hun?

Og hvad sker der nu? Hvad kan Harry gøre for at gøre det godt igen?

Hvad tror i?

Igen, Tak til alle mine smukke læsere, jeg eeeeeeeelsker jerrr<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...