Good Enough- {1D}

OBS! Dette er 2'eren til Blackout!
Efter at Bella kom væk fra sin far, og flyttede ind hos sin mor, har alting været perfekt. Det er nu snart en måned siden, at Bella blev kærester med Harry, og Bella begynder at lære ulemperne ved at date en berømthed, og spørgsmålet er, om Bellas og Harrys forhold er stærkt nok. Desuden opdager hun også, hvordan tiden med hendes far har påvirket hende, og vil hun nogensinde kunne glemme alt om ham?

74Likes
240Kommentarer
17783Visninger
AA

26. Feel This

Harrys synsvinkel

”Jeg tror, du vil synes om det,” siger Stephen, ham som jeg køber lejligheden af. Jeg har lige fået en rundvisning i den, og jeg er godt tilfreds.

”Det tror jeg også,” siger jeg lidt følelsesløst. Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide lejligheden, jeg kan bare ikke koncentrere mig om den lige nu. For at være ærlig, så venter jeg bare på, at jeg må gå, så jeg kan tage tilbage til Bella. Hun var ikke det mindste okay, og hvis det ikke var fordi, at jeg havde en aftale med Stephen, så var jeg blevet hos hende. Men denne her aftale kunne ikke aflyses mere, og jeg håbede, at jeg kunne få det hurtigt overstået. Men han snakker som et vandfald, og det irriterer mig grænseløst! Jeg er nødt til at se Bella, jeg har denne her forfærdelige ubehagelige følelse i maven.

”Så, er der andet du vil vide om lejligheden?” spørger Stephen, og flår mig ud af mine tanker. Jeg ryster hurtigt på hovedet. ”Nej, jeg synes, jeg ved rigeligt.” svarer jeg, og smiler. ”Jeg glæder mig til at flytte ind.” Stephen begynder at snakke om, at det kan jeg også roligt gøre, fordi bla og bla og bla. Uroligt, begynder jeg at stå og trippe lidt med fødderne. Jeg vil bare gerne ud herfra.

Der opstår en lille pause i hans lange talestrøm, og det udnytter jeg hurtigt. ”Nå, men jeg vil se at komme af sted igen, jeg har nemlig en smule travlt.” siger jeg hurtigt, og peger mod hoveddøren. ”Men tak fordi jeg måtte komme.” Jeg siger pænt farvel, og skynder mig hurtigt ud af døren bagefter, hvorefter jeg nærmest spurter ned i min bil. Det havde næsten været totalt spild af tid det her, for jeg havde ikke kunne koncentrere mig en skid. Det eneste, jeg tænkte på, var Bella, og hvorfor hun var så ude af den. Der var sket noget, der var sket noget slemt.

For at være ærlig, så er jeg også lidt irriteret over, at hun ikke havde fortalt mig det. Vi har lige haft et kæmpe skænderi, fordi hun løj over for mig, og så gør hun det igen? Det irriterer mig, men samtidig så gør det mig mere nervøs, for det må betyde, at det er noget alvorligt, der plager hende.

Det tager ikke lang tid, før jeg er foran Bellas hjem. Eller ikke helt foran, for der en anden bil parkeret der, og det gør mig ærlig talt lidt forvirret. Jeg stiger ud af min egen bil, og da jeg kommer tættere på den anden bil genkender jeg den. Det er Zayns bil.

Hvad fuck laver han her?

Jeg kigger hurtigt hen mod Bellas hus, og først nu lægger jeg mærke til, at der ikke er så meget som et lys tændt derinde. En smule skræmt og nervøst skynder jeg mig op til huset, og banker straks på døren. Der sker ingenting, jeg kan ikke engang høre stemmer. Jeg banker forsigtigt på endnu en gang, og pludselig hører jeg en person ånde lettet op. Døren går hurtigt op, og Zayn står foran mig.

”Gudskelov, at det bare er dig Harry.” siger han, og lukker mig hurtigt ind. Jeg kigger helt forvirret på ham, og får pludselig øje på Bella, som sidder krummet sammen på gulvet. ”Bella!” siger jeg bekymret, og sætter mig på hug ved siden af hende. Hun ryster grædende på hovedet, inden hun bare læner sig ind mod mig. Jeg tager hende i mine arme, og holder hende tæt ind til mig, mens hendes forsigtige gråd trænger ind gennem mine ører, og gør mig urolig.

”Hvad fuck er der sket?” spørger jeg forsigtig, og kigger op på Zayn. Hvorfor er han her, hvorfor græder Bella, hvordan hænger de to ting sammen? Jeg kunne slet ikke finde rundt i det. Zayn piller lidt ved låsen på døren, og sørger for, at den er låst ordentligt. ”Zayn,” siger jeg bestemt, da han ikke svarer mig. ”Hvad er der sket?”

Han ånder kort ind, så hele hans bryst hæver sig, og så kigger han alvorligt på mig. ”Han er sluppet fri.” siger han kort. ”Hendes far er sluppet ud af fængslet.” Alt indeni mig fryser et kort øjeblik. Det kan da ikke være rigtigt, det måtte ikke være sket. Jeg stirrer på ham med chokerede øjne.

”Er du seriøs?” spørger jeg, og Zayn nikker. ”Bella fik et opkald fra en eller anden politimand. Han sagde, at han var stukket af sent på eftermiddagen. Det er noget lort.” hvisler han. Jeg nikker skræmt. ”Ja… ja det er ikke særlig godt.” Jeg holder Bella så tæt ind til mig som muligt. Hun måtte have fået opkaldet, da vi kort var her for en times tid siden. Det var derfor, hun var så bleg, da hun kom ud til bilen igen. Hun var rædselsslagen. Hun er rædselsslagen. Det er let at regne ud, især fordi hele hendes krop skælver af frygt.

”Zayn, kan du ikke ringe til de andre, og få dem herhen.” mumler jeg hæst. Vi var nødt til alle sammen at være sammen, det ville være det bedste. Zayn giver et kort nik fra sig, og finder sin mobil frem, mens Bella hæver hovedet. ”Harry nej! De må ikke komme herhen, dig eller Zayn burde heller ikke være kommet herhen, her er ikke sikkert!”

”Og præcis derfor, skal du ikke være alene!” siger jeg skrapt tilbage. Hun skulle forstå alvoren i det her, det er ikke noget, hun kan klare selv! ”Men Harry, jeg vil ikke blande jer ind i det her!” snøfter hun.

”Vi har været blandet ind i det fra første dag, vi mødte dig, og vi forbliver blandet ind i det, indtil det er helt ovre!”

”Harry, du forstår ikke!” hulker hun, og kigger mig direkte i øjnene. Hendes grå øjne udstråler frygt og sorg. ”Jeg vil ikke have, at I kommer til skade…” hvisker hun. Mit blik bløder lidt op, og jeg stryger hendes hår væk fra hendes ansigt. Forsigtigt tørrer jeg de tårer, som triller ned af hendes kinder, væk, og sukker.

”… Og tror du ikke, at jeg har det på samme måde med dig?” spørger jeg hviskende. ”Hvis der skete dig noget, Bella, så jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv.”

”Det er ikke din skyld, at jeg har en psykopat som far.” mumler hun trist, og kigger ned. Jeg smiler skævt til hende, og løfter hendes hoved. ”Nej, men så er det min opgave at beskytte dig mod ham.” siger jeg, hvilket får hende til at ryste opgivende på hovedet med et lille smil på læben.

”Drengene er på vej.” siger Zayn pludseligt, og lægger sin mobil i lommen igen. Jeg nikker forstående. Bella ryster stadig, og jeg sørger for at holde hende tæt ind til mig. ”Klarer du den?” spørger jeg forsigtigt. Hun nikker. ”J-ja, jeg klarer den, jeg… jeg er bare så bange for, at alt går galt, o-og her er så mørkt, det giver mig ikke ligefrem håb.”

”Jamen, kan vi så ikke bare tænde noget lys?” spørger jeg, og kigger efter en lyskontakt.

”Nej! Så ved han, at jeg er her!” siger Bella desperat, og tager fat i min hånd, og knuger den til sig. Jeg forstår hurtigt. Hendes frygt for at blive fundet af sin far er større end hendes frygt for mørke. Vi sidder lidt i mørket, og af ren nysgerrighed og forvirring, spørger jeg ind til, hvorfor Zayn var herhenne, før jeg. Bella havde da vel ikke tilkaldt ham før mig, vel? Zayn forklarer hurtigt det hele, og jeg får helt skyldfølelse over at have efterladt Bella i en så skrøbelig tilstand.

Et pludselig bank på døren, får Bella til at trække sig sammen, men jeg tysser beroligende på hende, da jeg kan høre drengenes stemmer udenfor. Zayn rejser sig fra gulvet, og åbner straks døren. Niall braser hurtigt ind, og da han ser Bella og jeg sidde på gulvet, virker han endnu mere bekymret. Jeg kan ikke rigtig tyde hans ansigt i mørket, i hvert fald ikke når han er så langt fra mig.

”Hvad i al verdenen foregår der her?!” spørger Liam bag Niall, da han også får øje på os. Jeg klemmer Bellas hånd. ”Bella har fået et opkald fra politiet… hendes far er undsluppet fra fængslet.” siger jeg roligt og prøver at skjule det faktum, at jeg er skrækslagen. Jeg ved ikke, hvad fanden den mand kan finde på, men det kan være hvad som helst. Han har mishandlet Bella i 11 år, han kan umuligt have nogen grænser.

Louis dækker sin mund med sin hånd. ”Er du seriøs…” mumler han, og jeg nikker stille. Det ligner, at Nialls ben nærmest knækker under ham, og hans knæ rammer hårdt gulvet. ”Niall, fuck, er du okay?!” spørger Zayn hurtigt, og sætter sig bekymret på hug ved siden af Niall. Hans blå øjne ser helt skræmte ud. ”Jamen,” hvisker han uroligt. ”Hvordan kan det være sket?!” Hans hvisken bliver til en form for desperat råb. Ingen ved, hvad de skal sige. Vi har jo ingen anelse om, hvordan det er lykkedes ham at stikke af. Det her er virkelig noget lort.

”Det kan være lige meget, hvordan det er sket, problemet er: hvad gør jeg nu?” spørger Bella skrøbeligt. ”Han leder efter mig!” Jeg klemmer Bellas hånd endnu mere for at berolige hende en smule, men det virker ikke helt. ”Lad os starte med at slappe af!” siger Liam stresset. ”Uanset hvor skidt det hele ser ud, så må vi ikke gå i panik!”

”Liam, det er hendes psykopat af en far, der er på fri fod, og han leder efter Bella efter hende, hun har al ret til at gå i panik!” siger Zayn hurtigt.

”Selvfølgelig har hun ret til det, men det er bedst, hvis vi undgår det! Hvis vi alle sammen prøver at holde hovedet koldt, så kan vi måske finde en vej ud af det her!” vrisser Liam tilbage. Bella ryster ivrigt på hovedet, og hiver sig i håret, mens hun kigger ned. ”Det var lige præcis det her, jeg ville undgå!” siger hun skingert. ”Jeg ville ikke blande jer ind i det!” Hun rejser sig hurtigt op og løber sin vej.

”Bella vent!” siger jeg højt, og rejser mig også fra gulvet, og da jeg prøver at følge efter hende, støder jeg ind i et lille bord på vejen. ”Av for satan!” bander jeg, og humper lidt til siden, og tager mig ømt til foden. ”Hvorfor tænder vi ikke noget lys?” spørger Louis, og før jeg når at protestere, gør Zayn det. ”Nej! Lige nu er planen at holde lav profil, nærmest at skjule os, vi må ikke vise noget tegn på, at vi er her!” hører jeg ham sige, inden jeg tager mig sammen og leder efter Bella.

Efter at have stødt ind i et par vægge når jeg trappen, som fører op til hendes værelse, og jeg regner da med, at det er der, hun er. Forsigtigt går jeg op af den, og bagefter åbner jeg døren til hendes værelse, hvor jeg kan høre hende snøfte.

”Slap nu af søde,” siger jeg, og famler rundt i mørket, indtil jeg lander på hendes seng, som hun også ligger på. Forsigtigt lægger jeg armene om hende. ”Vi skal nok klare den, vi klarer den altid,” mumler jeg ind i hendes øre. Forsigtigt vender hun hovedet, og kigger mig i øjnene. Hendes øjne lyser op i mørket. ”Hvordan ved du det?” spørger hun skrøbeligt. Jeg fjerner blidt noget af hendes hår fra hendes ansigt. ”Det ved jeg bare.” hvisker jeg, og presser mine læber mod hendes.

Vi ligger i kort tid, inden jeg overtaler Bella til at gå ned til de andre igen. De har sat sig inde i stuen, stadig i komplet mørke. Jeg bryder mig ærlig talt heller ikke om mørket lige nu. Det ville være rart, at der var noget, der lyste op i denne her situation.

”Bella, hvor meget fik du at vide i det der telefonopkald?” spørger Liam. Bella sukker. ”Jeg fik at vide, at det var lykkedes ham at stjæle en politivagts pistol, og nå ud af fængslet, før der blev slået rigtig alarm.” mumler hun.

”Shit, så han har en pistol?” spørger Louis. ”Ja.” siger Bella, og der opstår en anspændt stilhed iblandt os.

”Okay, vi er nødt til at have en eller anden form for plan!” lyder det fra Niall. ”Hvilke planer, kan man lave? Sådan som jeg ser det, er der to muligheder!” siger Louis. ”Ét: vi kan blive her, og bede til, at politiet finder ham, før han finder os. Og to:” Han holder en kort pause. ”Vi kan opsøge ham.” Jeg rejser mig ivrigt op fra stolen, som jeg sad på. ”Er du rigtig klog?!” spørger jeg chokeret. ”Det er nok det værste, vi kan gøre!”

”Men det er en mulighed,” siger Zayn. ”Bare ikke en god mulighed.”

Bella rejser sig fra sofaen. ”Jeg kan ikke det her,” siger hun med gråd i stemmen. ”På grund af mig, så er I alle sammen i fare. Kan I ikke bare gå, og lade mig klare det her selv?” ”Under ingen omstændigheder!” siger Niall hurtigt. ”Jamen,” begynder Bella. ”Jeg vil ikke have, at der sker jer no-” ”Glem nu os!” afbryder Niall, og får Bella til at kigge på ham.

”Det her handler ikke om os, det handler hovedsaligt om dig! Og du er nødt til at lade være med at tænke på os hele tiden! Lad være at tage hensyn til alle andre end dig selv! Vær selvisk for én gangs skyld!” Han går tættere på hende. ”Du vil ikke have vi går, du vil ikke være alene. Men det ville være ondt af dig, synes du. Det er den eneste grund til, at du vil have vi skal gå, har jeg ret?”

Der går lidt tid, hvor stilheden ligger over os, inden Bella åbner munden. ”J… jeg vil ikke have I går. Jeg vil have, I bliver og hjælper mig.” snøfter hun, og læner sig ind mod Niall, som forsigtigt lægger armene om hende. Tænk, at hun lige havde sagt det. Bella havde for vane at glemme sig selv og gøre, hvad der var bedst for andre. Hun prøvede bare at gøre det umulige: at gøre alle glade og tilfredse. Og hvis man prøver for meget, så er den eneste, der ikke bliver glad en selv.

Bella trækker sig fra Niall, og tørrer kort øjnene. ”Ehm jeg… jeg vil gerne tænke det her rigtig godt igennem. Altså de to muligheder vi har.”

Åh nej. Hun overvejer vel ikke den anden mulighed, gør hun?

Hun siger ikke mere. I lang tid sidder vi alle sammen i komplet stilhed. Mine øjne er begyndt at vænne sig til mørket, og jeg kan derfor tyde Bellas ansigtsudtryk. Hun ser tænksom ud, og jeg sidder bare og ville ønske, at jeg kunne læse hendes tanker. Pludselig rejser hun sig. ”Liam, jeg skal lige snakke med dig.” lyder det fra hende, og hun giver et nik mod trappen. Liam rejser sig en smule forvirret op, og følger efter hende. Jeg hører døren til hendes værelse smække, og pludselig føler jeg mig endnu mere tom end jeg gjorde før. Og endnu mere forvirret. Hvad skal hun snakke med Liam om? Hvorfor Liam?

… hvorfor ikke mig?

Der går ikke lang tid, før de kommer tilbage, Liam med et lidt uroligt ansigtsudtryk. ”Niall, jeg skal også lige snakke med dig.” Niall rejser sig op, og følger med hende, mens Liam overtager hans plads. ”Hvad handlede det om?” spørger jeg nysgerrigt. Liam kigger kort over på mig, og kigger så væk igen. ”Ikke noget vigtigt, hun… ville bare høre, om jeg havde et råd til hende. Om hvad hun skal gøre.”

Det stikker lidt i hjertet. Hvorfor spørger hun Liam om det? Er det ikke mig, der er hendes kæreste? Burde det ikke være mig, hun ville have råd af? Ikke Liam. Eller Niall. Men mig. Hun ved da, at hun kan fortælle mig alt, og at jeg altid vil være der for hende.

”Nå. Hvad sagde du så til hende?” spørger jeg og prøver at skjule skuffelsen i min stemme. ”… Jeg sagde, at hun skulle føle efter. Hvad hun selv synes lød som den bedste plan.” siger Liam forsigtigt. Jeg nikker, og læner mig tilbage i min stol. Der går lang tid, hvor Bella og Niall ikke er her. Og vi, mig og drengene, snakker ikke. Stemningen er for anspændt. Og det dræber mig, at det tager så lang tid for Bella og Niall at snakke. Er det så vigtigt? Er det så alvorligt, det de snakker om? Og hvis det er så alvorligt, hvorfor må vi andre så ikke vide, hvad det handler om? Ville det ikke være det bedste?

Mine tanker bliver afbrudt, da jeg kan høre døren ovenpå åbne efterfulgt at trin på trappen. Både Bella og Niall kommer ind, og Niall har et trist ansigtsudtryk, mens Bellas er mere bestemt. ”Drenge,” siger hun, og kigger på os. ”Jeg har fundet ud af, hvad jeg vil gøre, og jeg vil rigtig gerne have jer med som støtte.” En uro breder sig i mig. Hvad har hun tænkt sig?

”Vi skal opsøge min far,”

Jeg rejser mig drastisk op. ”Er du blevet sindssyg?!” spørger jeg skræmt. Hun ryster roligt på hovedet. ”Nej, jeg har truffet min beslutning. Jeg har tænkt mig at kontakte ham, og lokke ham op i jeres sommerhus, hvor vi kan lokke ham i en fælde, og derefter ringe til politiet.”

”Bella, det her er ikke en film, det er ikke sådan, det fungerer!” vrisser jeg, og tager fat i hendes hænder. Jeg kigger hende i øjnene, og kan tydeligt se, at hun ikke har tænkt sig at skifte mening.

”Kom lige med,” siger jeg bestemt, og hiver hende med ovenpå og ind på hendes værelse. ”Bella, nej, du må ikke kontakte ham! Det er for farligt!” siger jeg, idet sekund jeg smækker døren i. ”Måske er det farligt, men jeg er nødt til det Harry!” siger hun trist. ”Jeg havde virkelig håbet, at du ville støtte mig… jeg kan ikke klare det uden dig…”

Jeg kigger trist på hende, og lægger mine arme om hende. ”Bella, jeg vil altid støtte dig men…” siger jeg, og stopper mig selv. ”Men hvad?” spørger hun, og kigger op på mig. Jeg kigger væk. ”… jeg er så bange for at miste dig.” hvisker jeg, og mærker en smerte indeni bare ved at tænke på det. ”Jeg vil ikke have du kommer til skade, jeg vil ikke… jeg vil ikke miste dig.” siger jeg igen, og kigger ned uden at møde hendes blik.

Hendes hånd lægger sig på min hals, og aer den blidt. ”Du kommer ikke til at miste mig,” siger hun, men hendes stemme er ikke overbevisende, og det gør bare endnu mere ondt indeni. Jeg kniber øjnene helt sammen. Bella stiller sig lidt på tæer, og lægger sit hoved ind mod min hals. ”Du sagde selv, at vi altid klarer den. Vi skal nok klare den. Vi klarer det her.” mumler hun, og jeg kan mærke hendes ånde, hvilket sender kuldegysninger ned gennem hele min krop.

Jeg strammer mine arme omkring hende, og indånder hendes duft. ”Vil du ikke nok lade være med at gøre det?” spørger jeg forsigtigt. Jeg kender allerede svaret, men jeg var nødt til at spørge. ”… Nej. Jeg er nødt til det,” hvisker hun med en skælvende stemme, og jeg snøfter kort. ”Du må ikke græde Harry, jeg beder dig.” tigger hun, selv med gråd i stemmen. Hun trækker sit hoved væk fra min hals, og kigger mig i øjnene, inden hun presser sine læber mod mine. Jeg lægger mine hænder på hendes ansigt, og kysser ivrigt tilbage. Bella skubber mig blidt bagud, så jeg støder ind i hendes seng, og jeg sætter mig på den, efterfulgt af Bella, der sætter sig ovenpå mig, uden at afbryde kysset.  

Pludselig mærker jeg Bellas hænder inde under min trøje, inden hun løfter lidt op i den. Jeg er lidt overrasket, men går hurtigt med på den, og lader hende hive min trøje af. Jeg bevæger mine kys ned fra hendes mund, til hendes hals, hvilket får hende til at læne sit hoved lidt tilbage i nydelse. Jeg begynder langsomt at knappe den skjorte, som hun har på, op. ­­­Forsigtigt glider den ned fra hendes skuldre, og hun tager den selv af, og lader den falde til jorden. Jeg tager fat rundt om Bella, og får hende lagt ned på sengen, mens jeg kysser hende intenst på munden. Mine hænder finder vej til hendes nylonstrømper, som jeg stille hiver af, og smider på gulvet.

Bellas hænder finder vej til mine bukser, og hun knapper dem op, og begynder at hive lidt ned i dem. Jeg hjælper hende lidt, og får dem til sidst af, hvorefter mine hænder kører hen af hendes krop. I en hurtigt bevægelse bevæger jeg dem om bag hendes ryg, og klipser hendes Bh op, hvorefter jeg fjerner den. Bella kører sine hænder gennem mit hår, og stønner blidt mod mine læber, da mine hænder kører hen over hendes bryster. Jeg trækker mine læber fra hendes, og placerer kys ned langs hendes krop, til jeg kanten af hendes trusser. Jeg hiver forsigtigt ned i dem, og Bella har næsten den samme reaktion nu, som hun havde første gang, vi gjorde det.

”Jeg elsker dig,” mumler jeg mod indersiden af hendes lår, hvilket sender vibrationer gennem hendes krop. Jeg bevæger mine kys op til hendes læber igen, og mine hænder kryber hen mod hendes underliv, da hun stopper mig. ”Nej… bare… gør det.” stønner hun, og jeg forstår hurtigt hentydningen, og tager mine boxers af. Ligesom sidst gør Bella store øjne, og det får mig til at smile en smule. Jeg fletter mine fingre ind i hendes og kysser hende intenst, inden jeg langsomt trænger ind i hende. Hun tager en skarp indånding, og holder vejret et kort øjeblik.

”… oh my god,” hvisker hun stakåndet. Jeg giver hende et kort kys på næsen. ”Skal jeg fortsætte?” spørger jeg forsigtigt, mens varmen bliver spredt rundt i min krop. ”Vent,” mumler Bella, og lægger sin ene hånd på mit bryst. Mit hjerte banker hårdt mod det, og hun kan garanteret mærke det.

”… jeg ville ønske, at der var noget, jeg kunne sige, der kunne få dig til at ændre mening,” mumler jeg ned til hende. ”Du betyder så fandens meget for mig Bella.”

”Det ved jeg,” siger hun forpustet, og presser sin hånd ind mod mit bryst. ”Men det hele skal nok gå, jeg har styr på det.” hvisker hun, og lader sine læber møde mine. Jeg ånder tungt ud, og begynder at bevæge mig inde i hende, og det bringer et støn frem hos både Bella og jeg.

Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, hvis hun forsvandt. Jeg tror ikke helt, hun er klar over, hvor meget jeg har brug for hende. Jeg føler ikke, at jeg kan forestille mig et liv uden hende. Selv nu, hvor det ser allermest sort ud for os, så siger hun, at vi klarer den. Og jeg tror, at den eneste grund til det, er, at hun er tæt på mig. Jeg elsker hende. Og jeg håber virkelig, at hun mener det hun siger. Jeg håber virkelig, at hun har styr på det hele, som hun sagde. Hun må have en plan, og jeg glæder mig til at høre den, for lige nu er jeg meget skeptisk.

 

 

In the darkness I am found

Found with your love surrounding me

Feel this? Can you feel this?

My heart beating out of my chest

Feel this? Can you feel this?

Salvation under my breath- Feel This, Enation

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

… ja, der skete ikke MEGET i dette kapitel, men jeg ville gerne have, at I ligesom skulle få et indblik i situationen, som de alle står i lige nu. Og den er ikke særlig god.

Tror I, at Bella virkelige har styr på det hele, eller er det bare noget hun siger for at berolige Harry? Hvad er det for en ’plan’ hun muligvis har? Og lader drengene hende virkelig kontakte sin far?

Jeg vil som altid lige takke alle mine dejlige læsere! I er skønne, jeg elsker jer! Og jeg håber i hænger på her i de sidste kapitler ;)

Tusind tak! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...