Good Enough- {1D}

OBS! Dette er 2'eren til Blackout!
Efter at Bella kom væk fra sin far, og flyttede ind hos sin mor, har alting været perfekt. Det er nu snart en måned siden, at Bella blev kærester med Harry, og Bella begynder at lære ulemperne ved at date en berømthed, og spørgsmålet er, om Bellas og Harrys forhold er stærkt nok. Desuden opdager hun også, hvordan tiden med hendes far har påvirket hende, og vil hun nogensinde kunne glemme alt om ham?

74Likes
240Kommentarer
17515Visninger
AA

30. Epilog- Can I have This Dance

”Niv mig igen!” tigger jeg begejstret og stikker min arm op i hovedet på Harry. ”Bella, tro mig denne gang, for jeg gider ikke nive dig igen! Det er ikke en drøm!” siger Harry overbevisende. Jeg smiler enormt og jubler en smule.

”Hvor er det dejligt endelig at se dig så bekymringsfri og glad.” siger Harry sødt og kigger på mig. Jeg kigger lidt forlegent ned af mig selv, inden jeg giver ham et kort kys på kinden. ”Jeg har dig at takke.” mumler jeg og putter mig tættere ind på ham, da den kolde december-vind blæser ind over altanen, som vi er gået ud på.

”Du kan også takke dig selv. Det var dig, der kom op med denne der syge plan!” komplimenterer han og giver min hofte et klem. ”Men jeg kunne ikke have gjort noget af det her uden dig.” siger jeg oprigtigt og kigger Harry i øjnene.

Der opstår en kort stilhed, hvor vi bare kigger forelsket ind i hinandens øjne. ”Hvad skal vi for resten sige til pressen, når du bliver udskrevet?” spørger jeg undrende og putter mit hoved ind mod Harrys bryst. Han sukker kort. ”Jeg ved det ikke helt… de har set mig være her, så vi kan ikke rigtig benægte det. Men hvad for en løgnehistorie skal vi stikke dem for at komme ud af den?” spørger han. Jeg lukker kort øjnene og lytter til hans hjerte banke. Det skaber en form for tryghed i mig.

”Vi kunne også fortælle dem sandheden.” foreslår jeg og kigger langsomt op på Harry. Han kigger overrasket på mig. ”Tror du godt, du kan det?” spørger han. Jeg nikker. ”Dig og drengene har givet mig styrken til det. Plus, min historie kan måske hjælpe andre.”

”Hvad mener du?” spørger Harry roligt. Jeg fjerner noget af håret foran mine øjne. ”Jo, jeg hører tit om folk, der fortæller deres ’historier’, så andre kan relatere, og se at man godt kan komme igennem det. Måske kan jeg inspirere, og endda hjælpe nogle børn, der har de samme problemer, som jeg havde. Jeg elsker trods alt at hjælpe folk.” forklarer jeg. Harry smiler kærligt til mig. ”Jeg er så stolt af dig.” mumler han og giver mig et kys på munden.

Jeg vender mig langsomt om, så min ryg er presset mod hans bryst, og Harry lægger armene om mig. Stjernerne lyser oven over os og skaber en fantastisk rolig stemning. ”Man siger, at den første stjerne man ser eller lægger mærke til, er en person, som man har kendt, men som nu er død, der kigger ned på en.” fortæller jeg seriøst. ”Jeg har aldrig kendt nogen, som nu er død. Ikke før i dag.”

”Siger du, at din fars står og holder øje med os?” spørger Harry skeptisk, og jeg griner rystende på hovedet. ”Nej, nej han kan umuligt være en stjerne. Nej, jeg tror, det er Bella, der kigger ned på os. Den gamle Bella. Hende der var en bange og lukket person. Hun døde sammen med min far i dag.” siger jeg og lukker øjnene.

Jeg er så taknemmelig for alt det, der er sket mig her på det sidste. Efter jeg mødte drengene, så er mit liv blevet godt igen. De har fået en ny Bella frem. Jeg har ændret mig på grund af dem. Og det er en positiv ændring. De har alle hjulpet mig. De har reddet mig. Den gamle Bella ville til sidst have nedbrudt mig fuldstændig. Men når jeg ændrede mig, så forsvandt hun mere og mere. Og nu er hun ikke mere end en stjerne på himmelen. ”Og hun kommer aldrig tilbage.” hvisker jeg og kigger ned. ”Men det gør heller ikke noget. Så længe jeg har dig og drengene.” Jeg klemmer Harrys arme, som ligger rundt om mig. Jeg føler mig helt sikker, når han holder om mig. Som om intet dårligt kan ske nu. Harry ånder tungt ud.

”Jeg elsker dig så højt, Bella.” siger han kærligt.

”Vil du altid elske mig?” spørger jeg langsomt, og Harrys greb om mig bliver endnu strammere.

”Altid. Altid og for evigt. Uanset hvad der sker, så vil det altid være dig Bella. Ingen andre. Kun dig. Altid.” siger han, hvorefter han planter et forsigtigt kys på min kind.

 

26. juli 2018

 

Jeg kigger mig i spejlet, og jeg ved snart ikke, om jeg er nervøs eller glad. Jeg kan ikke engang tyde mit eget ansigtsudtryk. Jeg sveder, og jeg hader mig selv for det! Der skal kraftedeme ikke være svedpletter på min kjole, og jeg kan ikke plaske vand i hovedet på mig selv for at køle mig ned, for så ødelægger jeg min makeup, jeg kan ikke sætte mig ved vindblæseren, det vil ødelægge min frisure, og jeg kan ikke tage dybe indåndinger, for denne her kjole strammer!

Men når alt det er sagt, så tror jeg stadig, at jeg glæder mig. Bella, hvad er det, du siger; selvfølgelig glæder du dig! Du har set frem til denne her dag i evigheder; du har ventet på det i et år! Tag dig nu sammen!

Jeg sveder stadig. Hvorfor skal det også være så varmt?! Jeg ved godt, at vi er i juli, men det har aldrig været så varmt! Jeg overdriver måske en smule, men det er stadig varmt, når man tænker på, at det her er England. Idet mindste regner det ikke.

Pludselig er der nogen, der banker på døren til toilettet, hvor jeg befinder mig. ”Bella, er du okay derinde?” lyder det fra Perrie. Jeg tager mig forskrækket til brystet. ”… Er du stadig derinde?” spørger hun bagefter.

”Ja!” svarer jeg, og synker en klump tør spyt. Forsigtigt vender jeg mig om, og låser døren op. Perrie, Eleanor og Felicia står alle derude. ”Vi troede lige, at du var stukket af!” griner Felicia, og tager min hånd. Jeg ryster hurtigt på hovedet. ”Det kunne jeg da aldrig finde på!” siger jeg hurtigt, og ånder dybt ud.

”Nervøs?” spørger Eleanor blidt. Jeg nikker kort. ”Det skal nok gå,” beroliger hun mig med. Jeg smiler stille. Selvfølgelig skal det nok gå. Jeg går forsigtigt forbi pigerne, og stiller mig foran det store spejl. Tænk, at dagen allerede er kommet.

”Den kjole sidder virkelig perfekt på dig.” siger Perrie bag mig. Jeg kigger godt på mig selv i spejlet. Det tog mig så lang tid at finde den kjole. Men det var det værd. Jeg endte trods alt med at finde den perfekte kjole. Et tilfredst smil kryber hen over mit ansigt.

Jeg bliver hevet ud fra min egen lille verden, da nogen banker på døren til rummet herind. ”Hallo?” lyder Nialls stemme, og jeg smiler automatisk. ”Gommen må ikke komme herind!” råber Felicia, og går hen imod døren.

Gommen. Alene lyden af det ord får min mave til at vende sig i nervøsitet.

”Så er det jo godt, at jeg ikke har ham med!” siger Niall seriøst, og Felicia åbner døren en smule. ”Hej babe,” mumler hun, og planter et kort kys på Nialls mund.

”Neej, du har ikke hele flokken med?” kan jeg høre hende sige, mens hun forhindrer dem i at komme ind. ”Hvad siger du Bella, må de komme ind?” Jeg kigger på Felicia. Hendes lange lyse hår falder flot ned af hendes ryg, mens hun smiler til mig. Niall havde valgt en god kæreste, præcis ligesom de andre drenge havde, men Felicia var jo den ’nyeste i kæresteklubben’, hvis man kan sige det sådan.

Jeg nikker bestemt. ”Ja, det er helt okay.” siger jeg, og stiller mig med front mod døren. ”Men I skal love, at I ikke forelsker jer i hende, hun ser nemlig fantastisk ud.” siger Eleanor højt, inden Felicia åbner døren helt. Den første der træder ind, er Niall, men han stopper op idet sekund, han ser mig. Jeg rødmer svagt, og kigger væk. Niall går lidt tættere på mig, og Liam træder også ind af døren, hvorefter Felicia skynder sig at lukke døren.

”Wow, Bella,” mumler Niall helt forbløffet. Han går hen, og lægger forsigtigt armene rundt om mig. ”Pas på kjolen og håret,” griner jeg, og trækker mig lidt væk, hvorefter Liam kommer hen. ”Wow, gommen er godt nok heldig!” griner han, og giver mig også et forsigtigt kram.

”Hvordan har han det?” spørger jeg nervøst, og modstår trangen til at bide mig selv i læben og ødelægge min læbestift. Niall griner kort. ”Ha, han har det fint, jeg tror, han er rigtig spændt.” fortæller han, hvilket får mig til at smile lidt.

”Hvordan har du det?” spørger Liam. Jeg tager mig til brystet, og mærker mit hjerte banke hårdt. ”Jeg har det fint… jeg er bare lidt nervøs, tror jeg.” fortæller jeg, og lukker kort øjnene. ”Det er trods alt en stor dag.”

”Selvfølgelig, men du skal nok klare dig!” siger Niall opmuntrende. Jeg nikker.

”Tænk, er det ikke vildt, at det er 11 år siden, jeg mødte dig for første gang?” spørger Niall pludseligt, og lægger armene over kors. Overrasket spærrer jeg øjnene op. ”Er det rigtigt?!” spørger jeg, og Niall nikker. ”Du ved, da jeg mødte dig dengang, så havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg ville være med til dit bryllup!”

Hans ord gør mig helt sentimental, og jeg mærker tårerne stige op i øjnene. ”Men jeg er glad for, at jeg er her, hvis jeg ikke var her, så havde jeg misset dig i den kjole… du ser virkelig fantastisk ud.”

”Niall, du kan ikke gøre det her!” hviner jeg, og vifter med mine hænder for at tvinge mine tårer inde. ”Hvis du får mig til at græde, så ødelægger jeg min makeup!”

”Aw smukke,” griner Perrie, og rækker mig en serviet, som jeg tager imod, og forsigtigt dupper under mine øjne, så jeg ikke tværer makeuppen ud. ”Kvinder græder da også over alting, hvis man er sure på dem, hvis man giver dem komplimenter, jeg kunne sige ’hej’, og så kunne i bryde grædende sammen.” siger Niall, hvilket får Liam til at grine.

”Årh hold mund!” vrisser Felicia med et smil.

Niall og Liam bliver herinde i et lille stykke tid, inden de skulle have et såkaldt vagtskifte, og Louis og Zayn kommer ind i stedet. Det bliver ikke til andet end lidt smalltalk, inden de pludselig skal gå. ”Der er kun en halv time tilbage, vi er nødt til at sørge for, at din mand, eller, kommende mand, bevarer roen!” siger Louis, og rejser sig fra den stol, han sad på, hvorefter han giver Eleanor et kram. Jeg gisper kort, og kigger op på uret, der hænger på væggen. En halv time. 30 minutter. 1800 sekunder. Shit.

”Okay… okay hils ham.” siger jeg, og prøver at berolige mig selv en smule. ”Haha, det skal vi nok!” siger Zayn, og giver mig et kort ’kys’ på kinden, inden han giver Perrie et rigtigt kys, og sammen går han og Louis går ud.

”En halv time.” hvisker jeg for mig selv, og vender mig væk fra pigerne. Jeg kigger ud af vinduet. Solen skinner; vejret er fantastisk. ”Er du okay?” spørger Eleanor, og træder tættere på mig. Jeg nikker. I starten så var jeg lidt bange. Jeg var bange for, at jeg ville få kolde fødder, men så igen det ville aldrig ske. Jeg elsker ham jo for fanden! Jeg kunne ikke drømme om at stikke af. Jeg stikker aldrig af mere. Men så begyndte jeg at tænke: kan jeg være sikker på, at han ikke får kolde fødder? Og så gik det op for mig, at jeg bare skal stole på ham. Som altid. Og jeg stoler på ham. Det har jeg gjort i så lang tid nu, at det bare er en refleks. Jeg tvivler aldrig på ham længere.

Der går omkring fem minutter før min mor kommer ind i rummet. Hun siger det, en mor plejer at sige. ’Du ser så smuk ud, jeg kan slet ikke tro, at du allerede skal giftes, jeg elsker dig’ og alt det der. Det varmer mit hjerte, men nu er jeg efterhånden bare utålmodig. Jeg længes efter at gå op af kirkegulvet, at se de blomster jeg har bestilt stå i lokalet, at se de farver jeg har valgt rundt omkring, og vigtigst af alt: at se den mand, jeg elsker, stå oppe ved alteret.

”Godt, der er 10 minutter til, vi må hellere få dig i position!” siger Felicia begejstret og åbner døren. Jeg tager et kort kig i spejlet, og tager en dyb indånding, mens jeg tager min brudebuket i hånden. Perrie og Eleanor hjælper mig med at sætte mit slør ordentligt, og jeg kigger på mig selv i spejlet. Som tegn til, at jeg er klar, giver jeg et kort og tilfredst nik fra mig, inden jeg vender mig i retning af døren, og bevæger mine fødder hen over gulvet.

Min mor siger pænt farvel, da hun skal sidde inde i kirken og se mig, og de andre piger går med mig ud foran den. Jeg har valgt dem som mine brudepiger, jeg skylder jo i hvert fald Eleanor det, eftersom jeg også måtte være hendes brudepige til hende og Louis’ bryllup. Og når Perrie og Zayn skal giftes til december, så kan Perrie få lov at gøre gengæld. Det er næsten kun et spørgsmål om tid, før Niall frier til Felicia. Jeg er sikker på, at det kunne ske hvert øjeblik, det skulle være, selvom Niall og Felicia, kun har været sammen i 2½ år. Wow, det var et sidespor, men det er svært for mig at koncentrere mig lige nu. Der foregår for meget i mit hoved.

”2 minutter til, du skal ind! Nervøs?” spørger Felicia. Jeg synker hurtigt en klump, og knuger buketten i min hånd. ”Nej.” svarer jeg så. Jeg kunne umuligt være nervøs. Det her er, hvad jeg har drømt om i årevis, og nu er det her endelig. Jeg kan ikke andet end at være glad. Jeg er ikke nervøs. Jeg er spændt.

Jeg kan høre den velkendte melodi spille inde fra kirken, og det er mit tegn til at komme ind. Dørene foran mig går op, og jeg tager en hurtig men dyb indånding, inden jeg begynder at gå.

Nu er det nu.

Jeg ser alle gæsterne derinde, og hvordan de vender deres hoveder imod mig, mens jeg går. For hvert skridt banker mit hjerte endnu hurtigere. Jeg smiler venligt til alle gæsterne, nogle kender jeg bedre end andre. Og endelig beslutter jeg at lade mit blik lande oppe ved alteret. Og så ser jeg ham. Stå der i sit jakkesæt, med sine hænder foldet omme bag på ryggen, idet han vender hovedet mod mig.

Harry.

Han kigger på mig, med de grønne øjne, som har fortryllet mig siden dag et, og stadig gør det, hver gang jeg kigger ind i dem. Et smil kryber hen over hans ansigt, og afslører ikke blot hans hvide perletænder, men også hans smilehuller ude i siden. Hans hår sidder som det plejer, skubbet tilbage og væk fra hans pande. Jeg mærker, hvordan den røde farve stiger op i mine kinder bare ved synet af ham. Louis står bag ham, og læner sig forsigtigt frem, og hvisker noget i Harrys øre, men det bliver overdøvet af bryllupsmelodien. Det er også lige meget, hvad Louis siger, jeg ved kun, at det får Harry til at smile endnu mere, som om det var muligt.

Jeg havner oppe ved siden af Harry, og jeg vender mig mod ham, så vi ser hinanden i øjnene. ”Dejligt, at du kunne komme.” hvisker han, hvilket får mig til at smile stort. ”I lige måde,” hvisker jeg tilbage, lige før stilheden breder sig.

”Vi er samlet her i dag for at forene denne mand og denne kvinde i det hellige bånd, vi kalder ægteskab,” lyder det fra præsten, og det er det eneste, jeg hører, inden jeg lukker helt af. Jeg er fuldkommen ligeglad med det, han siger, det eneste jeg kan koncentrere mig om, er Harry. Jeg kan ikke andet end at stirre ind i hans øjne. De ser lykkelige ud, og det får varmen til at sprede sig helt ud i mine fingerspidser. Hans blik minder mig om dengang for et år siden, dog en del mere roligt…

 

26. juli 2017

 

”Men Harry, det er vores årsdag! Vores 5-årsdag oven i købet!” sagde jeg lidt skuffet ind i telefonen, mens jeg tømte indkøbsposerne. ”Jeg ved det godt babe,” sagde Harry med en undskyldende klang i stemmen. ”Men vi skal være længe i studiet i dag. Det er trods alt mit arbejde, babe.”

”Det ved jeg godt, men helt ærligt, hele dagen?” sagde jeg og lænede mig op af køkkenbordet.

”Det er ikke hele dagen jeg er væk! Jeg er hjemme ved 21-tiden.” forsikrede Harry mig om, og jeg sukkede. ”Det er rigtig sent. Du var her knapt nok i morges, og nu er du her heller ikke i aften.” konstaterede jeg ærgret.

Harry sukkede. ”Undskyld baby, men jeg lover, at når jeg kommer hjem, så giver jeg dig den bedste årsdag nogensinde!” ”Hvordan det?” spurgte jeg mistroisk. Denne dag kunne ikke blive værre. Harry grinte kort. ”Tjah, først, så går vi ind i sengen, og så-” ”Harry!” afbrød jeg surt, hvilket fik ham til at grine.

”Jeg laver sjov, jeg laver sjov! Men stol på mig, jeg skal nok gøre det her godt igen, okay?” Jeg så ikke rigtigt, at jeg havde noget valg og sukkede bare, mens jeg mumlede et ’jaja’, hvorefter vi begge lagde på. Jeg kiggede trist ud af vinduet. 5 år havde vi været sammen, og så var han her ikke engang. Røvhul.

 

***

 

Jeg sad og så tv. Klokken var kun halv otte om aftenen, så der var stadig alt for lang tid til, at Harry ville komme hjem. Jeg havde ikke bestilt andet hele dagen end at se tv og være irritabel. Jeg vidste godt, at jeg ikke rigtig kunne tillade mig at være sur på Harry, men sådan var det nu engang.

Jeg hev træt min telefon frem og gik på twitter, hvor mine øjne straks faldt på et billede af Harry, som en update account havde tweetet. Det var Harry, der var på vej ind på et hotel, og det var ikke mere end en time gammelt. Nervøsiteten blandet med vrede begyndte at stige i min krop. Han sagde, at han skulle arbejde i studiet, så hvad fanden laver han så på et hotel?!

… hvis han var mig utro, så var han seriøst færdig!

Uden at tænke slukkede jeg for tv’et og fór straks op for at spurte ud af hoveddøren. Jeg kunne genkende hotellet på billederne, så jeg vidste præcis, hvor jeg skulle hen.

 

Jeg var hurtigt henne foran hotellet, og jeg nærmest slog døren ind til lobbyen op. Rasende marcherede jeg hen imod disken, hvor man tjekker ind. ”Goddag, hvad kan jeg hjælpe med?” spurgte en venlig pige bag disken. Jeg gjorde mit bedste for at smile, men mine følelser var helt ude af kontrol, så det blev et ret mærkeligt smil. ”Ja, hej, jeg vil gerne vide, hvilket værelse Harry Styles bor på. Jeg er hans kæreste.” forklarede jeg. Pigen så lidt skeptisk på mig, men begyndte alligevel at søge i sin computer.

”Værelse 203.” sagde hun kort og skulle til at snakke videre, men jeg takkede hurtigt og løb hen imod elevatoren. Jeg trippede uroligt, mens den kørte op. Jeg var for urolig til at kunne stå stille. For som tingene så ud nu, så løj Harry i hvert fald for mig, og det var ikke i orden! Og hvorfor gjorde han det overhoved?

Der lød et pling, hvorefter døren i elevatoren gik op, og jeg sprang ud af den og gik rundt i vildrede i omkring 5 minutter, før det lykkedes mig at finde Harrys værelse. Jeg bankede hårdt på og ventede utålmodigt på, at han ville lukke op. Da der gik for lang tid bankede jeg på igen, denne gang hårdere og højere. Jeg blev ved med at banke, indtil døren foran mig endelig gik op.

”B-Bella?” sagde Harry overrasket og på samme tid nervøst. Jeg prøvede at gå ind, da Harry spærrede vejen for mig. ”H-hvaaad laver du her?” spurgte han og kiggede lidt usikkert på mig. Han kunne godt se, at jeg var vred. ”Ja, det kunne jeg også spørge dig om!” vrissede jeg. ”Du sagde, du skulle arbejde! Du sagde, at I skulle i studiet! Så hvorfor er du på hotel?”

”Bella, hør lig-” Jeg afbrød ham, da det lykkedes mig at mase mig forbi ham, hvilket gjorde, at jeg havnede i stuen, som var pyntet flot op med roser og ikke-tændte stearinlys og en masse andet hejs, som jeg ikke kunne holde ud at se på. Jeg knyttede næverne og gik hurtigt hen til den første, den bedste, dør for at rive den op, og det afslørede et soveværelse med en kæmpe seng midt i det hele. Der lå blomsterblade drysset ud over det meste, og jeg kneb øjnene sammen for ikke at begynde at græde.

Pludselig kunne jeg mærke Harry bag mig, og jeg vendte mig hurtigt om. ”Godt så, hvor er hun?” spurgte jeg vredt og kiggede på Harry, hvis øjne straks blev tre gange større end normalt. ”Hvad mener du med ’hun’?” spurgte han, og jeg fnøs hånligt af ham. ”Hvor er den luder, som du har gjort alt det her for?!” spyttede jeg og skubbede til hans bryst, inden jeg gik forbi ham, men han fulgte hurtigt efter.

”Bella, vent, det er ikke-” ”Hold din mund! Jeg fatter ikke, at du kunne gøre det!” vrissede jeg og lukkede øjnene for at lade en enkelt tåre trille ned af min kind. ”Efter alt, hvad vi har været igennem, så gør du det her imod mig?! Og så oven i købet i dag! Flot, Harry!”

Harry greb fat rundt om mit håndled. ”Bella, hold op, du misforstår alting! Det er ikke, hvad du tror!” råbte han desperat. Jeg vendte mit hoved væk fra ham og kvalte et klynk, inden jeg tog mig sammen til at snakke igen. ”Ikke det? Jamen hvad fuck er det så?!”

”Et frieri!”

Jeg vendte hurtigt mit hoved mod Harry, da de to ord røg ud af hans mund. ”Hvad sagde du?” hviskede jeg chokeret, og Harry sank nervøst en klump, mens hans greb om mit håndled løsnede sig. Lidt.

”Bella, jeg elsker dig højere end nogen anden,” begyndte Harry, og så mig i øjnene. ”De sidste syv år har været de bedste i hele mit liv, og fem af de år er hovedsaligt din fortjeneste. Vi har haft op og nedture, men vi har altid formået at klare os alligevel. Og selvom du kan være fuldstændig sindssyg, og mental ustabil,” Han smilede lidt usikkert til mig, det smittede lidt af på mig. ”Så er der ikke nogen anden, jeg elsker lige så meget som dig. Det vi har, er helt specielt, og for hvert bump på vejen er vores forhold bare blevet stærkere. Jeg elsker dig, og jeg vil tilbringe resten af mit liv sammen med dig. Og derfor,”

Langsomt sank Harry ned på gulvet. På ét knæ. Han stak sin ene hånd ned i sin baglomme og hev en lille æske frem, som han hurtigt åbnede, og det afslørede en smuk diamantring, der sad og stirrede op på mig. Mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst, mens jeg kunne se, at Harry formede nogle ord inde i sit hoved.

”Bella Spring…” sagde han nervøst, og slikkede sig kort om læberne. ”Vil du gifte dig med mig?”

Jeg måbede og lagde begge mine hænder over min mund, mens jeg kiggede ind i Harrys nervøse blik. Et forvirret smil bredte sig på mine læber, idet jeg fjernede mine hænder, og idet øjeblik vidste jeg godt, hvad jeg skulle svare. ”… ja.” hviskede jeg lykkeligt. ”Jeg… selvfølgelig!” Et par tårer fandt vej ned af mine kinder imens, jeg sagde det, og da Harry forsigtigt tog min hånd og kørte den lille fine ring ned over min ringefinger, så løb tårerne nærmest om kap ned af mine kinder. Jeg kiggede kort på den, mens Harry rejste sig fra jorden. Han så virkelig lettet ud, og det fik mig til at fnise lidt. Jeg slyngede armene om ham, og grinte lykkeligt, mens Harry tog fat rundt om mit liv.

”Så det var derfor, du løj for mig?” spurgte jeg, og Harry nikkede. ”Jeg ville jo have, at det skulle være en overraskelse.” mumlede han tilbage. ”Undskyld, at jeg… flippede ud.” sagde jeg flovt, men Harry grinte bare og aede mig på ryggen.

”Det er okay. Du har gjort det godt igen, ved at sige ja.” sagde han og pressede bagefter sine læber mod mine i et langt kys.

 

***

 

Jeg bliver revet tilbage til virkeligheden, da mit navn pludselig bliver nævnt. ”Tager du Bella Spring,” siger præsten roligt, og smiler til mig. ”Harry Edward Styles, som hos dig står, til at være din ægtemand. Vil du elske og værne om ham i medgang og modgang til døden jer skiller?”

Jeg synker kort en klump, men nikker så bestemt, og kigger Harry i øjnene.

”Ja.” svarer jeg, og smiler bredt.

Præsten vender sit hoved mod Harry, der bliver ved med at have øjenkontakt med mig gennem det hele. ”Og tager du, Harry Edward Styles, Bella Spring, som hos dig står til at være din hustru. Vil du elske og værne om hende i medgang og modgang, til døden jer skiller?” Jeg klemmer nervøst buketten i mine hænder, mens Harry sender mig et kæmpe smil.

”Ja.” svarer han, hvilket får mit greb om buketten til at løsner sig en smule.

Vi udveksler ringe, og får mulighed for at se hinanden dybt i øjnene. Det er som om, vi er de eneste til stede lige nu. ”Jeg erklærer jeg nu for rette ægtefolk at være.” lyder det fra præsten. ”Du kan nu kysse bruden.”

Harry tager forsigtigt fat i mit slør, og fjerner det roligt, inden han lægger sine hænder på mine kinder, og trækker mig ind til et dybt kys. Kirkeklokkerne begynder at ringe, og en jubel spreder sig, mens Harrys læber er som låst mod mine.

Det føles som om, der er fyrværkeri indeni min krop. Alt indeni mig bobler simpelthen af lykke, det er så ubeskriveligt. Efter hvad der føles som nanosekunder, trækker Harry sig fra mig, og tager roligt min hånd. ”Du ser for resten helt fantastisk smuk ud,” mumler han ind i mit øre, hvilket får mig til at rødme svagt. Vi går begge to ned af kirkegulvet og mod udgangen. Der er en masse mennesker udenfor, blandt andet en del paparazzier. Men det skulle ikke ødelægge mit bryllup. Vores bryllup.

Før mig og Harry træder ind i den limousine, der står parat til os, vender jeg mig om, og kaster brudebuketten til alle de kvinder, som står og kæmper om den. Jeg når at se, at Felicia får fat i den, hvorefter hun vender sig mod Niall, og da jeg ser hans ansigtsudtryk, kan jeg ikke lade være med at grine. ”Held og lykke Niall!” råber jeg og overdøver kun lige larmen fra menneskerne og kirkeklokkerne.

 

***

 

”Alle sammen tag godt imod, for første gang nogensinde, Mr.- og Mrs. Styles!”

Jeg træder smilende ind i salen med Harrys hånd i min, mens gæsterne klapper. ”Hm, ’Mrs. Styles’… det skal jeg vist lige vænne mig til!” griner jeg, og smiler op til Harry. ”Du har haft næsten et år til at vænne dig til det!” siger han, og referer til den dag, vi blev forlovet.

Jeg smiler stort, og griner. ”Jeg ved det, men det var først for en uge siden, det gik op for mig, at det her rent faktisk ville ske! Det hele virkede som en drøm.” siger jeg, og klemmer hans hånd, mens vi går hen imod vores bord. Jeg har lyst til at hoppe op og ned og hvine som en lille pige; jeg er simpelthen så lykkelig.

Næsten ligesom dengang på hospitalet, hvor jeg fandt ud af, at min far endelig var ude af mit liv. Det var en god dag!

Harry og jeg går hen og sætter os ved vores bord, hvor Anne, Gemma, min mor og drengene sidder. Det er sådan vores hovedbord, det er der, hvor de vigtigste mennesker sidder. ”Tillykke!” siger de næsten alle i munden på hinanden, bare en smule forskudt. ”Wow Bella, du ser virkelig fantastisk ud!” siger Anne, hvilket får mig til at smile stort. ”Tusind tak.”

Harry og jeg sidder og snakker lidt med de andre i et godt stykke tid, samtidig med at der en gang imellem kommer folk hen og ønsker os tillykke, og de andre render os lidt frem og tilbage mellem vores samtaler. Jeg kan slet ikke fjerne smilet fra mine læber igennem det hele, det er næsten pinligt. Men pludselig bliver vores samtale afbrudt, da musikken stopper.

”Skal vi ikke have brudeparret ud på dansegulvet?” lyder det fra Niall, og jeg vender mig om og ser ham stå med mikrofonen i hånden oppe på scenen. Han sender mig et flabet smil, inden han blinker, hvorefter han opmuntrer de andre gæster til at få mig og Harry ud og danse. ”Jeg myrder Niall en dag.” mumler jeg, mens jeg rejser mig op, og Harry tager blidt fat i min hånd.

”Kom nu, det er ikke så slemt.” griner han og trækker mig langsomt med ind på midten af dansegulvet. ”Du ved, jeg hader at danse… og at være i centrum.” mumler jeg imens, men da vi endelig står derude, tager Harry fat i mine hænder og kigger mig dybt i øjnene. ”Bare slap af. Du er i sikkerhed med mig.” hvisker han, inden den rolige musik begynder igen.

Harry træder langsomt et skridt frem, hvilket jeg tager som et tegn til at træde bagud. Efter kort tid får jeg endelig nogenlunde styr på det, og jeg kigger flovt ned, imens jeg griner. ”Hvorfor er jeg stadig så akavet?” spørger jeg retorisk og ryster på hovedet af mig selv, inden jeg kigger op i Harrys øjne.

”Det er en del af din charme.” siger Harry kærligt. Hans grønne øjne lyser op og får mit hjerte til at banke hurtigere hvert sekund. Han er simpelthen så… perfekt. Han er perfekt at se på, og han er et perfekt menneske. ”… er du,” begynder Harry langsomt og kigger forundret ind i mine øjne. ”Er du overhovedet virkelig? Jeg mener… du er så perfekt, hvordan,” Han ånder tungt ud. ”Hvordan kan det være, at jeg var så heldig at få dig?”

Jeg kigger helt overvældet på ham, men før jeg når at sige noget, så fortsætter han. ”Jeg har haft dig i så lang tid nu, og jeg kan ikke forestille mig et liv uden dig. Jeg kan ikke forstå, at jeg har kunnet gå i så mange år uden dig i mit liv.” Han griner kort. ”Er det ikke utroligt? Det er over 6 år siden vi mødtes, og nu er vi her-” Han drejer mig kort rundt, inden han hiver mig tæt ind til ham igen.

”-Mrs. Styles, og har vores første dans som mand og kone. Vi er bare ved at gøre os klar til alle de ’første ting’, der kommer os i møde… og de mange problemer.” Jeg kigger uroligt på ham. ”Problemer?” siger jeg nervøst, hvilket får Harry til at grine kort.

”Alle har problemer en gang imellem… men det er okay. For vi to, vi kan klare det.” hvisker han og stirrer mig dybt i øjnene. ”… Jeg er så lykkelig lige nu, Bella.” Jeg tørrer forsigtigt en tåre i mit øje væk, hvorefter jeg gør det samme med Harry, mens jeg griner svagt.

”Jeg elsker dig, Harry… så meget.” siger jeg og lægger mit hoved ind mod ham. ”Er det ikke utroligt? Jeg, der aldrig troede, at jeg kunne elske nogen efter alt det, jeg havde været igennem, fandt min soulmate som 14-årig. Det er jo nærmest et mirakel.” Jeg åbner forsigtigt øjnene og kigger ud af det lille vindue henne for enden af lokalet. Udenfor kan jeg lige akkurat se den lille faldefærdige legeplads. Den jeg legede på som lille. Mit gemmested. Et sted, jeg altid har forbundet med lykke. Og efter i dag, så vil jeg formegentlig stadig forbinde det med lykke.

For jeg har aldrig været lykkeligere, end jeg er nu.

 

What we have is worth fighting for
You know I believe, that we were meant to be

It's like catching lightning the chances of finding someone like you (like you)
It's one in a million, the chances of feeling the way we do (way we do)
And with every step together, we just keep on getting better
So can I have this dance (can I have this dance)

Can I have this dance?- High School Musical 3, Can I Have This Dance

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...