Good Enough- {1D}

OBS! Dette er 2'eren til Blackout!
Efter at Bella kom væk fra sin far, og flyttede ind hos sin mor, har alting været perfekt. Det er nu snart en måned siden, at Bella blev kærester med Harry, og Bella begynder at lære ulemperne ved at date en berømthed, og spørgsmålet er, om Bellas og Harrys forhold er stærkt nok. Desuden opdager hun også, hvordan tiden med hendes far har påvirket hende, og vil hun nogensinde kunne glemme alt om ham?

74Likes
240Kommentarer
17796Visninger
AA

8. DNA

Min hals er helt tør, og snører sig sammen, da jeg prøver at forhindre mig selv i at græde. Mit hjerte virker mast.

Ikke knust, bare mast.

Trampet på.

Niall banker stadig på døren. Som om jeg har tænkt mig at åbne den, han kan ligeså godt droppe det. Jeg gnider mig i øjnene, og mine knoer bliver sorte. Hvorfor bruger jeg overhovedet makeup? Jeg burde have stoppet, efter jeg mødte drengene. Jeg græd næsten aldrig før dem. Heller ikke selvom jeg havde den far, som jeg havde. For han ville se mig som svag, hvis jeg græd. Jeg har grædt mere på tre dage, end jeg har grædt på ti år! På grund af Harry!

"Bella, luk nu døren op..." mumler Niall blidt. Han stopper med at banke. Jeg overvejer stærkt at åbne døren, kun fordi Nialls stemme er så imødekommende. Jeg hører Niall hviske ude foran døren, hvilket gør mig nysgerrig. Ikke lang tid efter hører jeg en hæs stemme. "Bella? Bella er du derinde?" spørger Harry.

Harrys synsvinkel

Jeg står som forstenet inde på værelset. Nu har jeg da først fucked det op med Bella. Jeg forstår ikke, at jeg ikke kunne regne det ud. Jeg føler mig så dum. At jeg kunne overse noget så åbenlyst. Niall vidste garanteret godt, at det var grunden. Jeg tørrer de enkelte tårer i mine øjne væk og åbner døren. Niall står ved døren til badeværelset, og mumler noget.

"Hvad laver du?" spørger jeg monotont. Niall vender sig om, og går hen til mig. "Bella har låst sig inde." Mit hjerte stopper kort. Hun er her stadig! Måske kan jeg nå at fikse det hele. Jeg går forbi Niall og stiller mig foran badeværelsesdøren. "Bella? Bella er du derinde?" spørger jeg roligt.

"Gå din vej." mumler hun lavt. Hendes stemme knækker midt over i det hele, hvilet giver mig endnu mere dårlig samvittighed. "Luk op." beder jeg, og lægger min pande mod døren. Hun svarer ikke. "Bella, du skal ud derfra før eller siden."

"Hvorfor?" hvæser hun roligt. "Du skal vel have mad på et tidspunkt. Og du skal i skole i morgen." svarer jeg med en blid stemme. "Jeg er ligeglad. Jeg bliver herinde for evigt, hvis det skal være! Jeg går ikke, før i begge er væk!" Jeg kigger over mod Niall, som kigger trist væk. Det var aldrig hans mening at gøre Bella ked af det. Han prøvede bare at hjælpe os, og det gavnede ingen. 

"Men jeg går ikke, før du kommer ud." Niall går hen ved siden af mig. "Skal vi nu have endnu en af jeres stædigheds kampe?!" spørger han irriteret. "For så ender det med, at hun sulter derinde!" Jeg ryster på hovedet, mens jeg læner min ryg op af døren. "Bare rolig. Det kan umuligt komme så vidt."

***

Klokken er 3 om natten, og Bella har næsten ikke sagt noget. Niall sidder over i sofaen, og kæmper for at holde øjnene åbne. "Man, tag nu bare en lur!" siger jeg udmattet. Han kigger over på mig. "Er du sikker? Skal du ikke også sove så?"

"Vi kan skiftes. Jeg tager første vagt." griner jeg svagt, fordi det lyder som om, hun er en fange, som vi bevogter. Noget siger mig dog, at Bella ikke finder det så sjovt.

Efter bare fem minutter snorksov Niall, hvilket efterlod mig her i stilheden, eftersom han faktisk ikke engang snorker særlig meget. Mit hoved gør ondt. Der er sket for meget. Der er for meget, som jeg har skulle tænke over, og jeg føler, at jeg er ved at bryde sammen. Bare tanken om, at Bella hader mig, er for meget. Jeg elsker hende jo. Jeg elsker hende så højt, og det er mig, det har ødelagt det hele. 

Jeg snøfter en enkelt gang, og lukker øjnene i. Jeg er ikke specielt træt, og for Bella ville jeg holde mig vågen i evigheder, hvis jeg skulle.

Bellas synsvinkel

Harry er tydeligvis stadig vågen. Han kan sikkert ikke sove. Ligesom mig. Jeg vil gerne ud herfra. Jeg vil hjem i min seng. Jeg vil i skole når det bliver lyst. Tænk at jeg sagde det.

Men mest af alt. Vi jeg ikke det her. Der er en simpel grund til, hvorfor jeg har låst mig inde her, og hvorfor jeg ikke vil se Harry i øjnene længere.

For så vinder han.

Jeg er sikker på, at det sekund jeg kigger ind i hans perfekte grønne øjne, og ser hans fantastiske skæve smil, og mærker hans berøringer, så vil jeg glemme al min vrede. Og det lyder måske fint, men det er det ikke. Jeg vil have, at han skal forstå, og jeg må være standhaftig. Jeg skal vise ham, at han ikke har mig i sin hule hånd. Og det har jeg også gjort indtil videre. Jeg har da stået imod hans små smil indtil videre. Og selvom de var små, så var de der. Og desuden, så kiggede han også hele tiden på mig. Hans grønne øjne borede sig hele tiden ind i mine. Men jeg var da stærk nok til at modstå det...

Jeg ligger på badeværelset, og overraskende nok, så er det ikke ubehageligt, for Niall har en fantastisk bademåtte herude. Jeg hører Harry snøfte igen, og jeg klemmer øjnene sammen. Det knuser mig næsten at høre ham trist, og jeg får det dårligt. Hvis bare jeg kunne går hjem. Jeg burde ikke være tvunget til at ligge her. Og jeg burde kunne marchere ud af døren, tage mine ting, og gå. Men så let tror jeg ikke, at det bliver. Jeg har brug for assistance.

Jeg fisker min mobil op af min bukselomme, og kigger tøvende på den. Hvem havde jeg tænkt mig at tilkalde? Jeg ville ikke have, at min mor kom, og jeg kunne ikke ringe til nogle af de andre drenge, for så skulle jeg forklare dem alt, hvad der er sket. Mine øjne gled ned over skærmen, og med et var jeg sikker. Det var Mark, jeg skulle have fat i.

Jeg ringer op, og overraskende nok, så går der ikke lang tid, før han tager telefonen. "...Hallo?" snøvler han træt. "Mark?" hvisker jeg, så Harry ikke skulle høre mig. "Det er Bella. Jeg har brug for din hjælp." Det skramler lidt i øret på mig. "Er der sket noget?"

"Jeg er ligesom fanget her hos Niall, og jeg kan ikke gå, for det er jeg sikker på, at Harry ikke vil lade mig."

"Du er hos... Niall, men Harry er der?" spørger han uforstående. "Ja. Du er nødt til at komme herhen, og hente mig. Please? Jeg ved godt, at det er meget at spørge om, men-"

"Bella, jeg har allerede tøj på, jeg kommer så hurtigt som muligt! Bare sig adressen." Et lettet smil dannede sig på mine læber, mens jeg gav Mark adressen. Lidt efter lagde han på. Han vil vel være her omkring et kvarter, eftersom han er fyldt 16 år, og derfor godt må køre bil.

Efter 10 minutter skrev han, at han var nede foran bygningen, og på vej op nu, så derfor rejser jeg mig fra gulvet, og trækker vejret ind. Jeg hiver ned i håndtaget og åbner døren, og straks farer Harry op. "Bella!" siger han hurtigt og kigger undskyldende på mig. "Jeg går hjem Harry." hvisker jeg, da jeg har mistet stemmen fuldstændig. Niall rejser sig fra sofaen og gnider sig i øjnene. "Bella, bliv nu..." mumler han. "Du kan heller ikke tage hjem helt alene!" siger Harry desperat, og tager fat i mine skuldre, idet det banker på. Niall kigger spørgende mod døren, og går hen for at åbne den. "Det gør jeg heller ikke." siger jeg, og kigger over mod Niall.

"Kan jeg hjælpe dig?" spørger han. "Er Bella her?" Det er helt klart Mark. Hans stemme er ikke til at tage fejl af. Niall vender sig mod mig. "Bella, hvad?" Jeg skubber Harry blidt fra mig, og holder øjenkontakt med gulvet. "Det er til mig." siger jeg, og går hen imod Mark. Harry griber fat i min hånd og knuger den hårdt. "Nej! Jeg lader dig ikke gå på denne her måde!" Jeg gjorde mig klar til at kigge op i nogle frustrerede, måske endda vrede øjne, men alt jeg så, da jeg kiggede op, var sorg.

En del af mig døde, da jeg så Harrys ansigt. Hans øjne er blanke, mens hans øjenbryn tynger oven over. Han er oprigtigt ked af det. Og jeg ville tilgive ham. Det ville jeg virkelig. Men jeg kunne ikke. Mark kommer hen, og lægger sin hånd på min skulder. "Bella?"

Jeg bryder øjenkontakten med Harry, og ser, hvordan hans læber dirrer. Forsigtigt glider min hånd ud af hans. "Jeg har brug for at tænke Harry." hvisker jeg, og giver slip. Han bider sig i læben, og kigger såret på mig. Mark hiver mig med ud af døren, og forbi Niall. Jeg stirrer på Harry, som står med knyttede hænder, hele vejen ud, og det gik alt for hurtigt med at komme ud. Og det sidste jeg så, inden vi drejede ude på gangen, var Harrys knuste ansigtsudtryk. Det her var ikke meningen. Det var ikke meningen at gøre Harry ked af det. Hvordan kunne jeg gøre det? Hvorfor, uanset hvad jeg gør, hvorfor går det så galt? Hele mit liv er et stort problem!

Jeg mærker tårerne hobe sig op i øjenkrogene. Jeg får sat mig ind i bilen ved siden af Mark. "Spænd din sele." siger han blidt, men jeg reagerer ikke. Han sukker kort, og spænder den for mig, og imens glider en enkelt tåre ned af min kind. "Hvad er der i vejen med mig Mark?!" hviner jeg. Han kigger op på mig. "Harry er den eneste dreng, som nogensinde har kunnet lide mig på denne her måde! Han er den eneste, som har behandlet mig sådan her! Og alt jeg vil, er at tilgive ham! Men jeg kan ikke! Hvorfor kan jeg ikke?!"

Mark aer mig bare beroligende over håret, mens jeg stirrer ud i mørket. Der være noget galt med mig. Selvom Mark ikke vil sige det, så ved jeg, at det er sandt! Jeg havde jo ikke engang overvejet, at Harry måske også var såret over alt det her, men da jeg så hans ansigt... Det var hæsligt. Og det var mig en gåde, at hans ansigt kunne se sådan ud. Det var jo Harry. Jeg havde aldrig set ham så trist, nu jeg tænker over det. Men selv når han ikke har sovet halvdelen af natten, er udkørt og trist, så ser han stadig godt ud. Hvordan kan det lade sig gøre?!

Jeg småklynkede det meste af vejen hjem, men da vi nærmede os, holdt jeg op. 

"Må jeg ikke sove hos dig? Jeg orker ikke at snakke med min mor om det her." snøfter jeg, og tørrer øjnene lidt. "Jo, men skal du ikke hjem og hente dine bøger til i morgen?" spørger Mark. Jeg ryster på hovedet. "Det er lige meget. Jeg har i forvejen glemt min taske hos Niall."

 

Perfect in every way

I see it in his face

Nothing more to say

It's in his d-d-d-dna- DNA, Little Mix

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

YES! Jeg fik skrevet et nyt kapitel! Undskyld den laaaaange ventetid, men jeg vil nok begynde at skrive lidt mere på den igen nu!

Hvad synes i om kapitlet? Måske skete der ikke så meget, men jeg bygger ligesom noget op. Hvad tror i, at der vil ske? Let me knowwww<3

Åh, og btw, dette kapitel er ikke rettet igennem, jeg undskylder for eventuelle stavefejl, eller ligende<3 Og undskyld, at det ikke er så langt, og idet hele taget bare undskyld<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...