Good Enough- {1D}

OBS! Dette er 2'eren til Blackout!
Efter at Bella kom væk fra sin far, og flyttede ind hos sin mor, har alting været perfekt. Det er nu snart en måned siden, at Bella blev kærester med Harry, og Bella begynder at lære ulemperne ved at date en berømthed, og spørgsmålet er, om Bellas og Harrys forhold er stærkt nok. Desuden opdager hun også, hvordan tiden med hendes far har påvirket hende, og vil hun nogensinde kunne glemme alt om ham?

74Likes
240Kommentarer
17714Visninger
AA

10. Crawling Back To You

Bellas synsvinkel

Og her sidder jeg så. Ved morgenbordet og spiser min havregryn. Yum. Eller jo det smager godt, for jeg har overhældt det med sukker. Sådan er det, når man er deprimeret. Der skal masser af sukker til. "Er du sikker på, at du er frisk nok til at tage i skole?" spørger min mor bekymret. Jeg trækker på skuldrene. "På en måde." svarer jeg og spiser videre. Jeg gider ikke sidde herhjemme og have ondt af mig selv endnu en dag. Men jeg sidder stadig i mit nattøj. Også selvom at min bus kører om et kvarter. Surt show, så må jeg prøve at cykle, selvom det ikke er let.

Det banker på døren. "Bella, åbner du ikke lige?" råber min mor ude fra badeværelset, tydeligvis med munden fuld af tandpasta. Jeg sukker, og skubber min stol væk fra bordet. Jeg rejser mig op, og går med sløve skridt hen mod døren. Jeg åbner den i et hurtigt tag, og når kun at se et kort sekund på personen, som straks åbner munden, og jeg smækker overrasket døren hårdt i! Mit hjerte banker hårdt mod mit bryst. "Bella hør på mig!" råber Harry. Jeg kører mine hænder igennem mit lyse hår. "Nej!" hvisler jeg ud gennem mine sammenbidte tænder. Jeg har ikke lyst til at høre på ham. Jeg ved ikke, hvad han vil sige, men jeg magter det bare ikke! Hvad nu hvis han vil fortælle, at han ikke gider mig længere?! Det ville jeg ikke kunne holde ud at høre!

"Hvad laver du her Harry?" spørger jeg, og går tæt på døren. "Jeg vil snakke, hvad tror du ellers?" Du skal ikke være flabet! "Jeg har ikke lyst til at snakke Harry, vær sød at gå."

"Jeg går ikke. Jeg bliver herude indtil du lukker mig ind!" Jeg rynker panden. Det mener han vel ikke vel? Neej, det er Harry vi snakker om, han siger det sikkert bare, for at jeg skal overgive mig og tænke 'man kan jo ligeså godt få det overstået'. Men nej! Jeg er klogere end det. "Fint." siger jeg. "men du skal være stille."

En ting er sikkert. Jeg tager ikke i skole alligevel. "Mor," siger jeg og går ud mod badeværelset. "Jeg bliver hjemme alligevel." Hun nikker roligt og smiler til mig. "Og bare så du ved det, Harry er ude foran døren. Jeg vil ikke have, at du lukker ham ind okay?" Hun kigger forbavset på mig. "Okay... men tror du ikke snart, at du skulle give den stakkels dreng en chance?" Jeg kigger flovt ned af mig selv. "Måske mor. Måske."

***

Min mor var gået, og hun undgik at lukke Harry ind. Jeg tror godt, han forstod, at han ikke kunne brase ind af døren. Lidt klasse har han vel. Jeg var hoppet i nogle jeans, og havde først taget en hvid top på, men jeg rev den af bagefter, og smed den hen i et hjørne, da jeg hader hvidt tøj! -og jeg har overraskende meget af det på trods af det! Så jeg skiftede det til en langærmet grøn trøje.

Og lige nu render sidder jeg i sofaen i stuen og ser Mtv. Der er ikke noget spændende, kun 16 and Pregnant. Det er utroligt, hvordan de piger ikke kan passe på sig selv. "Bella?" kunne jeg høre ude fra døren. "Jeg sagde, at du skulle tie stille, og at jeg ikke ville snakke med dig!" råber jeg tilbage.

"Du snakker jo med mig nu." svarer Harry, og gør mig irriteret. Utroligt så flabet han er i dag! "Hvad vil du?" spørger jeg roligt. "Må jeg ikke nok komme ind. Jeg er sulten." Jeg ryster på hovedet, men samtidig kan jeg heller ikke lade ham sulte derude. Uden at svare går jeg ud i køkkenet, og laver en sandwich. Faktisk laver jeg to, for jeg er også selv sulten. Jeg lægger dem på en fælles tallerken, og går hen mod døren. Min attitude er kold, og det irriterer lidt mig selv, for sådan plejer jeg jo ikke at være. Harry får mig bare til at opføre mig på måder, jeg ikke troede jeg kunne opføre mig på.

Jeg åbner døren, og kigger ned. Harry sidder på dørtrinnet og smiler op til mig. Han er rolig. Ikke noget med at fare op og ville snakke. Det er rart. "Her." siger jeg, og prøver at lyde venlig. Han tager tilfredst imod sandwichen, og tager en bid. "Du laver god mad som altid." griner han. Jeg trækker på smilebåndet, og kigger mig lidt omkring. Her er ingen omkring. Vinden blæser kort forbi og tager fat i mit hår. Jeg kigger ned på Harry, og uden at tænke mig om, sætter jeg mig ned ved siden af ham på dørtrinnet. "Ryk en balle." siger jeg, og han flytter sig lidt. Jeg stiller tallerkenen på mit skød og sætter tænderne i min sandwich. Der er stilhed i mellem os. Men ikke akavet eller ubehagelig stilhed, bare stilhed.

"Skal du egentlig ikke i skole?" spørger Harry. Jeg ryster på hovedet. "Nej, du blokerede ligesom min dør." svarer jeg og griner svagt. "Undskyld." svarer han igen med et smil. "Det er okay, jeg hader min skole." "Hvorfor?"

"Har jeg ikke sagt det før?" spørger jeg afventende. Harry ryster tøvende på hovedet. Jeg sukker. "Jeg synes, jeg husker en bestemt episode på badeværelset i jeres sommerhus?" Han hæver øjenbrynene. "Åh. Det... du sagde jo ikke så meget, du sagde kun hurtigt, at du ikke havde nogle venner." svarer han. Jeg ruller med øjnene. "Nå men, jeg har ingen venner derovre. Ikke i min klasse altså. Og så bliver jeg sådan ligesom..." jeg stopper mig selv. Det er ret ydmygende. Det er egentlig ikke noget, som jeg har lyst til, at Harry skal vide. "... bliver du mobbet Bella?" spørger han. Jeg får en stikkende fornemmelse i siden.

"Jeg... ja det kan man vel godt sige." mumler jeg. Harry kører en hånd hen over min ryg. Jeg ryster på hovedet. Det er pinligt. Det er pinligt, at jeg bliver mobbet, og jeg gad ikke have, at Harry vidste det. Jeg bliver jo mobbet fordi, jeg er et let offer. Jeg er dårlig til at sige fra. Og efter jeg slog hende fra min klasse i går, så bliver i morgen nok ikke nogen god dag.

"Hvorfor tror du, at jeg har haft så dårlig selvtillid? Jeg blev rakket ned derhjemme, og jeg bliver stadig rakket ned ovre i min skole!" Jeg spidser munden. "Jeg fik aldrig rigtige komplimenter, før jeg mødte jer. Jo jeg har en ven, som komplimenterer mig, men ellers har jeg bare fået at vide hele livet, at jeg ikke var god nok. Da min mor 'forlod' mig, dengang da jeg var lille, det var også en måde at vise, at jeg ikke var god nok, for ellers ville hun have taget mig med. Nu ved jeg godt, at min mor ikke rigtig forlod mig, men det er noget, som går dybt ind."

"Det kan jeg godt forstå." siger Harry. "Men så husk lige på, at nu har du altså også mange, som synes, du er perfekt, som du er. Som mig." Han smiler svagt. "Men Harry," begynder jeg. "Du ved jo godt, at alt det her startede, fordi jeg ikke følte mig god nok til dig ikke også? Det har ikke ligefrem hjulpet på selvtilliden." Harry bider sig i læben, og kigger skamfuldt væk.

"Jeg vil virkelig gerne snakke med dig..." siger han. Jeg kigger ligeud. "Det vil jeg også," svarer jeg og kigger på ham. "men ikke om det." Hans blik bliver trist. "Jeg har savnet dig Harry, jeg har savnet at sidde og snakke, som vi plejede og-" "Du snakker som om, vi har slået op." afbryder Harry og kigger seriøst på mig. Jeg bider mig i læben. "Bella, du taler som om, du allerede har givet op!" Jeg lægger min mad ned, og han tager straks fat i min hånd. "Hvorfor giver du op?" spørger han, og nusser min hånd.

"Jeg har heller ikke lyst til at give op Harry, men jeg er forvirret." Han nikker forstående. "Undskyld." mumler han oprigtigt. Jeg kigger ham i øjnene, og et smil former sig på mine læber. "Vil du ikke nok snart modtage min undskyldning?" Jeg tøver en smule. "Så sur kan du heller ikke være." siger han. Jeg kigger skeptisk på ham. "Hvad ved du om det?"

"Den trøje du har på. Den købte jeg da til dig. Som en ekstra fødselsdagsgave." siger han og peger på min trøje. Det havde jeg ærlig talt bare glemt. Men nu han nævner det, så kan jeg godt huske det. Den sidste dag hvor jeg skulle i retten, insisterede Harry på, at jeg skulle have noget nyt tøj, bare en smule. Så jeg så flot ud. Så Harry havde købt denne her til mig. Jeg var lidt skeptisk ved den i starten, da grøn ikke rigtig er min farve, og jeg syntes ikke, at den så særlig flatterende ud på mig. Men Harry kyssede mig, og sagde, at jeg så fantastisk ud som altid. Og det gik godt den dag, og min far blev arresteret og alt det der, og siden trøjen er grøn, så kalder jeg den for min lykketrøje!

Hvordan kunne jeg glemme det? Jeg havde sikkert taget den instinktivt ud fra skabet, da jeg havde brug for noget held i dag. "Nå jah, trøjen er nu også bare meget behagelig!" svarer jeg og fniser kort. Harry smiler. "Jeg savner dig babe." hvisker han og rykker tættere på mig, stadig med mine hænder begravet i hans. "Jeg er virkelig ked af det hele." Han lægger sin pande mod min, og hans varme hud brænder mod min. Utroligt at han kunne være varmere end mig, når han sad herude i kulden. Jeg kan mærke hans ånde, og hans læber nærmer sig mine. Mine øjne begynder så småt at lukke sig i, men før de gør, stopper en bil ude på vejen foran mit hus. Både Harry og jeg kigger derhen, og stemningen er ødelagt. Tre mennesker med kameraer kommer styrtende ud af bilen, og Harry slipper hurtigt mine hænder.

Jeg kigger ned på min nøgne hånd, og raseriet bygges op indeni mig! De tre mennesker er tydeligvis paparazzier, og Harry slap tydeligvis min hånd, fordi han ikke ville have, at folk skulle vide, at vi var sammen! Jeg rejser mig brat op. "Er du totalt hjernedød eller hvad?!" skriger jeg og åbner min hoveddør. "Nej Bella! Det var en refleks, undskyld!" råber Harry. "Fuck af!" skriger jeg endnu en gang, og smækker døren lige i hovedet på ham!

Harry. Harry! Den dreng! Han er ligeglad med mig! Han er mere bekymret for sit rygte! Og hvad er der i vejen med at have en kæreste! Han er en dreng! En ung dreng! Det er da meget normalt! Men måske ikke, når kæresten er mig!

Harry banker hårdt på døren og råber efter mig, men denne gang, så kommer han ikke ind i mit hjem! Døren skal ikke engang åbnes! Han kan sulte derude, hvis han vil! Jeg går frem og tilbage i min stue og stønner højt en gang imellem! Alt indeni mig koger, og det føles som om, jeg er ved at bryde sammen. Det er kun et spørgsmål om tid, før jeg eksploderer totalt!

Tårerne vælter ud af mig, men det er mere af vrede end af sorg! Han gjorde det igen! Han gjorde det kraftedeme igen!

***

Døren går op, og jeg går straks væk fra komfuret. "Mor?! Er du kommet hjem?" Min mor kom ud i køkkenet. "Ja, men det var ikke let! Hvad laver alle de mennesker ude foran vores hus?" spørger hun. Jeg kigger undrende og går hen ved vinduet, og trækker gardinet for. En hel flok mennesker stod udenfor, mest paparazzier. Jeg havde slet ikke lagt mærke til dem. "Det hele er Harrys skyld." mumler jeg. "Nogen må have fundet ud af, at han ville campe ude foran vores dør, og så strømmede der fotografer fra sladderbladene herhen." Harry måtte altså stadig være derude, for ellers ville der ikke være fotografer. Jeg sukker og går hen og rører i suppen, som jeg har lavet til aftensmad. En ringen forstyrrer mine ører. "Mor! Tager du ikke lige telefonen?"

Lidt efter hører jeg min mor mumle, og pludselig kommer hun hen til mig. "Lov mig noget." siger hun alvorligt. "Du ikke lægge på med det samme!" Jeg rynker panden, og nikker, så naiv som jeg er. "Det er til dig."

Jeg tager telefonen. "Hallo?" "Bella luk mig ind!" hvæser Harry. Vreden pumper rundt i mine årer. "Du kan rådne op derude, du kan dit hjerteløse bæst

!" svarer jeg skarpt og går ud af køkkenet. "Kom nu Bella! Det var ikke meningen! Luk mig ind! Jeg fryser, jeg er sulten, jeg... jeg skal tisse."

"Pis i buskene, jeg er ligeglad." mumler jeg koldt. "Kom nu Bella, det kan jeg ikke! Der er fotografer herude!" svarer han. "Ikke mit problem, du skal bare være glad for, at jeg har givet dig lov til at pisse på min grund!"

"Bella lad nu være..."

"Skal jeg lade være?! Jeg er PISSE sur på dig Harry! Hvis du vidste, hvor sur jeg faktisk er så-!" jeg afbryder mig selv og løber ind på mit værelse. Jeg smider telefonen i sengen, og skifter trøje, hvorefter jeg tager den grønne trøje, som før sad på min krop, i den ene hånd, og mobilen i den anden. Derefter løber jeg hen til hoveddøren, og åbner den kort. "Du kan få denne her tilbage!" råber jeg af Harry, som kun når at vende sig om og få trøjen lige i hovedet. Jeg smækker døren i. Blodet pumper hårdt rundt i min krop, da jeg sætter mig ned og tænder for tv'et. Det første jeg ser, er en rigtig sladderkanal, som selvfølgelig viser billeder fra Harry live. Hvilket vil sige, at en journalist fra den lortekanal, står ude foran min dør. Jeg ser Harry i billedet, gå lidt frustreret frem og tilbage, og det morede mig næsten at se, hvor meget han skulle tisse. Narhoved. Jeg sidder stadig med telefonen i hånden, og kan høre Harrys stemme. Jeg tager den op til hovedet. "Harry måske har du ret, du skal ikke tisse i buskene." siger jeg og rejser mig. Jeg går ud på badeværelset og finder en potte (hvorfor har vi sådan en?) og jeg stormer ud mod hoveddøren, og laver samme trick som før, men denne gang smider jeg selvfølgelig potten efter ham. Han griber den (desværre!) og jeg tager mobilen op til øret igen. "Værsgo!" siger jeg og lægger på.

***

Pis også. De er der stadig. Jeg faldt endelig i søvn i går, med en overbevisning om, at alle de mennesker ude foran min dør, ville være væk, når jeg vågnede. Men nej. Kun sådan 4 personer er gået. Og Harry er jo selvfølgelig ikke en af dem. Suk. Men nu er jeg nødt til at tage i skole. Mark undrede sig over, hvor jeg var i går. Jeg er helt klar. Jeg har mit tøj på, jeg har fundet en ny taske, da min anden taske stadig er hos Niall, men jeg har til gengæld de rigtige bøger til i dag! Og det er min korte dag i dag! Så det gjaldt bare om at få alt det her overstået!

Jeg åbner døren i et snuptag og ser Harry sidde halvt sovende op af væggen. Han spærrer øjnene op og løber straks efter mig, da jeg begynder at gå. "Bella!" råber han med en hæs stemme. Jeg lukker kort øjnene og maser mig forbi de mange fotografer og journalister. Jeg prøver bare at lukke Harry ude. Min vrede er næsten opbrugt, men den stiger stadig lidt, når jeg hører hans stemme. Jeg går længere og længere, stadig med Harry løbende efter mig, og også med alle paparazziene. Jeg kigger bag mig. Harry er tæt på mig, og jeg begynder at løbe lidt. Men min bus er ikke kommet, så da jeg stopper ved stoppestedet, indhenter han mig. Og selvfølgelig i dag, har Mark sikkert taget bussen et stop tidligere. Svin.

"Bella hør på mig!" siger Harry og stiller sig tæt på mig. Jeg ryster på hovedet og bider vredt tænderne sammen. "Jeg beder dig! Jeg vil bare sige undskyld!" Han griber ud efter min hånd, men jeg tager den hurtigt til mig. "Du skal ikke røre ved mig!" hvæser jeg koldt og holder blikket ligeud. "Und... undskyld." siger han såret. Jeg lukker øjnene og prøver at holde tårerne inde. "undskyld for alt Bella. Undskyld. Du betyder alt for mig." hvisker han. Han hvisker det!

"Vel gør jeg ej Harry!" Jeg skubber ham væk fra mig og kigger på ham. "For så havde du sagt det højere! Jeg er ked af, at du skammer dig så meget over mig!" Han lægger sin hånd på min skulder, men jeg slår den væk. Jeg kigger ned på den, og ser hvor hærget den ser ud. Han ser i det hele taget ikke særlig godt ud lige nu. Hans håndflader er ridsede, hans hår rodet, hans øjne er røde, og hans tøj er beskidt.

"Jeg ved ikke, om det er fordi, du har for meget stolthed, eller hvad det er, men jeg er træt af det!" Jeg kigger bag ham, og ser min bus nærme sig. "Hvis jeg virkelig betyder noget for dig, så sig det nu! Sig det højt, så alle kan høre det! Kan du det?!" hvæser jeg lavt med gråd i stemmen. Harry kigger undskyldende på mig, og på de mange fotografer. Han åbner munden, men der kommer ingen lyd ud. Bussen stopper op på siden af mig. "Det tænkte jeg nok!" hvisker jeg, så kun Harry kan høre det, og så går jeg ind i bussen. Harry hiver fat i min arm. "Slip mig!" skriger jeg, og prøver at vride mig ud af hans greb. Hans berøringer brænder lige nu, og ikke på en god måde. Det gør ondt. Det er smertefuldt! Jeg vil ikke mærke hans hud lige nu!

"Slip mig Harry! Hold dig fra mig!" En tåre flyder ned af min kind, og hans blik fryser totalt. "Hvis det gør dig så ked af det at se mig sådan her, så skulle du have tænkt dig bedre om!" hyler jeg, og mærker nogle arme om mig. Endelig løsnes grebet om min arm, og luft omringer den i stedet. "Bella?!" hvisker Mark bekymret. Han undskylder til buschaufføren, og døren lukkes. Harry kigger knust på mig, og jeg lægger armene om Mark. Han hiver mig med hen til et sæde i bussen, og prøver at trøste mig. Jeg græder lydløst, mens hele bussen stirrer på mig. De er sikkert overraskede over, at selveste Harry Styles stod her, og det faktum, at jeg faktisk snakkede- nej skreg af ham.

Han var så tæt på i går. Så tæt på! Men selvfølgelig skulle han jokke i det. Jeg har det som om, han tog mit hjerte og krøllede det sammen som en papirskugle. Og da han var lige ved at få rettet det ud igen, så rev han det i stedet midt over! Og brændte det... og nu vil det aldrig blive helt igen.

 

But baby here I am

Banging on your front door

My pride spilled on the floor

My hands and knees are bruised and I'm crawling back to you

Begging for a second chance

Are you gonna let me in?

I was running from the truth

and now I'm crawling back to you- Crawling back to you, Backstreet Boys

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Tsk tsk tsk, det var noget værre noget! Hvad synes i om det? Tror i, at Harry kan få reddet det nu? Eller er alt tabt, og passer Bella og Harry bare ikke sammen? Jeg vil rigtig gerne høre jeres mening! 

Jeg undskylder for stavefejl, for jeg orkede ikke at rette kapitlet igennem! Men jeg elsker alle mine søde læsere, og jeres kommentarer gør mig virkelig glad! Tak tak! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...