Good Enough- {1D}

OBS! Dette er 2'eren til Blackout!
Efter at Bella kom væk fra sin far, og flyttede ind hos sin mor, har alting været perfekt. Det er nu snart en måned siden, at Bella blev kærester med Harry, og Bella begynder at lære ulemperne ved at date en berømthed, og spørgsmålet er, om Bellas og Harrys forhold er stærkt nok. Desuden opdager hun også, hvordan tiden med hendes far har påvirket hende, og vil hun nogensinde kunne glemme alt om ham?

74Likes
240Kommentarer
17421Visninger
AA

3. Bye Bye Bye

Jeg vågner søndag morgen med en enorm hovedpine. Lyset udenfor skinner ind gennem vinduet og ned på mig, eftersom jeg ikke orkede at trække gardinerne for i går. Jeg kom bare hjem, og smed mig i min seng, hvor jeg lå og hulkede i et par timer. Min mor kom hjem senere, og så sad jeg og snakkede lidt med hende om det, men det hjalp ikke rigtigt, og det endte med, at jeg alligevel græd mig selv i søvn. Fuck Harry havde såret mig. Jeg sætter mig træt op i min seng, og gnider mine øjne. Mine knoer bliver småsorte, hvilket må betyde, at min mascara er tværet ud i hele mit ansigt. Jeg sukker kraftigt, og hopper ud af min seng. Jeg hører en banken nedenunder, hvilket sikkert var det, som vækkede mig. langsomt bevæger jeg mig ned til døren. Lige før jeg åbner hører jeg stemmen udenfor. "Bella er du der?" råber Harry. Jeg slipper straks dørhåndtaget, og går mindst ti skridt bagud. Hvad laver han her?! Og hvor er min mor? Jeg kigger på uret. Klokken er allerede 13, hun er sikker på arbejde.

Okay, det var det første mysterie opklaret, nu videre til det andet.

Hvad fanden laver Harry her! Han skal bare skride! "Bella!" Han banker hårdt på døren. "GÅ!" råber jeg, og går tættere på døren. "Bella? Bella luk op!" Ja, det skal nok virke. "Som om, jeg gider!" vrisser jeg, og stiller mig op ad døren, så han kan høre mig. "Bella please! Vi er nødt til at snakke sammen!" "Jeg synes ikke, at der er noget at snakke om! Desuden så skal du da ikke bruge din tid på mig. Jeg er jo bare en almindelig pige." Harry tier helt stille.

"Bella... undskyld, det var jo ikke-" "Bare drop det Harry, jeg gider ikke høre på det."

"Men-"

"Gå!" Jeg kigger gennem kighullet i døren, og ser ham stå og overveje, om han virkelig skal gå. "Hvorfor må jeg ikke snakke med dig?!"

"Fordi jeg ikke gider! Harry du sårede mig i går, og jeg gider ikke se dit fjæs lige nu!"

"Bella, det er ikke fair, du giver mig ikke en chance for at forklare mig!" Jeg er også lige glad.

"Harry, du skal gå nu. Lad det ikke gå ud over mine naboer, at du var en idiot i går." mumler jeg.

"Du er urimelig." siger han trist. Overraskende nok så går han sin vej. Jeg sukker, og går hen til køleskabet for at finde noget mad. Der er næsten intet, men jeg nøjes med det, der nu er.

Da jeg sætter mig ved bordet, får jeg øje på en seddel.

"Hej Bella, jeg arbejder over i aften, så du må selv sørge for at købe ind og lave mad. Knus mor"

Jeg sukker højlydt, og spiser videre. Det her var nok det sidste, som jeg havde overskud til i dag.

 

***

Jeg går ud af supermarkedet, og begynder lige så stille at går hjem. Der hænger en trist sky over himlen, som afspejler mit humør. Alt det der skete i går kører rundt i mit hoved. Var jeg for hård ved Harry?

Nej. Han havde fortjent den kolde skulder, når man tænker på, hvad han sagde til mig.

"Du er jo bare en almindelig pige!"

Jeg mærker vreden pumpe rundt indeni mig bare ved at tænke på det. Hvorfor var det nu pludselig dårligt at være almindelig. Bare fordi at han var kendt, så kunne han da godt date en almindelig pige. Eller hvad? Er jeg helt galt på den? Jeg går ind på min grund, og finder mine nøgler frem. Idet jeg låser døren op, mærker jeg pludselig en hånd på min skulder, og før jeg når at vende mig om, bliver jeg skubbet ind af døren. Åh nej. Dig.

"Harry hvad fanden har du gang i?!" skriger jeg, og slår til ham. Han lukker hurtigt døren, og kigger på mig. "Du er nødt til at give mig en chance for at sige undskyld!" Jeg fnyser, og ruller med øjnene. "Bella stop med at spille diva! Jeg er kommet for at blive venner igen! Jeg er kommet for at sige undskyld, hvad er dit problem!" Jeg stirrer på ham, med et løftet øjenbryn, mens jeg lægger armene over kors. 

"Hvad har du gjort forkert Harry?" Han kigger forvirret på mig. "Fortæl mig først, hvorfor du vil sige undskyld!"

"Fordi jeg sårede dig." forklarer han.

"Og hvordan sårede du mig?" spørger jeg, og kigger vredt på ham.

"Jeg kaldte dig almindelig?"

"Og hvorfor sårede det mig Harry?" Han kigger ned, og leder efter ordene. "Hvad gjorde, at jeg blev så vred på dig, at jeg ikke har lyst til at se dig!?"

"Det ved jeg ikke." hvisker han. Jeg spærrer øjnene op, og smiler hånligt. "Undskyld, hvad sagde du? Jeg kunne ikke høre dig!" Jeg placerer en hånd bag mit øre for at vise, at han skal tale højere. "Jeg ved det ikke! Okay? Jeg har ingen anelse!"

"Og det er derfor, at jeg ikke vil høre din undskyldning! Jeg har ikke brug for en falsk undskyldning!"

"Men Bella, jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre, for at du bliver tilfreds! Du er urimelig, jeg kan ikke læse dine tanker!" råber han, og slår ud med armene.

"Problemet er, at du ikke engang ved, hvor meget det sårede mig! Og hvis du ikke kan regne det ud, så gider jeg ikke-" Jeg stopper mig selv, og holder vejret. "Ikke hvad?" spørger Harry, og går tættere på mig. "Ikke hvad? Hvad skulle du til at sige?!" Jeg går hen med indkøbsposen, og smider den på køkkendisken.

"Harry bare lad det ligge!"

"Nej sig det! Du skulle til at sige, at du ikke ville være sammen med mig, skulle du ikke også?!" Jeg svarer ikke, men begynder i stedet at pakke min pose ud. "Bella svar mig! Du skulle til at sige, at du ikke ville være sammen med mig, ikke også?!" Jeg bider tænderne hårdt sammen. "Bella?!"

"Jo!" Ordet gled bare ud af min mund, og Harry træder forskrækket tilbage. "Bella, er du seriøs? Vil du smide det her væk på grund af det i går? Jeg har jo fucking ikke gjort noget!" råber han, og slår i bordet. "Undskyld mig?!" råber jeg, og kigger på ham.

"Du overreagerer totalt! Det er helt vildt, jeg sagde en lille ting, og så vil du ikke se mig mere! Det er sgu da at overreagere!"

"Hvis du nu vidste, hvorfor det sårede mig, så kan det være, at du ville forstå det!"

"Så fortæl mig det!" Han skubber mig op mod køkkendisken, og stirrer på mig. Han har ingen ret til at være vred! Jeg kan godt forstå, at han bliver frustreret over ikke at vide det, men samtidig, så er det det, som det hele handler om! Hvis han ikke selv kan regne det ud, så er det bare ærgerligt!

"Det eneste, som jeg vil lige nu, er at få dig ud af mit hus!" Jeg skubber til ham, og går hen mod døren. "Bella, jeg går ingen steder!"

"Jo det! Kan jeg godt sige dig, at du gør!" fnyser jeg, og åbner døren. "For jeg smider dig ud nu!"

"Bella je-" "UD! GÅ! SKRID! Hvor svært kan det være at forstå!?" Han går hurtigt hen til mig. "Det handler ikke om at forstå, det handler om, hvad jeg vil!" hvæser han.

"Men lige nu er det ligegyldigt, hvad du vil, for det er mit hjem, og jeg siger, at du skal gå! Jeg kan ikke klare det her mere!" Harry griber aggressivt ud efter døren, men i stedet skubber jeg ham ud. Jeg ser ham vende sig om, og jeg smækker hårdt døren i. Der høres et højt støn udenfor, og jeg går irriteret over for at lave min mad.

Jeg smider tingene på bordet, og jeg er så genial at få skåret mig selv i fingeren, af bare arrigskab. "Årgh PIS!" skriger jeg, og finder noget køkkenrulle. Og mens jeg vikler det rundt om fingeren, synker jeg lige så stille ned på gulvet. Nu var det ikke bare mig, som var sur på Harry. Han var også sur på mig. Min krop fyldes med alle mulige følelser, som jeg ville ønske kunne komme ud! Jeg vil simpelthen ikke det her! Jeg føler mig svag. Jeg føler mig sårbar. Jeg føler mig kold. Men jeg er ikke ked af det. Eller grædefærdig. Jeg er ikke engang tæt på at græde. Nej nej.

Jeg er tæt på at eksplodere!

 

I know that I can't take no more
It ain't no lie,
I wanna see you out that door
Baby, bye, bye, bye...
- Nsync, Bye Bye Bye

 

---------------------------------------------------------------------------------------------

Jamen dog, se lige de to! :(

Bella er virkelig blevet såret! Men hvorfor tror i at det, som Harry sagde, sårede hende så meget?

Er der en dybere mening med det, eller giver i Harry ret i, at hun overreagerer?

Og hvad synes i om historien?

Endnu en gang, tak til mine fantastiske læsere, jeg ville ikke være nogle steder uden jer<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...