Good Enough- {1D}

OBS! Dette er 2'eren til Blackout!
Efter at Bella kom væk fra sin far, og flyttede ind hos sin mor, har alting været perfekt. Det er nu snart en måned siden, at Bella blev kærester med Harry, og Bella begynder at lære ulemperne ved at date en berømthed, og spørgsmålet er, om Bellas og Harrys forhold er stærkt nok. Desuden opdager hun også, hvordan tiden med hendes far har påvirket hende, og vil hun nogensinde kunne glemme alt om ham?

74Likes
240Kommentarer
17518Visninger
AA

23. Because Of You

Jeg sidder krummet sammen på gulvet, og ryster som et jordskælv. Mine følelser er ikke til at beskrive. Jeg er så vred på Harry, og jeg er så vred på mig selv. Jeg ved, jeg har været en idiot, jeg er faktisk stadig en idiot, men jeg havde virkelig håbet på, at Harry ville forstå mig måske? Bare lidt. Men hvem prøver jeg at narre, jeg kunne ikke bebrejde ham. Jeg havde løjet for ham på så mange måder. Og jeg havde råbt og skreget af ham men…

Men det han lige havde gjort, var utilgiveligt.

At tage hen til de andre drenge, og drikke sig fuld?! Han ved, hvor angst jeg er, og så gør han det alligevel?! Jeg tør knapt nok flytte mig ud af stedet lige nu, jeg er så bange for, hvor han er, og hvordan han er lige nu. Jeg elsker ham, men i øjeblikket er jeg rædselsslagen for ham. Han var allerede rasende, da han var herhjemme og ædru, så hvordan han mon ikke kan blive, når han er fuld?!

Jeg løfter hovedet, og tørrer mine tårer væk, selvom der hurtigt flyder et par ekstra ned af mine kinder. Jeg vil ikke det her. Jeg vil ikke sidde her og være trist. Jeg vil ikke sidde her og være offeret! Jeg vil ikke være svag! Jeg hader mig selv for at føle sådan her. Og jeg hader Harry for at have fået mig til at føle sådan her! Men så igen, det kan spores lige tilbage til mig, for det er min skyld, at Harry blev så gal. Men skal han have lov til at bare skride, og efterlade mig sønderknust i sin lejlighed, mens han drikker sig fuld? Fandeme nej, om han skal!

Jeg rejser mig hurtigt fra gulvet, og genvinder balancen, da jeg næsten falder. Irriteret går jeg ud på badeværelset og kaster et blik i spejlet. Jeg skærer en kort grimasse af mit ansigt, som er helt klistret, med mascarastreger løbende ned af mine kinder, og en ildrød næse samt opsvulmede øjne. Jeg tager noget toiletpapir, og gør det vådt, hvorefter jeg ihærdigt prøver at fjerne resterne af min udtværerede makeup. Det brænder på min hud, mens jeg voldsomt gnubber det våde toiletpapir mod den. Da det endelig lykkes mig at få makeuppen væk, smider jeg toiletpapiret i toilettet, og trækker ud. Jeg tørrer mine kinder, øjne og min næse med det yderste af mit ærme. Jeg tager et kort kig i spejlet igen. Jeg ser stadig ud som en, der har grædt, hvilket jeg også har, men det vil jeg gerne skjule, hvis jeg skal ud i offentligheden. Jeg synker højlydt ved tanken.

Jeg skal hen til Harry. Hen til drengene… som er i blandt en hel masse mennesker, der sikkert alle sammen er totalt wasted. Tanken kører kun kort gennem mit hoved, inden jeg læner mig ind over vasken, og brækker mig. Den hæslige smag af bræk flyder op gennem min hals, og sætter sig i min mund. Jeg spytter med væmmelse i vasken for at fjerne smagen en smule, inden jeg tænder for vandhanen. Jeg lader vandet skylle brækket væk, før jeg læner mig ind under vandhanen, og skyller min mund. Langsomt slukker jeg for vandet, og retter mig op, mens jeg tørrer vandet i min mundvig væk. Idet mindste er det ikke blod denne gang, tænker jeg for mig selv, inden jeg drejer rundt på hælen, og går ud af badeværelset. Med bestemte bevægelser går jeg ud i gangen, og får mine vinterstøvler på, og bagefter tager jeg min jakke på. Jeg slukker lyset i gangen, inden jeg åbner hoveddøren, og går ud af den. Jeg løber ned af trapperne i opgangen, og spurter ud på gaden.

Jeg er fast besluttet for at gøre det her. Det her er nødvendigt. Godt nok skælver mine ben af frygt, men det kan selvfølgelig også bare være fordi, at den kolde vintervind rammer dem. Jeg har trods alt ikke mine nylonstrømper på, hvilket set i bakspejlet, er rigtig dumt af mig. Heldigvis skal jeg ikke så langt. Drengene havde været så søde at fortælle hvad for en klub, de skulle hen på, og jeg er faktisk overraskende god til at finde vej. Ellers så har jeg min mobil, den har vist en GPS. Men selv om jeg er ved at skrige af angst, så er det her noget, jeg gøre! For det første, så er det altid godt at overvinde sin frygt. Og for det andet, så skal Harry ikke slippe godt fra noget af det her! Jeg vil snakke med ham, han skal ikke bare tro, at han kan stikke af ned på en klub, og derfor slippe for mig, bare fordi jeg er hunderæd for fulde mennesker! Sådan leger vi ikke!

 

***

 

Skrækken steg indeni mig jo længere, jeg kom på klubben, men der var ingen vej udenom, tænkte jeg, da jeg endelig var uden for den. På en eller anden måde lykkedes det mig at komme ind, og efter bare 10 sekunder herinde mærker jeg, hvordan jeg har lyst til at sætte mig ned og græde. Musikken runger gennem lokalet, og bassen sender vibrationer gennem hele min krop. Gulvet ryster pga. de mange mennesker, der er ude på dansegulvet. De fleste tydeligt berusede. Jeg holder skarpt vejret, mens jeg kigger ud i rummet.

Det skal nok gå, bliver jeg ved med at gentage i mit eget hoved, det hele skal nok gå, jeg skal bare slappe af. Jeg kæmper mig lidt igennem menneskemængden, og kniber øjnene helt sammen. Jeg er dog hurtigt nødt til at åbne dem igen, så jeg kan se, hvad fanden jeg laver. Min luft slipper op, og jeg ånder tungt ud, mens jeg skynder mig ud fra menneskehavet. Jeg stiller mig op ad baren, og prøver desperat at få styr på min vejrtrækning. Allerede udmattet læner jeg mig ind over bardisken.

Jeg klarer ikke det her. Jeg har kun været her i fem minutter, og jeg er allerede ved at bryde sammen! Jeg vender hovedet, og for enden af baren spotter jeg fem meget bekendte drenge. Jeg synker nervøst en klump. Jeg kan se på dem, at de ikke er ædru, hvorfor skulle de også være det? Men det er lige meget, for Harry sidder derhenne, og fuld eller ej, jeg skal tale med ham!

Jeg skubber mig selv op fra disken, og bevæger mine ben bestemt. Vreden indeni mig stiger lige så småt, jo nærmere jeg kommer. Harry sidder på en barstol, og de andre drenge står rundt om ham. Jeg får kort øjenkontakt med Liam, som ser forvirret ud, men før han når at sige noget, kommer jeg ham i forkøbet. ”Harry!” siger jeg bestemt og højt, så jeg kan overdøve musikken. Harry løfter hovedet, og kigger utilfredst på mig. ”Gå nu væk!” vrisser han, og hans hårde tone giver et sæt i mig. Hvor meget mon han havde nået at få drukket på den time, det tog mig at komme herhen…

”Bella, hvad i al verdenen laver du her?” spørger Liam chokeret, og kigger på mig. Jeg stiller mig foran Harry, som knap gider se på mig. ”Jeg skal tale med Harry!” siger jeg bestemt. Liam bider sig kort i læben. ”Jeg tror, det er en dårlig idé Bella, du må hellere gå hjem.” siger han uroligt. Jeg ryster på hovedet. ”Jeg går ikke, før jeg har snakket med Harry!” Harry fnyser ligeglad, og det får vreden indeni mig til at koge. ”Hold op med at opføre dig som et pattebarn!” spytter han, hvilket rammer mig hårdt i hjertet. Jeg ved godt, at jeg er yngre end de andre drenge, men at Harry nu også skulle til at bruge det imod mig, det gør mig både led og ked af det.

”Snakker du til mig, eller snakker du til dig selv?!” vrisser jeg tilbage, og sætter armene i siden. ”For måske er jeg yngre, men det er da dig, der opfører dig mest umodent!” Harry rejser sig vredt op, men Louis hiver ham ned i stolen igen. Jeg kigger Harry i øjnene. Det giver mig lyst til at græde, når jeg ser, hvordan hans øjne svømmer i alkohol, og hans stemme gør det ikke meget bedre. Det er ikke hans normale stemme.

”Bella, stop med at provokere ham!” hvisker Niall, og hiver i min arm. Han trækker mig lidt væk fra de andre drenge, og kigger alvorligt på mig. Selv hans øjne kan jeg ikke genkende, og det gør mig utryg. Han trækker vejret langsomt, og lukker kort øjnene i et par gange, inden han begynder at snakke. ”… gå hjem, Bella.” kommanderer han sløvt. Jeg bider tænderne sammen. ”Jeg går ingen fucking steder, før Harry holder op med at være led, og snakker med mig!” råber jeg, men det tiltrækker ingen opmærksomhed, da musikken næsten overdøver mig. Niall ryster på hovedet.

”Bella, for fanden…” mumler han, og kigger kort ned. ”Du er jo ved at bryde sammen.” Jeg gisper lydløst, og holder vejret. ”… jeg ved ikke, hvad du snakker om.” svarer jeg, og kigger kort væk. Jeg vil bare ikke kigge i hans øjne. ”Jeg kan se frygten i dine øjne på miles afstand!” siger Niall højt, og slår ud med armen. Jeg kniber øjnene sammen. Ligesom at jeg kan mærke alkoholen i ham på miles afstand. ”Du er nødt til at gå! Det her er ikke godt for dig!” Jeg synker højlydt.

”Jeg vil snakke med Harry,” hvisker jeg bedende. ”Du kommer ikke til at snakke med ham.” siger Niall koldt, hvilket får mig til at stirre rasende på ham. ”Hvad skal jeg gøre for at komme til at tale med ham?! Skal jeg også være fuld?!” skriger jeg. Niall kigger forvirret på mig, og skal til at ryste på hovedet, da jeg læner mig ind over bardisken. ”Hey du!” råber jeg til bartenderen, og får hans opmærksomhed. ”Giv mig det stærkeste i overhovedet har!” Jeg kan mærke Nialls urolige øjne på mig, men hans reaktionsevne er langsommere pga. alkoholen i hans blod. ”Bella, det tror jeg ikke er-” begynder han, men jeg ignorerer ham, idet jeg får stukket en underlig drink i hånden. Uden at tøve bunder jeg den. Det brænder i min mund og min hals, mens den flyder ind. Den bitre smag lægger sig på min tunge, og jeg skærer en kort grimasse, da jeg stiller glasset fra mig.

Jeg bruger meget kort tid på at samle mig selv, inden jeg beder om en til. Niall tager fat i min hånd. ”Bella, stop, det er ikke en god idé det her.” siger han alvorligt. Jeg kigger ondt på ham. ”Bare ti stille!” knurrer jeg til ham. Endnu en drink bliver stillet foran mig. Jeg kigger kort på Niall, inden jeg tager fat om den. ”Vil du være sød at lægge ud for mig, jeg har ikke min pung på mig.” mukker jeg, og begynder at drikke igen. Niall sukker, og beder bartenderen om at sætte alle mine drinks på deres (drengenes) regning. Jeg drikker min drink færdig, og beder om en sidste, som jeg også drikker, inden jeg pludselig føler en vis svimmelhed. Jeg tager mig ømt til hovedet.

”Ugh,” stønner jeg, da jeg allerede kan mærke alkoholen tage over. Mit hoved fungerer ikke helt ordentligt lige nu. ”Jeg sagde jo, at det var dumt!” siger Niall bedrevidende. Jeg skuler til ham. ”Jamen, du kunne da bare have stoppet mig!” råber jeg. ”Men jeg tør vædde på, at din hjerne ikke fungerer ordentlig nok til det!” Et surt opstød sniger sig frem i min mund, og giver mig kvalme. Jeg har det faktisk af helvedes til. Alt omkring mig føles uklart. ”Tror du ikke hellere, at du må tage hjem?” spørger Niall bekymret. Jeg ryster på hovedet, og skubber ham væk. Svimmelt marcherer jeg over mod Harry og de andre igen.

”Så!” råber jeg, og stiller mig foran ham. ”Nu er jeg fuld! Var det det, du gerne ville have?!” Harry spærrer kort øjnene op, og jeg kan mærke de andres blikke på mig. ”… er du virkelig fuld?” spørger Zayn undrende. Jeg kigger vredt på ham. ”Ja! Så nu, Harry, hvor vi har samme hjernekapacitet, så vil du måske høre på mig?!” råber jeg, og vender mit hoved mod Harry igen.

”Jeg kan bare ikke fatte, at du har fået mig til det her! Måske løj jeg for dig, men at tvinge mig herned, det er fandeme dårlig stil, Harry! Tænk, at den eneste måde, jeg kan få dig til at høre på mig, er hvis jeg følger efter dig, selvom jeg er skrækslagen, og drikker mig fuld!” skriger jeg, og klemmer tårerne inde. Jeg kan se, at Harry bider tænderne sammen, for hans kæbe spændes.

”Det der er bullshit!” råber han tilbage. ”Jeg har ikke tvunget dig herned! Jeg skred, fordi jeg havde brug for ikke at være sammen med dig, det var fandeme dig selv, som valgte at følge efter mig! Det var dig selv, som valgte at drikke dig fuld, hvilket nok var det mest åndssvage, du overhovedet kunne gøre!” Harry sætter brat sit glas fra sig. ”Og ved du hvad? Jeg tør vædde med, at du bare kom herned for at holde øje med mig, det er jo ikke ligefrem fordi, du stoler på mig!” siger han hårdt.

Alting indeni mig bliver sløret et kort øjeblik. Harrys ord giver mig lyst til at tude mere end nogensinde før. Har han ret? Stoler jeg i virkeligheden slet ikke på ham? Eller nogle af de andre drenge? Han har jo ret. Jeg har ikke tiltro nok til nogen af dem. Harrys ord fra tidligere kører også rundt i mit hoved.

’Du kan jo ikke stole på nogen!’ … Hvorfor kan jeg ikke stole på nogen? Hvorfor?

Med et står det hele klart for mig. Ja, jeg kan ikke stole på nogen, men jeg ved, hvorfor det er sådan. Men jeg vil ikke lade det her fortsætte! Jeg vil lære at stole på folk! Og jeg ved, hvordan jeg kan komme til det!

Jeg vender hurtigt rundt på hælen, og prøver at finde min vej ud af natklubben. Mit navn bliver råbt bag mig, men jeg er ligeglad nu. Hurtigt finder jeg en bagudgang, og løber ud, så jeg havner i en form for gyde. Den kolde luft skærer igennem mine ben, og fryser dem til istapper. Lige som jeg sætter i løb igen, hører jeg mit navn igen. Denne gang vender jeg mig om, og alle drengene står foran mig. ”Hvor skal du hen?!” spørger Liam uroligt. Jeg ryster på hovedet. ”Hvor jeg skal hen?” gentager jeg sløvt. Jeg kan knapt nok fuldføre mine sætnigner. ”Kan det ikke være lige meget.”

”Bella, du er pissefuld, vi lader dig ikke gå i den tilstand.” siger Louis alvorligt. Pissefuld, min bare røv, de er selv ligeså fulde! ”Hykler!” spytter jeg irriteret, og træder nogle skridt bagud. Harry går fremad i samme øjeblik. ”Vil I virkelig vide, hvor jeg skal hen?” spørger jeg, og stopper op. ”Jeg skal hen og have den mand ud af mit liv!”

Harrys øjne udvider sig drastisk, og han når hurtigt hen til mig, og griber fat om mit håndled, før jeg når at stikke af igen. ”Det mener du bare ikke! Er du dum?!” råber han arrigt. Jeg prøver at vride mig ud af hans greb, men han strammer det bare, jo mere jeg prøver at flygte.

”Jo! Det mener jeg! Kan du ikke se det Harry! Han ødelægger mit liv, han ødelægger dit liv, han ødelægger alt! Jeg skal have ham fuldstændig ud af mit sind! Og det kan kun gøres på en måde! Så slip mig!” råber jeg tilbage. Harry strammer grebet om mig endnu mere, og en smerte går gennem mit håndled. ”Du går ingen steder!” kommanderer han, og klemmer endnu hårdere fat. Det svier og brænder, der hvor Harry holder fast. ”Nok er jeg rasende på dig, men du tager ikke hen, og gør noget så dumt! Hører du?!” råber han, og knuger mit håndled endnu mere, så et støn forlader min mund.

”Slip mig,” beder jeg tårevædet, og holder op med at gøre modstand, men Harry løsner ikke grebet om mig. Hans øjne stirrer ondt ind i mine, og pludselig dumper skrækken ned i min krop igen. ”Det gør ondt,” græder jeg svagt, og holder mig for munden. Men Harry reagerer ikke. Det er som om, han ingenting hører. Og hans blik skræmmer mig. Det ser så ubehageligt ud. Hans slørede øjne, som samtidig lyser af vrede, kaster mig tilbage i flashbacks om, hvordan min far havde set ud, før jeg fik tæv. Og det tog livet af mig, at Harry næsten havde de sammen øjne.

 ”Du gør mig ondt!” skriger jeg til sidst, så tårerne sprøjter til alle sider. Det ligner, at det først går op for Harry nu, og han slipper mig med det samme. Ømt tager jeg mig til håndledet, og aer det blidt med min anden hånd, mens jeg hurtig træder tre skridt tilbage. Det er ildrødt mit håndled. Forfærdet kigger jeg på Harry. Han ser næsten forvirret ud. Han havde skadet mig. Og han havde aldrig gjort det, hvis han var ædru, det var alkoholens skyld, at han ikke hørte efter.

”Forstår du nu, hvorfor jeg er bange, når jeg hører, at I drikker?!” græder jeg højt, og gnubber forsigtigt mærket efter Harrys hånd omkring mit håndled. ”Hele mit liv, har jeg lært, at alkohol fører til smerte! Jeg tænkte, at I måske kunne bevise det modsatte, men det har du i hvert fald ikke gjort!” Jeg løfter min sårede arm op i vejret. ”Kan du se det her?! Det er dig, som har gjort det! Du har såret mig! Ikke pare psykisk, men fysisk! Præcis ligesom min far altid gjorde, når han drak!” råber jeg til Harry, som kigger undskyldende på mig. Hans øjne er pludselig blevet triste.

”J-jeg,” mumler han, og træder et skridt tættere på, men af angst går jeg endnu et skridt væk fra ham. For at være ærlig, så er jeg bange for ham lige nu. ”Åh nej, Bella, det var ikke med vilje, jeg, det var ikke meningen, men…” begynder han, men jeg ryster bare på hovedet, og i et sætter jeg i løb igen. Jeg trækker vejret hurtigt, mens jeg løber, og den kolde luft giver mig isninger ned gennem halsen. Mine fødder er tunge, da mine store vinterstøvler tynger dem, og jeg må flere gange stoppe op og få vejret, og hvile mine ben. Men jeg giver ikke op.

Efter at have løbet i omkring et kvarter havner jeg ude foran fængslet/politistationen. Uden tøven går jeg derind, helt stakåndet.

 

***

 

Efter at have diskuteret lidt frem og tilbage med en af politivagterne, så gik han endelig med til at lade mig se min far. Jeg blev sat ind i et lokale, og her sidder jeg stadig efter omkring 20 minutter. Jeg tripper uroligt med fødderne, og gnubber mine lår en smule, så jeg kan få varmen tilbage i dem. De føles som ispinde.

Pludselig går døren bag mig op. Det giver et sæt i mig, og jeg hører to sæt fodtrin bevæge sig tættere på. Det får mit hjerte til at banke hurtigere af nervøsitet. En mand bliver sat på stolen på den anden side af bordet, som jeg sidder ved. ”Opfør dig nu ordentligt, Matthews.” siger vagten, inden han går ud af lokalet. ”Vi er lige udenfor,” mumler han, idet han går forbi mig. Jeg nikker kort, og kigger sløvt over på manden foran mig. Min far.

”Hvad vil du?” spørger han langsomt, og læner sig lidt tilbage i sin stol. Jeg giver et kort hik fra mig, inden jeg svarer. ”Bare snakke om nogle ting.” ”Sig mig, er du fuld?” spørger han pludseligt. Jeg rynker på næsen. ”Det må du jo vide alt om.” svarer jeg. ”Så kan du også lære, hvordan det er at snakke til fulde mennesker, når man selv er ædru.”

Han fnyser kort. ”Men hvorfor har du dog drukket? Jeg ville tro, at du ville være rædselsslagen over for den slags, efter alt det her.” siger han hæst. Jeg synker kort, og skal til at sige, at det er lige meget, da han fortsætter. ”Er der noget, som tynger dig? Er det mon… Harry?” spørger han koldt. En stikkende fornemmelse går gennem mig. Hvor vovede han at nævne Harry! ”Næh!” hvæser jeg, og lægger armene over kors.

”Jo det er. Jeg kan se det i dine øjne. Trods alkoholen, så er de nemme at tyde.” siger han lumskt. Jeg spidser munden i den ene side, og kigger lidt væk. Mit blik flakker rundt i lokalet. Langsomt retter min far sig op, og ligger sine foldede hænder på bordet. ”Du er kommet til skade.” konstaterer han, og peger kort på mit håndled, inden han folder hænderne igen. Jeg kigger selv ned på det store røde mærke, Harrys fingeraftryk kan næsten ses. Jeg ved godt, at det ikke var hans mening. Harry er ikke voldelig. Men alligevel bliver jeg ked af at se på det. Jeg gemmer mine hænder ned under bordet. ”Man skulle tro, at du ville finde en kæreste, som ikke tævede dig, når nu du har levet med det i 11 år.” siger han roligt, hvilket får mig til at koge over.

”Harry har ikke tævet mig! Han kunne aldrig finde på at gøre mig ondt!” råber jeg vredt, og rejser mig fra min stol. Han skulle ikke sidde og rakke ned på Harry! ”Så du vil altså bilde mig ind, at det ikke er Harry, som har gjort det der?” fortsætter han. Jeg bider tænderne sammen, og kigger hurtigt væk. ”Det var ikke hans mening…” mumler jeg tilbage. Jeg burde have holdt min kæft, men jeg kan ikke helt kontrollere mine handlinger nu. Jeg taler, før jeg tænker i øjeblikket.

”Harry har skadet dig,” fortsætter min far. Jeg kniber øjnene sammen. ”Og måske ikke kun fysisk?” Han lægger hovedet på skrå, og kigger hoverende på mig. Endelig tager jeg mig sammen, og kigger direkte på ham. Hans øjne er kolde, og irriterende nok kan jeg genkende nogle af mine ansigtstræk i hans ansigt. Jeg ville ønske, at jeg ikke lignede ham den mindste smule. Jeg vil ikke være ligesom ham.

”Har loverboy’en knust dit hjerte?” spørger min far, og giver mig nærmest et slag i hjertet. Rasende stirrer jeg på ham, mit blik er helt slørret pga. vandet i mine øjne. ”Knust mit hjerte?!” gentager jeg hånligt. Jeg ryster på hovedet, og smiler skævt, mens jeg forsigtigt læner mig halvt ind over bordet.

”Hvordan skulle han kunne knuse mit hjerte, når det aldrig har været helt?!” råber jeg. ”På grund af dig, så er mit hjerte ikke helt! Det hele er din skyld!” Overraskende nok, så flyder mine tårer ikke, og det er jeg glad for. Hvis jeg græder foran min far, så virker jeg bare svag.

”På grund af dig, så kan jeg ikke stole på nogen! Ingen! Jeg ikke stole på mine venner, på Harry, jeg tør knapt nok stole på mig selv! Og hvorfor?! Fordi du har ødelagt mit liv, og lært mig, at man ikke skal stole på folk, for det nytter alligevel ikke noget! Jeg er bange hele tiden! Og hver dag, så skal jeg lade som om, at jeg er åh så fucking lykkelig, fordi jeg endelig er blevet fri for dig! Men selvom jeg er glad, så er jeg ikke lykkelig, for du hjemsøger mig! Mine smil er falske, min latter er falsk, det hele er falskt, fordi jeg kun kan tænke på al den smerte, som du har påført mig! Jeg har levet i mørke siden jeg var 4 år, hvordan kunne du gøre det mod mig! Jeg var 4 små år!”

Jeg tager en dyb indånding. Alt det her, er noget, som jeg har gået med i snart et halvt år. Alle de her følelser, som aldrig kom ud, da han blev fanget. Jeg troede, at alt med min far var afsluttet, men sandheden var, at det var det komplet modsatte. Og derfor står jeg her nu. Mine følelser æder mig op indefra, og hvis jeg ikke får dem ud, så vil jeg til sidst ikke være andet end en skal.

”Jeg skulle leve med en lille tudeunge, som jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle tage mig af, hvad foreslår du, at jeg skulle have gjort?” mumler min far. Jeg skærer tænder, inden jeg åbner min mund igen. ”Hvad med ikke at tvinge mor til at flytte?! Du tænkte kraftedeme aldrig på andre end dig selv! Du tænkte kun på, hvor synd det var for dig, og det gør du stadig! Du er ligeglad med, at jeg er ulykkelig på grund af dig!” skriger jeg.

”Alt er din skyld! ALT! Jeg ligger hver nat, og ønsker, at jeg kunne glemme alt det, som er sket! For alle de minder er som ar på min sjæl, og jeg kan ikke… jeg kan ikke åbne op for folk!” Jeg dækker mine øjne, og tørrer vandet i mine øjne væk. Det er som om, jeg ikke har styrken til at fortælle om mine følelser. Det har jeg tydeligvis aldrig haft, for ellers så havde jeg fortalt Harry om, hvordan jeg havde det med… alt det som er gået galt. Og jeg ville have fortalt, at jeg overvejede at skære i mig selv, og jeg ville have fortalt ham, hvor bange jeg var for, at det hele ville ramle sammen over mig. Men nu hvor jeg ikke har gjort det, så har jeg mistet ham. Jeg har mistet alt. Og selvom jeg er kommet af med alle mine følelser, så føler jeg mig så tom indeni.

”Jeg hader dig! Jeg hader dig så meget!” råber jeg, og mit råb bliver efterfulgt af en høj ridsen hen af gulvet. Det er bordet, fordi min far kaster sig ind over bordet, og tager fat om min hals. Jeg spærrer øjnene helt op, idet jeg falder tilbage og slår mit hoved ned i gulvet. Døren ind til rummet går straks op, og jeg mærker grebet om min hals forsvinde. Nogle hænder griber fat om mine arme, og hjælper mig op og sidde. Jeg tager mig lidt ømt til halsen, og hoster kraftigt. Forsigtig vender jeg hovedet, og til min store overraskelse er det Harry, som jeg sidder på. Jeg overvejer ikke engang at flygte fra ham. Jeg er bare glad for, at han gider røre ved mig igen.

Mit blik falder på min far, som bliver holdt tilbage af to vagter, mens han slår og sparker ud i luften. Var han virkelig blevet så rasende over, at jeg hadede ham? Automatisk putter jeg mig tættere ind til mod Harry, og heldigvis afviser han mig ikke. I stedet mærker jeg den varme trygge følelse, da han tager min hånd. ”Du kan bare vente dig!” truer min far, så det løber mig koldt ned af ryggen. ”Du tror, at dit liv er så forfærdeligt, men tro mig, det kan blive meget værre! Det kan jeg personligt sørge for!” En vagt hiver mig og Harry op fra gulvet, og guider os hurtigt ud af lokalet. Jeg når kun at kaste et sidste blik på min fars rasende øjne, inden døren bliver lukket efter os.

”Er du okay?!” spørger Harry bekymret, og børster noget af mit uglede hår væk fra mit ansigt. Jeg ryster svagt, men svarer ikke rigtig på Harrys spørgsmål. En ubehagelig følelse lander i min mave. Jeg brød mig ikke om den måde, min far truede mig på. ”Bella?” spørger Harry uroligt. Jeg reagerer stadig ikke, men stirrer bare på den lukkede dør, mens jeg svagt kan høre min fars høje råb. Var han ude på at hævne sig?

”Baby?” lyder det igen fra Harry. Jeg synker en klump spyt. Jeg er glad for, at min far idet mindste er i fængsel. Som Harry engang sagde, det er et af de bedste fængsler i London, der er ingen måde, at han kan undslippe. Men lige nu ligger uroen sgu i min mave. ”Baby? Babe? Sweetie? Hvad skal jeg sige, før du reagerer?!” Harrys stemme lyder desperat, og endelig drejer jeg mit hoved, og kigger på ham. Jeg nikker svagt, og stirrer på hans læber. ”Jeg er okay,” hvisker jeg, og lægger hårdt armene om ham. ”Tænk, at du kom.” hvisker jeg igen, en del overrasket. Harry lægger sine arme om mit liv. ”Selvfølgelig,” mumler han, inden vagten fra før rømmer sig.

”I kan godt gå nu,” siger han kort, og Harry hiver mig med ud af rummet, og bagefter helt ud af politistationen, så vi havner ude på den kolde gade. De andre drenge står derude, men jeg orker knap nok at hilse på dem. ”Skete der noget?!” spørger Niall uroligt, da han ser mig. Jeg hænger lidt med hovedet. Alkoholen er allerede ved at aftage, og jeg føler mig helt træt og svimmel. ”Jeg… jeg blev næsten kvalt.” siger jeg, som om det var ligegyldigt. Harry trækker mig lidt tættere på ham, og giver mig et kort kys i håret.

”Jeg troede, du var sur på mig.” mumler jeg. Harrys bevægelser stivner kort. ”D-det var jeg, men… så blev jeg sur på mig selv, og jeg…” Han kører sin hånd hen over mit håndled, og skyldfølelsen er klar at finde i hans øjne. ”Det er okay, Harry, det er okay.” siger jeg beroligende, da jeg ser vandet i hans øjne. ”Nej det er ikke okay,” siger han kort og bebrejdende, og går væk fra mig. Jeg står tilbage, de andre drenge observerer vores samtale. En tåre fra tidligere sniger sig frem i øjenkrogen på mig. Jeg går stille hen mod Harry, og lægger armene om ham bagfra.

”Du prøvede bare at beskytte mig,” mumler jeg udmattet. Harry vender sig om, og kigger på mig. ”Jeg er bare lykkelig over, at du fulgte efter mig, og stadig bekymrede dig om mig…” mumler jeg. Harry kigger på mig. ”Jeg er bare lykkelig over, at du ikke var bange, da jeg rørte dig.” erkender han, hvilket får mig til at smile undskyldende.

”Intet af det her er din skyld! og du har al ret til at være sur på mig!” siger jeg hurtigt. Harry smiler kort, og aer min kind. ”Jeg er også en lille smule sur på dig, men det kan vi tale om i morgen, når du har fået noget søvn.” Jeg smiler halvt. ”Ja… i dag har været udmattende.” mumler jeg, og tørrer mine øjne. Med blikket lænket til jorden spørger jeg forsigtigt: ”Synes I, at jeg var dum?”

”Du var totalt hjernedød.” lyder det fra Louis. Jeg snøfter kort, mens han går hen imod mig. ”Men det var kraftedeme også modigt gjort!” siger han, og løfter mit ansigt. Jeg kigger på ham, og venter på, at han fortsætter. Han giver mig et kort smil. ”Jeg mener,” begynder han, ”Du har her til aften konfronteret dine største frygter! Du vovede dig ind på en natklub, med udelukkende fulde mennesker for at snakke med Harry, og bagefter drak du dig selv fuld, og tog hen til din far i fængslet! Intet af det var særlig gennemtænkt, men hold kæft, hvor var det sejt gjort!”

Jeg smiler taknemmeligt til ham, og kigger lidt ned igen. Pludselig stiger tårerne op i mine øjne, og de drypper lige så stille ned på den kolde jord. Harry aer mig på ryggen, mens jeg hulker og tørrer øjnene med begge mine hænder. ”Alting ordner sig,” mumler Harry bag mig, mens jeg græder. Jeg nikker, og prøver at overbevise mig selv om, at det er rigtigt. Men med alle de følelser, jeg har haft her til aften, så kan jeg slet ikke finde rundt i mig selv lige nu. Harry giver mig et let kys på kinden, og prøver at berolige mig en smule.

”Kom med hjem.”

 

My heart can't possibly break
When it wasn't even whole to start with
Because of you
I never stray too far from the sidewalk
Because of you
I learned to play on the safe side so I don't get hurt
Because of you
I find it hard to trust not only me, but everyone around me
--
Because of you
I try my hardest just to forget everything
Because of you
I don't know how to let anyone else in
Because of you
I'm ashamed of my life because it's empty
Because of you
I am afraid- Kelly Clarkson, Because Of You

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------  

UNDSKYLD, AT DET TOG SÅ LANG TID! Ej virkelig, det må I undskylde, men jeg havde lidt svært ved at gå i gang med kapitlet, og det er ekstremt vigtig for historien, for jeg har vidst, at det her skulle ske, lige fra jeg gik i gang med historien, så jeg ville gerne have, at kapitlet blev ordentligt<3 Så mange tak for jeres tålmodighed! (Og endnu en gang undskylder jeg for, at sangcitatet er så langt :p)

Hvad synes I om kapitlet? Og hvad tror I, at der vil ske nu? Let me knoow<3

I er seriøst de bedste læsere, man kunne ønske! Jeg bliver så glad af jeres kommentarer og den slags! Tusind millioner tak fordi, at I læser med! <3 I love you guys! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...