Good Enough- {1D}

OBS! Dette er 2'eren til Blackout! Efter at Bella kom væk fra sin far, og flyttede ind hos sin mor, har alting været perfekt. Det er nu snart en måned siden, at Bella blev kærester med Harry, og Bella begynder at lære ulemperne ved at date en berømthed, og spørgsmålet er, om Bellas og Harrys forhold er stærkt nok. Desuden opdager hun også, hvordan tiden med hendes far har påvirket hende, og vil hun nogensinde kunne glemme alt om ham?

74Likes
240Kommentarer
16918Visninger
AA

14. As Long As You Love Me

"Ring, hvis der sker noget, okay?" siger Harry bekymret. Jeg stiger ud af bilen. "Harry, det skal nok gå!" forsikrer jeg ham om. Jeg ved ikke hvorfor, men indtil videre føler jeg mig umådeligt selvsikker. "Okay, men jeg henter dig efter skole!" siger han, lige før jeg smækker bildøren i. Jeg nikker og smiler sødt til ham, hvorefter jeg sender ham et lille luftkys. Han sender mig et tilbage, og jeg mærker, hvordan jeg begynder at boble af lykke. Hurtigt svinger jeg min taske over skulderen, og vender mig om, for at gå ind af min skoles hovedindgang.

Mens jeg går gennem skolens gange for at komme hen til min time, får jeg en del blikke. Jeg retter ryggen for at ligne en med tonsvis af selvtillid, mens jeg går. Det værste ved blikkene er, at jeg ikke ved, om de er gode eller onde. Jeg tænker kort over, om jeg virkelig er klar til det her. Jeg var vred på Harry, fordi han ikke ville indrømme, at vi var sammen, men lige nu spekulerer jeg på, om han gjorde det for at beskytte mig.

Jeg mener. I ved, at jeg ikke er god til at tage komplimenter, men jeg er bestemt heller ikke god til at håndtere hate! Jeg har holdt mig væk fra sociale medier, lige siden Harry gjorde os officielle. Jeg er bange for at se nogle tale dårligt om mig... Jeg er blevet rakket ned hele mit liv, jeg klarer ikke mere.

Jeg træder ind i mit klasselokale. Jeg skulle have fysik/kemi i første time. Hvilket jeg egentlig havde det fint nok, jeg var okay til fysik. Men min mave vendte sig, da jeg så hele min klasse vende deres hoveder i retning mod mig. Jeg lukker kort øjnene, og finder vej hen til en tom plads bagerst i klassen. Mark kommer ind af døren lidt efter. Vi har heldigvis fysik sammen. Desværre har jeg også fysik sammen med Ella, og hendes slæng. Mark giver nogle drenge en highfive hver, mens han går over mod mig. "Hey Bells!" hilser han, og sætter sig ved siden af mig.

Jeg smiler svagt til ham. "Så fik du endelig taget dig sammen?" siger han og vipper på sin stol. Jeg nikker. "Ja sådan da. Harry foreslog det, og efter alt det han har gjort for mig, så følte jeg, at jeg skyldte ham noget." siger jeg og kigger ned. "Men jeg ville næsten ønske, at jeg var blevet hjemme." "Hvorfor?" spørger Mark. Jeg tager en dyb indånding.

"Folk stirrer Mark." hvisker jeg, og kigger langsomt op. Mark ser sig lidt omkring, og opdager at næsten alles øjne hviler på mig. "Du ved, hvordan jeg har det med at være i centrum." Det er seriøst en dårlig egenskab det her, når man dater en verdensberømt sanger.

"Det skal nok gå Bells." siger Mark, og aer mig over hovedet. "Bare slap af." Jeg nikker og synker den klump, som sad i halsen på mig. Min lærer kommer ind i klasselokalet. "Så går vi i gang!" siger han højt.

***

Jeg krummer mig mere og mere sammen i min stol. Jeg vil bare ikke gøre mig selv bemærket. Men selvfølgelig går intet, som jeg vil have det. "Bella!" siger min lærer. Jeg kigger op på ham. "Måske kan du forklare, hvad et ion er!" Jeg kigger lidt skræmt rundt, da alles øjne lander på mig. "E- et ion er et atom, der har mistet eller optaget en eller flere elektroner. Så får det en elektronisk ladning." forklarer jeg. Min lærer nikker, og jeg ånder lettet op indeni.

"Kan du så også fortælle, hvad forskellen på et atom og et ion er?" Min krop stivner endnu en gang, men jeg ryster det hurtigt af mig. "Et ion kan have en positiv eller negativ ladning, og... det kan et atom ikke. Det er neutralt." "Nemlig!" siger min lærer, og klapper sine hænder mod hinanden en enkelt gang. "Flot Bella! Jeg troede måske, at du havde glemt alt efter ikke at have været i skole i så lang tid! Det eneste vi har set til dig for nylig har jo været i medierne."

Jeg strammer grebet om min blyant, og kigger panisk hen på Mark. Der er ikke engang gået 2 timer af min 6 timer lange dag, og min lærer har allerede ødelagt min plan om at holde lav profil. Jeg smiler kejtet til ham. "Ja, deeet..."siger jeg, og indser, at jeg ikke rigtig kan sige noget til det. "Det ved jeg." "I er et meget sødt par." siger min lærer. Hvis jeg måtte, så ville jeg seriøst skyde ham lige nu.

"Golddigger!" 'hoster' Ella, og smiler ondt til mig. Jeg kigger hende i øjnene. Hadet lyser ud af hende. Resten af klassen begynder at grine en smule, og den her ubehagelige følelse lægger sig over mig. Som altid føler jeg mig alene. Og jeg hader det. Jeg kigger hen imod Mark, som sidder og kigger irriteret på nogle af de andre drenge, som sad og grinede af mig. Mark ryster på hovedet, som tegn til, at de skal droppe det.

Klokken ringer, og lige nu passer ordsproget 'reddet af gongongen' rigtig godt. Jeg samler hurtigt mine ting sammen, mens min lærer giver en besked om, hvad vi skal lave til næste gang osv., men jeg er ligeglad. Jeg vil ud af det her lokale nu, og det kan kun gå for langsomt! Jeg tager fat i min taske, og slår kort til Mark. "Få røven med dig, vi skal ud nu!" siger jeg, og tripper lidt med foden, mens Mark skynder sig at pakke de sidste ting sammen. Jeg går hurtigt ud af klassen, med Mark i hælene, og hurtigt finder vi det sted, hvor vi plejer at sidde. 

"Jeg overlever ikke denne her dag!"stønner jeg, og kigger mig lidt omkring. Det er et ret isoleret sted, hvor vi sidder. Det er noget af det, jeg elsker ved det. "Jo du gør!" siger Mark. "Hun er ude efter mig, Mark!" hvæser jeg.

"Hun?"

"Ella selvfølgelig! Jeg ved ikke, hvad hendes problem er, men hun vil helt klart bare gøre denne dag sur for mig!" "Jamen så er det jo heldigt, at du ikke har matematik sammen med hende!" siger mark og blinker til mig. " "Nej.. heldige mig."

 

***

"Frokost! Skynd dig Bella, jeg dør af sult!" hviner Mark, da jeg træder ud fra matematik. "Okay okay!" griner jeg. Vi går i fællesskab ned i kantinen, henter noget mad, og sætter os ved et bord. "Hvordan var matematik?" spørger Mark. "Hvorfor vil du overhovedet vide det?" spørger jeg tilbage. "Bare almindelig høflighed!" "Du plejer ikke at være høflig!" siger jeg, og Mark griner. Jeg kigger kort ned af mig selv, og retter lidt på mit tøj.

"Hvad er det?" spørger Mark. Jeg kigger op på ham. "Hvad for noget?" Mark læner sig hen imod mig, og lægger sin ene hånd på min hals. Jeg kigger forvirret på ham, indtil han tager fat i min halskæde, og holder den lidt ud for mig. "Hvornår har du fået den?"

Jeg smiler, og tager mine hænder om bag ryggen, for at åbne låsen. Med lidt besvær får jeg den åbnet, og Mark tager den i hånden, så han kan se den ordentlig. "Jeg fik den af Harry for lidt tid siden." siger jeg, og læner mig ind over bordet. "Af Harry?" gentager Mark med et slesk smil, mens han undersøger den lidt nærmere. "Prøv at se," siger jeg, og tager halskæden fra Mark. "Man kan åbne den." Jeg placerer mine fingernegle ved medaljonens åbning, og skiller den skrøbeligt fra hinanden, hvorefter jeg rækker den over til Mark igen.

"'Baby you light up my world like nobody else' aaaaaw!" siger Mark og smiler rørt til mig. "Og sikke et sødt billede af jer! Selvom det hele er lidt cheesy, så er det stadig kært!" Jeg griner smigret. "Jeg ved det... jeg elsker det." mumler jeg. Mark piller lidt videre ved halskæden, og spærrer så øjnene op.

"Er det ægte guld?!" spørger han. Jeg nikker. "Jeg blev også overrasket, da jeg så den først." siger jeg. Mark nikker overvældet. "Tænk engang," mumler han. "Det kniber ikke med pengene, når man er Harry Styles!"

"Golddigger!" hostes der igen. Jeg vender vredt hovedet, og ser Ella stå der med sit irriterende dukkeansigt. "Det er vel nok synd for Harry, at han skal trækkes med sådan en som dig." siger hun, og skyder underlæben ud. "Hvad er dit problem egentlig?!" spørger jeg vredt, og rejser mig op. 

"Mit problem er sjovt nok dig!" vrisser hun. "Du tror, at du er så god, bare fordi du er kærester med Harry Styles!" Jeg tager min halskæde fra Mark. "Det har jeg aldrig sagt." siger jeg roligt. "Ved du, hvad jeg tror, dit problem er?" Jeg går tættere på hende, og tager en dyb indånding.

Jeg måtte lytte til mit eget råd. Jeg er nødt til at finde min selvtillid frem. Og hvornår er det, at jeg har mest selvtillid? Hvornår føler jeg mig godt tilpas, og elsket? Med drengene. Med Niall, med Liam, med Louis, med Zayn. Med Harry. Så længe, at jeg ved, han elsker mig, så skal det nok gå. Fokuser Bella.

"Jeg tror bare ikke, at du kan indse, at nogen faktisk gad være kærester med mig. Og da det oven i købet var med dit herlig starcrush Harry Styles, så var den nok lidt svær at tage ind."

"Hold dog op! Jeg synes bare, at det er synd for Harry. Det er jo tydeligt, at du bruger ham." siger Ella. Vreden stiger op indeni mig. Det pisser mig virkelig af. At hun kan stå der og påstå, at jeg bruger Harry! Det kunne jeg aldrig finde på! "Det gør jeg heller ikke!" siger jeg lidt højt. Stilheden breder sig i kantinen. Ella kigger på mig, med et uværdigt blik. "Nå? Og hvad er så det her!" siger hun, og river min halskæde, fra Harry, ud af hånden på mig.

"Det var ægte guld, sagde du?" siger hun og piller ved den. "Jeg er sikker på, at du aldrig ville have råd til den slags, hvis du ikke var sammen med Harry." "Sådan var det ikke! Jeg bad ikke om den! Det var en gave!"råber jeg vredt. "En gave? Bare sådan lige ud af det blå?"

Jeg smiler hånligt. "Hvis du absolut vil vide det, så var det en gave på vores 'månedsdag'. Noget som du aldrig vil få, eftersom ingen gider være kæreste med dig længere end en dag!" Ella kniber øjnene sammen. "Du er blevet så fucking højrøvet, du er! Nu skal jeg fortælle dig noget! Ingen her kan lide dig!" Det stikker i hjertet, når hun siger det, det vil jeg gerne indrømme. Jeg vil ikke elskes af alle, men jeg vil heller ikke hades af alle.

"Ingen har kunne lide dig nogensinde! Du er ikke en skid værd!" vrisser hun, og går tættere og tættere på mig. Alle i kantinen holder øje med os. Jeg spænder i kroppen, og lukker øjnene, mens jeg prøver at lukke hendes ord ude. "Jeg tør vædde på, at Harry heller ikke elsker dig rigtigt!"

Jeg åbner brat øjnene, og begynder at grine lavt. "Du havde mig næsten." Ella kigger forvirret på mig. "Jeg ved, at det i hvert fald ikke er sandt." siger jeg og smiler. Jeg kigger op på det store ur, som hænger i kantinen. Der er omkring fem minutter tilbage af spisepausen. Det her kunne ikke fortsætte længere.

"Jeg har forandret mig Ella. Jeg er ikke pigen, som du kan trampe på, når dit eget selvværd er for lavt! Jeg vil aldrig finde mig i det igen, for jeg er anderledes nu. Det er det, kærlighed gør ved en, og jeg håber, at du en dag kommer til at opleve det. For din egen skyld."

Jeg klapper hende på skulderen. "Og giv mig min halskæde tilbage!" siger jeg, og tager den ud af hånden på hende.

"Ved du hvad? Denne her halskæde kunne være lavet med plastik perler, og jeg ville stadig elske den. Harry kunne være en helt almindelig dreng, som gik på skolen, og jeg ville stadig elske ham. Hell, han kunne være en hjemløs, og jeg ville stadig elske ham. Det er ikke pengene det handler om. Det er alt, hvad vi har været igennem, og hvad vi føler for hinanden, der betyder noget."

Jeg spænder halskæden fast rundt om min hals, og så går jeg med stolte skridt hen mod udgangen af kantinen. To timer tilbage, og for første gang, føler jeg mig komfortabel ovre i min skole. Det er jo næsten et mirakel.

***

Jeg løber ivrigt hen mod bilen, som holder ude foran skolen. Harry stiger ud af den, og lyser op i et smil, da han ser mig. "Hey Bella!" siger han, og åbner sine arme, som jeg springer ind i. "Gik det go-" Jeg afbryder ham ved, at plante et langt kys på hans læber. Han lægger kærligt sine arme rundt om mig. "Det gik fantastisk!" siger jeg lykkeligt, og smiler op til ham. Et skævt smil breder sig på hans mund, og hans små fine smilehuller kommer til syne. Det er faktisk sjovt, jeg har aldrig været så meget for smilehuller, men med Harry, så er de bare med til at gøre ham endnu mere perfekt.

"Kom," siger han, og åbner bildøren. Jeg sætter mig ind, og Harry lukker døren efter mig, for at gå om på den anden side af bilen, og sætte sig ind. Så snart Harry begynder at køre, fortæller jeg om alt, der skete. Hver en dialog, hver en følelse, hver en sejr. Han smiler. "Så jeg behøver ikke være bange for, at du bruger mig?" spørger han med et flabet ansigtsudtryk. "Fuck dig!" griner jeg.

Harry stopper bilen ude foran mit hus. "Hvornår kan vi så være sammen igen?" spørger jeg uroligt, da jeg er trådt ud af bilen. Jeg har min skole, og der er allerede et bjerg af lektier, som jeg burde have lavet. "Hmm hvornår har du tid?" spørger Harry.

"Jeg tror først, at jeg kan på fredag. Uddannelse er jo vigtigt, som du selv sagde!" Harry smiler, men rynker så panden. "Jeg... jeg skal noget på fredag, så jeg kommer nok sent hjem. Men du kan bare tage hen i lejligheden imens, Louis er der sikkert." Jeg nikker. "Det tror jeg godt, jeg vil! Hvad er det, du skal?"

Harry bider sig kort i læben. "Til fest." siger han. Kuldegysningerne bevæger sig helt fra mine tæer op til mit hoved. Fest. Det vil sige, alkohol. "Jeg," siger jeg lavt. "Jeg ser om jeg kan komme på fredag, men jeg er ikke sikker, jeg tror faktisk, at jeg skal noget alligevel, så-" Harry tager min hånd. "Bella! Jeg lover, der sker ikke noget! Stol på mig!" bønfalder han, og kigger på mig med nogle bedende øjne. Jeg kigger ned på hans hånd, som fuldstændig omringer min.

"Okay jeg skal nok tage derhen. Jeg glæder mig." siger jeg og smiler. Harrys bekymrede ansigt bliver erstattet af et glad ansigt. "Det gør jeg også! Vi ses babe." Han giver mig et hurtigt kys på munden, og sætter sig ind i bilen igen. Jeg vinker, og går op mod mit hus.

Der sker ikke noget på fredag, jeg skal bare stole på ham. Og det kan jeg sagtens! Jeg skal bare stole på Harry! Stol på Harry. Nervøsiteten indeni mig bliver bygget op, men jeg ryster den langsomt af mig. Stol. På. Harry.

 

As long as you love me

We could be starving,

We could be homeless,

We could be broke- As Long As You Love Me, Justin Bieber

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Heey, der gik kun en lille uge, før det næste kapitel kom!

Jeg håber i kan forstå, hvorfor jeg skrev det her kapitel, for jeg har lidt svært ved at forklare det, men altså! Og som i kan se (læse?) så bliver her vidst lagt op til noget drama/konflikt/spænding et eller andet! Og jeg vil gerne høre jeres bud på, hvad der kunne ske?

Tusind tak fordi i læser med, i har ingen idé om, hvor meget det betyder for mig! Og jeres kommentarer er for søde, som sagt før, det varmer mit hjerte!

And it's dark in a cold december, but I got you to keep me warm! - hihi<3

(Btw, jeg har ikke rettet kapitlet igennem sorreh)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...