One Direction - Star dreams

Melanie Mckenzie er en pige med store stjerne drømme. Hun drømmer om at vinde x-factor, men har aldrig haft modet til at melde sig til. nu har hendes veninder tvunget hende. Da de når til bootcamp´en får de af vide at de skal deles ind i grupper og have en mentor fra One direction. Kan Melanie vinde og hvad sker der når hun bliver forelsket i sin mentor. Jeg er ikke mega fan af One Direction men takket være alle de gode historier jeg har læst herinde, er jeg faktisk begyndt at kunne lide dem, så nu syntes jeg ville prøve at skrive en. STØDENDE SPROG OG EROTISK MATERIALE KAN FOREKOMME

22Likes
64Kommentarer
1803Visninger
AA

3. The Audition

Døren smækkede bag mig og jeg hoppede fra gulvet, jeg var rædselsslagen. Blodet pumpede rundt i mine årer med sådan en kraft, at det føltes som om, de kunne springe hvert øjeblik.

Fire øjne kiggede på mig med afventede venlige miner. Jeg blev på en måde beroliget af deres blikke og tvang mig selv til at tage en dyb indånding.

Jeg kunne mærke hvordan min puls satte farten ned fra hypper fart til hurtigt og fra hurtigt til en vejrtrækning der var lidt hurtigere end normalt, men i det mindste føltes det ikke som om mine lunger ville give efter mere.

Det var lige som når jeg skulle til eksamen, lige inden jeg skulle ind var jeg ved at omkomme af skræk, men når jeg stod foran sensor blev jeg rolig og fattet.

Som om adrenalinen tog over.

Jeg gik hen, mere selvsikker end da jeg kom ind og stillede mig på det store røde kryds som jeg havde fået besked på ude på gangen.

Jeg havde ikke kigget ordenligt på dommerne endnu, for jeg var bange for at se dem i øjnene, men da jeg endeligt gjorde det, blev jeg glædeligt overraskede.

Da jeg kiggede ordenligt på dem, var det som om en bøjle af overvældende glæde skyllede ind over mig og fjernede den rest af nervøsitet der måtte være tilbage. Det var mine fire ynglings dommere og jeg gav et næppe hørligt glædes hvin fra mig.

Dommerne i år var: Simon Cowell, Nicole Scherzinger, Cheryl Cole og Louis Walsh

Helt til venstre sad Louis og kiggede på mig med en venlig, men bestemt mine der sagde: Jeg håber du kan synge, for jeg har fået tudet ørene fulde at lort i dag og jeg ved ikke hvor meget mere dårlig sang jeg kan tage..

Ved siden af Louis sad pigerne, Cheryl tættest på og helt ude til højre sad Simon.

Cheryl var endnu smukkere tæt på og jeg fik mindreværdskomplekser bare af at kigge på hende.

Vi havde næsten samme hårfarve og frisure, men alligevel følte jeg at mit hår var mindre glansfuldt sammenlignet med hendes.

Gad vide om hun brugte noget speciel, til at gøre det så glansfuldt.

Jeg har engang hørt om en mand, der aldrig vaskede sit hår, fordi han ville have at det skulle blive smurt med sine egne olier.

Eller han manden der brugte svinefedt i stedet for shampoo, for at få mere skinende hår.

Tænk engang, det må da lugte af gris.

Hehe svine drengen.

Jeg blev revet ud af mine tanker, ved at der var en der rømmede dig. Jeg kiggede op og så at det var Simon.

Nicole kom med et lille fnis og jeg gætter på, at jeg har været helt væk.

Jeg rødmede let og smilede bare.

Inden i var der kamp, hvorfor skal jeg altid være så mærkelig.

Hvorfor kan jeg ikke bare tænke normalt?

Det er ligesom om jeg ikke har det filter andre har, der stopper deres tanker i at flyve frit rundt i hovedet.

Ups nu gjorde jeg det igen, men inden jeg nåede at tænke mere, blev jeg stille et spørgsmål.

”Hvad er dit navn søde” Spurgte Cheryl med en så venlig stemme, at man bare havde lyst til at springe over dommerbordet og omfavne hende.

”Melanie McKenzie” Svarede jeg med en selvsikkerhed jeg ikke helt vidste hvor kom fra.

”Og hvor gammel er du så Melanie” Spurgte Simon, han lød også venlig, men også ret alvorlig.

”Jeg er 18 år gammel”

”Kan du fortælle os lidt om dig selv Melanie.” Spurgte Nicole.

”Jeg hedder som sagt Melanie, jeg bor med min mor, for min far gik bort for et år siden og derfor vil jeg gerne synge denne sang til ham” svarede jeg og fik en klump i halsen og en kæmpe knude i halsen da jeg sagde.

Jeg tog en dyb indånding og sank klumpen.

”Oh, det er jeg ked af at høre, hvordan døde han” Spurgte Cheryl med en utrolig medfølende stemme.

”Han havde kræft og havde været syg længe”

De sad og kiggede på mig et øjeblik, sikkert for at vurdere om jeg ville bryde sammen.

”Hvad vil du så synge for os i dag?” Spurgte Nicole med en stemme der nærmest var moderkærlig.

”Jeg vil gerne synge: Sally´s Song med Amy Lee” svarede jeg og følte et meget lille sug i maven af nervøsitet, men bekæmpede det med et kæmpe smil.

”Det var et modig sang valg, kom med den” sagde Simon

Jeg tog en dyb indånding for at samle mig og så gjorde jeg tegn til, at de gerne måtte starte musikken.

Denne sang betød meget for mig, for det var den sang jeg hørte, da jeg fik af vide at min far var død.

Musikken startede og jeg fik en klump i halsen, ligesom jeg gjorde hver gang jeg sang denne sang.

Tonen kom hvor jeg skulle starte sangen og jeg sang:

I sense there's something in the wind
That feels like tragedy's at hand
And though I'd like to stand by him
Can't shake this feeling that I have
The worst is just around the bend

And does he notice my feelings for him?
And will he see how much he means to me?
I think it's not to be

: http://www.lyricsmode.com/lyrics/e/evanescence/sallys_song.html ]
What will become of my dear friend
Where will his actions lead us then?
Although I'd like to join the crowd
In their enthusiastic cloud
Try as I may, it doesn't last

And will we ever end up together?
Oh... 

And will we ever end up together?
No, I think not, it's never to become
For I am not the one

Musikken døde ud og jeg kiggede på dommerne.

Det gik på for mig, at jeg havde haft lukkede øjne det meste af sangen, men det var bare fordi jeg levede mig 100 % ind i den.

Jeg følte den

Jeg var ét med den

Jeg var den.

Okay det er måske også lidt overdrevet, men pointen er at jeg kunne mærke ordene i sangen, krybe helt ind under huden på mig og jeg tror det var det samme for dommerne.

Cheryl og Nicole sad begge med røde øjne og en halvfugtig serviet i hånden, mens Simon og Louis sad med rørte blikke og kiggede på mig, med et blik der næsten viste ærefrygt.

Jeg kiggede afventende på dem og kom selv til at fælde en lille tåre.

Sådan var det hvis andre græd, græd jeg også.

”Wow, sikken en stemme i sådan en lille krop. Jeg må indrømme at jeg var en smule bange for dette sangvalg, Amy Lee har en evne til at kunne ramme både helt lyse, men samtidigt også meget mørke toner helt rent, hvilket både kræver teknik og lungekapacitet. Jeg kan kun sige, at du formåede at opfylde disse krav til perfektion.” Sagde Simon og smilede stort til mig, for derefter at kigge på Nicole.

”Jeg er helt enig med Simon i at det er en teknisk svær sang og det er ikke enhver der kan synge den. At formå at få mig til at græde, er i sig selv en bedrift, som det skal have ros for. Du synger som den mest uskyldsrene engel. Jeg er målløs.” Sagde Nicole stadig med røde øjne og grødet stemme og ved sidste sætning undslap der et lille snøft fra hende.

Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige og åbnede bare munden for at sige noget, men det eneste der kom ud var et halvkvalt snøft.

 Det var simpelthen så overvældende at efter så lang tid, hvor jeg bare har ønsket mig så inderligt at synge for verden, så for man alle de rosende ord fra dommerne.

Jeg følte det som om, jeg kunne alt lige nu.

”Jeg kan ikke sige så meget andet end Wow sikken en stemme” Snøftede Cheryl.

Louis grinede af hende og rakte hende hele æsken med Tissue.

”Jeg er enig med de andre. Simpelt hen Breathtaking.” Sagde Louis med forbløffet stemme.

Det var store ord fra Louis og jeg blev så rørt, at jeg ikke kunne holde tårende tilbage mere og de fik frit løb ned af mine kinder.

Heldig at jeg havde taget vandfast mascara på.

Ikke som dem man altid ser i tude film, hvor de altid har IKKE vandfast mascara på, for at skabe dramatisk effekt.

Hvorfor har man egentligt lavet en IKKE vandfast mascara?

Hvorfor er alle ikke bare vandfaste, det ville da være nemmere?

Cheryl rejste sig og kom hen til mig og gav mig et kram og en Tissue.

Da jeg krammede Cheryl Cole, blev jeg fyldt med både glæde og sorg og æresfrygt

Sorg fordi jeg fik mindreværdskomplekser igen.

Selvom Cheryl kun er 1.60 høj så hun både højere og slankere ud.

Cheryl gik tilbage til dommerpanelet og efterlod mig tilbage med en tom fornemmelse efter hendes hjertevarme kram.

”Jeg tror vidst vi alle sammen er enige, så skal vi ikke bare sige det i kor” Spurgte Simon og kiggede rundt på de andre dommere.

Jeg blev så glad indeni, for med den omtale kunne det kun betyde en ting.

”Et, To, Tre” talte Simon.

”JA” råbte alle dommerne i kor.

Jeg blev så glad, at jeg brød ud at så kraftig gråd, at jeg blev helt bange for mig selv.

Jeg havde aldrig før prøvet noget lignende, jeg hoppede at glæde og dansede og dommerne jublede.

Følelsen inden i mig var ubeskrivelig, det var en blanding af kæmpe glæde og over lykke.

Så kan i jo sikkert forstille jer hvordan jeg havde det.

Jeg hoppe-dansede hele vejen ud til venterummet, hvor jeg blev taget jublende imod, af alle de andre ventede deltagere, der havde set er hele på de mange skærme, der var sat op rundt omkring i rummet.

Jeg var simpelthen så overvældet af følelser, at jeg gav mig til at tude.

Det kom en mand med head-set, der mest af alt lignede sådan en udsmider type, hen til mig og viste mig over til et rum, hvor alle de videre gående kom hen, for at registrere sig.

Mens jeg gik over mod rummet, følte jeg min som en royal eller sådan noget. Alle klappede og hujede.

Inde i rummet sad der en dame, der havde gråt hår og nok var sidst i de 50.

Hun så venlig ud og havde et stort smil da hun så på mig.

Jeg følte straks en varm glædes følelse indeni.

Dette skete virkeligt.

Damen i skranken bad mig udlevere mit Deltagernummer og spurgte så:

”Må jeg bede om dit fulde navn”

”Melenie Elina McKenzie” Svarede jeg med en stemme der lød mere sikker, end den havde gjort på noget tidspunkt før i dag.

Det måtte være den midaldrende dame, hun havde en eller anden beroligende effekt på mig.

Måske var hun en heks, der havde beroligende hekse kræfter.

Eller også var hun et rumvæsen med overnaturlige kræfter.

Jeg blev revet ud af mit tankespil og tilbage til virkeligheden da damen sagde:

”Alder.” Hun kiggede spørgende på mig

”18 år.”

Jeg gav hende resten at oplysningerne og blev vist ud i venterummet.

Jeg var fri til at gå.

Hehe det har jeg altid ønsket mig at sige.

Følelserne kørte rundt inden i mig: Glæde, lykke, spænding og en lille smule angst for hvad jeg nu skulle igennem.

Jeg gik ud på gaden og gik hen til bussen med min iPod i ørene, som selvfølgelig spillede Sally´s Song med Amy Lee.

Hva ellers?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...