Against The Odds

Mie er godt træt af alt og vil bare gerne væk fra denne verden! Hun sluger en håndfuld piller, men hvad sker der så?

0Likes
0Kommentarer
266Visninger

1. Novelle

 

Novelle skrevet til en skoleopgave! Håber i vil læse den, og evt. smide en kommentar, hvad i synes om den! 

 

”Der er intet jeg kan sige. Intet mere at gøre. Intet kan få dig til at skifte mening. Jeg har ingen chance. Ingen chance for at forblive din. Eller for at blive på denne jord. Jorden, under mine fødder, ryster.  Alle mine ord visner. Jeg kan ikke kæmpe mere for det, der skulle have været dig og mig. Jeg skulle have gjort dette for længe siden.”

”Mie. Mie!” Jeg kunne høre min mors stemme kalde. Sikkert nede fra køkkenet. Jeg skruede op for musikken i håb om, at det kunne overdøve hendes råben. Jeg rejste mig fra sengen og gik hen og låste døren. Nu kunne ingen forstyrre mig. Jeg trak gardinerne for, så ingen kunne kigge ind. Og så jeg ikke kunne kigge ud. Papiret og kuglepennen lå i nederste skuffe. Nøjagtigt der, hvor jeg havde lagt det få dage inden. Alt var planlagt. Min mor ville komme og finde mig. Livløs. Jeg satte mig ned. Tog kuglepennen i den en hånd og papiret i den anden. Med min rystende hånd fik jeg formet ordet ’farvel’. Jeg lagde det på sengen og gik ud på badeværelset. Glasset med piller stod nøjagtigt, hvor det plejede. Jeg skruede låget af, og de små hvide piller flød ud i min hånd. 10. 20. 30. Hvor mange vidste jeg ikke, men de gled ned. Jeg gik ind og lagde mig på sengen. Kiggede rundt i værelset. Billedet og af mig og ham fangede mit blik. Jeg fokuserede på det, mens mine øjenlåg langsomt blev tungere og tungere. Jeg kunne ikke holde dem åbne mere. Overgav mig til mørket. Min krop blev tungere. Jeg følte at jeg faldt. Eller fløj. Jeg hang ude i luften. Hvad der bar mig vidste jeg ikke.

Jeg åbnede øjnene. Der var mørkt omkring mig. Jeg blinkede med øjnene, mens de langsomt vænnede jeg til mørket. Jeg stod for enden af en lang gang. Den fortsatte, indtil den blev stoppet af en væg. Jeg lagde mærke til, at det hele vejen ned gennem gangen var døre på hver sin side. Jeg gik hen til den første dør. Åbnede den og trådte ind. Jeg stod i en kirke. Oppe ved alteret stod en kiste. Jeg kunne huske den. Det var min fars. Oppe på første række sad mig og min mor. Jeg vidste ikke hvad der forgik. Jeg havde læst om, at når man døde så man ens liv passere. Var det det, der skete nu? Præsten begyndte at tale. Man kunne høre folk snøfte. Min far mistede livet til krigen. Min mor var den eneste i hele kirken, der ikke græd. Ville hun så heller ikke græde til min begravelse? Ville hun sidde iskold og stirre ud ad vinduet, ligesom jeg så hende gøre nu? Jeg gik ud af døren, som jeg var kommet ind ad. Kunne ikke klare at være i kirken mere.

Jeg befandt mig igen i den lange gang. Fortsatte ned ad den. Udvalgte en tilfældig dør og trådte ind. Jeg stod midt i gymnasiets gymnastiksal. Omkring mig dansede fulde elever rundt. Jeg ledte efter mig. Og ham. Det var ved denne fest det var vi havde kysset første gang. Siden den dag havde vi været uadskillelige. Jeg spejdede ud over dansegulvet. Og der, midt i mængden, stod vi. Jeg kunne stadig mærke hans læber på mine. Og hans blå øjne, der havde kigget ind i mine, da hans læber havde sluppet mine. Jeg kunne mærke tårerne begynde at trille ned over mine kinder. Jeg ville komme til at savne hans læber. Hans øjne. Hans hånd i min. Men jeg ville ikke kunne klare, at han ikke ville forblive min. Han havde ikke sagt det direkte. Men jeg havde kunnet fornemme det. Fornemme, at hans følelser for mig var ændrede. Jeg vendte mig om og gik ud ad døren. Tørrede tårerne væk og stod igen i den lange gang. Jeg gik et par meter og fandt en ny dør. Jeg trådte ind i et rum. Min mors soveværelse. Jeg kunne kende det. Den hvide kommode stod i hjørnet. Mast mellem væggen og en masse flyttekasser. Min fars ting. På sengen sad min mor. Hun læste et brev. Min fars afskedsbrev. Tårerne trillede ned over hendes kinder. Jeg vidste, at jeg om et øjeblik ville komme ind. Jeg huskede det tydeligt. Jeg var styrtet ind til min mor, men var stoppet forskrækket op, da jeg havde set, at hun græd. Hun havde sagt, at hun bare havde slået sig, da hun havde flyttet nogle ting. Nu vidste jeg, at det ikke var rigtigt.

Jeg gik tilbage til gangen og valgte en ny dør. Jeg stod nu midt på gangen på gymnasiet. Ned ad gangen kom vi gående. Det var der, jeg havde mærket det første gang. Mærket, at jeg snart ville miste ham. Jeg ved ikke, hvad det var, der havde fået mig til at føle sådan. Tanken havde bare slået ned i mig. Det var ham jeg levede for. Han holdt mig på denne jord. Og hvis jeg ikke kunne være sammen med ham, hvorfor så være her? Det kan være det, at han glemte sit sædvanlige kys, når vi skiltes. Det, at han ikke holdt min hånd, som, han plejede. Det vidste jeg ikke. Men hvad jeg først så nu, var blikket i hans klare blå øjne. Han var den stolteste dreng på hele gangen. Glæden og stoltheden lyste ud af hans øjne. Det havde jeg aldrig set før. Jeg smilte for mig selv. Hvad var det jeg havde kastet mig ud i? Havde jeg overhovedet lyst til at forlade denne verden? Jeg vidste det ikke. Men jeg var overbevist om, at jeg ikke havde noget chance for at vende tilbage.

Jeg løb ud af døren. Ud på gangen. Fandt den næste dør. Den sidste inden den store dør for enden af gangen. Jeg trådte ind. Befandt mig i mit eget værelse. Min mor stod i døren og græd. Jeg lå på sengen med en masse elektroder tilsluttet min krop. Det var, hvad der skete nu. Lige nu. Redderne de prøvede at genoplive mig. Min mor stod med brevet i hånden og kiggede på det eneste ord, jeg havde skrevet. Man kunne se på hendes øjne, at hun læste det igen og igen. Jeg fortrød. Fortrød mit valg. Jeg ville ikke forlade denne verden. Vi skulle være sammen for evigt. Mig og ham. Jeg havde gået og været sur på min mor. Sur over, at hun ikke var ked af det over min fars død. Men det var hun. Hun prøvede bare at være den tapre i den tid, hvor ingen andre omkring hende var i stand til det. Og nu så jeg, at hun elskede mig højere end noget andet. Redderne kæmpede for livet løs. Lagde drop. Min hjerterytme kørte på en skærm. Om jeg var i live kunne jeg ikke selv fortælle. Kurverne bevægede sig meget stille. Pludselig gik det hele stærkt. En båre kom ind i værelset og jeg blev lagt op på den. ”Vi kører kørsel 1 til Rigshospitalet. Vi skal have hende til udpumpning nu.”

Jeg gik tilbage på gangen. Kunne ikke klare, at stå midt i det hele. Midt i kaosset. Kaosset, som jeg havde skabt. Jeg kiggede mig rundt. Dørene var forsvundet. På nær én. Den store dør for enden af gangen. Jeg gik hen og tog fat i håndtaget. Vidste ikke om jeg turde. ”Farvel,” hviskede jeg stille. Jeg skulle nu forlade denne verden. Jeg åbnede døren og trådte ind i værelset. Det var lyst op. Jeg følte at gulvet forsvandt under mig. Lyset. Jeg så lyset nu. Det måtte være det. Jeg faldt. Svævede. Og så blev alt mørkt. Jeg lå stille. Rundt om mig, var der folk der snakkede. Jeg kunne ikke rigtig opfatte ordene. Jeg samlede kræfter til at åbne øjnene. Åbnede dem. Og kiggede op i et par klare blå øjne. Hans. ”Jeg elsker dig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...