De sorte pletter i hjernen.

Et oneshot om selvmordstanker. Inspirationen kommer fra Sia's sang "Breathe me."

76Likes
89Kommentarer
3921Visninger
AA

2. De sorte pletter i hjernen.

Nutid, Tilde.

 

Køkkenvinduet stod på klem. En mild brise aede hendes blottede arm og hun tændte lighteren, for at føre den under cigaretten. Den var knækket en smule, fordi cigaretpakken havde ligget i hendes stramme bukser. En lille dreng gik forbi nede på gaden og hun lukkede øjnene. Prøvede at rense sig selv fra alle de indvendige hudafskrabninger, som hun havde fået for et par uger siden. Smøgen blev hurtigt til en stump. Hun løsnede fingrene og lod den falde ud af vinduet. Fulgte den med øjnene, indtil den var så lille at hun ikke kunne se den ramme fortovet. Hvorfor? Tænkte hun. Nej, det var ikke det hun skulle spørge sig selv om. Hun vidste udmærket godt, at det rigtige spørgsmål var hvorfor var hun så overasket?

 

 

Datid, Elias.

 

Han lignede en kliche af sig selv.

Det sorte hår, de hullede bukser, den blege hud, sort neglelak, støvlerne, eyelineren, hættetrøjen, med det blege print. Det eneste der ikke passede ind var hans blå øjne. Faktisk passede de så lidt ind, at det altid var det folk så. ”Du har pæne øjne.” Han ville egentlig hellere have, de holdt deres kæft.

I biologi snakkede de om celledeling, og han forestillede sig hvordan de under hans hud, blev ved med at blive til flere af den samme. Der var aldrig en celle der stoppede op, og besluttede sig for at være noget andet. Nyt DNA, ny start. Nej, sådan var det jo med celler. Altid det samme.

Da klokken ringede pakkede han sine ting og ventede på gangen til Tilde kom. Hun havde en hørertelefon i det ene øre. ”Hvad så?”

”Du ved.” Han lagde hænderne i lommen. Han ville gerne mærke hendes bløde håndflade, mod hans egne ru fingre, men hun virkede til at være i sin egen verden i dag. Det var åbenbart en af de dage, hvor hun var snublet ind i sig selv. ”Jeg tror at jeg tager med i aften alligevel. Til efterårsfesten.”

Hun trak på skulderne. ”Det må du vel selv om.”

”Du gider stadigvæk ikke med?”

Hun rystede på hovedet og hev sin mobil op ad lommen, for at skifte sang.

”Det kunne være sjovt.”

”Ja, sikkert.”

Han stirrede på hendes mørkebrune hår, hvis sideskilning næsten skyggede hele hendes ansigt. Han vidste at hendes øjne var brune, men kunne ikke se det. Han ville gerne kunne. Det ville være så nemt, hvis hun bare så op noget mere.

”Har du nogle sorte pletter i dag?” Han slog til hendes skulder.

 Hun smilede og bed sig i læben. ”Ikke i dag, nej. Det er okay. Har du?”

”Nope.” 

Sorte pletter var et andet ord for selvmordstanker. Det var sådan noget de brugte meget tid på at snakke om og for at forstå det bedre havde de fundet den betegnelse. Sorte pletter i hjernen. De kom og de gik igen. Det føltes bare aldrig som om, at de ville forsvinde når de var der, fordi den sorte farve slugte alt.

Deres yndlingsdigter var Michael Strunge. Tilde elskede hans citat ”Nej, jeg vil ikke dø. Jeg vil være ufødt.” og Elias var fascineret af hans selvmord. Lige før at han var hoppet ud ad vinduet fra fjerde sal, havde han vendt sig mod sin kæreste og sagt: ”Nu kan jeg flyve.” Besættelsens af ham var deres måde at være en på og selvom de vidste, at det bare fodrede de sorte pletter, elskede de ham alligevel. Michael Strunge. Manden der kunne flyve ved at falde.

 

Nutid, Tilde.

 

”Er du klar?”

Tilde sukkede ned i telefonrøret. ”Jaja.”

”Skat?”

”Mor, jeg er altså klar.” Hun pustede røg ud mellem sine læber og skoddede cigaretten mod vindueskarmen.

”Fint. Så kommer jeg og henter dig nu.”

”Jeg ved ikke… Jeg ved ikke om det er god ide, måske skulle jeg bare blive hjemme i dag.”

”Du bliver nødt til at tage med. Har du overhovedet været ude?” spurgte hendes mor.

”Jeg har bare brug for tid.”

”Der er gået to uger.”

”To uger er fandme heller ikke særlig meget tid.”

”Jeg er der om ti minutter, så jeg håber at du er klar.”

Tilde kunne hører små bip i den anden ende. Hun lagde telefonen fra sig og kiggede igen ud ad vinduet. Gaden så udfordrende på hende. Tør du? Og det værste var at det gjorde hun. Hun vidste bare at hun virkelig ikke burde.

 

Datid, Elias.

 

Væggene var tynde. Især på dage som de her. Han kunne hører de vrede stemmer, tallerkner der blev smadret og stole der ramte gulvet. Han kunne se det for sig, men prøvede at lukke det ude. Han ringede op til Tilde, men hun tog den ikke. Han havde haft ret. Hun havde virkelig en af de dage, hvor hun ikke havde plads til andre end sig selv.

Hans mor smækkede døren op til hans værelse. Hun lignede en samling glasskår. Hendes øjne var sorte og hendes nedringede trøje stirrede på ham. ”Han er fucking blevet vanvittig! Den psykopat smadrer min lejlighed!”

Elias kiggede ned i sin mobilskærm og lod som at han lavede noget andet. Han havde ikke lyst til at blive trukket ind i hans mors drama. Det var trods alt hende der havde valgt at flytte sammen med en tidligere kriminel, med store tatoveringer og brede overarme. De havde været igennem det for mange gange til, at han overhovedet gad gå op i det.

Der lød et brag og moren gik endnu engang ud på gangen. Han kunne høre hendes råb og skrig fra stuen. Klokken var halv ni og efterårsfesten var allerede startet. Han ville gerne have lyst til at tage derned. På badeværelset tog han sin mors antidepressive medicin i lommen. Før han gik ud af lejligheden smækkede han døren så hårdt, at han kunne mærke det runge tilbage i hans fingre.

 

Nutid, Tilde.

 

Hun blev siddende i vindueskarmen, mens hendes mor rodede lejligheden op. Pizzabakker, tøj, skrald og papir flød rundt overalt.

”Hvad med den her? Den er da meget fin.” Moren holdt en simpel sort kjole frem.

”Hold nu kæft. Jeg tager det her på, færdig.”

Moren løftede et øjenbryn og rystede på hovedet. ”Du tager ikke en hættetrøje og nogle beskidte bukser på til en begravelse.”

”Han havde alligevel været ligeglad.”

”Ja, men du kan godt vise lidt respekt alligevel.”

”Jeg fucking hader ham, så det gider jeg ikke. Jeg vil ikke engang med,” vrissede Tilde.

”Du hader ham ikke.”

”Jeg burde hade ham.” Tilde løftede sit blik og tog kjolen ud af sin mors hænder. Stoffet føltes skrøbeligt mod hendes små fingre.

 

Datid, Elias.

 

Musikken flænsede ham diskret op, som kun musik kunne gøre. Han gik op til baren og bestilte en øl, som han tog med, hen til det sted hvor resten af hans klasse sad. Mange af dem var allerede fulde, sikkert fra den forfest der blev holdt. Han kunne ikke mærke nogle sorte pletter. Det hele var sort og det fik hans hænder til at ryste mod flasken.

En pige lagde hovedet på hans skulder. Hendes ånde duftede af øl. Elias vred sig væk fra hende og gik udenfor. Han tog sin mobil frem og ringede til Tilde. Intet svar. Natten åndede ham ned i nakken og han så ned i mobilskærmen. Den var ved at løbe tør for strøm. Perfekt.

Han lagde mobilen tilbage i lommen og kunne mærke de antidepressive piller stikke til hans hofte, fra lommen. Sorte pletter i hjernen. De kom og de gik igen. Det føltes bare aldrig som om, at de ville forsvinde når de var der, fordi den sorte farve slugte alt. Han havde lyst til at tro på det. At de ville gå væk igen. Han vidste at de ville gå væk igen, men at de også ville komme tilbage. De kunne aldrig forsvinde helt.

Han åbnede pillernes beholder fra sin lomme og tog en enkelt ud, som han lagde på sin tunge. Han sank og sænkede hånden tilbage, for at tage en ny. Det var næsten som da han var barn og havde slik, som han ikke ville dele med de andre. Og så alligevel overhovedet ikke.

Han skyllede de sidste ned med en slurk øl og lukkede øjnene. Han vidste ikke om han ville dø, eller om han bare ville skræmme dem.

 

Nutid, Tilde.

 

Bilen holdt ind til siden og hun steg ud. Hendes ben rystede, da hun så op på kirketårnet. Det første hun gjorde var at tænde en smøg og læne sig op ad bilen.

”Vil du ikke med hen og hilse på de andre?” spurgte moren.

Tilde trak på skulderne. ”Jeg står bare her lidt.”

”Det er i orden, skat. Jeg er glad for at du tog med alligevel.”

Hun indhalerede røgen. Hun brød sig ikke om at han skulle begraves i en kirke. Især fordi at hun vidste, at han hadede alt hvad der havde med religion at gøre. Det irriterede hende, at hans mor havde valgt at begrave ham der alligevel. Det var nok bare det nemmeste.

 

Datid, Elias.

 

Han satte sig på trappekantstenen. Der var kun et par rygere udenfor, men de lagde ikke mærke til ham. Hans hoved snurrede og hans ånde lignede is, der stivnede i luften. I hans lomme begyndte mobilen at vibrere og han tog den op. Tildes navn viste sig på skærmen, så han trykkede på det grønne telefonrør. ”Hej.”

”Hej du.” Hun sukkede blidt i den anden ende. ”Hvorfor har du ringet så mange gange?”

”Det er lige meget nu.” Hans syn blev lidt sløret.

”Hmm… Anyway, der er noget vi skal snakke om. Er du til festen?”

”Ja.”

”Fuld?” spurgte hun.

”Fuldstændig ædru.”

”Aha. Kan du så ikke komme hjem til mig bagefter?”

”Hvorfor? Har du sorte pletter?”

”Mere sådan røde pletter,” svarede hun. Telefonen skrattede en smule.

”Godt eller dårligt?”

”Det kommer an på hvordan man ser på det.” Hun holdt en pause og han kunne se for sig hvordan hun smilede på sin helt egen Tilde-måde. ”Hvordan du ser det.”

”Tilde, jeg er kommet til at fucke op…” Telefonen sagde en underlig lyd. Han så ned på den. Den var løbet tør for strøm. Bagklappen sprang af, da han kastede den mod asfalten. To fulde piger kom grinede hen imod ham.

”Hvorfor gjorde du det?” spurgte en af dem. Elias kendte hende ikke, men hun lagde alligevel hænderne på hans skuldre og lænede sig mod hans ryg.

 

Nutid, Tilde.

 

Mens præsten talte prøvede hun at lukke hans stemme ude. Hun tænkte på alle de ting hun aldrig fandt ud af nu. Hvordan hans læber ville have smagt og hvordan hans støn ville have lydt mod hendes øre. Hvordan det ville have været at mærke ham trække hendes vejrtrækning, ned i sine lunger.

Når hun tænkte over det, var det måske også selvisk at være vred på ham. Hvis han virkelig ikke havde lyst til at leve, var det vel heller ikke fair at ville have ham til at bide læberne sammen, kun fordi hun elskede ham. Det var jo hans liv.

Efter gudstjenesten blev hans kiste båret ud. Hun så efter ham og havde både lyst til at græde og smile, hvilket blev til en underlig neutral mine. På hans kiste lagde hun en rød rose. Hun kyssede bladene og kunne mærke en torn stikke mod hendes finger. Det var først bagefter at hun opdagede den blødte en smule.

Farvel Elias, tænkte hun. Jeg håber at du har det bedre nu.

 

Datid, Elias.

Han stak to fingre i halsen, men kunne ikke holde dem der. Hans hænder rystede helt vanvittigt og han prøvede at stikke fingrene længere ned. Det var ubehageligt, men slet ikke nok til at han kunne brække pillerne op.

Hvad fanden havde han tænkt på? Det var sikkert fordi hans mor var vanvittig, eller fordi Tilde ikke tog sin telefon. Nej, det var ikke derfor, at han havde stukket hånden i lommen og slugt pillerne. Den eneste han kunne bebrejde var sig selv. Det var ham, der havde taget pilleglasset med til festen. Det var hans hånd, der havde ført dem op til munden.

Adrenalinen susede rundt i hans blodårer. Det var som om alle hans celler var stoppet med at dele sig og nu samarbejdede om at få pillerne ud, fordi de vidste at de aldrig ville få lov at blive flere ellers.

Han kunne hører de to pigers stemmer i baggrunden, men kunne ikke fastholde hvad de sagde. Hans krop vred sig og han kunne mærke et hult skrig fra sin egen hals. Han skreg efter sin mor. Hans kinder var fugtige. Al kontrol var forsvundet. Hans hals føltes stram. Verden snurrede og han forsøgte endnu engang at bore fingeren ned i halsen, mens han hamrede en næve ned i fortovet. Han hyperventilerede, men blev ved med at prøve.

”Hvad fanden har du taget, Elias?” spurgte en dyb stemme. Han hørte kun ordene, fordi det blev råbt og fordi personen var lige ved siden af ham. Han ville gerne fortælle dem om pillerne og at det var et uheld. Et bevidst uheld. Hans krop kunne bare ikke. Det var den der gav op. Ikke ham.

Han ville ikke lade dem vinde. De sorte pletter. Pillerne hviskede igennem hans krop, at det havde de allerede gjort. Det sorte hår klistrede sig til hans pande. Han vred sig igen og kunne mærke sit blik forsvinde i en sort farve, mens efterklangen fra hans sidste råb om hjælp, satte sig fast i luftpartiklerne og gik i selvsving.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...