~Take a chance{1D}

Evelyn er en pige, der for det meste er glad. Bortset fra, når folk ikke respektere hende og vil bestemme over hende. Hun arbejder på en tankstation midt i ingentinget, hvor der ikke rigtigt sker noget. Eller det plejer der ikke at gøre. En dreng med grønne øjne og krøllet hår ændrer det hele og det er nu op til hende om hun skal være sur, eller glad. Første indtryk er ikke altid godt, men hvad med det næste? Og hvad sker der, når hans venner kommer i vejen? Bliver det hele ved med at køre på skinner eller vælger det og tage en anden drejning? #I denne movella kan der forekomme stødende ord og scener, så det er derfor på eget ansvar at læse det#

7Likes
8Kommentarer
1019Visninger
AA

4. Why should the annoyance hit me?

 

 

Why should the annoyance hit me?

 

Jeg lod mit blik glide over på Jessica, der bare stod med åben mund og gloede som en åndsvag. Hendes krop så helt stiv ud og var rettet mod ham. Harry- noget. 

"Du har lidt ad der", sagde jeg en smule surt og viftede med hånden foran Jessicas mund, hvor en klat savl var på vej ud. Hun tørrede hurtigt op og lod håndryggen glide hen over munden, hvorefter hun skulede til mig. Jeg satte bare et falsk smil op og rettede mit blik mod Harry, der var på vej væk. 

"Harry?" sagde jeg spørgende og brændte næsten hul i hans ryg, da mit blik var rettet lige mod den. Hans skridt standsede. Det så ud som om, han tøvede, før han vendte sig om mod mig. Hans blik var ikke til at læse og det samme var hans ansigtsudtryk. Den dag på tankstationen virkede han ikke lige som en person, der prøvede at ligge skjul på sine følelser eller tanker. Så det undrede mig faktisk lidt nu, at han lignede en, som lige var løbet ind i en væg og ikke kunne bevæge ansigtet. 

"Skal du ikke have samlet skoene op?" sagde jeg, så han ikke tog fejl af, at han var busted. Han ville også være godt dum, hvis han ikke vidste det. Men jeg kendte ham ikke, så hvor skulle jeg vide fra, at han ikke var en eller anden hjernedød person, som bare rendte rundt på lykkepiller og spillede banjo i pensionistklubben? Jeg aner det ikke. Faktisk ville det ikke undre mig, hvis han gjorde. 

De små krøller dansede en smule på hans hoved, da han gav et lille ryst fra sig. 

Jeg sendte ham et blik, der fortalte, at han skulle fortælle. Men der kom intet ud af hans mund. Derimod stod han bare og borede sine grønne øjne ind i mine, og håbede sikkert på at jeg forsvandt i dem, som enhver anden sikkert ville have gjort. Der var bare det lille problem. Jeg var ikke fan. Jeg så ikke noget i ham og jeg interesserede mig ikke for ham. Ergo virkede det ikke. Dog blev han ved med at stirre og virkede ret død. 

Jeg kneb øjnene sammen, så de bare var to små sprækker og kiggede underligt på ham.

"Drop det der", kom det fra mig, inden jeg vendte mig om mod Jessica, der fulgte nøje med i samtalen. Eller en samtale kunne man vel ikke kalde det, da vi ikke rigtigt snakkede. Mere end stirrekonkurrence måske. Det var i hvert fald sådan jeg følte det. 

"Droppe hvad?" Ordene fik mig til at stoppe op og vende mig mod ham igen, hvilket jeg hurtigt fortrød. Han stod med et smil på læben og et ret forvirret ansigtsudtryk. Seriøst, den dreng var virkelig god skuespiller. 

Hele tiden blev episoden på tankstationen ved med at poppe op i mit hoved. Den måde han snakkede til mig på, behandlede mig og var så ligeglad. Alt det var forsvundet nu, og var erstattet med noget jeg ikke helt kunne tyde. Det virkede fjernt og syntes at gemme sig et sted langt inde i ham. Det var svært at se gennem ham, ved tanken om det. Jeg blandede det sammen og var ikke helt sikker på hvilken type han var. Lige nu virkede han ret nervøs, men alligevel var det ved at tø en smule op, da smilet på hans læber blev større. Jeg kiggede bare dumt på ham som om, der ikke var andet i verden.

"Det der", sagde jeg og viftede vildt med armene. Han vidste, hvad jeg mente, Han ville bare have mig til at sige det, hvilket irriterede mig. Jeg gad ikke at stå og plapre op om, at han ikke kunne lokke mig ind i hans trance. Det ville bare virke for underligt og ikke mindst ret akavet fra min side. Fra hans ville det bare være en sejr, og det skulle han langt fra føle. Hvis der var nogen, som skulle føle sejr, var det mig. Ikke fordi jeg var bedre end ham. Jeg ville bare ikke overgive mig så let. Og da slet ikke til ham. Er du gal man. 

Et lille grin kom fra ham, hvorefter han sendte mig blikket igen.

"Hvad er dét der?" Jeg sukkede. Det her gjorde han bare ikke imod mig. Hans rolige adfærd gav mig kvalme, men kun fordi jeg ikke selv kunne finde den frem. Min hud sitrede og det var som om små myrer dansede rundt på den. Det virkede klamt. Og ækelt. 

"Seriøst, skal du gøre det der?" sagde jeg irriteret. 

"Jamen, hvad er det jeg gør?" svarede han med et grin i stemmen. Han synes helt klart det var morsomt det her, hvilket det ikke var.

"Hun er ikke fan", kom det fra min højre side, hvor Jessica pludselig havde listet sig hen. Det virkede som om hun var kommet ud af sin lille boble, som hun lige havde levet i. Det gik nok op for hende, at hun ikke kom ret langt på den måde. Desuden havde hun vidst også fået styr på mundvandet nu. 

"Nå-nå, ser man det" Min opmærksomhed gik nu til Harry igen, hvis mund ordene var kommet ud af. "Og hvorfor så ikke?" fortsatte han spørgende. Det gav lidt sig selv, hvorfor jeg ikke var fan? Hvis man ikke kunne lide dem, var man vel ikke fan? Nu mangler drengen også en hjerne. Det går jo rigtig godt idag. 

Jeg lod et dybt suk glide ud over mine læber i bare irritation. 

"Hvad tror du selv, Harry?" sagde jeg træt og slog mig selv i panden. Jeg orkede virkelig ikke det her. Det var virkelig trættende og jeg havde bare lyst til at ligge mig ned på vejen og sove. Langt væk fra spørgsmålene og problemerne. Det virkede som den letteste mulighed. Jeg kunne også bare bruge tricket med solbrillerne? Sove inde bag dem. Det ville han med sikkerhed ikke opdage. Han ville overhovedet ikke fatte mistanke. Eller jo, det ville han nok. For på et tidspunkt ville jeg sikkert vælte, da jeg er elendige til at sove, imens jeg står op. Jeg har prøvedet det før og skal aldrig igen. Det endte med, at jeg lå og åd jord fra en potteplante, som jeg var faldet ned i. Heldigvis havde dens grene og blade taget noget af faldet, så det ikke gik så galt. 

"Det ved jeg ikke. Det er jo derfor jeg spørger dig" Jeg rystede på hovedet af ham og vendte mig om.

"Hør her, Harry. Det må du selv finde ud af, lille ven. For jeg har ikke tid lige nu. Mit bæltedyr skal fodres" Og med de ord vandrede jeg hen og snoede min arm ind i Jessica, som jeg begyndte at trække med. 

Jeg kunne lige se hans forvirrende blik for mig. Bæltedyr? Måske jeg skulle skaffe mig et for ikke at virke helt dum? Det ville nok være en god idé. Hvad spiser et bæltedyr overhovedet? Træ? Myre? I don't know. Og jeg tror heller ikke, at jeg har tænkt mig at finde ud af det. 

 

 

Tiden gik rimelig hurtigt efter vi var skredet fra Harry. Heldigvis havde han ikke vist sig igen, så jeg håber da, at han opgav det med at forfølge os. Faktisk fik jeg aldrig at vide, hvorfor han gjorde det. Det var nok lidt for sent nu. I hvert fald ville jeg ikke til at rende efter ham som en logrende hund lige nu bare for at få at vide, hvor han nu gjorde det. Det ville måske også virke lidt underligt. Eller desperat. Desuden ville det aldrig ske. Aldrig never ever.

Forresten havde jeg fået købt et par nye sko i stedet for de andre slidte. Det endte med, at vi gik tilbage i den første butik og købte de pinke. Jeg havde allerede taget dem på, hvorefter at have kylet de andre i skraldespanden.

Jessica tvang mig til det. Hun er et forfærdeligt menneske. 

Lige nu var vi på vej hjem med taxaen. Jessica havde lige nævnt adressen for chaufføren, som lige havde trykket speederen i bund. Vejret var blevet virkelig dårligt udenfor. Det tissede ligefrem ned derude. Heldigvis var varmen virkelig god herinde, så fryse kunne man ikke. Der var mindst hundrede grader herinde og jeg var lige ved at dø. Selvfølgelig kunne man ikke åbne vinduet i den her lorte bil, så jeg måtte dø i en taxa. Tragisk død egentlig. Og trist. 

Jessica sad med næsen klistret fast til ruden for at se London, der langsomt gled forbi. På mærkeligvis var ruderne begyndt at dugge til, så der var umuligt at se ud af ruderne, medmindre man brugte den metode. Det var nok chaufføren, der havde haft et lille uheld, hvorefter varmen havde taget til og ruderne begyndte at dugge. Okay, klamt! Det var nok derfor han tændte for varmen. Eller blæserne. 

Jeg har pludselig ikke lyst til at være herinde mere. 

Dog stoppede bilen kort tid efter foran den velkendte lejlighedsbygning og jeg sprang som en gal ud af den. Jessica smed hurtigt nogle krøllede sedler over til chaufføren og sprang så efter mig. 

Det så virkelig åndsvagt ud og hun var nær faldet ud af den. Så jeg gætter på at mit så ti gange så værst ud. Jeg burde tænke før jeg gør ting. Faktisk stod der mennesker udenfor bygningen og sendte os mærkelige blikke som om de havde holdt øje med os i et stykke tid. Hvilket de sikkert også havde. 

Vandet tissede stadig ned og himlen lignede bare en stor grå klat. Solen var ikke til at se nogen steder. Den sad sikkert og puttede sig bag en af skyerne og brugte den som en slags dyne. Det kunne være fedt.

Lige så hurtigt som vi var kommet ud af bilen, lige så hurtigt sprang vi op til opgangsdøren og rev den op. 

"Det er din skyld", sagde jeg surt og kiggede over på Jessica, der bare lignede et stort spørgsmålstegn. 

"Hvad har jeg nu gjort?" sagde hun med en skinger stemme, som nærmest skar i ørene. 

"Det var dig, der sagde, jeg skulle tage mine nye sko på", sagde jeg åndsvagt og slog blikket ned på dem. De var helt våde og den pinke farve var nærmest væk og erstattet med den sort-brune mudrede farve fra alle vandpytterne. 

Hun sukkede kort, inden hun gik hen mod trapperne. Jeg gav en lille mærkelig lyd fra mig, der mest mindede om en piben og fulgte så, som en lille kylling efter sin andemor, efter Jessica.

Jeg var ved at dø af alle de trapper. Elevatoren var i stykker, så det var den eneste vej op. Medmindre man ville klatre op af muren og det var der nok ikke så mange, der stemte for. Man kunne falde ned og dø af det. Så ville jeg hellere dø ved at gå op af en million trapper.

Seriøst, jeg har været ved at dø mange gange idag. Jeg har katteliv, så det er nok derfor, jeg stadig lever.

Den velkendte dør kom endelig til syne. Jessica var den første, som var henne ved den, så det var hende der fik fornøjelsen af at låse op. Jeg orkede ikke til at finde min nøgle frem.

Varmen kom mig hurtigt i møde. Den velkendte duft og tryghed sprang nærmest op i mit ansigt.

"Sofaen er min", sagde jeg hurtigt til Jessica, imens jeg klappede døren i efter mig. Det gav et højt brag i hele lejligheden, hvorefter det langsomt døde hen.

Min jakke og mine sko blev smidt i en bunke midt i gangen, hvor jeg ellers styrtede ind til sofaen bagefter. Jessica var forsvundet. Hvor hen vidste jeg ikke. Hun havde sikkert slået lejr på toilettet eller noget i den stil. Ellers var hun faldet deri. I hvert fald måtte hun klare sig selv lige nu, for jeg ville se tv.

Med en hurtig bevægelse fik jeg fat i fjernbetjeningen og tændt tv'et, som med det samme skrålede op, så det kunne høres i hele lejligheden. Derefter smed jeg bare fjernbetjeningen fra mig ned i enden af sofaen og lagde mig godt til rette. 

Filmen, der kørte var ret så kedelig. Jeg havde ingen anelse om, hvad det var for en og havde heller ikke tænkt mig at finde ud af det.

Trætheden dalede hurtigt ind over mig som en stor sky. Det føltes i hvert fald sådan. Egentlig havde det også været en lang dag, og en hel del var sket. Gode og dårlige ting. Jeg havde fået nye sko. Det måtte da være en god ting? Dårlige ting var der mange at finde. Harry stod øverst på listen. Bagefter kom taxaturen med de duggede vinduer. Og der var helt sikkert en masse andre, hvilket jeg ikke gider til at remse op. 

Jeg havde ikke noget i mod Harry. Jeg kunne bare ikke lide ham, hvis det giver mening? Ud fra, hvordan han har været indtil nu, har det ikke været nogen særlig stor succes. Han virker ikke som typen, der tænker- Tværtimod virker han ret hjernedød og selvoptaget efter min mening. Men hvorfor bekymre mig om det? Han kommer mig ikke ved, og det at jeg slet ikke skal være i nærheden af ham mere, gør det hele meget bedre. Det i dag var en tilfældighed. En meget uheldig tilfældighed. Og tilfældigheder sker ikke ret tit, ellers ville det jo heller ikke være tilfældighedder, vel?

Der gik yderligere fem minutter, hvor jeg bare lå og gloede tomt på tv'et før jeg rejste mig op af sofaen og besluttede mig for at gå ind i seng.

Hurtigt slukkede jeg for tv'et og bevægede mig så ind mod værelset.

En svag stemme kom inde fra ved siden af, hvor Jessica havde værelse. Så var hun ikke faldet i toilettet alligevel. Nogle grin lød en gang imellem. Hun snakkede helt sikkert i telefon med en eller anden random person, hvilket hun altid gjorde. Jeg kendte ingen af hendes venner eller bekendte, men det generede ikke mig. Jeg havde en ven, og det var Jessica. Det var vel også nok? I hvert fald var vi tættere end noget andet, så det med andre venner burde jeg ikke bekymre mig om. 

Jeg stod et lille stykke tid udenfor hendes dør og lyttede lidt med i hendes samtale. Hvad hun sagde kunne bare ikke høres, så det blev kun til en svag mumlen. Det eneste, der kunne høres var, når hendes grin skar igennem luften, hvilket ikke var værd at stå og lytte til. Derfor gik jeg også hurtigt videre og endte inde på mit eget værelse. Jeg hev hurtigt mit tøj af og gled i mit nattøj, som hang på kanten af en lænestol. Det med at børste tænder og tisse af blev ikke til noget idag. Jeg hoppede direkte i sengen og trak dynen helt op under næsen, så det kun var den øverste halvdel af mit hoved, der stak ud. 

Jeg lod langsomt min krop falde til ro og havde det som om jeg sank helt ned i madrassen. Men det føltes rart. Varmen havde dog taget over og jeg svedte som en hest, hvilket provokerede mig og gjorde at jeg op til flere gange måtte vende og dreje mig. Dynen havde også været smidt på gulvet et par gange, men var blevet samlet op igen, da jeg ikke kunne sove uden. Det er simpelthen sådan noget tis. Man har det for varmt, når man har dynen på, men kan alligevel ikke sove uden.

Med besvær fik jeg sparket nattøjet af, så jeg nu kun havde mit tynde undertøj på. Så måtte jeg da overleve. 

Og så alligevel ikke.

Varmen var der stadig og hedebølgen blev bare værre og værre. Det sidste jeg husker var, at jeg viklede dynen omkring mit ben, som bar det en borrito, inden mørket lagde sig over mine øjne og overmandede dem. 

 

En høj, dinglende lyd lød i hele lejligheden og fik mig straks til at slå øjnene op i bare chok. Dog lukkede jeg dem hurtigt i igen, da det gik op for mig, at det bare var den.

"JESSICA DU ÅBNER!", råbte jeg så højt jeg kunne med min hæse morgenstemme, og lagde mig om på maven, hvorefter at trække hovedpuden op over mit hoved, så larmen langsomt dæmpede. Jeg lod mine hænder presse puden så langt ned over mit hoved, som det var muligt, da støjen bare blev ved. Det var virkelig svært at trække vejret, når man var ved at sluge madrassen helt. Desuden smagte den heller ikke særligt godt, så jeg opgav hurtigt det med hovedpuden. 

Jeg lod mine arme falde ned langs siden igen sammen med hovedpuden, og med det samme stoppede klokken med at ringe.

Det er virkelig så typisk det det. 

Jeg havde forventet at høre Jessicas trætte stemme og hendes tunge skridt hen over gulvet. Men der kom intet. Stilheden tog over, før klokken igen begyndte at skråle op med den irriterende, ringende lyd.

Jeg gav et højlydt suk fra mig og vred mig lidt i sengen, inden jeg svingede mine ben ud over kanten. Seriøst, den der end har vækket mig, får så mange bank lige om lidt.

Ej okay. Måske lidt voldigt. Men ingen skal vække mig om morgenen. Ingen. Heller ikke hvis der er brænd. Jeg vil sove videre. 

Jeg hev en stor, sort T-shirt over hovedet, der lige nøjagtigt dækkede min numse. Uden at kaste et blik på mit spejlbillede traskede jeg dovent ud af døren. 

Det første jeg startede med var at rive døre op til Jessicas værelse. Ingen Jessica var til at se derinde, så det var nok forklaringen på, at hun ikke svarede.

Jeg lod mit blik glide rundt i værelse. Mine øjne opfangede hurtigt en lille, hvid seddel, der var placeret på skrivebordet. Jeg gik hurtigt derhen og greb den op, hvorefter hurtigt at skimte den igennem.

#Hej søde! Jeg er lige taget et smut ind til byen, så du må ha' det. Møsmøs Jessica!# Jeg sukkede for jeg ved ikke hvor mange gange igen og smed den hurtigt på bordet.

Okay, nu var jeg ligefrem tvunget til at gå ud og åbne døren. Min stemme havde sikkert lydt i hele opgangen, da jeg bedte Jessica om det, så jeg var nok busted. 

I sneglefart bevægede jeg mig ud af værelset igen. Mine skuldre hang, og hvis jeg ikke tog fejl, lignede mit hår en kolort. En stor og brun en, der var klasket sammen med en masse græs. Puhaa. Men hvis folk er så søde at stille op her klokken lort om morgenen, skal de også kunne tage imod synet, der kommer dem i møde. Tro mig, jeg er ikke et morgenmenneske. Og det tror jeg  allerede, du har fundet ud af. 

Jeg gik så langsomt som muligt og tog mig til øret. Den skingre lyd var ved at drive mig til vanvid, men den person, der nu stod derude skulle ikke få fornøjelsen af at se det. 

Alligevel satte jeg farten op og rasede af mig selv. Vi burde virkelig få skaffet os en ny klokke. Den er jo forfærdelig, den vi har nu.

Endelig nåede jeg gange, og jeg gjorde mig klar til at give personen et ordenligt vredeudbrud, inden jeg greb fat i dørhåndtaget med en sådan kraft, at jeg næsten havde slået den op i ansigtet på mig selv. 

Min krop stivnede og blev med et til is ved synet af skikkelsen, der stod ude på gangen. Øjnene mødte hurtigt mine og gjorde, at jeg bare stod og stirrede som en eller anden idiot. Hvilket jeg sikkert også lignede lige nu, så det passede meget godt. Måske jeg skulle have taget lidt mere tøj på, eller måske have gemt mig bag døren, for det føltes ret så akavet det her. 

Hans rolige adfærd sprang mig straks i øjnene og kvalmen steg igen. 

Seriøst, det her mente han bare ikke!

-----------------------------------------------------------------------

 Yoooo fokes, eller noget.

Endnu et kapitel som i kan se, hvilket jeg nok ikke behøver at skrive hver gang. Men jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal skrive. Så her er endnu et kapitel!:-p'

Hvad tror i der sker nu? Og hvad lavede Jessica så pludseligt i byen? Hvem er det egentlig, der står ude foran døre, og vil hun give personen det vredeudbrud, som hun havde lovet sig selv?

Gæt, og skriv jeres forslag i kommentaren, hvis i har lyst:-)

Det vil betyde rigtigt meget for mig, hvis i gider like, kommentere, eller tilføje som favorit, hvis i kan lide den!

xoxo'

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...