~Take a chance{1D}

Evelyn er en pige, der for det meste er glad. Bortset fra, når folk ikke respektere hende og vil bestemme over hende. Hun arbejder på en tankstation midt i ingentinget, hvor der ikke rigtigt sker noget. Eller det plejer der ikke at gøre. En dreng med grønne øjne og krøllet hår ændrer det hele og det er nu op til hende om hun skal være sur, eller glad. Første indtryk er ikke altid godt, men hvad med det næste? Og hvad sker der, når hans venner kommer i vejen? Bliver det hele ved med at køre på skinner eller vælger det og tage en anden drejning? #I denne movella kan der forekomme stødende ord og scener, så det er derfor på eget ansvar at læse det#

7Likes
8Kommentarer
1018Visninger
AA

2. Vas' happenin'?

 

Vas' happenin'?

 

"Evelyn, let røven og kom her ud nu. Jeg magter virkelig ikke at stå her mere. Mine ben gør ondt!", råbte Jessica klagende ude fra gangen af. 

"Jaja, mor. Jeg er på vej" Jeg redte en gang mere i mit hår og svingede det så op i en løs knold, som jeg plejede. 

"Det sagde du også for en halv time siden" Jessica slap et grin ud og lænede sig op af dørkarmen. Vi havde aftalt, at vi ville tage en Jessica- Evelyn tur ned i byen, hvilket var ret lang tid siden vi havde gjort. Men det var mest fordi jeg manglede nogle nye sko, da mine andre var fuldstændig slidt ned. Faktisk var det slet ikke sko længere. Kender i det, hvor man bare er forelsket i et par sko og nægter at smide dem ud, hvorefter at bruge dem til de falder helt fra hinanden? Ja okay. Det var så det jeg havde gjort nu. Så jeg havde besluttet mig for at sige farvel til dem. Eller Jessica havde. Hun var nærmest min bedre halvdel, hvilket jeg ikke klagede over. 

Jeg halvløb kejtet ud i gangen, hvor Jessica stod og ventede med et smil klistret fast i ansigtet. At hun kunne. Hvis det havde være mig, der skulle vente i så lang tid, havde jeg gået ind og løftet hende ud. Bogstaveligtalt, jeg har gjort det før. 

Jeg hoppede i mine gummistøvler- bogstaveligtalt, jeg fløj nærmest i dem- og lod så min jakke glide hen over mig. 

"Skal vi gå?", sagde jeg med et smil. Intet kunne ødelægge mig dag. Jeg havde det fantastisk. Tømmermændende var væk og jeg havde fået sovet ud fra igår. Hele morgenen havde jeg sunget med munden på fuld gab og benene spjættende til alle sider, hvilket vil sige jeg dansede. 

Jeg er en mega god danser. Jeg kan bare alle de der fede moves man. 

Not. Snot. (S)not. Er det ikke sådan folk plejer at gøre? Nå. Ligemeget.

Rent faktisk er jeg en elendig danser og jeg har Jessica som vidne. Hun var blevet nødt til at gå ud på terrasen imorges, fordi hun ikke kunne holde ud til at se på mig. Jeg er god, hæhæ. Men bare lige for at få det på det rene, så bor mig og Jessica sammen. I samme lejlighed. Det bare herre hygge man. Ej okay. Det lød lidt mærkeligt. Men ja, det hyggeligt. I den grad.

Jessica gav mig et skub i ryggen, så jeg var ved at miste balancen og låste så døren efter os. 

 

 

Det undrede mig, hvor mange mennesker, der egentlig var nede i byen, selvom det var tidelig morgen. Jessica og jeg havde været inde i nogle butikker men havde egentlig ikke fundet noget endnu. Hun havde nu prøvet at få mig til at købe nogle vildt store vinterstøvler, fordi hun sagde, det blev en kold vinter. Men nej. Jeg hadede store sko og hvis det blev en kold vinter, måtte jeg købe dem til den tid.

Eller nej. Jeg falder bare i dem. Jeg er bigfoot. Waaah, noget. 

Lige nu slaskede vi bare rundt og nød det dejlige vejr som en eller anden piece-ting. Faktisk havde Jessica op til flere gange idag mobbet mig med at jeg blev mere og mere hippieagtig.

Hun er en ond lille skinke. Jeg burde spise hende, selvom det ikke lige virker så fristende.

Egentlig  gav jeg hende helt ret i alt det der. Ikke for noget, men jeg var virkelig ved at være bims. Mon jeg var syg? I hvert fald var der et eller andet i vejen med mig. Og nej, det er ikke asfalt. Der var bare et eller andet ved mig, der havde ændret sig. På en eller anden måde var jeg begyndt at tænke mere, hvilket slet ikke lignede mig. Jeg gjorde tingene inden jeg havde tænkt mig at gøre det. Og så gik det galt medmindre Jessica ikke lige var i nærheden til at redde mig ud af spinaten eller hvad man nu siger. Faktisk, lyder det ret klamt. Begravet i spinat. Monsteeeer, eller noget.  

Jeg kastede mit blik rundt imellem de mange mennesker, for at se om der var nogen jeg kendte. Det var lidt dumt, for jeg var ikke den, der havde flest venner. Faktisk var sansynligheden for at se nogen jeg kendte her udover Jessica virkelig, virkelig lille. Mindre end et ris. Eller sandkorn? I don't know. Noget i den stil i hvert fald. 

Jeg var så optaget af mine egne tanker, at jeg slet ikke opdagede, at vi stod foran min yndlingsbutik. Mine øjne lyste op, da det gik op for mig og jeg måtte bide mig selv i læben for ikke at skrige. Ja, jeg ved det. Sådan er jeg bare.

"Oooh my God, Jessica! Der skal vi bare ind!" Jeg hev hende i armen og begyndte at løbe hen imod den med Jessica slæbende efter mig. Det var min yndlingsbutik, så der skulle jeg bare ind. Jeg kunne ikke lade være med at slippe et grin ud og det smittede vidst af på Jessica, for lidt efter grinte vi begge to.

Vi stoppede op, da vi nåede butikkens indgang. Jeg tog mig til maven som for at det ville hjælpe. Jeg var i ret dårlig kondi, så det der med at løbe var ikke rigtigt min stil. Derimod var Jessica virkelig et sportmenneske og havde flere gange prøvet at få mig med på en løbetur. Men hendes plan gik ikke lige som den skulle og jeg endte med at sidde derhjemme og æde mig fed i kagedej og se genudsendelser af gamle tv serier.

Jeg hev i Jessicas arm og trak hende med, indtil vi nåede til den bedste afdeling. 

"Seriøst, du var ved at rive min arm af", sagde hun og prøvede at lyde såret og sur, imens hun gnubbede sin arm, hvor jeg havde holdt fast. Jeg grinede bare og satte i skridt hen mod skoene. Alle mine sko var købt herinde og en stor del af mit tøj. Jeg savlede nærmest. Yummi, yummi. Uh, nu vi snakker om yummi, så havde jeg virkelig lyst til en burger lige nu. En stor fedtet en med det hele og fritter, ketchup, bøf, ost salat og majs. Jeg kan godt lide majs i burger, okay? 

Jessica trak mig i armen og fik mig væk fra mine dagdrømmende tanker om burger, mens hun vendte mig så om, så jeg stod og kiggede på et bord fyldt med sko. Snøft.

"De her er sejere!", sagde hun bestemt og begyndte at kigge sig rundt. Normalt var jeg ikke hende, der brugte mega mange penge på tøj og sko, men når det endelig så var, så skulle der bruges penge. Og det tidspunkt var idag. Netop også fordi jeg endelig havde penge. Den tankstation gav ikke kassen. Derfor måtte jeg spare op og vente lidt. Men jeg er en dårlig venter, så det går ikke altid, som jeg har regnet med. 

Mine øjne gled hen over bordet og faldte på et par sandfarvede sneakers. Jeg elskede sneakers. Det var næsten det eneste jeg gik i bortset fra, når vi var til fest og sådan. De var hurtige at komme i og gode at have på, hvilket gav dobbelt op, huh? 

"Jessica? Hvad synes du om dem her?", sagde jeg og fumlede rundt med et par i min størrelse.

"Eller dem her" Pink. De var pink. Ikke pink som i pink, men pink som i skrigepink. Seriøst, de var fede.

Jeg tog dem op af æsken og kiggede på dem. Jeg havde intet der passede til dem, men det var ligemeget. Så måtte jeg bare købe noget, selvom det lyder lidt latterligt. En ting var godt ved det. Jeg kunne måske overtale mine forældre til at give mig nogle penge, selvom de var meget for at jeg selv betalte for det tøj jeg købte. Vor herre bevares, eller hvad de gamle mennesker nu siger. De havde numsen fuld af penge og alligevel støtter de ikke en stakkels pige i nød. Det sørgeligt.

Pige var mig, hvis i skulle være i tvivl. 

Jessica var stille. Lidt for stille og svarede mig slet ikke. Det lignede hende ikke. Der var et eller andet, der sagde mig, at der var noget galt. Jessica havde intet sagt i et stykke tid som om, hun havde et eller andet i halsen, der forhindrede ordene i at komme ud, mens jeg derimod bare havde plapret løs om alt muligt, der overhovedet ikke gav mening. Hæhæ.

Jeg stod stadig og kiggede på sko, og op til flere gange havde jeg prøvet, at få hende til at sige, hvad hun synes om dem. Men hun var ikke til at komme i kontakt med. 

Jeg rettede blikket mod hende. Hun stod som en statue. Samme sted som da vi kom og det samme savlende udtryk i ansigtet. Hvad var der galt med hende? Godt nok var det normalt det med det savlende udtryk, men det med at hun stod som en statue var helt forkert. Hun elskede at bruge penge på alt, hvad hun kunne komme i nærheden af og derfor burde hun også være fuldstændig oppe og køre lige nu, hvor jeg endelig var gået med på rent faktisk at købe noget og ikke bare kiggede på som en tilskuer ude på sidebænken. 

Jeg fulgte hendes blik hen til en hylde med en masse farvrigt tøj, som egentlig var ret fedt, men aldrig noget jeg ville gå i. Sådan set var det egentlig ikke det, der tog min opmærksomhed mest. Noget var i vejen og skyggede for min udsigt. Noget jeg aldrig havde troet jeg skulle se her, eller nogensinde møde igen. Vreden skød hurtigt frem i mig igen og nu var min dag for alvor ødelagt...

Det var ham. Harry fyren og hans lyshårede ven. De stod med deres blikke rettet direkte mod mig, hvilket jeg ikke brød mig specielt meget om. Min krop stivnede, ide Harry borede sine øjne ind i mine. De var langt fra lige som igår. Det kolde, det ligeglade og det følelsesløse var forsvundet langt væk nu og blevet erstattet af ren forførelse. Hvad havde han lige gang i? Det gjorde mig på en måde glad, at han øjne ikke lynede eller var fuld af had, men på samme tid fik jeg kvalme af det. Jeg kendte ham ikke, men alligevel kendte jeg ham godt nok til at vide, at der var noget galt med ham. Den ene dag er han numse sur og gnaven og den næste er han bare... Harry. The flirt, som de kalder ham. Og det var vidst konstateret nu. Jeg ville gerne fjerne mit blik væk fra ham, men jeg kunne ikke. Mit hoved ville ikke lystre. Den lyshåret- Niall, tror jeg han hed- kiggede med et forvirret blik fra Harry til mig og omvendt igen. Han puffede Harry i siden og hviskede et eller andet til ham, som fik ham til at grine. 

Mod min egen vilje fjernede hurtigt mit blik fra ham og lod det falde på Jessica, som åbenbart var vågnet fra de-døde-statuers-død-liv- noget og kiggede på mig med en rynket pande og et løftet øjenbryn. Skoen smed jeg på bordet igen og tog så fat under albuen på Jessica og begyndte at trække hende med ud mod udgangen med blikke rettet i ryggen. Jeg skulle bare væk herfra. Jeg gad ikke op og diskutere med ham igen og jeg gad slet ikke, at han skulle ødelægge min dag igen. Selvom han allerede havde det bare ved at møde op her. I hvert fald måtte jeg bare hente de sko imorgen.

Jessica strittede en lille smule imod, men jeg var stærkere end hende, og det vidste hun også godt. Det er ikke altid de dovne, der er slappest. Endnu et bevis på at det er godt at være doven som mig. Yaaay. Eller jeg var ikke altid doven, men for det meste da. Halv dovne mennesker længe leve!

Jessica rev mig i armen, da vi kom ud af butikken, hvilket fik mig til at stoppe op. Hun kiggede mærkeligt på mig og stadig med det løftede øjenbryn, der næsten faldt i et med hendes hår, hvis det kom højere op. 

"Hvad gik det der lige ud på?" Hun prøvede at fange mine øjne, men jeg kiggede bare stift ud i luften. Allerede der havde jeg afsløret mig selv i, at der var noget galt. Eller der var ikke noget galt, men alligevel var der. Jeg skulle bare væk herfra, så længe han var i nærheden. Jeg kunne ikke trække vejret her. "Evelyn?", sagde hun igen, da jeg ikke havde svaret hende. Jeg vidste, at hun vidste, at jeg vidste, hvad det var hun snakkede om. Men alligevel var jeg så dum at prøve og lade som om, jeg ikke vidste det.

"Hvad snakker du om?" sagde jeg åndsvagt og kiggede ned i jorden, for at hun ikke skulle kunne se det hele i mine øjne. Hvis hun kiggede mig i øjnene var jeg fuldstændig busted. Det var jeg så også ved at kigge ned i jorden. Men det var bare noget andet, når hun kiggede en i øjnene. Hun havde altid haft noget med, at hun kunne se, hvad folk føler igennem deres øjne. Hun kunne nærmest beskrive det hele uden rigtigt at vide, hvad hun snakkede om. Det var ret skræmmende nogen gange, hvilket var en af grundende til, at jeg fastholdt mit blik til asfalten. 

"Jeg snakker om, at der foregik et eller andet imellem jer to. Jeg er ikke blind", sagde hun som om det var det mest indlysende i verden.

"Jessica, du har lidt savl der" Jeg pegede ved siden af hendes mund og prøvede at snakke udenom. Hvor er du klog, Evelyn. Tillykke, tillykke, jeg burde skide mig selv et stykke. Eller nej. Kun hvis det var lagkage. Jeg kan nemmerlig godt lide lagkage. Yummi, yummi. Lige nu lyder jeg som en eller anden fed prop. Sjøøøøst.

Jessica lod hurtigt håndryggen glide hen over munden, men fandt hurtigt ud af, at der ikke var noget.

"Haha, Evelyn. Og hallo, lad være med at snakke udenom" Jeg var så meget busted. Busted, busted, busted. Jeg sukkede dybt, hvilket fik et smil frem på hendes læber.  Hun havde fundet. Endelig lod jeg mine øjne møde hendes.

"Det var igår", startede jeg langsomt. Jeg var faktisk overrasket over at hendes jakke ikke var sådan fuldstændig våd af alt det savl, der faldt ud af hendes mund inde i butikken. Måske hun lænede sig lidt forover, så det faldt på gulvet? Jeg kiggede ikke efter, så det var nok det der var sket. "Han kom ind på tankstationen, fordi hans bil var brudt sammen, sagde han i hvert fald" Jeg holdt en lille pause, hvorefter jeg langsomt begyndte igen. "Han var sådan helt 'giv mig en telefon. Min kværn er brudt sammen' eller 'jeg kan ikke lide ost, men måske du vil have et stykke skinke?' Altså, det gav bare ikke mening" , sagde jeg og spyttede egentlig bare ordene ud inden jeg nåede at tænke dem igennem, hvilket man vidst godt kunne høre. 

I et stykke tid stod hun bare og kiggede på mig som om, jeg lige havde sagt, at jeg skulle dø imorgen. Alligevel så det ud til, at hun faktisk tænkte over et eller andet, som ikke helt gav mening. Derudover var der ikke rigtigt noget, der gav mening lige nu.  

"Fortsæt", sagde hun en smule spooky og kiggede stadig på mig med det der mærkelige blik, hvor hendes øjne bare borede sig langt ind i mine. Nu var det ude med mig. Jeg var busted. Hvordan gjorde hun det der?

"Ja, jeg bad ham om at forklare, hvad han skulle bruge den til. Han var bare sådan flabet og højrøvet. Til sidst fik han så lov til at låne telefonen og lidt efter kom hans ven og hentede ham" Der blev stille et stykke tid og lyden af menneskerne, der gik forbi trængte ind i mine øre. Det var faktisk dejligt. Bare at stå og høre på folks glade stemmer og stille fodtrin, indimellem løbende. En dyb vejrtrækning kom fra Jessica som om, hun skulle tage beslutning til noget. 

"Ej hvor fedt! Hvad vil du have at spise?" Hun lyste op i et smil og hendes øjne blev igen glade og varme, ligesom de plejede. Det fik mig til at slappe af at se hende sådan. Et grin kæmpede sig hurtigt op igennem min hals og ud i luften, hvor det bredte sig ud. 

"Nu kan jeg kende dig igen!", sagde jeg og lagde armen om hende i et kram. 

 

----------------------------------------------------------------------------------------------------

Eh, ja. Så kom der endnu et kapitel. Hvad tror i der skete med Evelyn og Harry? Og kommer de nogensinde til at møde hinanden igen, eller var det her bare tilfældigt?:-p

I må meget gerne like, hvis i kan lide den og skrive i kommentar, hvad jeg kan gøre bedre og alt det der^^' Og undskyld for stavefejl, hvis der er nogle..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...