~Take a chance{1D}

Evelyn er en pige, der for det meste er glad. Bortset fra, når folk ikke respektere hende og vil bestemme over hende. Hun arbejder på en tankstation midt i ingentinget, hvor der ikke rigtigt sker noget. Eller det plejer der ikke at gøre. En dreng med grønne øjne og krøllet hår ændrer det hele og det er nu op til hende om hun skal være sur, eller glad. Første indtryk er ikke altid godt, men hvad med det næste? Og hvad sker der, når hans venner kommer i vejen? Bliver det hele ved med at køre på skinner eller vælger det og tage en anden drejning? #I denne movella kan der forekomme stødende ord og scener, så det er derfor på eget ansvar at læse det#

7Likes
8Kommentarer
1017Visninger
AA

3. The big bang.

 

The big bang 

Harrys synsvinkel

 

Jeg kunne ikke tro det. Det var hende. Egentlig havde jeg ikke forventet at støde på hende igen. Det gjorde mig både irriteret men også i godt humør. Der var noget særligt ved hende. Den dag på tankstationen. Hun afviste mig. Bare det at hun afviste mig var stort i sig selv. Der var aldrig nogen, som afviste mig, og det at hun gjorde det, gjorde hende speciel. Desuden havde hun også snakket grimt til mig, hvilket sagde, at hun ikke ligefrem var en fan. Men hun virkede heller ikke som en hater. Tværtimod. Hun virkede bare irriteret og retfærdig. Jeg behandlede hende dårligt, så det var jo også retfærdigt, hvis hun behandlede mig dårligt, ikke? Hun havde sat sig fast i mig på en måde, jeg ikke vidste hvordan. Det burde bare ikke være sådan. 

Jeg ved ikke. Jeg burde egentlig være trist over at hun snakkede sådan til mig, men måske var jeg lidt selv ud om det. Jeg var i dårlig humør og skulle nå over til Liam, hvor vi skulle have filmaften. Alle de andre kom også og jeg hadede, når de startede filmen uden mig. Måske lyder det lidt latterligt det her, men sådan var det bare. Film skulle se'es fra starten af, ikke fra midten eller slutningen. 

Langsomt lod jeg mit blik glide hen mod hende. Hun stod med hovedet begravet i nogle sko, og jeg kunne ikke lade være med at smile af hende. Hun så virkelig opslugt ud. Jeg tog mig selv i at stirre, da jeg kunne føle nogle blikke rettet mod mig. Men det betød ikke at jeg flyttede blikket fra hende. Nej, jeg kiggede videre. Jeg betragtede alle hendes små bevægelser. Det gav mig af en eller anden grund en indre ro inden i mig, at se hende sådan. Hun så slet ikke sur ud. Hendes ansigt lyste op i glæde, og flere gange mumlede hun ting, jeg ikke helt kunne høre fra det sted, hvor Niall og jeg stod.

Min krop blev som is, da hun langsomt løftede hovedet og lod sit forvirrede blik glide rundt. Først efter et par mærkelige blikke på en pige -som helt sikker var hendes vendinde-, der stod og stirrede på os, kørte hun det videre og mødte mine øjne med det sammen. Selv herfra kunne jeg se, at hendes krop gjorde det sammen som min- Frøs til is. Jeg borede mine øjne ind i hendes for at holde hendes blik fast. Hun så en smule skræmt ud, hvilket satte et kæmpe smil op i mit ansigt, endnu større end før. Niall så bare forvirret imellem os, men standsede så på mig og sendte mig et løftet øjenbryn. inden han puffede mig i siden. 

"Er du sikker på, at vi ikke skal hente mad nu?", hviskede han med en lille alvorlig stemme. Jeg slog hurtigt et grin op. Det var typisk Niall at spørge om sådan noget. Egentlig var jeg ved at være sulten, så måske vi skulle gå hen og få noget mad? Der var bare et eller andet i min krop, som ikke gad at flytte sig. Den blev ved med at stå fast til jorden lige meget, hvor meget jeg prøvede. Jeg følte mig stiv. Rent ud sagt. Ikke som i fuld. Nej slet ikke. Mere som en pind, der ikke kan bevæge sig og egentlig bare er, hvor den er. Det eneste jeg kunne var at blive ved med at smile stort. 

Det gjorde mig alligevel ret glad, da hun greb fat i venindens arm og begyndte at slæbe hende med ud af butikken og jeg endelig kunne bevæge mig igen. 

"Okaaay, det var mærkeligt", konstaterede Niall, der lagde ord på mine tanker. Han lod sine hænder glide om i nakken, og stod nu på en mærkelig måde med armene, hvilket fik mig til at slippe ud med et lille grin. "Nå, så du lever?" spurgte han og prøvede at lyde overrasket. Jeg løftede mine øjenbryn og prøvede at se ud som om, jeg ikke vidste, hvad han snakkede om. Men det gjorde jeg. "Har du mødt hende før?" spurgte han med et smil på læben. Han havde endelig fået armene ned, og først nu kunne jeg tage ham seriøst. 

"En gang", svarede jeg kort og prøvede at lyde som om, det ikke interesserede mig. "Og?" "Og det var ikke noget særligt" Jeg begyndte at gå, da jeg helst ville udenom emnet. Der var jo faktisk ikke rigtigt sket noget den dag. Det eneste var, at jeg langsomt begyndte at fortryde min opførsel der. Den lille mand, der plejede at sidde på end skylder i situationer som denne, havde vidst taget sig en tur på McD, hvilket irriterede mig. Jeg havde brug for min samvittighed lige nu, for Niall lod ikke til at kunne hjælpe lige nu. Han var sulten og han tænkte aldrig klart, når det var sådan. 

Selvfølgelig havde Niall sat i skridt efter mig ud af butikken og var nu nået på ved min side, da jeg  stoppede op. 

"Hvor skal vi gå hen?" spurgte jeg og kiggede rundt i mængden af mennesker og kiggede efter den nærmeste resturent med take away, så vi kunne få noget at spise.

"Hvad hedder hun?", sagde han stadig med det drillende udtryk i ansigtet. 

"Niall, hvor skulle jeg vide det fra", sagde jeg opgivende. "Lad os nu bare få noget mad. Hvad vil du have?"

"Så spørg hende", sagde han ligeud, hvilket ikke gav mening. Jeg kiggede forvirret på ham. Hvad mente han helt præcist med det? "Gå efter hende", sagde han roligt som om det var det letteste i verden. Jeg slog hurtigt et lille grin op, hvilket fik ham til at kigge underligt på mig. Det burde ikke være sådan. Han havde ingen grin til at sende mig de blikke. Det var hans idéer. 

"Glem det", sagde jeg med et smil på læben. Tanken gjorde mig underlig og jeg havde ikke ligefrem lyst til at rende rundt og udspionere hende. Tænk, hvis hun opdagede mig. I hvert fald havde jeg ikke tænkt mig at følge hans plan. Det kunne jeg ikke. Desuden føltes det bare mærkeligt overhovedet at skulle have noget med hende at gøre. Et enkelt møde, og så bliver man kastet ud i alt muligt, der egentlig ikke var meningen. Mine fantasier vil åbenbart ikke samarbejde med skæbnen. 

"Kom nu, Harry. Hav det lidt sjovt for en gangs skyld" Han havde et stort smil på læben, samtidig med han så bedende på mig. Hvorfor var det så vigtigt? Jeg vidste intet om hende, udover at hun arbejdede på en tankstation. Fed info forresten.

På en måde havde jeg trangen til, at gøre som han bedte om. Eller ligefrem plagede. Nu var det åbenbart blevet vigtigere end maden, hvilket var virkelig stort. Ikke engang det kunne lokke ham nu, og det irriterede mig. Mad havde altid være Nialls svage punkt, og kunne få ham til at gøre næsten hvad som helst. Og denne ene gang, hvor jeg virkelig har brug for det, svigter det mig. Det er virkelig bare ikke min lykkedag idag. "Er det fordi du ikke tør?" spurgte han udfordrende. Jeg vidste det var for, at få mig til at gøre det, og på en måde hjalp det også. Jeg kunne ikke lide at tabe i kamp. Men på den anden side ville jeg tabe på den ene eller den anden måde. Hvis jeg ikke gik, tabte jeg til Niall. Hvis jeg gik, tabte jeg til hende. Jeg ville helt sikkert ydmyge mig selv, og nu jeg tænker over det, forstår jeg ikke, hvorfor jeg ikke bare ignorerede den irriterende følelse, der voksede i mig, da jeg så hende lige før. Jeg havde lyst til at kæmpe mod hende, spille et spil, og få hende under min kontrol. Hvor fra det kom fra, havde jeg ingen idé om. Den følelse var der bare. 

Jeg sukkede kort.

"Jeg tør godt, Niall. Jeg gider bare ikke" 

"Du tør ikke", sagde han hurtigt.

"Niall, drop det"

"Du tør ikke", sagde han igen, mens hans smil voksede. Han havde mig, og det var han udmærket klar over. 

"Lad os spise kage. Jeg har lyst til kage", sagde jeg for mig selv, for at komme udenom samtalen, vi egentlig var igang med. Jeg lod mit blik glide rundt i mængden, for at se ud som om, jeg faktisk ledte efter et sted og spise. Hvilket jeg også gjorde. Og på en måde ikke. Jeg skulle i hvert fald bare have Niall på andre tanker, og hvis det var kage, der skulle til, så var det, det som jeg tvangsfodrede ham med. 

"Harry, jeg ved du har lyst" Hans ansigtsudtryk lignede stadig noget, der var baseret på lykkepiller, hvilket skræmte mig en smule, at han overhovedet kunne være sådan. 

"Til kage? Om jeg har", sagde jeg dumt og overdrevet, selvom jeg godt var klar over, hvad han snakkede om. Selvfølgelig havde jeg lyst til at følge efter hende. Der var noget ved hende, som var så magnetisk på en måde. Det virkede bare ikke som om hun selv lagde mærke til det. 

"Også det", sagde han glad. "Harry, gå nu efter hende. Du får kun denne ene chance, og jeg så, hvad der skete derinde. Det var ikke bare tilfældigt", sagde han og lød slet ikke som den Niall, jeg kendte.

"Hvad har du fået at spise?" kom det hurtigt fra mig, efterfulgt af et løftet øjenbryn. Han udstødte bare et grin og lagde så en hånd på min skulder. "Go for it", sagde han dramatisk, og fik alt det her til at ligne en film. Det virkede faktisk bare ret underligt det hele. Jeg rystede kort på hovedet og lod så et grin slippe ud af min mund.

"Tænk, at jeg gør det her" Jeg rystede endnu en gang, inden jeg begyndte at gå samme vej, som min samvittighed fortalte mig, jeg skulle gå.

 

 

Jeg gik egentlig lidt i mine egne tanker, da jeg bevægede mig hen af gaden. Mine hættetrøje var trukket godt op om hovedet og mine solbriller sad, hvor de skulle. Hen over mine øjne, som solbriller normalt gjorde. En gang imellem havde jeg slået blikket op for at se, hvor jeg egentlig var endt henne, men det så var også det. Jeg havde ingen idé om, hvor jeg skulle lede eller kigge. Gaden var ikke så lang eller stor, men man kunne sagtens bruge flere timer på at gå den igennem med de tusinde vis at butikker, der var. Hun burde ikke være nået så lang. Måske var jeg gået forbi? Eller måske var hun taget hjem? Det var egentlig en ret dårlig idé det her. Hvor stor chance var der for, at jeg stødte ind i hende igen? Måske 5%? 4? det var i hvert fald lidt. Måske jeg bare burde opgive og smutte hen til Niall, der helt sikkert sad på en eller anden resturent og åd chokoladekage. 

Jeg stoppede kort op for at lade endnu et blik glide rundt i menneskemængden. Jeg kunne ikke holde det ud. Hun var ikke til at se nogen steder, og tanken om at jeg måske bare havde spildt min tid her gik igennem mig. Det var latterligt det her. Jeg burde slappe af. Måske kigge på nogle nye sko, da dem jeg havde på virkelig var ved at være nedslidte. 

Jeg lod min håndflade falde mod mit ansigt og kørte den hele vejen ned over det, hvilket helt sikkert så dumt ud. Og det gjorde det ikke bedre, da mine solbriller røg af. Jeg bukkede mig hurtigt ned, samlede dem hurtigt op, og skulle lige til at tage dem på. Men noget kom indenfor mit synsfelt. 

Det mørkebrune hår, var det første jeg lagde mærke til. Det hang langt ned af ryggen og matchede perfekt til de brune øjne. Den magnetiske fornemmelse dukkede pludselig op i min krop igen. Det var forfærdeligt. Den skulle virkelig bare væk. Den fik mig til at føle mig dårlig, og den havde helt sikkert også været skyld i, at jeg stod her nu. Jeg stod få meter fra hende, så det havde ikke være helt spild alligevel. 

Hendes smil optrådte i hendes ansigt lige nu og smittede helt sikkert af på hendes veninde, der smilede lige så stort. De stod udenfor en forretning, hvor en masse kjoler hang på stativer og en masse sko stod pakket i kasser. Butikken så ikke særlig kendt ud, og jeg havde aldrig hørt navnet før, hvilket nok konstaterede, at den ikke var så kendt blandt folk. 

Mit blik var rettet mod hende, som ligge havde vendt ryggen til mig. Hendes veninde stod overfor og var i fuld gang med at rode nogle stativer igennem. Hun så virkelig koncentreret ud, men det ændrede sig hurtigt, da hendes blik gled om bag ryggen på hende og faldt på mig. Jeg stod et par sekunder, hvor hendes øjne bare borede sig ind i mine, inden jeg kom til mig selv og satte mine solbriller på med en hurtig bevægelse. Hun rystede kort på hovedet og det så ud som om hun ikke ville tro sig selv, hvad hun lige havde set. Jeg vidste hun havde gennemskuet mig, så derfor satte jeg hurtigt i skridt hen mod butikken, der lå tæt klistret op af den, de stod i. Egentlig sad de sammen og det var kun grænsen mellem tingene, der viste, at det var to forskellige forretninger. Det ene var alt fra tøj til make-up og sko og det andet en masse souvenirs. Jeg klemte mig hurtigt ind mellem nogle reoler og kunne stadig skimte dem igennem en massevis af varer, der stod omkring på høje borde. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, og det virkede ret barnligt bare at stå her og gemme mig. Jeg var busted ja. Men det var før. Nu starter min plan b, hvilket aldrig kunne gå godt. 

Jeg sukkede kort og lydløst af mig selv og rystede en gang på hovedet, inden jeg bevægede mig hen til den anden butik, hvor de var i. Nu var det kun nogle tøjstativer og en høj reol, der skilte os ad, hvilket skræmte mig.

"Evelyn, hvad med den her? Den er da herre sej!" lød det fra veninden. Hun stod med en pink og helt sikkert lårkort kjole, som enhver pige bare ville eje, regnede jeg da med. Men det eneste hun gjorde var bare at ryste på hovedet og mumle nogle få ord, som jeg ikke helt kunne høre. Jeg kunne svagt skimte hende lede tøjstativet igennem mellem en spræk i reolen, som jeg stod og lænede mig op af. 

Hun bevægede sig om til et bord, som stod cirka foran mig og begyndte at rode i nogle smykker. Hendes brune øjne faldt på et armbånd med en masse vedhæng på, som hun langsomt løftede op mod lyset. Veninden kom hen og gloede åndsvagt på det med store øjne.

"Køb det. Det der er et must have", sagde hun og lagde trykket på de sidste ord.

Min krop rystede og jeg kunne slet ikke styre den. Den irriterende følelse blev ved med at skyde igennem min krop og forvandle den til en svamp, der kunne synke sammen, hvornår det skulle være. Jeg var direkte bange for at dumme mig. Og det gjorde også, at i det næste øjeblik skete det ,som bare ikke måtte ske. Min rystende arm kom til at ligge sig på en kasse med sko, som jeg med en lille bevægelse kom til at rykke, så alle de andre sko faldt ned og det gav et ordenligt brag fra sig. Skoene, der før stod foran mig og skyggede mig, lå nu på gulvet, hvilket gjorde at der var fuldt udsyn til mit ansigt. Jeg havde smidt solbrillerne for lidt siden, og det fortryder jeg virkelig nu. De havde allerede vendt sig om og stod nu og gloede med store øjne på mig.

"Jeg vidste det!", udbrød veninden. Evelyn stod bare med blikket rettet mod mig, mens hun borede sine øjne ind i mine. Hendes ansigtsudtryk var ikke til at læse og det samme var hendes øjne. Jeg kunne ikke se, om hun var skuffet, eller bare forvirret. Jeg håbede på den forvirrede del, da jeg helst ikke havde tænkt mig at skuffe hende. Selvom jeg ikke kendte hende, var hun stadig et menneske- med magnetiske evner. Glem ikke det.

Jeg rystede hurtigt på hovedet og kom til mig selv. Automatisk rev jeg mig fri fra reolen, jeg havde klamret mig til og begyndte at gå. Det her var ydmygende. Jeg var så meget busted og det var den dummeste måde at blive det på. 

------------------------------------------------------------------------------

Hawdi folkens. Ej ok...

Så er 3 kapitel ude. Jeg har ikke haft så meget tid til at skrive og havde egentlig heller ikke rigtigt lyst, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle skrive i dette kapitel. Det er ikke rettet igennem, men jeg synes ikke i skulle vente mere jer, der nu læser den:-p.

Hvad tror i der sker nu? Kommer de til at snakke sammen, eller løber han bare sin vej? Og møder de overhovedet hinanden efter denne ulykke?

Det vil betyde rigtig meget, hvis i gad at like, kommentere, føje den til farvorit, hvis i kan lide den. I må også meget gerne skrive, hvad jeg kan gøre bedre og alt sådan noget:-)

kysmødnys alt det der noget. xoxo'

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...