~Take a chance{1D}

Evelyn er en pige, der for det meste er glad. Bortset fra, når folk ikke respektere hende og vil bestemme over hende.
Hun arbejder på en tankstation midt i ingentinget, hvor der ikke rigtigt sker noget. Eller det plejer der ikke at gøre. En dreng med grønne øjne og krøllet hår ændrer det hele og det er nu op til hende om hun skal være sur, eller glad. Første indtryk er ikke altid godt, men hvad med det næste? Og hvad sker der, når hans venner kommer i vejen? Bliver det hele ved med at køre på skinner eller vælger det og tage en anden drejning?
#I denne movella kan der forekomme stødende ord og scener, så det er derfor på eget ansvar at læse det#

7Likes
8Kommentarer
1041Visninger
AA

5. If you were a stone, it would be so much better!

 

If you were a stone, it would be so much better!

 

Det var som om min krop ikke kunne bevæge sig, at den var fuldstændig stiv og kun mine tanker kørte rundt deri. Jeg prøvede med besvær at bevæge mig, men det blev kun til en rynken på næsen. Charmerende.

Selvsikkerheden strålede ligefrem ud af hans øjne, hvilket fik mine tanker til at gå endnu mere amok. Jeg kunne ikke lide hans attitude. Det var mig, der skulle have selvsikkerhed og ikke ham. Han skulle være en klam statue, der bare så til fra sidelinjen. Vi skulle bytte roller. Desværre kørte det vidst ikke helt for godt, hvis jeg selv skulle sige det. 

Jeg lukkede hårdt mine øjne i, for at bryde kontakten mellem os. Jeg prøvede at fokusere på det, at vække min krop til live, så jeg ikke bare stod her og gjorde mig selv til grin. Hvorfor skete det overhovedet? Det var helt sikkert chokket over, at han kom her. Hvor helvede havde han lige fået adressen fra? Og hvordan vidste han, at jeg ville være hjemme? Ja okay, klokken er lort om morgenen, så det siger jo nok lidt sig selv. Men jeg var forvirret. Virkelig forvirret. Over det hele. Alle mine forvirrende tanker viklede sig ind i hinanden og fødte nye og endnu mere forvirrende tanker, som bare kørte i samme rutine. 

Jeg kom hurtigt til mig selv, da det ligefrem begyndte at gøre ondt i mine øjne. Jeg rystede lidt på hovedet, greb fat i døren og smækkede den lige i hovedet på ham. Jeg nåede kort lige at se hans forvirrende udtryk, hvilket jeg frydede mig over. Dog var der noget inden i mig, der sagde, at jeg skulle åbne igen. Jeg skulle vide, hvorfor han kom her, og hvad i al verden han lavede her. Og jeg ville ikke gå endnu en gang uden at få det at vide. det skulle ikke ske som sidste gang. 

Alligevel gad jeg ham virkelig ikke. Jeg ville ikke have noget med ham at gøre, og han skulle ikke komme ind i mit liv. Jeg havde nok at tænke over, hvilket konfronterede sig nu. Eller ikke. Alle mine tanker kørte omkring ham, så jeg var ved at blive sindsyg. Men jeg prøvede at bilde mig selv ind, at jeg virkelig havde en masse andet at tænker over udover ham. 

Egentlig tænkte jeg ikke over ham på den måde. Han irriterede mig bare. Hans selvfede attitude. Hans blændede, ækle smil, der altid sidder klistret fast til ansigtet af ham som en maske. Og det at han konstant forfølger mig over alt. 

Jeg kan ikke gå i byen uden han forfølger mig. Jeg kan ikke være hjemme, uden han kommer vadende herhen og tror han er julemanden. Kun julemanden må vække mig klokken lort om morgenen, altså, hvis han har gaver med. Men det var ikke pointen. Pointen er, at det sikkert ender med, at jeg slet ikke kan gå på toilettet, uden han kommer sådan vildt.

"Hej Evelyn! Skal vi chill'?"

Ej, det ville virkelig være klamt. 

Jeg havde nær slået mig selv i gulvet over tanken. Alligevel. Jeg måtte holde ved det faktum, at jeg skulle vide det. Om jeg så skulle dø.

Ej okay. Overdrivelse. Men som jeg sagde før: jeg ville ikke gå herfra endnu en gang uden at få, hvad jeg ville have.

Faktisk var det ikke mig, der ville gå. Det var ham. 

Hæhæ. Jeg er klog.

Jeg gav et højlydt suk fra mig og greb så håndtaget igen. Langsomt- som om der kunne komme en stor tiger og springe op i ansigtet på mig, hvornår det skulle være- åbnede jeg døren.

Jeg lod mit lille hoved stikke ud mellem sprækken, og gemte denne gang min krop, der næsten var nøgen. Han stod lænet op af væggen overfor døren og fløjtede lavt som om alt var ved det skønneste. Hurtigt stilte han sig ordenligt op, da han hørte dørens knirkende lyd. Det undrede mig lidt, at han ikke var skredet endnu. Jeg gav ikke ligefrem udtryk for at ville åbne døren igen.

Langsomt men afslappet tog han et par skridt hen mod døren, og lænede sig op af karmen, som i alle de der film og blablablaaa. 

Jeg prøvede at lade som om, det ikke havde en virkning på mig, at det ikke irriterede mig. Men det var måske lidt svært, når jeg ikke brød mig om ham. 

"Jeg vidste du ikke kunne modstå mig"

Endnu en gang sukkede jeg og lod så mine øjne glide op i hans igen, fast besluttet på ikke, at falde i dem, som jeg havde lovet mig selv lige fra første gang jeg så ham. Men den gang før var det chokket, okay? 

"Og jeg havde håbet du ville blive væk, så det ser vidst ud til, at vi begge må undvære at få vores ønsker opfyldt",sagde jeg træt og lød lettere irriteret. Det så ikke rigtigt ud til, at min kommentar generede ham. Tværtimod.

Hans smil var på sin plads igen, hvor det altid sad. Lige midt på læben, hvor det næsten fyldte hele hans ansigt. Lidt ligesom ham manden der fra Magi På Waverly Place. Og efter min mening, så det ret så komisk ud.

Det føltes som om små mænd vandrede rundt inde i mig og prøvede på at få lukket min krop ned. For jeg var træt. Virkelig træt. Og når jeg er træt, er jeg sur og irriteret, hvilket der sikkert også er så mange andre, der er. Men mit var slemt. Jeg er bare ikke A- menneske. Lad os sige det sådan i stedet for.  

Mine øjne prøvede hele tiden at skygge for synet af mig, men jeg lod dem ikke gøre det. Selvom det var virkelig fristende at lade dem vinde. Det var nok også det, jeg mest havde lyst til lige nu. At skulle stå og snakke med ham lige nu virkede mindre og mindre som en god idé. 

Et suk kom fra hans side af, hvilket fik mig til at kigge underligt på ham.

"Giver du aldrig op?" spurgte han og lød en smule trist, mens hans smil falmede bort øjeblikkeligt. Denne gang steg mit blik endnu en grad, så jeg sikkert lignede en eller anden retardo. Jeg rynkede en gang på næsen for at tænke over hans spørgsmål. Hvad mente han egentlig med det? Hans blik sagde, at det var noget, der i hvert fald gik ham på. Men kendte jeg ham godt, ville jeg vide, at det bare var skuespil- kun hvis jeg kendte ham godt, hvilket jeg ikke gør. Lige nu var jeg i tvivl. Hans blik viste tristhed, mens hans hjerte sagtens kunne vise noget andet. Og hans hjerne tænke noget tredje. 

Det her forvirrede mig virkeligt. Jeg er sikker på, at jeg lignede et stort spørgsmålstegn i dette øjeblik.

Et suk kom fra ham igen.

"Du kan slet ikke lide mig, vel?" Og der blev det bekræftet. Altså mit spørgende ansigt. Det var som om han kunne læse mine tanker, og det skræmte mig en smule. 

Hans krop stod stadig roligt lænet op af dørkarmen, så jeg næsten kunne mærke hans kropsvarme, der sivede ud og lod sig slippe fri. Hans øjne var fæstet fast til mine, og havde stadig det triste udtryk skrevet ud over det hele. Faktisk overraskede det mig lidt, hvordan hele hans krop kunne forvandle sig sådan på 0,5. For to sekunder siden stod han med verdens største smil på læberne, og nu var det bare forsvundet, løbet bort, eller hvad man nu siger. Selv hans små krøller dansede en trist dans.

Nej. Okay. Det gjorde de ikke. Men det kunne være fedt, hvis de gjorde!

Vi stod i lang tid bare og gravede os dybere og dybere ind i øjnene på hinanden, før han langsomt rystede på hovedet, så de små krøller dansede derpå.

"Jeg skulle ikke være kommet her. Undskyld" Jeg kom hurtigt i tanke om, at jeg ikke havde svaret på hans spørgsmål, da han lod sig vende om og gjorde klar til at gå. Jeg var slet ikke klar på det her. Jeg var slet ikke klar på, at han kom. Det hele kom som et chok for mig, og fik endnu en gang min krop til at stivne.

Seriøst, hvad er der galt med mig idag? Jeg var fuldstændig ude af mit gode skind. Det skyldtes nok det manglende søvn forbrug.

Selvom det var det her jeg havde ventet på i flere minutter nu, fik det mig til at føle mig dårlig indeni. Fik mig til at føle skyld. Jeg kunne bare ikke helt se, hvad det var jeg var skyld i? Havde jeg været for hård ved ham? Jeg havde jo nærmest ikke sagt noget til ham, så det var nok udelukket. Og så alligevel ikke. Der var ikke direkte kommet noget ud af min mund, men måske mine øjne havde fortalt lidt for meget?

Ekkoet fra Hans fodskridt, der tungt ramte jorden, fik mig til at vågne op igen, men erstatte det hele af panik. Han skulle ikke gå. Han skulle svare på mine spørgsmål. Om jeg så skulle tape ham fast til en pæl med hovedet ned af, så var det, det jeg gjorde. For det andet ville jeg se ham glad igen, for det der triste- noget gik mig mere på end det glade-noget. Uden jeg vidste hvorfor, kunne jeg ikke lade være med at bebrejde mig selv for det triste opspil. Den ene halvdel af mig sagde, at det var det, der skete. Den anden halvdel sagde, at det hele bare var skuespil. Hans tristhed, pludselig gåen. Det hele. Dog vidste jeg ikke, hvad for en side jeg skulle hælde mest til. Det virkede forkert at dømme ham for noget han ikke havde gjort og omvendt. 

Jeg lukkede øjnene kort for at få min krop til at falde til ro igen. Jeg stod lidt og trak vejret dybt ned i lungerne, hvilket slet ikke lignede mig. Det lignede slet ikke mig at være sådan. Det var måske også skyld i, at jeg lidt efter slog øjnene op igen. 

"Harry, vent!" fløj det ud af mig uden jeg havde nået at tænke mig om. De pludselige ord overraskede ikke kun mig, men også ham, da de fik ham til at stoppe. 

Damn thing!

Det var som om han bare ventede på, at jeg ville plapre ud med alt, hvad jeg gik og tænkte på. Dog var det ikke helt det jeg havde tænkt mig. Faktisk havde jeg slet ikke tænkt det her igennem, før jeg råbte hans navn. Jeg følte mig tom for ord og alt andet end mine forvirrende tanker, der kørte i cirkel inde i mit lille hoved.- som er klogt. De forvirrende tanker forvirrede mig, hvilket betød, at jeg skulle have smidt dem væk. Ud i skraldespanden med dem. Og det var nærmest også det jeg gjorde. I hvert fald gav jeg mig hurtigt til at tømme hovedet. Er du gal man det var en svær opgave. Tankerne strittede imod, men langsomt følte jeg styrken tage til og kæmpe sig ind i min krop. 

"Jeg kan godt lide dig... Og så alligevel ikke", sagde jeg dumt. 

Hans ene fod løftede sig fra jorden, og skulle til at begynde sine skridt.

"Vent!" nærmest råbte jeg. Hans anden fod påbegyndte også langsomt skridtene, men i en virkelig langsom og slowmotion- agtig fart, og det virkede lidt som om han tøvede lidt.

Åndsbollen havde gang i et eller andet.

"Nej!" Igen flyttede hans ene fod sig. 

"Vent!" Igen.

"Harry!" Igeeen.

"Ikke gå!" Igenigenigen.

"Vent!" Igen, huh?

"HARRY, DIN HVAL. STOP FORHELVEDE!" Mit råb lød over hele gange, sikkert i alle lejlighederne, men jeg var ligeglad. Han gad ikke at stoppe, og jeg var forvirret. Og sur.

Et grin kom fra ham, og jeg kunne tydeligt se, at han prøvede at skjule det, da han kastede et blik over skulderen og hen på mig.

Okay, han synes åbenbart det her var sjovt. Nok kun, fordi han lavede grin med mig. Det han gjorde var kun for at irritere mig. Enhver kunne se det. Desværre fik han ramt sit mål. Det irriterede mig for groft. Virkelig meget. Ikke finhakket, men groft. 

Undtagen hende den gamle dame, der gik forbi for lidt siden. Det var lige for hun var fortsat lige ud i svinget. Fuck, det kunne have set godt ud. 

Tilbage til emnet.

Der var så meget han synes var sjovt. I det hele taget var hans humor virkelig dårlig. Og forresten forstår jeg igen ikke, hvordan han kan forvandle sig sådan mega hurtigt. 

Glad- sur.

Sur- glad.

Humørsvinger man. Han burde få sig en hobby. Eller også er han bare supermand. 

"Vend dig om" lad mig se dig dreje rundt!  Eller nej, bare nej.

"Hvorfor?" sagde han med en spørgende og lidt forvirret stemme.

"Fordi din røv kigger på mig", sagde jeg dumt og lavede et afskyende ansigt. Endnu et grin gled ud over hans læber.

"Og det kan du ikke lide eller hvad?" Hans stemme var drillende, hvilket fik kvalmen til at træde frem. Seriøst, hvad havde den dreng gang i?

"Jo, det er derfor jeg vil have dig til at dreje rundt" Hør min ironi. Er den ikke smuk?

Han rystede langsomt på hovedet af mig, hvorefter han  langsomt vendte sig rundt. Alt går langsomt for ham. Lige som den måde han snakker på. Laaaaangsomt. 

"Hvad skal du have?" Jeg gik lige til sagen! På den anden side kunne det godt lyde lidt forkert. 

"Have for hvad?" Forvirrende som altid. Men jeg skulle nødig snakke.

- selvom jeg aldrig er forvirret, aldrig! Slet ikke. Never ever.

"For svarene"

"Svarene?"

"Ja, svarene"

"Hvilke svar?"

Jeg sukkede opgivende. Han var bare ikke til nogen hjælp.

"Svarene. Mine spørgsmål. Hvad skal du have?" En klokke syntes at tænde i hans lille hjerne, da hans øjne ligefrem glimtrede i den lille usynlige pæres skær, der hang over hans hoved. Et lumsk smil gled hurtig over hans læber, og det gjorde mig langt fra tryg. Han var ude på et eller andet. Hvad det var vidste jeg bare ikke. Jeg er jo ikke tankelæser, vel. 

"Kom med mig hjem" Og der kom den klamme fornemmelse frem igen. Mente han det her seriøst? For alt i verden måtte det gerne være en af de gange, hvor han jokede. Dog havde jeg på fornemmelsen at han ikke gjorde. Hans smil sagde lidt for meget. For det meste kan man også se på folk, når de skjuler noget. Og som jeg sagde tideligere, lignede han ikke en, der tilbageholdte eller skjulte, hvad han følte, eller indebar, den dag på tankstationen. I det hele taget bare alle de gange, hvor han pludseligt har dukket op. Især i går, hvor han viste sig hele to gange, og havde nær skræmt livet af mig. Han er i det hele taget bare skræmmende. 

"Glem det", kom det bestemt fra mig, da det var fuldstændig udelukkende.

"Du vil gerne have dine svar?" Hans stemme havde stadig den samme irriterende tone, der fortalte, at han med garanti vidste, hvor han havde mig. Og at han helt sikker ville få, hvad han ville nu. 

Stilheden fulgte efter hans ord. Dog varede den ikke ret lang tid, da jeg afbrød den. 

Gode mig. 

"Hvorfor skal du gøre det her imod mig?", sagde jeg med et suk i stemmen, sammentidig med at jeg lod mine skuldre synke. 

Okay, det var ikke udelukkende. Jeg ville have min svar og det var den eneste grund til, at jeg gjorde det. De svar var vigtigt. Hvorfor vidste jeg ikke. Jeg skulle bare vide dem, og sådan var det. Før kunne jeg ikke finde ro i min krop, der nu bare fræsede afsted med alt muligt tis og lort. 

Et selvtilfredst smil røg over hans læber, imens han lod sine arme ligge sig over kors

"Jeg venter her så" 

"Venter her?" sagde jeg med et løftet øjenbryn.. Jeg havde ikke ligefrem regnet med, at det blev idag.

Jeg var træt og skulle have min skønhedssøvn. Snøft. 

"Tag dig god tid og mød mig nede på parkeringspladsen", sagde han med et smil på læben, hvorefter han vendte sig om og satte i skridt ned af gangen. 

Han var simpelthen bare for meget. Tsh. 

 

 

Stilheden havde lagt sig som en stor, tung dybe hen over bilen. Kun de små humplende lyde fra bilen kunne høres.

Stilheden var irriterende akavet, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige for at bryde den. Egentlig havde jeg ikke lyst til at bryde den. Jeg havde ikke lyst til at snakke med ham. I hvert fald skulle han ikke få forkerte tanker igang som, at jeg rent faktisk kunne lide ham- hvilket jeg ikke kunne og den mening var jeg fast besluttet på at holde fast i.

Harrys hånd rakte hurtigt hen til radioen, hvor den forsigtigt trykkede på en knap, så musikken spillede stille i højtalerne.

Hans stemme blandede sig hurtigt med melodien, som helt sikkert var en af deres. 

"Helt ærligt?" sagde jeg med en lettere irriteret stemme, mens jeg kiggede over mod ham med alvorligt blik og et løftet øjenbryn.

Et lille grin slap ud af hans mund, inden hans små smilehuller trådte frem i hans ansigt- hvilket gjorde det hele værre.

"Hvad? Jeg troede du ville kunne lide det?" Hans stemme var stadig munter, imens den bar lidt for meget blær. Den dreng burde få sig et liv. Måske i en bamseforretning, hvor han kunne passe ind? Hans krøllede hår kunne helt sikkert bruges i en af de der ' build a bear' butikker. Helt sikkert som fyld i en af dem.

"Lad mig gætte. Du troede jeg ville være helt vild efter at køre i en bil med Harry Styles, mens han synger med på en af hans store hits?. Enhver fans store drøm!", sagde jeg overdrevet i en glad tone og slog ud med hænderne, for at virke som en af dem. Fansene altså. "Der er bare et lille problem"

"Og det er?", sagde han hurtigt. Hans store smil var forduftet fra hans ansigt, og erstattet af noget, jeg ikke helt kunne læse. Forvirret, skuffet eller måske en tredje ting?

"Jeg er ikke fan af dig", sagde jeg ligeud og lod mit blik falde mod forruden.

Den var yderst interessant

Eller ikke. Men jeg vidste ikke, hvor jeg ellers skulle kigge hen. Desuden spejlede hans ansigt sig i ruden, så jeg kunne tydeligt se det udtryk, der igen trådte frem i ansigtet på ham. Det var overrasket, hvilket ikke kom bag på mig. Han var som jeg forestillede mig, og det gjorde det ikke meget bedre. 

Han rømmede sig kort.

"Kan du ikke lide min musik?" Hans tone gjorde mig en smule forvirret- igen. Han gjorde mig hele tiden forvirret. Den virkede spørgende og alt for forventningsfuld. På en måde var det som om, han regnede med, at alle kunne lide ham, at alle var klar på at ligge sig ned på knæ for ham og forgude ham, hvilket det sikkert også var mange der gjorde. Deriblandt befandt jeg mig bare ikke. Og det ville jeg aldrig gøre. Jeg ville springe fra. Eller gå fra. Jeg orkede nok ikke at springe. Kun, hvis jeg havde fjedresko på. Det kunne være ordenlig sygt sejt, eller noget. 

Men seriøst, han virkede for forventningsfuld. Hans blik lå på mig og ventede helt klart et svar. 

"Jooo, jeg kan godt lide musikken. Det jeg ikke er så pjattet med, er dig", sagde jeg igen sarkastisk. 

Faktisk kunne jeg godt lide deres musik. Jessica havde tvunget mig til at høre det, men det var ikke noget jeg var blevet afhængig af. 

Sangene var hot.

Sangerne var not. Det rimede!

Not- snot, huh? 

(S)not. 

Jeg er god.

"Men du kender mig jo slet ikke?" Hans øjne kneb en smule sammen, idet han sagde det. 

"Lige præcis" Hans ansigt viste tydeligvist at han var forvirret. 

Det kaldes hævn, babe. 

HAHAHHAHHA, just kidding. 

Eller det med hævn passer meget godt. Jeg kunne godt lide den slags for hævn, men det skulle ikke gå for vidt. Så blev det grimt at se på, og til sidst endte man med at rive hovederne af hinanden. Og jeg ville ikke miste mit hoved. Så kunne jeg jo ikke snakke, eller se, hvor jeg gik. I det hele taget ville jeg ikke leve, så det var måske en meget god idet at holde der. 

Han rystede lidt på hovedet. Han var usikker. Det var så tydeligt. Åbenbart havde han ikke prøvet, at blive fornærmet før. Det var hans svage punkt. Bortset fra punktet som alle drenge har tilfælles, men lad os ikke snakke om det nu. Lad os snakke om det faktum, at jeg fik ham. Jeg ramte ham, fik selvsikkerheden væk og fik vist, hvor skrøbelig han i virkeligheden er. 

Selvfølgelig havde han også nogle haters, men jeg var næsten hundrede procent sikker på, at han aldrig havde fået sagt noget face to face af en, som ikke var fuldstændig hjernedød. 

Jeg var ikke hater, nej. Måske lød det lidt sådan, men det var jeg altså ikke. Jeg kunne ikke lide ham. Men jeg gik ikke rundt og svinede ham til. Jeg holdt det inde i mig selv, for at spilde energi på bitch-fight, var ikke lige min kop te. Det kræver for mange kræfter. 

Puha.

Der var stille et stykke tid, hvilket nok betød, at han tænke over, hvad jeg sagde. 

En lille rynke kom frem på hans næse, inden han igen kiggede på mig.

Det var utroligt, hvordan han kunne køre. En ting, der er godt ved ham. Jeg kunne måske bruge ham som taxa?

"Jeg tror nu at... Jeg tror nu, at du ville kunne lide mig, hvis du kendte mig", sagde han efter en tøven.

"Oh, er det en McDonald?" sagde jeg ivrigt, da jeg fik øje på det store M, der svævede i luften. Eller det svævede ikke, men var et skilt. Himlen var dog så grå, at det næsten var umuligt at se den grå metalstang, som det sad på. Det fald nærmest i et med hinanden. Lige som sædet og mit røv. De smeltede sig nærmest sammen, og lige nu, var den helt død. Sædet var selvfølgelig, men også min røv. Helt død siger jeg dig.

Stemningen i bilen virkede ret opstemt. Harrys øjne farrede rundt i bilen som om, de ikke kunne finde et punkt at falde på. Hvis jeg skulle skyde på et punkt, han kunne vælge, ville jeg sige vejen. 

Jeg var imponeret af den måde han kørte på. Men virkelig bange for, at han kørte galt. Hans blik var nærmest konstant rettet mod mig. Af og til kastede han et blik ud på vejen, hvorefter det kørte hen på mig igen.

Sad mit hår dårligt? Det måtte være det. Egentlig havde jeg bare sat det op i en rodet knold. Tøjet var der heller ikke gjort så meget ud af. Jeg var hoppet i et par grå joggingbukser og en hvid T-shirt med print på. 

Jeg rystede kort på hovedet, da han kørte lige forbi Mcdonald. 

Farvel. Snøft.

"Tak for hjælpen", sagde jeg fraværende med blikket ud af vinduet, hvor regnen trillede ned ad ruden. Men mest rettet mod det gule M, der langsomt forsvandt og blev myre størrelse.

"Du har ikke godt af det der. Det usundt", sagde han surt, men stadig glad, hvilket ikke giver nogen mening. Men det gjorde det altså heller ikke for mig.

"Siden hvornår er du blevet sundhedsekspert?", spurgte jeg med et løftet øjenbryn. 

"Siden den dag jeg fandt ud af, hvad det mad egentlig er lavet ud af", sagde han ligeud.

Okay, han mindede virkelig meget om min mor lige nu, og det skræmte mig en hel del. 

"Hvad vil du så have jeg skal spise? Dig?" 

Han fnøs kort, inden et smil igen dukkede op på hans læber.

"Nej tak. Ikke endnu", sagde han og rystede på hovedet af mig. 

Det gik langsomt op for min store- store understreget, huh- hjerne, hvad det var, jeg egentlig havde sagt.

Kvalmen kom tilbage.

Igen. 

"Hvor er du klam", sagde jeg og gav ham et slag på overarmen. Endnu et grin slap ud af hans mund.

"Avv, Evelyn. Du slår virkelig hårdt. Det må jeg sige", sagde han og lavede et trist face, hvorefter at røre ved stedet, hvor jeg klaskede ham en.

Spar mig. 

"Og du kender mit navn fra...?" spurgte jeg spørgende med et hævet øjenbryn. Det gik op for mig, at jeg egentlig ikke havde fortalt ham mit navn, så hvor han havde det fra, havde jeg ingen anelse om.

"Jeg har mine kontakter", sagde han hemmelighedsfuldt, og åndsvagt. Mine øjne blev hurtigt store.

"Har du rodet i mine sager?" Okay, jeg måtte virkelig stoppe med det der. 

Jeg slog mig kort i panden over mit spørgsmål. Hvis han griner nu, slår jeg ham.

"Rolig, rolig. Jeg har ikke rodet i dine sager. Tværtimod", sagde han og hævede hænderne op ved siden af hovedet for at vise, at han var uskyldig- hvilket jeg ikke helt var enig om.

"Sæt dog hænderne på rattet, menneske!", nærmest råbte jeg, da bilen lod sig svinge en smule. 

Selvfølgelig grinede han bare, rystede på hovedet og kiggede ud lagde hænderne på rattet igen som befalet.

"Så nu er jeg ikke en hval mere?" Hans stemme lød drillende og grinagtig. Han gjorde helt klart grin med mit tideligere optrin. Jeg kunne slå ham lige nu, hvilket jeg allerede har gjort. Men jeg skulle faktisk gøre det igen, da han grinede lige før. Og jeg lovede ham. Jeg holder, hvad jeg lover. Dog tror jeg, jeg venter, til han mindst venter det. 

Jeg er sød idag. Jeg burde give mig selv et klap på skulderen og et stempel i panden for det.

Oh yeah, baby.

"Kan du så fortælle mig, hvor du havde min adresse fra?" 

Seriøst, jeg var virkelig rundt på gulvet.

Begge mine øjenbryn var hævet, og jeg var sikker på, at hvis jeg lod dem komme ret længere op, ville de falde i et med mit hår. 

"Hmm, nej", sagde han.

"Jamen, du lovede du ville svare på mine spørgsmå...""Jeg lovede dig det, ja. Men jeg sagde ikke hvornår. Husk på det", afbrød han med et smil på læben. 

Pis også. Det jo rigtigt. 

Så jeg sad i en bil her, uden rigtigt at vide, hvornår jeg fik min del af betalingen eller aftalen for den sags skyld. Lige nu fremstod han endnu mere højtrøvet, end han havde gjort, før jeg mødte ham. 

Han havde snøret mig kun for at slå mig i mit eget spil. Det var ikke fair. I hvert fald ikke efter min mening. Jeg følte det var en fejl at bebrejde mig selv. Det er ikke min skyld, jeg er, som jeg er. Egentlig havde jeg heller ikke tænkt mig at lave om på det bare, fordi han kommer vadende ind og vil blande sig i mit liv, hvilket han tydeligvist gjorde klart, da han tvang mig med hjem. Eller nærmere afpressede med noget jeg sikkert alligevel aldrig får. Ud fra min synsvinkel ser det hele sort ud lige nu. Jeg fatter ikke mening i det og har ikke lyst til at finde sted i situationen.

Måske jeg bare skulle lukke øjnene og lade som om, jeg sover? Den plejer at virke, men jeg ved ikke lige, hvor meget han vil gøre for at vække mig igen, eller om han overhovedet vil forsøge. Måske han bare ville lade mig ligge? Jeg kunne da altid håbe. 

Derfor puttede jeg mig også hurtigt tilbage i sædet, hvorefter at mærke noget på mit lår. 

En hånd.

En stor hånd.

Harrys hånd.

Det sendte hurtigt forkerte signaler rundt i min krop, som på ingen måder skulle have været der. 

Hvad var det lige han havde gang i? 

Okay, jeg vidste han var fremme i gummistøvlerne, eller hvad man nu siger, men ikke så fremme. Hans små tær bliver jo helt mast! Og på den anden side er det umuligt for mig at føle mig tryg i hans selskab. Han overskrider hele tiden stregen, der er imellem os. Den, der holder os på afstand og helst skulle kunne holde ham væk. Åbenbart har den valgt at give afkald på sine små sarte kræfter lige nu og lade ham gå på forbudt område. Eller jord. Eller noget i den stil. I ved, hvad jeg mener, håber jeg da. 

Mine øjne gled mistænktsom op og lod falde på Harry, der bare sad med blikket rettet ud af forruden, uden nogen form for mærkværdighed i øjnene. Hans øjne spejlede sig i ruden, så det var den eneste grund til, at jeg vidste det. Mine øjne gled længere ned og landede på hånden, som lå varmt på mit lår. Det var lige før den brændte hul i mine stakkels bukser, og det var ikke godt. Det føltes som om alt hans varme gled igennem hans hånd og ind i mig. Varmen steg også hurtigt i mig, og jeg følte mit blod satte i kog. Hvis jeg skulle skyde på det, var jeg helt sikkert tomatrød i hele ansigtet.

Ikke på grund af rødmen.

Ikke fordi jeg havde dyppet mit hoved i ketchup. Ad nej.

Men på grund af den varme han gav mig. Og det skulle slet ikke ske. Det var slet ikke meningen, at jeg skulle have været med her, og så at han begynder at gøre det ved mig. Ja, så kører hele bussen af sporet. Ud i en grøft, hvor den triller rundt en million gange og ligner til sidst en mast makrel. På dåse, huh?

Jeg hader makrel, derfor var det den, der blev offeret. 

Jeg er ond.

Ondskabsfuld latter, host, spyt og alt det der!

Jeg viftede med en hurtig bevægelse hånden af mig, da jeg kom i tanke om, hvad jeg egentlig havde gang i. Jeg følte mig utilpas, utilpas i hans nærvær. Det ville ikke undre mig, hvis han var voldtægtsmænd i fritiden. 

Hans øjne rettede sig kort efter på mig, da jeg ligefrem næsten havde kastet hans hånd væk fra mit lår. han fik mig til at indrømme ting overfor mig selv, som ikke skulle have været kommet ud. De skulle have været gemt væk. Langt væk. Der hvor ingen kan finde dem. Ligesom den skat, folk siger gemmer sig for enden af en regnbue. Problemet er bare, at man ikke kan komme hen til enden af regnbuen, så det er på en måde umuligt at finde den skat, hvis den overhovedet er der. Eller ikke bare på en måde, men det er det. Sådan et sted skulle mine tanker ligge. Der, hvor ingen kunne finde dem. 

Jeg prøvede med kamp at få mig selv til at indse, at de ikke fandtes og at det bare var en gang vrøvl. Og det lykkedes næsten, hvis det ikke var for ham. Harry.

Jeg hadede hans navn.  

Jeg hadede hans udseende.

Jeg hadede hans attitude.

Jeg hadede alt ved ham, og mere til. Han gjorde mig bange på en mærkelig måde, og det var ikke godt. Jeg skulle være selvsikker, og ikke lade andre gå mig på. Sådan var jeg, og sådan skulle jeg blive ved med at være. 

Hans irriterende grin afbrød min indre vrøvlemonolog og fik mig til at kigge på ham. Samme tid vendte han sit hoved mod mig. Endnu et grin slap ud mellem hans læber, inden han lagde den ene hånd for, sikkert for at skjule det. Det gik bare ikke særligt godt, efter min mening.

"Hvad?" røg det ud af mig med en skinger stemme.

"Du ligner en, der lige har set døden i øjnene", svarede han og rystede på hovedet med et smil. 

"Det er sguda klart, når du gør sådan noget!" vrissede jeg af ham, selvom det ikke var meningen. Men det fik mig til at glemme en smule af alle de blandede tanker, som kørte rundt inde i mit hoved lige nu, så det gjorde intet. 

"Gør hvad?" sagde han drillende og en smule spørgende. Enhver kunne nu se, at det bare var endnu en omgang dukketeater. 

"Gør det... der", sagde jeg og viftede med fingeren mod mit ben og hans hånd.

"Og det der er?" din bedstemors sure røv, om jeg må be'. 

Jeg rystede kort på hovedet.

"At du rør ved mig... på den måde. Det skræmmer mig", sagde jeg og lød måske en smule afskyende. 

"Så jeg skræmmer dig?" sagde han stadig med den samme drillende stemme, der gav mig myrekryb og kvalme på samme tid. 

Jeg ignorerede hans spørgsmål og rystede bare en gang på hovedet uden at svare. Det var helt aldeles åndsvagt. Og det ville den her dag også blive. Bare bilturen her syntes at have været alt, alt for lang. Det føltes som om jeg havde siddet her i flere timer, hvilket jeg sikkert også havde gjort. Planen med at sove foreløb heller ikke helt som jeg havde regnet med. Faktisk fik jeg slet ikke sovet, før vi drejede ind på en parkeringsplads foran et kæmpe lejlighedskompleks. Kort efter stoppede motoren, hvilket jeg overvejede lidt at brokke mig over. 

Jeg havde ikke lyst til at stige ud af bilen, og vide at jeg skulle tilbringe en hel dag med den der, fik lysten fuldstændig til at forsvinde.

Jeg kunne ikke lide ham. Det at han nærmest forvandlede mig til en anden og fik en masse frem inden i mig, som ikke skulle have været fremme, stod øverst på listen over, hvorfor jeg skulle hade ham.

Jeg ved ikke. Det virkede måske lidt voldsomt ligefrem at hade ham. Dog var det heller ikke sådan jeg havde det, men sådan jeg ville have det til at være. Jeg havde et godt liv, og det skulle han ikke ødelægge med hans pølsesnak. Det gik altid galt, og han skulle ikke gøre det værre.

Slut prut basta pasta.

Med kødsovs. Mums. 

Jeg ventede lidt i bilen, da han var steget ud, indtil han standsede op, og kiggede over mod mig med et ulæstlig blik. Først der sukkede jeg højlydt og trådte ud af bilen forberedt på det værste. Jeg orkede ikke det her. Og det gjorde mig endnu mere utilfreds at tænke på, at han måske bare trak tiden ud med at fortælle mig det. Eller svare på mine spørgsmål. Det fik vreden til at pumpe rundt inden i mig og blande sig med irritationen, hvorefter at gøre mine skridt en del tungere. 

Jeg gik et stykke bag Harry på vej op til lejligheden og havde nær ikke nået elevatoren, da han var gået derind. Han havde selvfølgelig bare grinet af mig og med det der blik i øjnene. 

Hurtigt nåede vi op på etagen han boede på, hvor vi traskede hen for enden af en lang gang. Alt for lang efter min mening. 

Hans blik lå hele tiden på mig som om han observerede hver en bevægelse jeg lavede. Han var mystisk og på en måde virkelig irriterende mystisk. Hans blik var ikke til at læse og det samme var hans ansigtsudtryk. Jeg følte han så lige igennem mig, hvilket ikke gjorde mig speciel tryg. 

Den hvide dør vi nu stod foran måtte være hans. Ellers ville det være lidt mærkeligt at stå her. Desuden hang der et stort skilt klistret fast med navnene #Harry Styles & Louis Tomlinson# 

Åbenbart boede han sammen med en eller anden. Sikkert en fra bandet, hvilket jeg havde hørt lidt om. 

Han bankede hurtigt på døren, så det sikkert gav genlyd i hele opgangen. Han kiggede kort over på mig, før der lød tunge fodskridt på den anden side af døren og den blev revet op. 

En dreng med rodet brunt hår og kun iført boxershorts kom frem i døren. Jeg følte mig pludselig ikke mærkelig selv mere efter mit optog i morges. Det var åbenbart blevet et trend det der med at åbne døren halv nøgen. Jeg håber bestemt ikke det udvikler sig, for så tager jeg aldrig nogensinde på besøg hos folk mere. Eller åbner for pizzamanden. Puha.

Han så ikke rigtigt ud til at tage sig af det, da han bare trådte til siden, gabte kort og lod os komme ind. 

Harry sprang hurtigt i favnen på ham som en lille baby og slikkede ham på kinden som en hundehvalp. De grinede begge to højt, hvilket bare fik den hovedpine, der havde sneet sig ind på mig, til at blive værre. 

Hvis de var en sten, ville det være så meget bedre!

-----------------------------------------------------------------------Yoooo gnomies! 

Hvad tror i der sker nu, og tror i virkelig hun kan holde sit løfte? Eller tager det hele en helt ny drejning?

I må meget gerne like, kommentere eller sætte som favorit. Det vil betyde rigtig meget for mig:-p.

xoxo'

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...