~Take a chance{1D}

Evelyn er en pige, der for det meste er glad. Bortset fra, når folk ikke respektere hende og vil bestemme over hende. Hun arbejder på en tankstation midt i ingentinget, hvor der ikke rigtigt sker noget. Eller det plejer der ikke at gøre. En dreng med grønne øjne og krøllet hår ændrer det hele og det er nu op til hende om hun skal være sur, eller glad. Første indtryk er ikke altid godt, men hvad med det næste? Og hvad sker der, når hans venner kommer i vejen? Bliver det hele ved med at køre på skinner eller vælger det og tage en anden drejning? #I denne movella kan der forekomme stødende ord og scener, så det er derfor på eget ansvar at læse det#

7Likes
8Kommentarer
1021Visninger
AA

1. Hey, I just met you

 

Hey, I just met you

 

Mine øjne klappede hurtigt op og ned. Op til flere gange havde jeg taget mig selv i at halv sove op af disken. Luften var kold herinde, men kun på grund af den helikopter drejende ting, der sad klistret fast i loftet og som de åbenbart protesterede mod, at vi skulle have herinde. Det eneste jeg havde lyst til var at finde den nærmeste sav og begynde at save vildt i den, eller noget. I hvert fald skulle den bare væk. Hårene på mine arme begyndte at rejse sig.

Vinterjakker var det eneste, der hjalp imod det. Massere af vinterjakker.

Flere lag, hvilket jeg ikke gad og stå og pakke mig i, fordi man hverken kunne gå frem og tilbage i dem. Man var nærmest fanget i en lille bold. Seriøst, det føltes ligesom i tegnefilm, når der er sne og folk ruller ned af en bakke, og lige pludselig så er de bare en stor snebold. Det siger lidt sig selv. Det er ikke rart. Selvom jeg altid gerne har ville prøve at være en omvandrende snebold. Men tilbage igen.

Jeg var den eneste, som var kommet. Alle de andre havde ikke tid idag, så det ville sige at jeg skulle blive her sådan cirka... hele dagen. Sikke noget tis.

Lige nu var alt stille. Virkelig stille. Det var nærmest skræmmende. Én mand havde været her, men kun for at spørge om vej til den nærmeste McDonald. Det viste sig, at han var græsk, hvilket der ikke kom noget godt ud af. Mit græsk er lidt rusten, så da jeg prøvede at forklare ham, at jeg ikke anede, hvor der lå en McDonald  flippede han fuldstændig. Faktisk kan jeg slet ikke græsk, så det var nok en af grundene. Er der overhovedet noget der hedder græsk? Jeg burde google det.

Butikken var øde. Alt, hvad der skulle laves var gjort. Sat vare på hylder, gjort rent og gjort op i kassen, selvom det ikke var nødvendigt, da der aldrig rigtigt kom nogen.

Dovent lod jeg mit hoved falde ned mod disken med enden lige i vejret. Men jeg var ligeglad. Jeg var træt og nu skulle der bare soves. Det med at feste dagen før man skal på arbejde er måske en dårlig idé. Det lærte jeg så. Tømmermændene sad stadig i mig og var ved at æde mig op indefra. Min hovedpine var forfærdelig og jeg havde en stor trang til at kaste op lige nu. Desuden stod der en skraldespand for fødderne af mig, så det var rimelig fristende at stikke hovedet i den, kaste indvolde op, hvorefter at løbe sin vej. 

Jeg lukkede øjnene, idet klokken over døren begyndte at dingle og ringe for livet løst.

Ikke nu. Gå din vej. Jeg gider dig ikke.

Jeg sukkede højlydt og rejste mig så med besvær op, da det var lidt akavet at stå og sove på disken. Kun noget jeg gjorde, når andre folk ikke var til stede. Drengen, der kom ind af døren lagde vidst mærke til det, for med det samme kiggede han over mod mig. Han slog sig selv i panden og gav en mærkelig lyd fra sig, kørte en hånd igennem håret og traskede hen mod mig. Hans øjne borede sig ind i mine tydeligvis ude på at hypnotisere mig ind i en trance, hvis man overhovedet kan det. De var utrolig grønne og lyste op i de svagt lysende lampers skær. Ud fra det ansigtsudtryk han havde sat op, var der noget galt. Måske han skulle vises vej til McDonald? I hvert fald var hans krøllede hår passende til en McDonaldskasket. Jeg rystede tankerne af mig, da han stillede sig foran mig og lænede sig op af disken. Hurtigt blinkede jeg med øjnene og prøvede at se en smule mere vågen ud.

"Er der noget jeg kan hjælpe med?", spurgte jeg og prøvede at fremstille et smil på mit trætte ansigt, som bare blev til en grim grimasse. 

"Find en telefon, så du sød, okay?" Hans stemme var hæs og en smule sød, hvis man så borte fra det ligeglade og det følsesløse, der lå i den. Jeg ville sikkert have fundet den charmerende, hvis jeg ikke var så træt som jeg var. Og hvis jeg ikke lagde mærke til det ligeglade. Eller det følelsesløse. Eller måske. Nej, det var umuligt. 

"Undskyld mig?" Mit ene øjenbryn røg automatisk i vejret, hvilket fik ham til at knibe øjnene sammen.

"Hvad undskylder du for? Prøv at hør her. Jeg har travlt, så hvis du vil være så venelig at finde den telefon, så ville jeg ville jeg blive meget glad" haha, godt du selv tror på det,var min første tanke. Den måde han sagde det på, fik mig til at lyde som en, der skulle have skåret tingene ud i pap. Og det synes jeg overhovedet ikke om. Hans stemme var hård, ligeglad og der lå intet spor af venlighed deri, så det der med glad... Det tror jeg så ikke lige. Jeg sukkede endnu en gang. Jeg havde lovet at være venlige mod kunderne lige meget, hvad de gjorde, da jeg valgte dette arbejde. En tankstation midt ude i ingentinget. Her kom tit de mærkeligste mennesker, hvilket ikke gjorde det ret let at være glad og imødekommende, når de kom ind. Der var virkelig mange, der fik mig til at koge over. Foreksempel sådan nogle som ham her. I sådan en situation her er det træls at være en af de personer, der holder, hvad de lover. 

"Hvad skal du bruge den til?", sagde jeg efter en lang og stille pause. 

"Ringe"

"Haha, hvor er du sjov. Er det nu jeg skal grine?"

"Seriøst, giv mig nu bare den telefon" Han virkede på randen til at opgive og gå sin vej, hvilket jeg bare frydede over. Jeg var ikke i humør til at diskutere lige nu, så det ville være bedst for ham selv, hvis han bare gik. Morgenmenneske var ikke lige mig. Tværtimod. 

"Seriøst, hvad skal du bruge den til" Jeg prøvede at efterligne hans kolde stemme og der var noget, der sagde mig, at han var van til, at folk ikke sagde ham imod, at han fik, hvad han ville have. Men sådan var jeg ikke. Jeg var stædig og jeg gav ikke op bare fordi han var lidt kold i røven og troede han kunne kommandere med mig. 

"Min bil er brudt sammen, og jeg skal ringe efter en, der kan hente mig. Er der andet du vil vide? Min livshistorie?" sagde han spidst.

"Nej tak. Jeg er træt nok i forvejen" Jeg vendte mig om, greb efter telefonen og kastede den hen til ham og regnede bare med han greb den. Jeg overvejede at sigte efter hans hoved og lade som om det var et uheld, men det ville nok se lidt indlysende ud, at det ikke var. Pokkers. Han skulede til mig. Hurtigt tastede han et nummer ind og trykkede på den grønne knap. Med små skridt forsvandt han om bag nogle hylder og reoler bag i butikken og det var kun svagt hans stemme kunne høres fra, hvor jeg stod. Jeg nød tiden alene. Eller ikke helt alene, men næsten da. Man kunne ikke se ham og det føltes godt. Selvom han kun havde stået foran mig i nogle få minutter følte jeg at jeg nu kunne trække vejret igen. At jeg kunne lukke luft ud uden alt det negative indblandet, som jeg havde haft i mig, da han stod foran mig. Hans luft jeg indåndede og synet af ham gav mig kvalme. Jeg hadede typer som ham, der troede de kunne kommandere med folk og at de var så meget bedre end andre, hvilket de slet ikke var. Jeg var lige ved at finde et smil frem, men det forsvandt hurtigt, da han kom hen imod mig igen. Som jeg havde gjort ved ham, kastede han telefonen hen til mig. Overraskende nok greb jeg den, selvom jeg var en boldspasser. Men det her var jo en telefon, så det talte vel ikke?

"Selv tak", sagde jeg og smilede, hvilket bare var falsk. Han gengældte det og traskede så hen til hylden, hvor han kom fra, igen. Hans øjne gled langsomt hen over hylden med ugeblade og hans øjne blev pludselig store. Jeg rynkede øjenbrynet. Jeg stod et stykke tid bare og iagttog hans små bevægelser. Meget lavede han ikke, men det var nok til at kunne underholde mig. Han var så dum at se på. Men alligevel ikke. Pludselig greb han ud efter blade og lod sine øjne køre som en flok fluer hen over forsiden. Han klaskede en hånd mod ansigtet og sukkede så dybt. Hvad havde han lige gang i?

Han fornemmede vidst at jeg kiggede på ham, for han vendte sit hoved over mod mig med en rynke i panden. Hurtigt kiggede jeg væk. Han skulle ikke nyde noget af at tro, at jeg rent faktisk synes om hans måde at være på eller se ud. Langt fra. Selvom han nu så okay godt ud. Så godt ud? Hvad tænker jeg dog på. Han så mere end godt ud. Faktisk var hans små krøller ret søde. Men det skulle helst blive inde i mig. Så Evelyn, hold din mund med alt det der. Og forresten, så tror jeg, at jeg er ved at blive syg. 

Jeg kunne mærke varmen stige til hovedet og kiggede derfor bare ned i gulvet igen, for at skjule mine tomatrøde kinder. Hvorfor rødmede jeg? Jeg hadede ham. Godt nok havde han kun været her i kort tid, men ud fra hans opførsel indtil videre, var han ikke lige prinsesse over gladhed, hvis man kan sige det sådan. Selvom jeg godt gad at se det. Ham der rendte rundt i en lille, lyserød kjole og sang små børnesange. Det kunne jeg vænne mig til. Men en ting var. Jeg skulle ikke rødme! Det måtte bare ikke ske igen. Nu var det foralvor erklæret, at jeg var syg. 

En lille biplyd kom ovre fra ham og hurtigt hev han sin mobil op af lommen. Et smil bredte sig i hans ansigt, hvilket jeg troede var umuligt. Lige siden han kom havde han haft en hård facade sat op. Men lige nu stod han bare og smilede ud mod en bil, der holde udenfor døren. Jeg kunne skimte noget sort hår igennem de tonede ruder, men ikke andet.

Han kastede bladet fra sig, lavede et akavet vink med hånden og styrtede så ud af døren som om, han ikke ville have noget med mig at  gøre mere. Jeg ville sådan set heller ikke have noget med ham at gøre igen, så det rørte mig ikke en skid.

Da bilen var kørt faldt mit blik på den hylde, han havde stået ved. Hvad var det, der gik ham sådan på nerverne? Jeg kiggede mig omkring som om, der kunne komme en og angribe mig, hvornår det skulle være. Jeg listede over til hylden og kiggede forvirret rundt på de mange blade, der stod på hylden. Men et blad, ramte mine øjne med et brag. Jeg tog det op og studerede det. På forsiden stod en dreng med hånden om en pige, der smilede over hele ansigtet. Heldige hende. Drengens øjne var grønne, meget grønne og hans brune, krøllede hår lå godt om hans ansigt. Det gik langsomt op for mig, hvem jeg havde stået overfor for to minutter siden og en knude satte sig fast i min mave.

Det var Harry Styles.

 

-------------------------------------------------------------------------------------------

Ja, så er den igang:-p' Afsnittet blev lidt langt, men hvis jeg forkortede det, fik jeg ikke hele starten med og hvordan hun tog det og sådan. 

Men hvis i kan lide den må i meget gerne like^^' I må også gerne smide en kommentar om, hvad i synes om den, eller hvad jeg kan gøre bedre:-)'

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...