You Again? - One Direction.

Tilfældigvis ramler den 18-årige journalist, Leanne Ford, ind i selveste Harry Styles på gaden en dag. Efter dette uheldige møde, er Leanne ikke spor begejstret for, at skulle interviewe hele bandet to dage efter, hvor det så forklarer, hvorfor Harry havde set så bekendt ud. Hun kommer til at kende mere til One Direction og Harry, end hun nogensinde har ønsket. Men hvor går grænsen - og skal man stoppe, mens legen er god? Eller findes der ingen grænser, når man er sammen med Harry Styles? OBS - der kan forekomme seksuelle scener og anstødende sprog.

44Likes
67Kommentarer
4076Visninger
AA

4. Kapitel 3.

”Du skal nok klare det.” Jason klappede mig blidt på skulderen.

Ja, jeg brugte det, at jeg var skide nervøs for mit interview, så jeg kunne komme i kontakt med den lækre fyr i min bygning.

Som hedder Jason, åbenbart.

”Ja, jeg ved godt,” sukkede jeg dramatisk, som om det var så hårdt. Hihihihi. ”Jeg tror et kram ville hjælpe.”

Eller noget andet.

Men hvis jeg sagde det højt, ville det bare skræmme ham væk.

Og det ville være lidt øv.

Et par sekunder efter smilede Jason, før han trak mig ind til ham.

Kunne ikke lade være med at stirre på hans nummi.

Ville det være underligt, hvis jeg tog på den? Ville det?

Godt så.

Selvom jeg havde virkelig meget lyst.

Åh, så lad gå, bare ét enkelt klap...

Jeg skulle lige til at lade mine hænder glide længere ned ad hans ryg, før han trak sig ud af krammet, smilede og låste min dør, før han forsvandt ud af hoveddøren.

God damn it.

Det var så tæt på.

Men på den anden side; hvem bryder sig om, at folk man næsten lige har mødt rører ved ens bagparti?

…. Han måtte da gerne røre ved min nummi.

Det er kun fair, hvis jeg så også må røre hans.

Nå, lige meget. Too late. Øv.

Jeg sukkede selv, før jeg trådte ud af bygningen og skulle til at praje en taxa, så jeg kunne komme på arbejde til tiden.

Og interviewe fire lækkerbiskener og en kæmpe, stor, fed og grim idiot.

Okay, han var ikke grim.

Men det krydrede lige lidt på fornærmelsen!

Ganske sandt havde jeg i går knoklet røven ud af bukserne, for at få dette interview klar. Nu måtte det bare være det værd. Jeg kunne jo altid være mega ond, og undlade Harry hele tiden. Hihihihi.

Eller... nej. Så bliver jeg nok bare fyret.

Ikke flere penge til tøj.

Og så skulle jeg flytte ud af min lejlighed, hvor der i samme bygning bor en ret lækker fyr. Aldrig i livet.

Så hellere lide med den kaffespildende-idiot.

 

* * *

 

”Wauw, du er da slet ikke dullet op...” Amanda sad på mit skrivebord, hvor hun gav mig elevator-blikket.

”Det er jeg da nødt til at være. Det kan jo være, at hvis jeg ser godt nok ud, så adopterer de mig og gør mig rig.” Mit outfit bestod jo kun af en rød og mere tætsiddende kjole, som gik til lige over knæene, en høj hestehale, og et par sorte sko med en lille smule hæl.

Hvorfor ikke gøre mig lidt højere, når jeg havde muligheden?

Så kunne jeg bedre nedstirre....... Harry.

Sagde jeg lige hans rigtige navn?

Ad, ad, ad!

”Søde, vær glad for, at de ikke får øje på mig først, for så havde du ikke en chanc-... FOR FANDEN!”

Ja, jeg skubbede hende ned fra bordet.

Iskolde ko, mand.

Ej, jeg elsker Mandy. Men nogle gange er hun en ko.

Lidt skubberi sætter jo kun farve på tilværelsen!

”Jeg hader dig. Knæk og bræk. Bogstavelig talt.” Hun ømmede sig.

”Mhh, jeg elsker også dig. Se det på den lyse side – hvis de endelig adopterer mig, så skal jeg nok give frokost i fremtiden. Men nu er jeg nødt til at gå. Farvel, skatter.” Jeg sendte et luftkys i hendes retning, før jeg efterlod hende mopset på min skrivebord.

Og sådan håndterer man en ko, som man elsker.

Hæhæ.

 

* * *

 

Så ti minutter senere stod jeg dovent op ad væggen, hvor jeg blev ved med at spejde efter de fem drenge.

Skulle superstjerner altid komme for sent?

Divaer. Pff.

De var sikkert i gang med at sætte deres perfekte hår.

…. og lægge deres perfekte make-up.

Fornemmer jeg homoseksualitet?

…. Nej, vel?

Næppe nåede jeg at tænke tanken til ende, før nogen rundede gangens hjørne, og var på vej hen imod mig.

Åh gud.

Åh gud. Åh gud.

De var virkelig som sendt fra himlen.

Som fem sexede Adonis'er med englevinger og mikrofoner i hånden.

…. Okay, ja, jeg trækker den ud.

De var da okay.

Det var først nu, at jeg lagde mærke til deres vagt.

Ååååh. Som hvis jeg valgte at bortføre dem.

Selvom jeg foretrækker ”en overraskende adoption”.

Hæhæ.

Efter at have gået i slowmotion hen til mig, nåede de endelig frem. Highfive til mig for at spille cool. Woop woop.

”Hey, jeg er Liam!”

Som den første sagde. Jeg spillede cool og så væk, hæh.

Just kidding. Selvfølgelig gav jeg ham hånden og svarede ”Leanne.”

Han havde et fast håndtryk, smilede til mig, før han trådte lidt væk igen.

Han var jo alt for venlig.

Følte mig som en ko, fordi jeg ikke kyssede hans fødder.

…..... Jeg er weird.

”Niall,” igen blev der udvekslet håndtryk, et svagt smil, før jeg hilste på Zayn og Louis, og til sidst var der kun krøltoppen tilbage.

For første gang tillod jeg mig at kaste et blik på Harry, og jeg kunne fornemme genkendelsen i hans øjne. Han så forvirret ud. Jeg havde lyst til at le. ”Harry,” sagde jeg så bare, som om det var fuldkommen ligegyldigt, at vi havde mødtes før, blablabla, før jeg rakte hånden ud til ham, for at se, om han ville tage den.

Krøltoppen var jo fatsvag og langsom.

”Leanne,” hilste han så få øjeblikke efter, og tog fat om min hånd.

… Stærke hænder.

Store hænder.

Jeg kiggede et øjeblik ned på hans fødder.

... Store fødder.

Store hænder og fødder...

Så det betyder vel...

Åh gud. Og nej, jeg beherskede mig, og kiggede ikke ned til hans...

You know.

For det ville være...

You know.

Åh gud, jeg forvirrer mig selv.

Det gik op for mig, at vi stadig holdte om hinandens hænder, så jeg slap hurtigt hans, før jeg bevægede mig få centimeter hen mod de andre. ”Er I klar?” spurgte jeg med et let smil, mens jeg morede mig over Harrys stirren og rynkede bryn.

Du smigrer, Harry.

… Tror jeg da. Gør han ikke?

”Ja, vi er,” sagde Louis glad, før han mumlede noget til deres vagt.

Hallo, så farlig var jeg jo heller ikke?!

Eller jo. Slår min veninde ned. Ville slå Harry ned.

Måske burde vagten følge med ind i lokalet.

”Godt, så er vi klar. Følg med mig,” sagde jeg igen med mit lette smil – som de var utrolig heldige for at få – før jeg begyndte at bevæge mig ind i lokalet med dem.

Så er det nu, at helvede går løs.

 

* * *

 

”Gud gjorde jeg ej!” Louis var helt tæt på Liams ansigt, før han overdrevet pegede på ham. ”Det her er ikke ovre, min fine ven.” Så bevægede han sig igen væk fra ham.

Stakkels dreng.

Ja, jeg står bare og iagttager de to diskutere, hæhæ.

Det var jo ikke min skyld, at de begyndte midt i interviewet.

Som havde gået overraskende godt. Jeg havde været viiiildt professionel – jeg havde slet ikke prøvet på at bortføre dem!

Sig mig, hvor mange journalister kan beherske sig meget?

Ikke mange.

Men drengene havde været sjove, kvikke, alt det der. Perfektion, blev det også kaldt. Selv Harry kunne jeg lide en smule bedre med hans hæse og dybe stemme. Sexy beast.

… Jeg joker, okay? Men han var okay.

Selvom jeg aldrig vil tilgive ham for kaffe-episoden.

Jeg betragtede Zayn, Liam og Louis gå væk, hvor det mest så ud som om, at Louis snart ville bitchslappe Liam.

Uuuh, bitchfight.

Jeg henter mine popcorn!

”Så...” Endnu engang lød en hæs stemme bag mig, hvor jeg så vendte mig om, for at stå til ansigt med Harry Styles.

De fleste ville dø eller skrige nu.

Men jeg var bare irriteret.

Han havde ødelagt min superman-trøje.

”Jeg håber ikke, at det har en negativ effekt på artiklen, at jeg spildte kaffe udover dig.”

”Åh jo, tro mig, det har det. Jeg ville beskrive jer som en flok opreklamerede narrøve, som kun sad og talte jeres millioner af penge under interviewet.”

Ja, jeg kunne være ironisk og flabet. Skulderklap til mig.

”Det var en joke,” tilføjede jeg så få sekunder efter.

Jeg er ikke god til at opretholde det ironiske. Tud.

”Det ved jeg godt,” sagde han så med et grin. ”Men jeg tænkte på, om jeg ikke kunne gøre det godt igen? Overhovedet?”

”Du ødelagde mit tøj, hallo. Det tager lang tid før sårene heler.”

Før jeg havde talt mine ord til ende, ringede hans telefon, før han irriteret fiskede den op ad lommen og ignorerede opkaldet. Var den dreng stadig blondinedum?

Tro det eller ej, Harry, men når nogen ringer til dig, så er det meningen, at man skal tage den og svare!

Eller er jeg bare blevet holdt for nar hele mit liv?

”Skulle du ikke tage den?” Jeg nikkede med hovedet mod hans iPhone.

”Nej, det var bare mere arbejde... ikke af det vigtige, selvfølgelig,” tilføjede han, da han så mine løftede øjenbryn. ”Så ville jeg have taget den.”

”Ja, det håber jeg så sandelig. For ellers er du godt nok dum.”

Han grinede kort af min bemærkning, før de andre drenge igen sluttede sig til os, og Niall vendte tilbage fra den opringning, han lige havde fået.

”Tak for et godt interview, drenge. Artiklen er ude i næste måned,” sagde jeg så igen, total professionel. Niall, Liam, Zayn og Louis krammede mig kort, sagde hurtigt farvel, før de trak sig lidt væk. Ligesom da Harry skulle til at sige farvel til mig med et ultrahurtigt kram, trådte jeg væk fra ham. Jeg havde allerede været så barmhjertig, at tale med ham. Så behøvede han vel heller ikke et kram, vel?

Nej, jeg tilgiver ham ikke.

Stodder. Nej, undskyld, Harry. Det andet var en vane.

”Så, du tilgiver mig nok aldrig,” sagde han, før han snøftede overdrevet og falsk, som om det ødelagde hans liv.

Det burde det. Stodder.

Jeg skulle lige til at sige nej, før jeg et øjeblik overvejede mine muligheder. ”Måske,” sagde jeg langsomt. Han rettede igen blikket på mig, før han lavede et vildt overrasket ansigt.

Stop, eller jeg tager det i mig igen.

Du burde løbe skrigende rundt i cirkler.

Jeg tog fat i min taske og frakke, før jeg med et flabet smil sagde: ”Jeg har fri nu og har intet spist hele dagen, så du kan byde mig på frokost.”

Oh yeah. Og den har bare med at være god, hæhæ.

Han smilede bare igen med et blink i øjet, før han bevægede sig hen mod de andre drenge. ”Hvis I vil have mig undskyldt, så skylder jeg en person frokost. Hils Eleanor, Louis.” Mere hørte jeg ikke, før jeg langsomt begyndte at gå.

Så kunne han jo indhente mig.

Krøltoppen har bare med at være glad nu. Grr.

____________________________________________________________________

 

Det endte vist anderledes, end Leanne havde håbet på. Gad vide hvad der så sker? :-D

Tak hvis I læser og liker! Det betyder meget. Hvis I kan lide historien, så del den endelig.

Jeg vil bare lige sige til sidst, at jeg i de næste dage er i Skagen, og derfor nok ikke får lagt noget ud. Men jeg skriver deroppe, så I kan bare vente jer! xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...