You Again? - One Direction.

Tilfældigvis ramler den 18-årige journalist, Leanne Ford, ind i selveste Harry Styles på gaden en dag. Efter dette uheldige møde, er Leanne ikke spor begejstret for, at skulle interviewe hele bandet to dage efter, hvor det så forklarer, hvorfor Harry havde set så bekendt ud. Hun kommer til at kende mere til One Direction og Harry, end hun nogensinde har ønsket. Men hvor går grænsen - og skal man stoppe, mens legen er god? Eller findes der ingen grænser, når man er sammen med Harry Styles? OBS - der kan forekomme seksuelle scener og anstødende sprog.

44Likes
67Kommentarer
4076Visninger
AA

3. Kapitel 2.

”Ikke de jeans. Ikke de jeans. Ikke – de – jeans.”

Amanda kiggede forfærdet på mine før grå – nu med brune pletter – jeans, som var ved at dø.

Hvis man tænkte over det, så lignede de brune pletter noget andet.

Hihihihihi.

Ej, ad. Jeg har lige frastødt mig selv.

”Ved det... uhyre...” Hun så ud som om, at hun var på nippet til at græde. ”... hvad de kostede? Så er det nok. Af med dem. Nu. Lige nu, Lea.”

Og det var sådan, at jeg endte med at løbe bukseløs rundt i min venindes lejlighed, hvor bygningen overfor kunne se mig hver gang, jeg passerede et vindue.

Jeg som troede, at bikinisæsonen var slut.

Nu flasher jeg åbenbart ben og baller igen.

Burde ikke være så godtroende og tro, at jeg kunne spise uendelig mange mængder kage indtil næste sommer.

Så – en smule modvilligt – dansede jeg ud af mine bukser, gav dem til Mandy, som hvinende forsvandt ud af rummet.

Seriøst, den pige gik mere op i tøj end mig.

Godt det ikke stod til hende, hvorvidt jeg eller mine jeans skulle dø først.

For så ville jeg være i fare.

Av. Den sad.

”Men helt ærligt, hvem var den fyr, der spildte kaffe udover dig?” Se, nu går hun op i, hvad der skete med mig.

Nej, teknisk set spurgte hun ind til fyren.

Nu føler jeg mig jo elsket. Not.

”Altså, jeg ville gætte på, at han var yderst uintelligent, siden han gik med solbriller på en gråvejrsdag. Men ellers havde han krøller og grønne øjner, højere end mig..” Selvfølgelig var han det. Hvem var ikke?

”Mhhhm, ku' godt...”

Pff. Typisk Amanda. Går op i tøj, fyre og hendes behov.

Jeg står ret langt nede på listen.

Måske burde jeg finde en mursten og banke hende, indtil hun rykkede mig op?

I know.

Jeg er mega sød.

”Ved nærmere eftertanke, så ku' jeg ikke. Spilder man kaffe udover sådan nogle jeans, er det et for evigt no-go. Det nærmer sig det kriminelle.” Hun kom ind igen med bukserne, lagde dem på bordet, satte blomster ved siden af dem og tændte stearinlys omkring dem.

Åh... hvad er jeg gået glip af?

Var det normalt?

I så fald... jeg vil ikke leve på den her planet mere.

”Hvad laver du?” spurgte jeg forvirret, før jeg tvang min nummi op fra sofaen, og kiggede med over hendes skulder.

”Arrangerer en begravelse. Dine bukser døde. Jeg beklager.”

… Det giver jo mening.

 

* * *

 

Cirka lidt i elleve sneg jeg mig ud fra Amadas lejlighed iført en af hendes lange frakker. Bukserne var fuldstændig ødelagte – kvindemennesket havde gjort dem brandfarlige med de kemikalier, hun havde hældt på dem.

Jeg tager ingen chancer.

Hvem har lige lyst til at dø, fordi man havde brandfarlige bukser på, på en forkert dag?

Ikke mig, i hvert fald.

Men jeg skyder skylden på den krøllede nar. Hvis det ikke havde været for ham, behøvede jeg ikke at snige mig rundt bukseløs sent på aftenen. Og det er fristende for visse typer mænd. Jeg sagsøger ham, ja, jeg gør.

Yderligere få minutter gik, før jeg fik vrikket mig ind i en taxa, fortalt ham min adresse og var på vej hjem.

Som sagt, jeg tager ingen chancer!

Det er universets lov, at der ikke må ske noget med seje mennesker.

Det er jeg sikker på.

… Og forhåbentlig, er jeg ét af de seje mennesker.

Men man kunne jo aldrig vide, så nu ville jeg bruge taxa-udvejen!

Bukseløs på bagsædet af en taxa.

Kan det misforstås?

… Ja.

Men jeg har mere ondt af personerne, der skal sidde her bagefter mig.

Hihihhihi.

 

* * *

 

”Skal jeg hjælpe?” Klokken var allerede lidt i otte næste morgen, men fordi jeg altid fumlede med mine nøgler, tog det et årti at låse døren.

Og ja, nu spørger de andre beboere endda, om de skal hjælpe.

En dag begynder de sikkert bare at låse døren for mig, uden at spørge eller noget. For ja... så ynkelig er jeg.

Jeg nikkede opgivende, før en hånd overtog og greb fat i mine nøgler for at låse døren. Mhh, den hånd måtte tilhøre en lækker fyr...

Hvilket den gjorde. En høj fyr med brunt og fladt hår, med den lækreste mave.

Hvordan vidste jeg det sidste?

Jeg kunne bare fornemme det. Der er en gave.

Kun få sekunder efter havde mester lækkermås låst min dør, og jeg fik mumlet tak, før han forsvandt ud af hoveddøren.

Han havde en god røv.

Det behøvede jeg ikke, at gætte mig til.

Den lækkerbisken skulle jeg nok holde øje med i fremtiden,

Lige før jeg selv smuttede ud af døren, rettede jeg hurtigt på min kedelige og hvide skjorte og min knold – jeg ville ikke risikere, at mere af mit yndlingstøj døde.

Den sorg kunne jeg ikke leve med resten af mit liv.

Det ville være for hårdt. Desuden, så kunne jeg aldrig vide, om jeg mødte flere krøllede og blinde mennesker, som spilder kaffe udover mig.

Han burde passe på, hvis han mødte mig i en mørk gyde om aftenen.

Eller ikke.

Kan nok ikke forklare i retten, hvorfor jeg blev ved med at slå ham ned. Så den plan dropper vi.

Men der findes jo altid en plan B. Hæhæhæ.

 

* * *

 

Et kvarter senere – som også er et kvarter for sent – ankom jeg på mit arbejde, skyndte mig igennem mængden, og fandt frem til mit skrivebord.

Fandt og fandt.

Mere ”modvilligt traskede hen i mod”.

Ja, det passede meget bedre.

Jeg skulle lige til at sætte mig ned, før jeg fandt en klam, lille gul seddel med sirlig skrift på mit bord.

Min chefs håndskrift.

DUMM DUMM DUMMMMM.

Ej, sorry! Kunne ikke lade være.

Mit kontor, så snart du er ankommet. - Robin

Fuuuuck. I'm fucked.

Var det fordi, at jeg tog hendes donut her forleden?

”Bank bank,” hviskede jeg fra døråbningen, mens jeg betragtede min chef – Robin – sidde og gå igennem nogle papirer. Hun vinkede mig ind.

Rooobiiiiin.

Like Robin Hood, ikke?

Jeg kan heller ikke tage det seriøst!

”Så, du ville snakke med mig om noget?” prøvede jeg tøvende, da jeg satte mig ned i stolen overfor hende, med armene over kors, klar til at benægte donut-episoden.

”Ja, det ville jeg. Jeg har en opgave til dig.” Hun kiggede nu op på mig.

Pyyyyyyyha.

Donut-episoden er glemt. Så kan jeg være mere rolig.

”Jeg vil bede dig om, at smide alt hvad du har i hænderne, for det er en vigtig opgave. Du skal interviewe nogle helt specielle mennesker.”

HVAD?!

Omg, sig, at det er nogle lækre og kendte mennesker!

Så vil jeg elske dig, Robin. På trods af dit navn og det.

”Du har vel hørt om boybandet One Direction, som har taget verden med storm? Nu er det vores tur, til at have noget om dem. Du får én time med dem i morgen og skal have interviewet klar indtil da.”

One Direction?

Gud, ja! Ku' dem godt.

Jeg elsker dig, Robin.

”Den er jeg med på..” nåede jeg lige at sige, før hun drejede sin computerskærm hen imod mig, som afslørede et billede af dem. Og ja, jeg havde ret, de var ret lækre. Ku' virkelig godt. Efter at have studeret de fire første virkelig nøje, gled mit blik hen til den sidste, og jeg blev mundlam.

Vent...

Krøller og grønne øjne.

Var det...

Nej.

Kaffe-stodderen.

Så var det derfra, han virkede bekendt.

Fuck my life.

Jeg skulle interviewe krølle-fyren, som jeg havde svoret, at jeg ville undgå resten af mit liv.

Nej. Bare nej.

”Godt, så kan du gå i gang med det samme.” Robin rev mig ud af mine tanker, så jeg nikkede bare, rejste mig op, og forsvandt ud af døren og hen mod mit skrivebord.

Så... Harry. Og de andre. I morgen. Interview. Stram deadline.

Min dag var ikke specielt spændende efter dét.

 

__________________________________________________________________

Stakkels Leanne, hah. Las os håbe, at hun overlever.

 

Hvis I kan lide movellaen, så husk at dele og like! Hæhæ. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...