You Again? - One Direction.

Tilfældigvis ramler den 18-årige journalist, Leanne Ford, ind i selveste Harry Styles på gaden en dag. Efter dette uheldige møde, er Leanne ikke spor begejstret for, at skulle interviewe hele bandet to dage efter, hvor det så forklarer, hvorfor Harry havde set så bekendt ud. Hun kommer til at kende mere til One Direction og Harry, end hun nogensinde har ønsket. Men hvor går grænsen - og skal man stoppe, mens legen er god? Eller findes der ingen grænser, når man er sammen med Harry Styles? OBS - der kan forekomme seksuelle scener og anstødende sprog.

44Likes
67Kommentarer
4094Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Med min iPod i hånden, musikken på fuld skrue, slentrede jeg ned igennem Londons gader. Det var en helt normal tirsdag – en grå tirsdag, hvor Londonerne gik rundt i små grupper for at drikke kaffe, gå på arbejde eller bare shoppe. Som sædvanligt gik jeg rundt og nynnede med på den sang, jeg hørte – uanset hvor forfærdeligt det lød.

Hvilket det nok gjorde.

Jeg er jo ingen x-factor stjerne, vel?

…. Endnu.

Jeg kunne jo altid stille op, og blive en af de der personer, der bliver kendt på at synge sååå forfærdeligt. You know. Ydmyge mig selv.

Folk eeeeeelsker mig.

…. det er i hvert fald, hvad jeg bilder mig ind. Men det er sjældent, at jeg har ret.

Desværre.

Hvor trist det end lød, var jeg på vej hen til mit arbejde, for at hente mine arbejdspapirer, så jeg bagefter kunne væk, og drikke arbejdet væk.

Men jeg var nødt til at lave det jo. For du ved, der er jo noget, der hedder penge, som giver mig mulighed for at købe tøj og make-up – er det ikke vildt?!

Og det er jo ikke, fordi at jeg kan betale min husleje med matador-sedler.

Tro mig, jeg har prøvet.

Var nær blevet smidt ud. Men det er en anden og længere historie.

Midt i musikken og tankerne fik jeg skubbet døren op til den nærmeste Starbucks, og tjekket mit spejlbillede – min sorte hat pyntede ovenpå mit lange, blonde hår. For slet ikke at nævne mine slidte jeans og superman t-shirt – findes der måske federe tøj i verdenen?

…. Ja, det gjorde der.

Men shhh, det siger vi ikke til nogen!

”En Latté, tak.” Jeg smed nogle mønter på bordet, greb fat om det varme bæger, og forlod stedet efter at have smilet til en af medarbejderne.

Sikke sød jeg er i dag.

Smile?

De var nogle heldige kartofler, ja, de var.

Jeg trådte ud på gaden – med Kings of Leon i ørerne – og fik på en eller anden måde ændret min gangart til en spankulerende gang.

Dumme musik.

Får mig til at ligne en gående spasser.

Jeg burde seriøst slukke for den musik, hvis jeg ikke ville ydmyge mig selv yderligere.

Men hey, jeg havde før gået direkte ind i mur, hvorefter jeg faldt, og råbte mange bandeord op mod himlen.

Det var ikke min skyld, at muren valgte at gå ind foran mig.

Men det snakker vi ikke om.

Jeg er meget skræmmende. Jeg vil jage dig med en mursten, hvis du siger noget.

… Selvom jeg dog ville være mere skræmmende, hvis jeg havde muskler i mine overarme. Jeg er nogle gange bekymret for, at mine arme kun består af fedt og kød og blod og celler og sådan noget. Jeg er ikke god til geografi.... vent. Det sagde jeg ikke.

JEG MENTE BIOLOGI.

Det her snakker vi heller aldrig om!

Efter at have passeret utrolig mange mennesker og gader, stod jeg udenfor min destination – mit arbejde. Det gjorde mig trist. Jeg havde en fri dag. Og så skulle jeg hente papirer. Og arbejde. Og bruge hjernen.

Hvorfor blev der forventet så meget af mig?

Jeg ved det ikke.

Jeg fik hevet høretelefonerne ud, skubbet døren op, hilst på de forskellige folk, der var der, snuppet papirerne på mit skrivebord, før jeg næsten løb ud.

Jeg elskede virkelig at arbejde.

Det kan du godt høre, ikke?

 

* * *

 

Yderligere ti minutter senere var jeg ude af bygningen igen, fået proppet høretelefonerne i ørerne igen, og skruet så langt op, at jeg var sikker på, at mine trommehinder snart eksploderede.

Trist. Døv i en alder af atten.

Jeg troede, at ens sanser først begyndte at svigte og hade en, når man blev ældre?

Men jeg var jo ikke ældre.... Nå.

De kan åbenbart ikke lide mig.

Synd for dem. For jeg er ret sej.

Gaden var ikke lige så proppet som før – måske på grund af det grå vejr, der havde indtaget himlen. Ganske trist, egentlig. Jeg var selv på vej over til min veninde, Amanda – og jeg ville absolut ikke ligne en druknet mus, når jeg ankom. Det var et no-go.

Mens jeg slubrede min halvfyldte bæger latté, fik jeg skubbet mig igennem mængden, og fundet en af de mindre gader. Næsten ingen mennesker. Godt. Det var jo næsten til at blive syg af.

Prøv at tænke på, hvis jeg lavede mit stunt igen med muren, foran alle de mennesker på gaden?

Ved nærmere eftertanke, så lad være. Det ville være alt for pinligt.

Jeg tillod mig et øjeblik,at kaste et blik på min iPod, for at skrue ned. Selv det her var for højt til mig. Det ville jo være trist, hvis der lige pludselig kom en mand med en plæneklipper, og var ved at skære mig i stykker, mens folk råbte, at jeg skulle løbe væk – og så at jeg ikke kunne høre det.

Kan lige forestille mig overskrifterne.

”Pige kørt over af plæneklipper”.

Nej, vent.

”Lækker pige kørt over af plæneklipper”.

Meget bedre!

Lige da jeg skulle til at putte min iPod i lommen, stødte jeg ind i noget massivt. Et menneske, formentlig. Heldigvis ikke en mur igen. De gjorde meget mere ondt, efter hvad jeg huskede.

Jeg nåede kun at støde ind i personens brystkasse, før en brændende varm væske løb ned ad mit tøj – og mine papirer.

Mine papirer.

Nej, nej, nej!

Fuck. Stodder.

”Undskyld, undskyld, undskyld!” lød en dyb og hæs stemme, men jeg havde ikke tid til at se op på personen – jeg var for optaget af mit tøj og mine papirer, der nu var dækket af den brune væske – også kaldet kaffe. Vreden skyllede ind over mig.

IKKE MIN SUPERMAN TRØJE! Slut med hemmelige missioner til mig.

Efter at have gispet forskrækket – og piget – kiggede jeg endelig op på personen, der havde forårsaget det. Det var en dreng med det mest krøllede hår, jeg nogensinde havde set. Og så bar han solbriller.

Var han dum, eller hvad?

Vejret var fuldstændig gråt, og han havde solbriller på.

Wauw. Nu er der én, der er mere blondinedum end jeg!

”Mine papirer...” Jeg jamrede. Han prøvede hurtigt at redde dem med en serviet, han havde i hånden. Men det var forgæves. De havde forblødt.

Jeg forventer, at alle er i sorg nu.

Han havde nu taget sine solbriller af, hvor der indenunder gemte sig et par grønne øjne. Han virkede bekendt...

Hm. Jeg gætter på, at stoddere bare lignede hinanden.

Selvom jeg med mine 160 centimeter næppe kunne nedstirre ham, gjorde jeg alligevel et forsøg. Han kiggede bare undskyldende på mig, før han sagde: ”Lad mig betale for skaden.”

”Jeg vil ikke have dine penge.” Jeg fnøs.

Den dumme stodder – nu med røven fuld af penge.

”Så må du bare vide, at jeg er meget ked af det...” Han kiggede bedende på mig. Som om, at hans smilehuller og krøller kunne få mig til at tø op. Nej.

Gad vide, om han overhovedet kunne se for alle de krøller, der dansede foran hans øjne?

Ikke så forvirrende, at han er blind og støder ind i folk.

”Sig mig, kan du overhovedet se med alle de krøller? Eller skal du få skaffet dig et pandebånd eller sådan noget, så du måske kan se, og ikke spilder kaffe udover nogens vigtige ting igen?”

Uuuh. Burn. Highfive til mig selv.

Han smilede dog bare og rystede på hovedet. ”Jeg kan godt se...” mumlede han med blikket rettet mod jorden, før han kiggede igen på mig. Charmerende, huh? Nej.

”Mit navn er Harry, for resten.”

Åh, så stodderen har et navn?

Ja, det er fint, du.

”Godt nok. Jeg skal nok prøve, at undgå dig i fremtiden.” Jeg blinkede flabet til ham, før jeg klappede ham to gange på brystet, og gik videre uden at se tilbage på ham.

Han havde smilet.

Idiot.

Jeg skal nok finde en mursten og slå dig ned.

 

______________________________________________________________________________

Ja, det var så første kapitel! Harry burde anskaffe sig et pandebånd, ja. :-D 

Ved godt, at det er kort, men skal jo lige i gang!

Jeg håber, at I kan lide skrivestilen. Jeg prøver lidt noget nyt.

Nå, men tak fordi I læste med. Hvis du kan lide den, så må du meget gerne dele den og like! Det betyder meget. Giv mig ris eller ros i kommentarerne. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...