Lowclass - one shot

En smuk sang.
Ed Sheeran - The A Team.

28Likes
36Kommentarer
1516Visninger
AA

2. Lowclass

 

Den kolde jord er barsk for hendes fødder, men hun bider tænderne sammen, og holder smerten ud. Kolde vinde tager fat om hende, fryser hende ned, minder hende om hvem hun er, og hvad hun har gang i. Den kærtegner hendes bare skuldre og ben og danser blidt med hendes hår. Kuldegysningerne og de rejsende hår, minder hende om hvad hun er nødt til. En smag på tungen, som hun ikke kan sætte finger på, og en tørst, som ikke vil have vand. En tørst, som så få har, men stadig alt for mange. En tørst som hun lever med, og nok aldrig vil slippe af med.

Det er som om at noget river i hende. Får hende til at rejse sig op fra den kolde bænk, som hun har sovet på, og gå over mod sin lille lejlighed, i den faldefærdige gade. Hendes fødder bliver mishandlet, af alle de ting der ligger på vejene. Glasskårene, som river hendes fødder til blods. Men alligevel lader hun sine ben trampe videre, og kigger stift ud i luften. Hun har ikke noget bestemt i synet, hun kigger ud i ingenting. Folk råber af hende. Hun fokuserer nu på de træer, som rager op af den forfrosne jord, og da hun hører skridt og hadefulde ord bag hende, lader hun blikket køre videre. Et kæmpe boligkompleks springer hende i øjnene. En stor lejlighed, som skriger luksus, flere lejligheder, som skriger: lån penge – køb mig. Det liv, alle vil have. Og jo tættere på hun kommer, jo klarere bliver glasset i bygningerne. Hun må dog sukke, da hun drejer ind af en sidegade, som fører fra det riges kvarter til det fattige. Hun vender sig hurtigt rundt, og mærker en kold vind om hendes ansigt, som hendes hår skaber. Ingen mennesker. Ingen kommentarer.

Hun når sin gade. Sit hjem, som alligevel ikke kan kaldes hjem. For et hjem er vel et sted hvor man er tryg. Hun trasker op af de rådne trapper, og de brækgrønne vægge, føles meget tættere, end de plejer. Hun låser sig ind med sin sølvnøgle, som ikke er slidt, da hun alligevel aldrig bruger den. Hun hader at være indenfor. Det er noget, der ikke kan beskrives. Udenfor er der frisk luft, og ingen larm. Så hun går ind i gangen og lader tæppet, som hun har båret om sig, falde ned på gulvet med et bomb. Larm. Hun lader sine fingre køre rundt på sin blege, og alt for tynde krop. Hun stopper op, da hun når de mange kradse mærker, som der er blevet efterladt på hendes uskyldige krop. Tårer, som er blevet holdt inde, begynder at pile ned af hendes kinder, og videre på gulvet. Hun når sine pulsårer, som hun ved er blevet behandlet dårligere end noget andet på hendes krop. De er blevet stukket i, skåret i. Mishandlet.

Hun roder i hendes makeup ting, og påfører den nødvendige makeup, og ignorerer tårerne, som stadig drypper. En rød læbestift, dårlig lagt øjenskygge, en masse pudder, som ikke gør hende brunere, men bare blegere, er hendes daglige look. Det er det der skal til, hvis man vil have penge, på hendes måde.

Hendes lange støvler, stramme kjole og store pelsjakke, virker ikke som tøj, men mere som en fængselsuniform. Inden hun får smækket døren, tager hun sin taske med ud, og løsner sin hestehale. Hendes sorte hår flyver ud, og lander blidt på hendes bryst, som et ekstra beskyttende lag.

Den klikkende lyd under hendes hæle virker bekendt, og beroliger hende en smule. Det beroliger hende at hun ved hvad der skal ske, det begynder at blive så velkendt. Hun har gjort det siden hendes attenårs fødselsdag, hvor hun brugte sprøjte første gang, og det er efterhånden længe siden. Så hun løber den sidste vej hen til hendes sædvanelige plads ved vejkanten, og puster ud endnu engang inden at en bil kommer kørende, dytter og til sidst stopper. Hun går i mod bilen, som holder så stille. Den venter på hende. Klik. Klik. Klik. Hendes læber føles mere klistrende, og hendes hals er tør. Hun må holde stå lidt, før hun kan tage sig sammen til at sige replikkerne.

 

***

Selvom hun kun er ved manden i en time, så virker det, som en hel dag. Hans lyde, giver hende kvalme, og hun føler sig spærret inde. Hun lader det hele passere forbi, og prøver at lade hendes tanker søge dybt ind i hendes sind. Dybt ind i hendes hoved, hvor hun kan holde det hele ud. Hvor alt er godt. Hvor der ingen tørst er, og hvor man ikke bliver nødt til dette.  Hvor der ingen trang er til at stikke sig, eller spise en pille. Hvor afhængighed ikke findes. 

Hun påfører sit tøj, og smutter ud, med pengene i hånden. Manden, ligger og sover, og hun prøver at være så lydløs som muligt. Hun går med hastige skridt, og tårerne begynder at trille. Hun kan ikke mere, og hun vil ikke mere. Hun burde ikke være her, burde ikke gøre dette, burde lade være. Men alligevel er der noget der river i hende. Et håb om at det hele skal gå, og hun en dag kan slippe tørsten, og ikke tænke på fortiden. Leve i nutiden. Men hun har sagt det længe, og det ligger længere og længere væk. Hun kan ikke længere gribe fat i det, rækker ud efter det.  Det er for sent.

Så hun går tilbage til banegården, og vinker til en bekendt mand, som kigger på hende. Hans lange brune frakke, som går ned til den flænsede asfalt, og de mange lommer, er ikke til at tage fejl af.  Han kigger først undersøgende på hendes ansigt, men lader så sit blik finde hendes tøj, og smiler så vammelt. Hans gule tænder er ikke hvad de har været, og de fleste er væk. Hans blik er ikke medfølende eller hadende, som hun er vant til. Nej, han er glad for hendes afhængighed. Han er glad for at hun er nået derud, hvor hun bliver nødt til at købe af ham. Hun rækker ham pengene, og han tager dem hastigt, hvorefter hun igen er efterladt og alene. Men hun har sin medicin, sine piller og ikke mindst sin sprøjte. Hun klarer sig endnu en dag, men i morgen vil være det samme. Hun vil gøre det samme igen. Tænke på friheden, som kan nås, men hun tør ikke række ud efter den. For hvad hvis hun falder? Hvad hvis hun falder længere ind i miljøet? Der er ingen tilbage til at gribe hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...