Anderledes - PAUSE

Kan man godt finde kærligheden når man ikke er så pæn som de andre piger?
Når man er buttet og ikke bruger make-up?
Det tror 19-årige Sasha ikke på, hun er ikke ligesom de andre, hun gider ikke at gå til fester og drikke sig fuld.
Men så en dag kommer Rasmus, og han er ikke helt ligesom de andre drenge...

Historien er i øjeblikket på pause, da jeg desværre ikke har tid til at skrive...
Der vil måske komme et enkelt kapitel en gang imellem.
Jeg genoptager historien når jeg får tid igen.:)

3Likes
7Kommentarer
701Visninger
AA

7. Et gulligt stykke papir

 

De næste par timer gik hurtigt, Sasha og Rasmus sad og pjattede så snart de kunne få mulighed for det, og hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde grint så meget. De fik nogle dræberblik af de andre elever, da de ikke var helt stille, men det gjorde dem ikke noget. I det sidste frikvarter gik Sasha på toilettet, og da hun gik tilbage lå der et lille stykke gulligt papir på hendes bord, det lignede et eller andet der ved en fejl var landet der, men hun besluttede sig for at åbne det, hvad kunne der ske? 

Sasha, sløjd-lokalet efter skole.

Stod der med hastigt skrevne bogstaver, nærmest som om at ingen andre måtte se det blive skrevet. En fure dannede sig i hendes pande da hun undrede sig mere og mere over denne mærkelige seddel, ideen om at den kunne have været til en anden krydsede hendes tankegang, men der stod jo hendes navn på. Hun var splittet, måske var det fra en der ville hende det godt, men altså, nærmest 80% procent af klassen næsten direkte hadede hende, så hvem skulle det være? Og altså, det med sløjd-lokalet var altså bare en lille smule skræmmende... Eller, hvis hun skulle være ærlig, ret skræmmende, seriøst, sløjd? Der var save og alle mulige andre skræmmende ting. Ikke at hun regnede med at der var nogen der ville såre hende fysisk, men man kunne vel aldrig være sikker? Hun så Maria sende hende urolige blikke, og hun tænkte at hun måtte vide hvad der ville ske, eller også var det hende der havde skrevet sedlen? Hun kunne overhovedet ikke beslutte sig for hvad hun skulle gøre.

Hun var nervøs, og hun var nok lidt fraværende resten af skoletiden, det kunne Rasmus mærke på hende da hun var ret svær at komme i kontakt med, og hun stirrede rimelig meget ud i luften. Han synes at det var lidt mærkeligt, men han havde jo kun kendt hende i kort tid, og vidste intet om hvordan hun normalt opførte sig, så han slog det hen.

Efter at det længeventede ring lød fra klokken for sidste gang den dag pakkede hele klassen deres ting sammen, næsten synkront, sagde farvel, og begav sig hjem ad, men efter et par meter stoppede en bestemt pige, vendte sig om, og gik tilbage. Hun gik beslutsomt om i skolegården, og videre hen til sløjd-lokalet, hvorefter hun tog i den ulåste der, der gik op med et enkelt hyl, og trådte ind. Der var ingen bortset fra hende. ”Hallo?” Spurgte hun forsigtigt, ”Hallo!?” Spurgte hun igen, lidt højere, men der lød intet svar, og hun tænkte på om nogen bare ville snyde hende, for at se om hun var dum nok til at hoppe på den.

Efter omkring et minut hvor hun bare stod og overvejede om hun skulle blive eller tage hjem, lød hylet fra den gamle dør, og hun vendte sig hastigt om og så med overraskelse på personen der netop var trådt ind.

”Du kom!” Sagde personen med åbenlys glæde i stemmen og skyndte sig at tænde lyset, så de bedre kunne se. ”Maria?” Spurgte Sasha, og man kunne tydeligt høre at hun var både forvirret, overrasket og glad over at se hende. ”Jeg har sådan set fået dig her hen, fordi at jeg ville…” Maria holdt en pause for at tage sig sammen til at få sagt det hun havde forberedt, men det var bare så meget sværere at sige i virkeligheden end inde i hovedet. ”Jeg ville sige undskyld…” Sasha så forvirret på hende og sagde: ”For hvad dog? Du har da aldrig gjort mig noget.” ”Nej, ikke direkte,” Sagde Maria, ”men jeg var der bare aldrig når de andre gjorde noget ved dig, og jeg er så ked af det.” Hun kiggede på Sasha desperat for at blive tilgivet. ”Det gør da ikke noget.” Mumlede hun efter et lille stykke tid, og man kunne nærmest se vægten forlade Marias skuldre. ”Jeg forstår bare ikke hvorfor du finder det nødvendigt at undskylde for det, du kunne jo ikke have gjort noget alligevel.” ”Nej,” svarede Maria hende, ”men jeg kunne have været der for dig når du havde brug for en ven, og jeg ville bare have at du vidste, at hvis du har brug for det, så er jeg der nu.” Sasha så taknemmeligt på Maria, og svarede hende med et tak.

Senere, da hun var kommet hjem smilede hun for sig selv da hun tænkte tilbage på dagens begivenheder, hvor heldig kunne man have lov at være?

______________________________________

Jeg ville bare sige undskyld!! Jeg har bare så dårlig samvittighed over at jeg næsten aldrig skriver, og når jeg gør, så bliver kapitlerne så korte..:( Jeg arbejder virkelig på at få tid, og skriver med det samme jeg kan. Jeg elsker at skrive, så det gør mig så frustreret at jeg skriver så sjældent... Men jeg prøver på at gøre noget ved det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...