Det første Jubilæumsspil - THG

Da det første jubilæumsspil nogensinde skal holdes, er Maugin Sparks 14 år. Dette er hendes tredje år i bowlen, og med kun tre lodder, kan man vel godt sige at odds'ene er til hendes fordel.
Men det hele for en uventet drejning da Capitol beslutter sig for at alle sonere skal komme fra samme Distrikt.
''Dette år fejrer vi jubilæumspillet, ved at alle sonerne skal komme fra samme distrikt. Dette skal huske distrikterne på, at selv ikke som en enhed vil de kunne overvinde Capitol.''

//Dette er personer baseret på folk vi selv kender. Enjoy,
and may the odds be ever in your favor.

24Likes
19Kommentarer
2204Visninger
AA

4. Toget

 

Det var bølger af chok der derefter gik igennem flokken. Nogen af dem, var uden tvivl lettelse, men hos mig, og adskillige andre, var det rent chok. Min krop var frosset, og uanset hvor meget lyst jeg havde, til at kigge rundt, så ville mit hoved bare ikke adlyde. I baggrunden lød højlydte hulk fra familiemedlemmer, men der var ingen jeg genkendte. Mine insisterende tanker tvang hovedet til at adlyde, og jeg mødte Hax' blik et øjeblik efter. Alt der var at finde i dem, var sorg. Hurtigt fjernede jeg blikket. Jeg vidste ikke hvorfor, men der var noget i mig, der følte skam. Hvad var der overhovedet at skamme sig over? At jeg blev valgt? At jeg skulle dø? For vinde var specielt ikke en mulighed. Ikke for mig i hvert fald.

Efter et øjeblik i tanker, blev vi kaldt op scenen. Nu skulle jeg udstilles foran hele mit distrikt, og de vidste, at kun én ville komme tilbage, og jeg vidste, at den ene helt sikkert ikke ville være mig.

Vi blev kaldt op en efter én, og det var på en måde ydmygende, at stå og vente på mit navn, der blev kaldt op.

''Ados Chent!'' kaldte Talisha, og en blond dreng med bøjet hoved vaklede derop af.

''Atta Queep!'' med rank ryg og stålfast blik gik Atta sikkert op. Jeg vidste at hun var bange, men at hun ikke ville vise det. Det var en del af hendes såkaldte ''image''.

''Dahlia Dennehy!'' Dahlia lignede en der var i chok, da hun med sin høje skikkelse trådte frem. Jeg vidste ikke hvordan de kunne holde det ud. Uden tvivl ville jeg sætte mig og græde. Bryde fuldstændig sammen, og nægte at flytte mig. Og alligevel, var det lidt for følsomt.

''Duggin Hoth!'' Det var utroligt. Også han gik bare op, uden at vise en eneste form for chok. Den eneste følelse han viste var øjnene. Det var som om de var lammet af chok.

''Ewanie Hennox!'' jeg så hvordan hun rystede, og fældede en tårer. Stakkels hende.

''Farina Campbell!'' med stålfast blik, gik hun hun derop.

''Fécula Mag!'' det havde åbenbart kun været et spørgsmål om tid, før hun brød sammen. Hun begyndte at skrige hysterisk, og fægtede med armene da et par fredsvogtere kom og tog hende med. I modsætning til de andre kunne hun ikke stå på scenen.

''Gamora Ravich!'' som en klon af Atta gik hun følelseskold op.

''Gira Jambles!'' Gira slap sin søsters hånd, og sendte hende et blik over skulderen inden hun forlod hende. Til hendes ''held'', skulle Zura også med, så længe ville de ikke være adskilt.

''Helian Trump!'' med sit blonde hår og halv kraftige krop gik han roligt derop.

''Maugin Sparks!'' Mine årer frøs til is da mit navn blev råbt op. Jeg vidste at det kun havde været et spørgsmål om tid, før mit eget navn blev råbt. Jeg gik ufrivilligt op mod scenen, og jeg mærkede, hvordan alles blikke var vendt mod mig. Aldrig havde jeg været så skrækslagen, og aldrig, havde jeg regnet med at jeg ville være det. På scenen kiggede jeg ud over menneskerne. Jeg mødte Hax's blik endnu engang, og han trak let på smilebåndet. Som for at sige 'Bare rolig, det skal nok gå.' Og det virkede. Stadig lammet af chok så jeg til imens de sidste navne blev råbt op.

''Nate Downhill!'' han kom op, og stillede sig ved siden af mig.

''Nell Chesley!''

''Noel Purlis!'' hans blik mødte mit, og jeg så, hvordan det var fyldt med rædsel. Faktisk, gad jeg godt vide om der overhovedet var nogen der havde det godt, med det her. Sikkert ikke.

''Phin Holomew!'' Talisha var overgearet. Alt for meget spænding i luften. Typisk Capitol folk – typisk Talisha.

''Quint Mitchell!'' Quint sluttede sig til vores slange.

''Spiker Géfon!'' jeg havde aldrig før set ham så stille, og trist, han så helt opgivende ud. Som om han allerede havde givet op.

''Sunia Wood!'' min bedsteveninde så opgivende ud, på lidt samme måde og Spiker, og det gjorde mig skræmt. Hun var altid så åben og sød. Min bedsteveninde skulle dø. Uden tvivl, hun var ikke typen der var hverken fysisk eller psykisk stærk. Det gjorde ondt at se hvordan hun græd lydløst.

''Tash Brown!''

''Terre Wunan!''

''Thaw Scisheym!'' han så... nærmest stolt ud. Men kun så det lige var at ane, men så snart hans navn blev nævnt var det pludselig seriøst. Alt ændrede sig for ham, kunne jeg se. Han blev kampklar.

''Tia ResHelm!'' hvor irriterende stolt hun end var, så var frygten ikke til at skjule. Det var faktisk lidt irriterende at se, hvordan hun prøvede at rette sig op og se hård ud. Da hun kom op på scenen, lænede hun sig let op af Thaw. På en underlig måde, gjorde det mig sur. Misforstå mig ikke, jeg kunne ikke lide ham på nogen tænkelig måde, og det morede mig at han lænede sig væk fra Tia, men så kom jeg i tanken om, at dette ikke var situationen til at have det sjovt.

''Zaphix Mond!'' han så trist ud, sådan som han gik stift op mod os, mens han så fast ud for sig.

''Zura Jambles!'' nu kunne søstrene blive genforenet. Det var nok det eneste lykkelige i denne tragiske situation. I det mindste kunne de dø med hinanden.

 

Når nogen forklarer dig hvordan du skal gøre, og du egentlig ikke har lyst til at høre det, men er nødt til det, bliver man både skræmt og irriteret. Det er ikke altid sjovt at bo i Panem. Ikke fordi, at jeg kunne forestille mig at leve andre steder. Måske et andet Panem. Et andet univers, hvor der ingen spil var, hvor der ingen sult var, og hvor alle havde hvad de skulle bruge. Et sted, hvor ingen råstoffer nogensinde slap op. Jeg vidste godt, at det selvfølgelig aldrig ville ske, og at det kun var ren ønsketænkning, men jeg kunne ikke lade være. Tanken var alt for fristende.

''Tre minutter, og så går vi.'' blev der meddelt, og vi blev stoppet ind i to rum. Et øjeblik senere kom alle vores familier ind. Den første jeg omfavnede var min mor.

''Vær stærk.'' sagde jeg til hende. For hvis det var en af os der havde brug for at være stærk, var det hende. Det var lige før, at jeg blev overdøvet af de andre mødre, der hulkede ned i deres børns skuldre. Hax rørte blidt min mors skulder, og langsomt, som om hun var bange for at hvis hun gav slip, ville jeg forsvinde, trak hun sig væk. Hurtigt trak han mig ind i en hurtigt omfavnelse, og hviskede noget i mit øre. Så var det min fars tur til at sige farvel.

''Så.. ses vi igen når du er kommet hjem fra din skoleudflugt.'' sagde han tøvende med en normal hverdagsstemme. Havde han ikke fattet at dette ikke ikke var for sjov? Jeg hævede et øjenbryn, men sænkede det igen efter et irettesættende blik fra Hax og min mor.

Jeg sagde ingenting. Men øjenkontakt var nok. Da en fredsvogter kom og beordrede alle ud begyndte panikken at brede sig. Hvad nu? Hvad forestillede de sig?

''Vi ses snart igen.'' råbte Hax, og jeg vinkede. I et par sekunder havde jeg øjenkontakt med min mor, og så var hun væk.

 

I bilen på vej ud til toget sad jeg sammen med Phin i total stilhed. Jeg kiggede over mod ham et par gange. Men enten ignorerede han mig, ellers så var hans tanker bare et andet sted, jeg ville nok gætte mest på det sidste. Vi kørte i en lang kolonne af sorte biler, tolv for at være helt præcis. Vi sad to og to i hver bil. Gad vide hvorfor vi ikke sad flere? Der var jo plads til to mere? Chaufføren kiggede ikke på os en eneste gang.

Så jeg opgav at finde ud af det, og stirrede tomt ud ad vinduet.

Jo længere tid jeg så ud af vinduet, jo mere så jeg af mit distrikt. Aldrig havde jeg været her før, og faktisk, havde jeg kun drømt om at se togstationen. Og dog. Faktisk havde jeg, og samtlige af børnene fra tolv til atten, frygtet at vi nogensinde ville få dette at se. Det var skræmmende hvor lange toget var. Så skindende.Indbydende. Men alligevel frygtindgydende. Hvis jeg så forbi den overdådige udsmykning af alt ved toget, kunne jeg ikke se andet end det køretøj der skulle køre mig til min død. Egentlig kunne Capitol jo ligeså godt bare sende en masse folk et sted hen, og dræbe dem. Det ville gøre det hele langt bedere, og alligevel ikke. At være med i spillet gav håb. Håb om måske at overleve. Hvis man altså var klog nok. Stærk nok. Og ikke mindst; god nok. Hvert af de år jeg havde levet, var der treogtyve børn der døde. Tanken lå som et misfoster i mit hoved. Den hørte slet ikke til der. Det værste sandheden om det var, at i år var der nogen jeg kendte. Det gjorde det hele ti gange værre, end det allerede var.

Som det andet ''par'' i rækken blev Phin og jeg vist hen til en vogn vi skulle dele. Sådan som jeg indtil videre havde forstået det, havde hver soner normalt deres egen vogn. Men det var ikke tilfældet denne gang.

Det var akavet at skulle dele værelse med en dreng, som ikke var Hax. Jeg var jo en pige, og privatliv skulle jeg have.

 

Bag os blev døren lukket, og vi blev ladt alene. Jeg lod mig dumpe ned i en, af de to en-mands senge der stod i hver sin ende af vognen. I midten var der et slags gardin, som man kunne trække for og dele vognen i to. Phin satte sig også ned på sin seng. Han kiggede forsigtigt hen til mig, men jeg ville ikke have øjekontakt. Så jeg kiggede hurtigt ned på mine støvler, og jeg besluttede mig for at tage dem af, fordi de havde mast mine fødder lige siden jeg tog dem på. Det føltes helt befriende at få de lidt for små støvler af. Hurtigt slængede jeg mig op på sengen, og lukkede øjnene. Phin trak vejret tungt i den anden ende. Gad vide hvordan jeg ville kunne falde i søvn.

''Øhm.. Maugin?'' lød det fra Phin. Hans stemme var forsigtig, nærmest hviskende. Det lignede ham overhovedet ikke.

Jeg satte mig op, og kiggede på ham med hævede øjenbryn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...