Det første Jubilæumsspil - THG

Da det første jubilæumsspil nogensinde skal holdes, er Maugin Sparks 14 år. Dette er hendes tredje år i bowlen, og med kun tre lodder, kan man vel godt sige at odds'ene er til hendes fordel.
Men det hele for en uventet drejning da Capitol beslutter sig for at alle sonere skal komme fra samme Distrikt.
''Dette år fejrer vi jubilæumspillet, ved at alle sonerne skal komme fra samme distrikt. Dette skal huske distrikterne på, at selv ikke som en enhed vil de kunne overvinde Capitol.''

//Dette er personer baseret på folk vi selv kender. Enjoy,
and may the odds be ever in your favor.

24Likes
19Kommentarer
2268Visninger
AA

3. Sonerne

 

Alles åndedræt var blevet holdt tilbage, og for mig mit distrikts tilfælde, blev det stadig holdt. En masse tanker fløj igennem mit hoved, og det var tanker, som det slet ikke kunne rumme. Hvordan var det overhovedet et muligt spil? Efter flere tanker strøg igennem mit hoved, var jeg nødt til at se mig rundt på familien. Jeg havde nu egentlig troet at de ville kigge totalt tomt, men alles øjne var rettet mod mig.

Ind på skærmen kom nu spilmesteren. Pavot Noix var spilmester for fjerde år i træk. Efter ham kom en avox ind med en bowle. Der var tolv små sedler, og jeg vidste instinktivt, at det var sedler, hvorpå der stod skrevet med sort blæk, alle distrikterne. Bowlen blev stillet på et lille rødt bord med guld detaljer foran Pavot, og han rømmede sig. Jeg havde vendt min fulde opmærksomhed på Pavot, og han stirrede direkte på mig. Jeg vidste jo godt, at det bare var kameraet han kiggede ind i, men det fik mig alligevel til at kigge skamfuldt ned på mine hænder.

''I år skal de fireogtyve sonere findes i det samme distrikt.'' han sagde det kort og kontant, og der var ingen tvivl om, hvad der nu skulle gøres. Jeg så på imens han stak sine lange fingre ned i glasbowlen, og rodede efter et tilfældigt lod. Endelig, efter et stykke tid med at famle rundt, trak han en seddel op. Mit åndedræt blev holdt tilbage for anden gang inden for kort tid, da Pavot Noix åbnede munden og annoncerede dette års lidende distrikt.

''De fireogtyve sonere skal findes i..'' han holdte en kort pause, og jeg kneb øjnene sammen og lyttede med alt min magt. ''Distrikt 3.''

Bomben havde ramt. Min mor gav et lille klynk fra sig, og jeg hørte hvordan hun brød ud i tårer. Jeg åbnede hurtigt mine øjne, og langsomt rykkede jeg mit blik over på Hax. Han kiggede ikke på mig, men på mine forældre. Jeg fulgte hans blik over på dem. Min mor hulkede lydløst, men min far stirrede på den nu sortnede skærm, anspændt og uden at vise nogen form for reaktion.

 

* * *

 

Hvordan det lykkedes mig at komme igennem morgnen uden at tænke det mindste over det, der snart skulle ske var et mysterium for mig. Denne morgen havde vi fået med vores familier. Vi sad samlet rundt om det lille spisebord, og nød det der måske ville blive vores sidste måltid sammen som en familie. Der var ikke særlig meget familie hygge over det, da vi alle sammen sad med bøjet hoved og rodede lidt med den grød min mor havde lavet. Et godt sidste måltid. Måske. Jeg var altså nødt til at stoppe med at have så dystre tanker. Det var jo ikke engang sikkert at det var mig, eller min bror, der blev valgt. Det var over hundrende børn med flere lodder end mig, så sandsynligheden for at det ville blive mig, var lille. May the odds be ever in your favor. Det var det Talisha Stone altid sagde, og i nogens tilfælde, måske endda mit, ville det ikke svigte.

Jeg havde altid forestillet mig at det ''slogan'' var ment til netop de uheldige 24, der blev sat ind i arenaen. Men på den anden side, så var det nok også ment til os, der stod og trippede af nervøsitet, mens vi bare ventede på at det var vores navn, der blev råbt op. ''Hvad skal vi så lave efter høsten?'' spurgte jeg endeligt, bare for at lysne det hele lidt op med min stemme der var blevet lidt rusten, efter ikke at sige så meget hele morgnen. Som jeg havde regnet med, havde ingen et svar. Selvfølgelig fordi de troede på det værste.

''Helt ærligt. I kan da ikke bare sidde med bøjede hoveder og vente! Dette er måske vores sidste tid sammen som en hel familie! Vi burde da i det mindste nyde den!'' jeg kunne mærke hvordan jeg blev mere og mere ophidset. Det var strengt af dem. Sådan bare at ignorere mig. Men jeg vidste jo godt hvordan de havde det. Hvad nu hvis det var Hax, der blev trukket? Og jeg var tvunget til at sidde foran det forbandede fjernsyn og vente på, at han ville blive slået ihjel? Eller se på, imens han selv var morderen?

Hvad nu hvis jeg blev tvunget til at se på, at han dræbte en 14 årig pige? Det ville jo svare til, at det var mig han dræbte.

Jeg nægtede at tænke over det mere, og rejste mig bestemt op. ''Jeg går op og taget et bad.'' sagde jeg let irritabelt, og forlod min halvspiste grød ved min tavse familie.

 

Efter badet redte jeg mit blonde hår ud, og satte mig på min seng iført den kjole min mor havde lagt frem. En knælang kjole i falmende gul, med en sløjfe på ryggen der sad i et hvidt bånd rundt om livet. Ved halsudskæringen var der en krave af hvidt blondestof. Dette var min fineste kjole, og jeg havde haft den på til de to andre høstfester. Der var stadig et par timer til at i skulle til at bevæge os afsted, og jeg ville bruge den med min familie, men allermest, Hax.

 

Jeg rejste mig, og gik nedenunder hvor min familie sad igen rundt om det lille spisebord. Jeg satte mig på min plads, der var intet at sige. Alles øjne hvilede på uret der hang på køkkenvæggen. Klokken var nu 14.30 og høsten var klokken 15.00. Hax og jeg rejste os. Far tog rystende min hånd, og gav den et lille klem. ”Held og lykke” hviskede han. Nu var det lige før at jeg selv rystede, da jeg så min mors ansigt, mens hun krammede Hax. Tårerene løb ned af hendes kinder, mens hun strøg den ene hånd gennem hans nakkehår. Jeg viste at jeg også ville få den store afskedstur bagefter Hax. Hax skubbede kærligt mor fra sig, og gik videre til far. Mor så utrøsteligt på mig, hun lukkede sine stærke arme om mig. ”Min lille pige” gentog hun igen og igen. Jeg måtte ligesom Hax, kærligt forsøge at skubbe mor væk, ellers ville vi komme forsent. Hax og jeg gik sammen ud af døren. Da vi stod ude på den lille vej foran det gulerækkehus. Vente jeg mig om og så mor og far stå i døren. Nedtrykte og triste. Jeg vinkede opmuntrende til dem, ”vi ses snart igen!” råbte jeg. Jeg vente mig om mod Hax, men han var gået i forvejen. Jeg måtte løbe lidt for at indhente ham. Vi var ikke de eneste der børn der havde sat kurs mod pladsen. Jeg så Gira og Zura et stykke væk, men jeg havde ikke lyst til at snakke med dem. Ikke nu. Ikke her. Nu ville jeg bare gå i stilhed ved siden af min bror. Vi gik sammen, forbi de altid osende fabrikker. Gennem parken. Der var bare fyldt med fredsvogtere! Vi gik hurtigt sammen over til blodprøve-bordet. Det føltes som at blive stukket af en hveps. Ikke fordi det var ubehageligt. Jeg mener.. Det er jo bare et stik, og så er det væk. Som hvis man brænder sig, og får det brændte under koldt vand hurtigt nok. Eller.. Er det bare mig der har det sådan?

Roligt bevægede jeg mig ned, mod de fjorten årige med et sidste blik farvel til min bror. Ingen ord var der brug for, for uanset hvad der ville blive sagt, kunne et enkelt blik gøre det samme. Vi vidste begge at ingen af os ville komme ud hvis vi blev valgt, og det her øjeblik kunne risikere, at vi kun havde få minutter tilbage sammen. Hvorfor jeg overhovedet nervøs? Der var en af en millions chance for, at det netop ville være mig der blev valgt. Ud af alle de piger der var, hvorfor så lige mig? Jeg gik ud fra, at det bare var sådan det var ment. Capitols måde at skræmme distrikterne, udover selve Spillet selvfølgelig. I stedet for at skade os fysisk, skadede de os psykisk. Holdte os i skak med den naturlige ting, vi alle havde i vores årer. Frygt.

Jeg prøvede så vidt jeg kunne at skubbe tankerne ud af mit system. Det sidste jeg havde brug for lige nu, var mere frygt. Nervøsiteten spredte sig i mig imens jeg stod med de andre fjorten årige. Nogen af dem, var mine venner. Venner, som jeg heller kke ville have skulle udvælges. Som Ewanie, Dahlia, Gira, Zura og Sunia. Jeg kiggede ned af rækken jeg stod på. Alle deres ansigter var fortrukket af nervøsitet. Et spejlbillede af mit eget.

En skinger lyd kom fra scenen, og jeg kiggede derop. Talisha stod der nu, i sprudlende grønt tøj. Det var ligefør hun lignede det juletræ vi havde på pladsen ved juletid.

Kom nu videre dame, tænkte jeg irriteret, da hun begyndte at velkomme os, og præsentere os for borgmesteren der skulle læse den dumme historie. Ville det være underligt at sige, at jeg var spændt på at se, hvem der blev trukket? Eller var det bare min nervøsitet der netop nu tog overhånd?

''Dette års sonerer skal komme fra det samme distrikt. Det er ikke blot tilfældige sonerer,'' det var da utroligt så glad og ekstatisk hun lød. ''Som vor Præsident sagde, kan selv ikke en enhed overvinde Capitol, og det viser vi ved at sende nærtstående kammerater i arenaen. Dette års sonerer skal derfor... komme fra en klasse!''

Vent. Stop lige en halv, kvinde. Hørte jeg forkert, eller er det en klasse der skal ind i arenaen? Som i en skoleklasse? På under et sekund var alle mine chancer forhøjet. Og det samme var Hax's. For mit held, betød det, at kun en os ville komme i arenaen.

''I bowlen har vi kun fire lodder, som I sikkert har lagt mærke til. De repræsentere hvert af de fire klassetrin over tolv år. Okay så.'' sagde hun smilende, og begyndte at 'lede' efter et lod. Det var sygeligt at se på. Hvordan hun bare stod der, og bestemte vores alle sammens skæbner. Jeg ville sværge på, at alle holdt vejret. Hvem ville ikke det?

Hun tog fat om et stykke papir med sine kløer.

Nu var det nu. Jeg prøvede så vidt muligt at gøre mig klar til det. Blev man nogensinde vant til det? Hvis jeg overlevede det her, ville jeg spørge min mor om det.

''Og i år vil sonerene i det første Jubilæumspil være..'' hun foldede papiret ud. ''8. klassetrin fra Distrikt 3!''

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...