Det første Jubilæumsspil - THG

Da det første jubilæumsspil nogensinde skal holdes, er Maugin Sparks 14 år. Dette er hendes tredje år i bowlen, og med kun tre lodder, kan man vel godt sige at odds'ene er til hendes fordel. Men det hele for en uventet drejning da Capitol beslutter sig for at alle sonere skal komme fra samme Distrikt. ''Dette år fejrer vi jubilæumspillet, ved at alle sonerne skal komme fra samme distrikt. Dette skal huske distrikterne på, at selv ikke som en enhed vil de kunne overvinde Capitol.'' //Dette er personer baseret på folk vi selv kender. Enjoy, and may the odds be ever in your favor.

24Likes
19Kommentarer
2168Visninger
AA

2. Jubilæumsspillet

Omgivet af varmen bedrog jeg mig hjemad. I aften var der et eller andet obligatorisk show, som sikkert var oplæsningen af dette års jubilæumsspil. Det første i gennem 24 år. Mit syn blev blændet af den stærke sol der hang over mit distrikt. Det lå i den vestlige del af Panem, og fyldte også det meste af den side. Sidste års spil havde en pige fra Distrikt 1 vundet. Det var så typisk. Dem og deres ambisonere, der bare ikke kunne holde sværdene, knivene og økserne væk fra folks indre organer. Mens jeg gik, sparkede jeg til tilfældige sten der lå på grusvejen. Jeg missede mod solen med øjnene. Den var stærk, så klokken var nok omkring to. Så vidt jeg kunne huske, lå de obligatoriske udsendelser ved syv tiden. For omtrent ti minutter siden var jeg gået hjemmefra min veninde og klassekammeret, Sunia Wood. Lille og skrøbelige Sunis. Traditionen tro, begyndte jeg at overveje hvordan mine venner ville klarer sig i Spillet. Sunia. Hun ville uden tvivl være svag. Jeg nåede ikke at tænke yderligere over det, da min mor stod i døren og kaldte på mig.

''Hvor har du været, unge dame?'' spurgte hun med en antydningen af nervøsitet i stemmen. Selvfølgelig. Forældre var normalt bekymrede for sine børn i denne sæson. Spil-sæsonen. ''Undskyld, mor.'' vrissede jeg ad hende. Jeg forstod jo selvfølglig godt at hun var nervøs, bange og ustabil. Godt nok var jeg netop blevet fjorten år, hvilket vil sige at det her var mit tredje år, hvor jeg var med i lodtrækningen. Jeg var blevet aldrig blevet nødsaget til at blive skrevet op til en ekstra lodseddel. Det havde min bror alt sammen ordnet. Min ældre bror. Ham, som jeg i fem år havde frygtet ville blive trukket op af Talishia Stone, sonerne fra vores distrikts såkaldte ''babysitter''.

Jeg hoppede ind ad døren, og satte mig ned foran en tallerken. Den osede ikke af luksuriøsitet, sådan som børnene fra 1og 2's tallerkner sikkert gjorde. Her i 3 havde vi det ganske.. Ehm.. Normalt? Jeg vidste det ikke, for vi havde aldrig hørt om de andre distrikter, andet end når en vinder fra et andet distrikt var kommet på vindertur. Det var ganske festligt, og vi fik festet, til stor glæde for Atta Queep og Gamora Ravich. Jeg fattede ikke de to. Men havde alle skoleklasser ikke nogen, som alle de andre bare ikke forstod? Måske var Tash en undtagelse, men kun fordi han var en smule som dem.

Dagens frokost var lidt af en nedtur, da den ikke bestod af andet end en smule tørt brød med paté, et glas vand og et æble som sikkert var transporteret hertil fra 11. Hurtigt fik jeg spist op, og smilede bredt til min mor, der sad overfor mig. ''Tak for mad.'' sagde jeg taknemmeligt, og hun nikkede og tog min tallerken og mit nu tomme glas. Jeg rejste mig hurtigt op, og væltede næsten stolen i farten. Egentlig havde jeg ingen idé om, hvorfor jeg var i sådan en fart. Men jeg skulle ud herfra. Det var nærmest ikke til at holde ud. Nervøsitet og angst flød ind gennem væggene uafbrudt. Ikke at det var bedre udenfor, men i det mindste var her rigeligt med frisk luft og sol. Her var ingen haver blandt de små gule rækkehuse, og det var efterhånden begyndt at gå mig voldsomt på nerverne. Jeg hastede mod den fælles park, der lå foran pladsen. Da jeg gik mod parken, passerede jeg flere af de kæmpe store fabrikker som osede af sved og hårdt arbejde. Standard for Distrikt 3.

Langt om længe, efter at være gået forbi flere fabrikker, nåede jeg parken. Jeg spejdede lidt omkring efter folk jeg kendte. Mine øjne stoppede ved to piger. Næsten identiske piger. Tvillingerne, Zura og Gira Jambles. De var vellidte i klassen. Havde aldrig brug for veninder at kritisere andre med. De var specielle. I hvert fald efter min mening. ''MAUGIN!'' råbte en af dem. Zura eller Gira, det havde jeg stadig ikke styr på. ''HEJ, ehm..'' råbte jeg jeg tilbage en smule forlegent. ''Zura.'' sagde Zura, der var pigen der havde råbt. Og med ny viden om hvem der var hvem, gik jeg med lange skridt hen til dem. Den anden pige, Gira, klappede på den frie plads ved siden af hende, og jeg satte mig stille. ''Hva' så?'' spurgte jeg for at konversere. ''Vi sad bare og snakkede om, hvorfor det kunne være at vi har fået fri fra skolen i dag?'' svarede Gira, som uden tvivl var den ''søde'' af tvillingerne. Mit blik flakkede over på Zura, som bare sad og kiggede skiftevis på mig og Gira, som om hun overvågede os, og ikke ville gå glip af et enkelt sekund af denne åh så spændende samtale. ''Jeg har ingen anelse, men hey! Vi har jo fri.'' sagde jeg, og grinte lidt. Til min overraskelse, og fornøjelse, begyndte Zura at grine højt. Gira fulgte trop, og et øjeblik efter sad vi alle og grinte, for absolut ingen grund. Det var sådanne øjeblikke jeg savnede derhjemme.

''Nej men helt seriøst.'' sagde Zura pludseligt, og jeg stoppede brat med at grine. Det samme gjorde Gira, og vi kiggede begge nysgerrigt på Zura. ''Hvorfor?'' spurgte hun. Jeg begyndte at overveje det. I aften var det den store oplæsnings ceremoni. Det første jubilæumsspil nogensinde holdt. Der var tydeligvis forventninger. Nok mest fra Capitols side, men jeg var sikker på, at sonerne fra 1 og 2 ville træne ekstra hårdt, og ekstra længe. ''Det er sikkert fordi det er dagen hvor det første jubilæumsspil vil blive annonceret. Stor, stor dag.'' sagde jeg, og prøvede at efterligne Talisha Stones stemme når hun stod på trapperne foran retsbygningen, og skulle læse dette års sonerers navne højt. ”Apropos jubilæumspillet, hvordan tror I det vil blive anderledes fra de andre år?'' spurgte Gira. ''Det bliver sikkert ekstra grusomt.'' sagde Zura, og fik et dystert udtryk i øjnene. Jeg nikkede sammentykkende til det hele. Faktisk, var jeg slet ikke i humør til at snakke om det kommende spil. ''Jeg bliver nødt til at gå nu,'' sagde jeg undskyldende. Zura trak let på skuldrene, men Gira så oprigtigt ærgerlig ud. Jeg vinkede et sidste farvel i stilhed, vendte dem ryggen, og gik mod springvandet, bagved retsbygningen som var samlested for 3's unge mennesker. Det er sjovt sådan som vejen du går ofte ikke er planlagt bevidst, men bare er et sted du går hen automatisk.

Det første mit blik mødte ved springvandet var et mindre vellidt ansigt. Et ansigt der tilhørte ingen anden end Tia ResHelm. Og som sædvanlig, var hun omringet af to drenge. Jeg havde lyst til at vende om og gå hjem, men en stemme kaldte mit navn før jeg kunne nå at fortryde min handling. ''Maugin!'' Stemmen tilhørte en dreng fra min klasse. Hans navn var noget så kikset som Ados Chent. ''Ados.'' hvislede jeg. Han var et typisk Tia ResHelm-offer. Selvom jeg var overbevist om, at han ikke havde noget imod det. Overhovedet. Tværtimod, kunne han godt bruge noget anerkendelse fra det kvindelige køn, efter han havde droppet Nell Chesley. Hvilket efter min mening var dumt. Hellere Nell end Tia, men det var jo kun min mening, og næsten alle andres. ''Kommer du ikke over?'' spurgte Tia sødt. Falskt. Jeg smørrede det mest falske og sødeste smil jeg kunne præstere på mit ansigt, og vendte mig så om mod dem. Smilende gik jeg dem i møde, men indeni ville jeg bare væk. Slippe for at snakke med dem og være venlig. Tia sad tæt mellem Ados og Thaw. ''Maugin.'' hilste Thaw Scisheym koldt. Jeg gad ikke det helt store falske hej, så jeg nikkede bare genkendende.

''Er det ikke bare FEDT at vi har fri? Så kan det da kun blive en god dag!'' spurgte Tia og stålede som en sol. Mine tanker skreg ad hende. Dumme. Dumme. Dumme Tia! Jeg hadede bare alt ved hende. Det begyndte at klø i mine hænder efter at få lov til at kvæle hende. Mit blik flakkede hurtigt over på Thaw og derefter Ados. De lignede idioter. De nød virkelig godt af hendes opmærksomhed, men jeg vidste jo godt at det var hende der havde brug for anderkendelse.''Jeg har noget jeg skal nå, så jeg vil.. smutte.'' jeg smilede hurtigt og så gik jeg så hurtigt jeg kunne væk fra dem, før de kunne nu at holde mig fanget. Nu gik turen atter forbi store fabrikker og små gule rækkehuse.

 

''MAUGIN! HAX! Kan i få jeres bagdel ned i stuen! OMGÅENDE!'' skreg min mor op af trappen til det fælles værelse mig og min bror delte. Vi kiggede på hinanden med opspilede øjne. Det måtte være tid. Jeg listede ned af trappen og lyttede opmærksomt efter lyden af Præsident Colonarius Snow. Da jeg var halvvejs inde i stuen hørte jeg den velkendte stemme, og mit blod frøs til is. Jeg stod lammet i et øjeblik, og skyndte mig så ind hvor både mor, far og Hax havde taget plads i den lille sofa foran det lille og gamle fjernsyn. Forsigtigt satte jeg mig ned foran dem på gulvet, og der var så stille i huset at jeg sværger man ville kunne høre en nål falde til jorden, hvis ikke det var fordi folket fra Capitol råbte, skreg og hujede, imens en lille dreng kom gående med en lille æske. Jeg havde aldrig hørt om den æske før. Den havde aldrig været der før. Faktisk havde der ikke været sådan et show før. Det var vel det der hørte til det at holde jubilæumspil. Den unge og flotte Snow fik publikum til at tie, og han holdt en kort teater pause før han fortsatte. Han var ganske vidst flot at se på. Kastanjebrunt hår, og et yderst tiltrækkende ansigt. Det eneste der var en smule uskønt ved ham var det moustache han havde besluttet at få sig. Men Fécula Mag vendte den blinde vinkel til det. Hun havde kun øje for hans perfekte udstråling. Men det var Fécula.

Den unge Snow startede på sin tale om jubilæumspillene.

''For 25 år siden da spillene blev grundlagt blev det besluttet, at hvert 25. år skulle der holdes et jubilæumsspil. Det første af de mange der vil blive holdt fremover, fejrer vi i år.” Den lille dreng løftede den gyldne ukendte æske en anelse. Snow åbnede forsigtigt den forgyldte æske, tog langsomt en lille fin hvid konvolut op, og lukkede forsigtigt æsken igen. Den lille dreng forsvandt hurtigt og lydløst. Nu var det kun Snow alene tilbage i fjernsynet. Det var lige før man kunne mærke hvordan stemningen var blandt publikum. Snow begyndte roligt at åbne konvolutten og trække et lille kort op. Det var højst sandsynligt det kort, hvorpå der stod hvilken skæbne distrikterne skulle lide i år.

''Dette år fejrer vi jubilæumspillet, ved at alle sonerne skal komme fra samme distrikt. Dette skal huske distrikterne på, at selv ikke som en enhed vil de kunne overvinde Capitol.''

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...