Jomfruens forbandelse

Marita er under en forbandelse, der gør det umuligt for hende at blive gift. For hvis hun sover med nogen for første gang, så dør hun og manden den selv samme nat. Marita føler at hendes eget krop er et fængsel og overvejer at blive nonne for i det mindste at have noget ud af livet. Men da hun hører om en djævelsk hertug, der har samlet jomfruer sammen til et harem, beslutter hun sig for at bruge sin forbandelse til noget godt og melder sig frivilligt som det nye offerlam.

5Likes
5Kommentarer
943Visninger
AA

1. Prolog: Forbandelsen

Hendes skønhed og ungdom skal bringe død med sig. Kroppen er sygt med giftigt blod. Den mand, der skærer hendes jomfruklæder til blodige laser, og hende selv skal opsluges af Samiel, dødens engel. Deres første nat vil blive deres sidste.

 Marita vågnede op med et chok. Tænkt at hun kunne huske de ord, heksen sagde. Ja, nu havde hun jo ikke hørt dem fra heksen selv, men hendes forældre havde fortalt om det så mange gange at hendes fantasibillede af det øjeblik stod levende virkeligt, som havde hun selv været der.

 Far havde fortalt, at han og mor længe havde kendt en heks, som havde hjulpet dem med fødslen af deres to sønner, men da hun selv skulle have et barn samtidig med dem, havde hun bedt husly hos dem, efter at hendes eget hus var blevet brændt. De havde ladt hende komme ind, men landbybeboerne havde presset dem til at kvæle heksens barn kort efter fødslen. Det var samme nat, hvor Marita blev født. Ud af sorg og raseri kastede heksen forbandelsen. En forbandelse, der ødelagde enhver mulighed for at blive gift og få en lykkelig familieliv.

 Hendes krop var et fængsel for alle de drømme og længsler hendes sjæl bar på. Og selv hvis hun blev gift, så ville hun bare trække sin mand med ned i graven. Hun var dømt til at være jomfru til den dag, hun dør.

 Det var årsagen til at hun ikke havde nære venner. Alle i hendes hjemby vidste besked om forbandelsen og betragtede hende som en, der var smittet med pest. En, der kun kunne bringe ulykke med sig.

 Dog... så var der én, der ikke så på hende som en omvandrende sygdom. Så længe siden... da hun var ganske lille.

 Hun huskede ham ikke særlig godt. Bare en rar person, som havde givet hende en kage og bad hende om at smile.

 Men det var alt sammen fortid. Nu var det fremtiden, hun måtte koncentrere sig om. Hun havde forladt sin familie for en uge siden og var nu på vej med karet til klosteret i Saint-Ivans sydpå for at søge om optagelse blandt nonnerne. Ja, det var den fremtid hun nu havde i vente.

 Hun kiggede ud af vinduet på sit værelse i kroen. Det var lidt uhyggeligt den måde grene på træet bevægede sig.

 Det lignede næsten lange tynde fingre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...