Jomfruens forbandelse

Marita er under en forbandelse, der gør det umuligt for hende at blive gift. For hvis hun sover med nogen for første gang, så dør hun og manden den selv samme nat. Marita føler at hendes eget krop er et fængsel og overvejer at blive nonne for i det mindste at have noget ud af livet. Men da hun hører om en djævelsk hertug, der har samlet jomfruer sammen til et harem, beslutter hun sig for at bruge sin forbandelse til noget godt og melder sig frivilligt som det nye offerlam.

5Likes
5Kommentarer
915Visninger
AA

3. Kapitel 2: En bøn om styrke

"HVAD ER DET, DE SIGER?"

 Marita havde allermest lyst til at rejse sig op og gå for at undgå at se den fede dames raseri. Kareten havde fået ødelagt hjulakslen i løbet af natten. Det så ud som om at den var blevet hugget over med en økse, havde kusken sagt. Det var umuligt at komme af sted i dag, måske i morgen.

 Marita var heller ikke særlig glad ved tanken om at tilbringe én nat mere i denne by. Ravnens grønne øjne havde nærmest brændt sig fast. Hver gang hun lukkede øjnene, så kunne hun se dem, så tydeligt at hun næsten kunne række ud efter dem.

 Krofatteren undskylde mindst tusind gange på landbyens vejne at sådan noget kunne ske og love at der ikke skulle betales ekstra for opholdet. Den fede dame gik fornærmet ovenpå og overlod resten af passagerne til dem.

 Brunetten, som Marita fik at vide hed Sasha, spurgte om hun havde lyst i at gå en tur i byen bare for at kunne gå tiden ihjel. Hvorfor ikke?

 Landsbyen var meget mærkeligt. Der var ingen, der gik ude på gaderne. Og når man var heldig så kunne man få et glimt af nogen, der kiggede ud af vinduerne, inden de blev lukket i med det samme.

 Sasha gættede i spøg på at beboerne nok var bange for at blive ramt af fremmed sygdomme, som de bragte med sig fra de andre landsbyer, men Marita havde på fornemmelsen at der var noget galt.

 Havde det noget med den ravn, hun så i går? Eller den historie krofatteren fortalte?

 Da en vind blæste langsomt mod hendes ryg, gøs hun en smule.

 "Skal vi gå ind i kirken?" foreslog hun Sasha og håbede at hendes stemme ikke lød bange.

 "Gå du bare derind," sagde Sasha og løb hen til et hus. "Der er nogle blomster her, jeg gerne vil se."

 Et øjeblik var Marita ikke sikker på om hun ville gå ind i kirken alene, men så bed hun tænderne sammen og sagde til sig selv at nu måtte hun tage at opføre sig voksen.

 Der var helt tomt i kirken... og så koldt, men der var nogen, der havde tændt for stearinlysene ved alteret.

 Marita fandt sig en plads på rækkerne og tog salmebogen mellem hænderne og bad.

 Hun bad til at hun kunne få et godt liv på trods af forbandelsen, selvom hun skulle være nonne, som hun havde set havde et hårdt og strengt liv. Hun bad om styrke til at komme gennem dette liv uden at tænke på sin krop som det omvandrende fængsel, det nu var.

 Havde hun nogensinde haft grund til at tvivle på guds kærlighed til mennesket? Hvorfor var det netop hende, der skulle blive forbandet? Hvilket planer havde Herren haft for hende?

 Uden havde svar på sine spørgsmål rejste hun sig, lagde salmebogen på plads og forlod kirken.

 Men det syn, der mødte hende udenfor jagede alle tanker ud af hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...