Jomfruens forbandelse

Marita er under en forbandelse, der gør det umuligt for hende at blive gift. For hvis hun sover med nogen for første gang, så dør hun og manden den selv samme nat. Marita føler at hendes eget krop er et fængsel og overvejer at blive nonne for i det mindste at have noget ud af livet. Men da hun hører om en djævelsk hertug, der har samlet jomfruer sammen til et harem, beslutter hun sig for at bruge sin forbandelse til noget godt og melder sig frivilligt som det nye offerlam.

5Likes
5Kommentarer
918Visninger
AA

2. Kapitel 1: Hertugen af Vladanius

"Vladanius," annocerede kusken. "Vi holder her for i nat."

 Marita steg ud af kareten som den sidste og så en trist ensartet landsby, der lå under en dækket himmel af lysegrå skyer. Hun glattede sin sorte rejsekjole ud efter den lange rejse og fulgte med sine medpassagere ind på den lokale kro.

 Men... da hun hørte en torden bag sig, og hun kiggede tilbage for at se om der uvejr på vej, så mærkede hun pludselig en isnekold gysen risle ned ad hendes krop. Men alt hvad hun så var en sti lagt af brosten, der førte ud af byen hen imod en sort skov.

 Stadig rystende over chokket, vendte hun sig om og løb nærmest hen til kroen. Hendes hjerte røg op i halsen på hende hver gang hun hørte ekkoet af sine egne skridt.

 Aftensmaden stod på flæsk kogt med bønner. Normalt ville man vrænge næse af det, men efter sådan en lang tur uden stop, så var det nærmest en velsignelse at skovle mad i sig.

 De spiste i stilhed efter at krofatter havde bedt bordbøn. Det var mørkt udenfor og det eneste lys, man havde kom fra de stearinlys, der stod på bordet. Alle var godt trætte ovenpå rejsen, og man tænkte kun på at få spist op og gå til ro.

 "De unge damer i dette selskab...," sagde krofatter pludselig, "... må hellere lukket vinduerne godt til for i nat."

 "Hvorfor?" spurgte en ung brunthåret pige.

 Krofatteren tøvende lidt, inden han svarede: "Fordi der er forsvundet mange unge piger herfra og rundt i omegnet i den sidste års tid."

 "Virkelig?" spurgte den rige fede dame med den store barm.

 "Ja," sagde krofatteren. "De var alle jomfruer. Man har fundet lig efter nogle af dem ude i skoven. Det de alle har tilfælles er at deres fødder er kvæstede og at de ikke er jomfruer mere."

 "Er der ingen, der ved hvad der er sket med dem?" spurgte Marita nysgerrig for nu var hun selv blevet interesseret i samtalen.

 Krofatterens hånd rystede en smule, mens han fortalte: "For tre måneder siden fandt vi en ung kvinde kravlende ude i skoven. Hun var ude af stand til at gå på sine smadrede fødder og der blod på hendes kjole der, vi ved nok." Så rømmede han.

 "Vi tog hende ind og lagde hende i en seng og det stakkels barn snakkede i febervildelse. Hun snakkede om et djævel med et smukt ansigt, der havde danset og danset med hende indtil fødderne var slidt op. Hun snakkede om andre kvinder, som havde kunnet holde det ud, men var faldet mere og mere i djævlens magt og ikke længere huskede noget om verden udenfor. Så talte hun om hvordan djævlen havde løftet hende om og tog hende på sin seng... og så døde hun."

 Krofatteren drak sin øl i et drag og rystede voldsomt på hovedet. Det var sikkkert for at samle fatning.

 "Vi havde ondt af pigen og begravede hende ude på vores kirkegård i en navnløs grav. Må gud have nåde med hende."

 "Men...," sagde brunetten. "... er der et sted, hvor man kunne holde folk fanget."

 "Javist," svarede han. "Men vi tør ikke gå herhen og selv se efter. I har vel lagt mærke til stien, der fører ud til skoven."

 Alle passagerne nikkede. Krofatteren lænede sig en smule frem og hviskede: "Den sti fører hen til Hertugens palæ."

 "Hertugen?" gentog Marita.

 "Hertugen af Vladanius. Ingen har set ham i mange år. Og vi har en ide om hvad han laver, men vi tør ikke gøre noget. For det første er han hertug, for andet, hvis han virkelig er jomfrusamleren, så er han sikkert i pagt med djævlen og det kan man ikke gøre noget ved. Desuden så er han den eneste grund til at landsbyen stadig eksistere. Hvis vi gør noget forkert, så rejser han måske sin vej. Det ville være en anden snak, hvis han døde, så ville titel og palæ gå til hans fætters søn i hovedstaden. Jeg har sagt det før og jeg siger det igen: Magten er stærkest." 

 "Gode gud," sagde den fede dame. "Vi rejser vel i morgen, ikke?"

 Kusken nikkede bare. "Så snart solen står op."

 Det virkede alle på engang tilfredse og rædselslagende over. Rædselslagende over at tilbringe natten i et hjemsøgt landsby, men tilfredse over at de ikke skulle være her særligt længe.

 Alle brød op, men det var tydeligt at se, at man ikke fik en rolig nat lige med det samme.

 

Marita delte værelse med den brunhårede pige. Inden de gik til ro, sikrede de sig at vinduerne var låst til.

 Marita kunne mærke hvordan hendes hjerte hamrede som en besat, mens hun vendte og drejede i sengen og lyttede. Af en eller anden grund havde hun bildt sig selv ind når først, der var sket noget, så kunne hun sove i fred.

 Noget skete der. Da hun hørte klokken i kirketårnet ringe midnatten ind, så var der noget hakkede på ruden.

 Marita og brunetten satte sig begge oppe i deres senge og kiggede mod vinduet. En ravn sad udenfor og hakkede på ruden med sit næb.

 "Bliv siddende," bad Marita den anden pige og rejste sig op. Hun gik med tøvende skridt hen mod vinduet. Trægulvet under hendes fødder knirkede for hvert et skridt. Da hun kom hen til vinduet, lagde hun forsigtig hænderne på karmen og lænede sig ned, så hun kom i øjehøjde med ravnen.

 Den havde grønne øjne. Grønne som slangeskind. Marita kunne mærke hvordan hendes ben rystede. Der var noget ved dét blik, som skræmte hende. Der var et form for grådigt sult i de øjne.

 Så sank hun pludselig om på gulvet. Brunetten sprang op for at hjælpe hende, men da var ravnen allerede fløjet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...