Morthblake Hill

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2012
  • Opdateret: 13 jul. 2013
  • Status: Igang
Morthblake Hill er en succesrig galopstald beliggende i England. Det er en turistattraktion ud over det sædvanlige, og når løbssæsonen starter, samles mange mennesker for at se på, mens hestene dundrer i høj fart rundt i svingene med sandet hvirvlende om deres hove. Den 16 årige Riley er som så mange andre også dybt fascineret af denne sport. Hendes morgener tilbringer hun typisk nede ved løbsbanen for at se på de ædle dyr, mens de bevæger sig graciøst hen over banen, som indledende øvelser før løbene. Hendes liv tager en uventet drejning, da hun møder den charmerende men arrogante Ethan, og hun ser sig selv blive suget ind i den ellers ukendte teenagestrøm med problemer, følelser og svære valg.
- Morthblake Hill er en historie om kærlighed, drama og heste.
(Obs. Nødvendigvis stemmer galoplivet i historien ikke overens med hvordan det er i virkeligheden)
(Lettere anstødeligt sprogbrug kan forekomme)

41Likes
113Kommentarer
5242Visninger
AA

6. Pas på at egoet ikke slår sig, når du går igennem døren.

Jeg gik med lange skridt ind i klasseværelset. Om min skulder havde jeg min blomstrede taske. Min påklædning bestod af en mørkeblå oversize sweater med kabelstrik. Indenunder havde jeg en hvid skjorte på, og kraven fra den var trukket udover sweaterens halsudskæring. Derudover havde jeg et par stramme jeans og et par brune støvler på. Mit hår var sat op, sådan at det lignede en sløjfe. Det hele var bundet op, undtagen 2 tynde totter der indrammede mit ansigt. Jeg lod blikket glide rundt, og jeg så Ethan hænge ved et af bordene. Jeg kneb øjnene sammen. Det så ud som om at han allerede var glimrende venner med den populære gruppe. Jeg slog hurtigt blikket ned, før jeg skyndte mig ned til mit bord. Jeg så kort rundt, og fik øje på min gamle.. forræderiske makker, der havde ladet mig i stikken ved at være syg, så jeg hang på Ethan der sikkert troede jeg var en eller anden creepy stalker og en humørløs kælling. Hvilket jeg ikke var! Det var ikke mig, det var ham! Det var ham der bare var irriterende og fortjente den kolde skulder. Selvom jeg åbenbart var den eneste i hele klassen der syntes det.

Jeg satte mig ned ved mit bord og hvilede så mit ansigt i mine hænder, mens jeg holdte mig oppe via albuerne på bordet. Et kort øjeblik efter jeg havde sat mig, havde Ethan signaleret til gruppen at han skulle bruge 2 minutter, og få sekunder efter bevægede han sig ned mod mig. I dag bestod hans påklædning af en t-shirt, en cardigan udover og et par jeans. Jeg kastede lange blikke efter min gamle makker, og bevidst undgik jeg øjenkontakt med Ethan. Jeg var ikke helt sikker på hvad jeg skulle sige til ham. For dælen da, fyren red. Han red for pokker nede på Morthblake Hill. Tænk at jeg aldrig havde lagt mærke til ham før. Han sank selvsikkert ned i stolen ved siden af mig, og der gik ikke lang tid før hans arm hvilede bag mig på min stoleryg. Jeg kunne ikke lade vær’ med at sende ham et skeptisk blik, men jeg forblev tavs. Damdamdam, hvem ville tage det første skridt?

Få sekunder efter blev navnet ’Riley’ nævnt, og som det søde og godtroende menneske jeg er, kiggede jeg forventningsfuldt op – alt der fik mig til at slippe for denne akavede stemning, der havde sænket sig over vores bord. Lyset i mit ansigt slukkede, da jeg fandt ud af at det var fyren Riley som også gik i min klasse, der var blevet talt til. Jeg sank lidt sammen, og ved min side kunne jeg høre et diskret udbrud af et grin, der tydeligvis var blevet holdt inde. Jeg bed tænderne sammen, og vendte mig om mod Ethan med lynende øjne.

”Jaja, bare le. Seriøst jeg kommer og hjemsøger dig i dit hoved når du sover. Jeg skal nok selv medbringe dolken” Okay lidt hårdt måske. Jeg går ikke rundt med indestængte tanker om at blive seriemorder, det må i altså ikke tro! Men hvis det kunne få Ethan til at lukke munden, var jeg villig til at påtage et rygte som sindssyg. Eller.. måske ikke. Men altså. Ethan smilte blot bredt over mit udbrud.

”Wauw, tænk at jeg er så heldig. Det vil jeg se frem til, og bare rolig. Jeg skal nok skubbe de andre piger ud i fordel til dig. Jeg skal nok line det hele op, kan du godt lide stearinlys?”

Jeg kunne ikke tro mine egne ører. Hvordan kunne han fordreje det så meget? Nu havde jeg tabt igen, og jeg sad også og rødmede. Jeg kunne stikke den dreng en flad. Han var så klam.. så irriterende. Men han så ikke ud til at tage notis af det. Det så ikke ud til at røre ham på nogen måde. Det var som om at det var en typisk ting for ham at sige. Jeg vendte væk fra ham igen. Både fysisk og mentalt. Jeg følte mig slået.. faktisk behøvede mine skader et par nuttede blomstrede plastre til at dække over dem. Jeg fik ikke tid til at forsvinde ind i min egen verden, Ffor nu sagde Ethan noget, som jeg absolut ikke havde regnet med at høre. Altså lige bortset fra det første.

”Det kom ikke som nogen overraskelse at du holder øje med mig. Men er jeg virkelig så uimodståelig at du ligefrem bliver nødt til at følge efter mig?” han talte om episoden i går, flot Riley, virkelig flot klaret. Han fortsatte:

”Nej du vidste intet om at jeg er ansat derovre. Jeg havde aldrig overvejet mulighed at du var en galopfan. Lad mig så høre, sidder du med blikket klinet fast til løbene og hepper, fordi du har investeret et par dollars på en hest?” Hans tonefald var på en måde nysgerrigt men også provokerende. På hans læber hvilede der er let drillende smil. Jeg åbnede munden i protest.

”Hey! Jeg er ikke nogen stalker, jeg har overværet træningen derovre så lang tid tilbage jeg kan huske.” Spydigt tilføjede jeg: ”Jeg ser ikke hestene som en ren pengemaskine, men hvis jeg gjorde så var det ikke lige ’nogle’ dollars jeg ville investere”

Jeg var rød i ansigtet, det vidste jeg. Først nu lagde jeg mærke til at der også var flere i lokalet, og jeg kastede diskret et blik rundt. De fleste så underligt på os, men mest på mig. Jeg kunne sagtens tyde deres ansigter. Hvorfor tilbragte den lækre fyr så meget tid på mig, når jeg alligevel bare svarede igen? Okay, jeg var ikke populær. Men jeg var heller ikke i bunden når man så på den sociale rangliste. Jeg var lidt personen der bare var der, men hvis Ethan havde nogle forhåbninger om, at jeg kunne hjælpe ham op på de populæres sociale niveau, så kunne han godt glemme det. Så kunne han ligeså godt vende tilbage til ’robotterne’ nu, inden han spildte for meget af vore’ begges tid.

Jeg var ikke i tvivl om at Ethan allerede havde lagt mærke til de mange blikke af øjne der hvilede på os. Han ignorerede det bare. Jeg signalerede med øjnene til Ethan at fortsatte vi med at tale, ville det føre til at folk samlede sig om os, for at høre samtalen og ærlig talt? Det havde jeg ikke interesse i. Det var jo ikke som om at vi var nogle mannequiner. Vi var mennesker, og jeg havde følelser. Ethan.. ikke helt sikker faktisk. Nej nu bliver jeg lidt ond. Det er bare for akavet når folk stirrer, okay. Ethan så kort undrende på mig, da jeg vendte blikket væk fra ham og op på Mr. Adams der trådte ind, og fortalte os at vi skulle sætte os på vores pladser. Jeg var meget kold overfor Ethan, men det var min eneste udvej. Jeg kan bare ikke lure ham!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...