Morthblake Hill

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2012
  • Opdateret: 13 jul. 2013
  • Status: Igang
Morthblake Hill er en succesrig galopstald beliggende i England. Det er en turistattraktion ud over det sædvanlige, og når løbssæsonen starter, samles mange mennesker for at se på, mens hestene dundrer i høj fart rundt i svingene med sandet hvirvlende om deres hove. Den 16 årige Riley er som så mange andre også dybt fascineret af denne sport. Hendes morgener tilbringer hun typisk nede ved løbsbanen for at se på de ædle dyr, mens de bevæger sig graciøst hen over banen, som indledende øvelser før løbene. Hendes liv tager en uventet drejning, da hun møder den charmerende men arrogante Ethan, og hun ser sig selv blive suget ind i den ellers ukendte teenagestrøm med problemer, følelser og svære valg. - Morthblake Hill er en historie om kærlighed, drama og heste. (Obs. Nødvendigvis stemmer galoplivet i historien ikke overens med hvordan det er i virkeligheden) (Lettere anstødeligt sprogbrug kan forekomme)

41Likes
113Kommentarer
5094Visninger
AA

7. Ny side? Nej? Jeg er forvirret.

Den næste dag kom Ethan energisk over til mig. Jeg havde netop fået lagt tasken fra mig, da han lænede sig over bordet og endte med kun at være få cm fra mig. Jeg trak mig instinktivt tilbage, og skævede lidt til ham. Afventende.

”Vi havde det for resten sjovt i min drøm i går. Meget endda..” lagde han ud med og blinkede. Jeg sendte ham et advarende blik og gjorde mig klar til at gå, da han med et sagte grin tilføjede:

”Easy Riley, jeg driller kun. Mr. Adams har givet os fri i disse moduler. Var det noget med at du gerne ville se Morthblake Hill backstage?” Hans brune øjne havde et kækt glimt i, og hvis jeg skulle være ærlig havde jeg ingen idé om hvor jeg havde ham. Men det virkede reelt nok, så jeg sendte ham et smil.

”Og det passer? Det er ikke et eller andet nummer for at få lov til at pjække? Du ved godt at den karakter vi får, kommer til at gælde i årskarakteren, ikke?” Han lo igen, og vaklede dramatisk et skridt bagud med hånden over hjertet.

”Åååh, det sårer mig hvor lidt du stoler på mig.” Jeg kunne ikke lade vær’ med at ryste på hovedet af ham og smile lidt. Jeg kunne jo altid smide noget i knolden på ham, hvis han ikke gad lave noget, right? Måske ville det ikke blive så slemt.

***

Turen ned til Morthblake Hill forløb uden problemer.. Lidt musik på radioen og så kørte det. Som den vaskeægte gentleman jeg vidste han var - ha! sagt med ironi i stemmen, havde vi taget min bil. Hans egen motorcykel - kliché igen, siger jeg bare, var til reparation, så medmindre vi ville gå hele vejen, havde vi altså taget min Porsche. Han havde startet med at sige at min bil nok snart skulle vaskes. At svine min bil til? Ikke et klogt træk. Men jeg havde ladet ham slippe denne gang. Jeg var jo heller ikke et unfair menneske – han fik én chance, og så vankede der altså!

Stedet var endnu større end man umiddelbart skulle tro. Seriøst, der var folde, baner, stalde, heste og personale overalt. Det var imponerende, men jeg følte mig også skræmt. Selvom jeg ikke brød mig om at gå så tæt på Ethan, så gav det mig en følelse af noget velkendt. Nok havde jeg set stedet udefra, men nu hvor jeg var inde i det indre af Morthblake Hill.. Jeg mener.. hvis jeg farede vild, ville det jo tage en uge for redningsfolkene at gennemsøge alle afkroge af det her sted, inden de fandt mig – og til den tid ville jeg sikkert være død. Eller noget. Ethan gik afslappet ved min side med hænderne i lommerne, mens han hilste på alle menneskerne vi passerede. De kendte ham vidst alle sammen.

En mand slog armene ud, et stykke foran os og kom imod os med et bredt smil. Han var midaldrende med pæne træk, og han havde stadig alt håret på hovedet. Ethan smilte forsigtigt til manden. Jeg stoppede op, og lod dem hilse. Jeg følte mig malplaceret.. Hvad lavede jeg overhovedet her? Når der ingen vidner var, ville jeg seriøst slå Ethan så hårdt, at han ikke ville glemme det foreløbig. De udvekslede et par ord sammen, før manden vendte sig mod mig og rakte hånden frem. Hans stemme var munter da han præsenterede sig selv.

”Goddag, mit navn er John Smith. Og du må være.. R..?” hans accent var udpræget britisk, og da han skulle til at sige mit navn, kom jeg ham i forkøbet ved at spare ham for den eventuelle ydmygelse. Jeg gengældte hans smil, trykkede hans hånd og svarede.

”Riley, ja. Hyggeligt at møde dig Mr. Smith”

”Åh, bare kald mig John. Jeg hører at du er en af Ethans venner. Jeg er hans onkel” han nikkede kort og slap min hånd. Jeg skævede kort til Ethan, der stod og kløede sig i nakken og kiggede alle andre steder hen end på os. Jeg sendte Mr. Smith et forsigtigt smil.

”Vi er bare i gang med at skrive en opgave til skolen sammen” Bare fordi vi var makkere, betød det ikke at Ethan var min ven. Mr. Smith – John, nikkede med et smil, men sendte mig dog et kort underligt blik før han vendte sig mod Ethan og ved hjælp af mimik mindede ham om tiden. Skulle Ethan da nå noget? Ethan sukkede lavt ved min side, og inden længe fortsatte vi ind i rytterstuen hvor der lidt mere fred og ro var. Fedt, nu troede hans onkel også at jeg var et socialt udskud der ikke ønskede venner.

Ethan havde forholdt sig tavs, men nu hvor vi havde sat os i hver vores stol og jeg var begyndt at hive tingene frem, sagde han pludselig:

”Min onkel du lige mødte.. Han har en andel i det her sted. Han er professionel træner.. Jeg er ved at tage min jockey licens.” følte han at han havde noget at forklare overfor mig? Der var da kommet nye boller på suppen så. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige, så jeg nikkede blot med et opmuntrende smil til ham.

”Det lyder da spændende! Hvor længe har du vidst at du ville være jockey?” Indrømmet, jeg følte mig sej. Han trak på skuldrene med et lille svagt smil.

”Det ved jeg ikke.. Siden jeg holdte op med at bruge ble, så jeg vidste at jeg kunne holde mig og lade vær’ med at tisse på sadlen?” hans gavtyvs'agtige smil var dukket op på hans læber, og jeg gloede lidt på ham. Igen vidste jeg ikke hvor jeg havde ham. Jokede han, eller mente han det helt seriøst? Jeg sukkede opgivende, og vendte blikket ned på hæftet.

”Siden du ikke gad svare mig om mit forslag var godt nok, så har vi intet grundlag for vores opgave..”

Ethan lænede sig ind mod mig. Hans ånde duftede af frisk mentol, men det var ikke det der fangede mig. Det var hans forslag..

”.. Så hvis vi nu kan illustrere hvordan hestens anatomi er, og især når den løber og bruger sine muskler. Så har vi faktisk noget rigtig godt stof. Men det er klart at vi skal kunne redegøre for vores undersøgelser. Så jeg tænker noget tegning og videodokumentation?” Jeg havde ikke helt hørt efter til det første, men det lød faktisk ganske glimrende. Så han havde altså lidt mere i sig end sjofle jokes og sin arrogante attitude?

”Men det er klart som fyren i det her partnerskab, at jeg sørger for personligt at give dig undervisning til de forskellige ting. Det betyder selvfølgelig også, at hver gang inden du filmer, skal jeg stå bag dig og vise hvordan du trykker start.”.. Aaaand, here we go again. Jeg trak mig hurtigt tilbage, hvilket så ud til at more Ethan gevaldigt. Et smil bredte sig over hans læber, mens han roligt rettede sig op igen. Jeg følte mine kinder blive røde, og jeg gned ærmerne mod mit ansigt før jeg rejste mig.

”Nåh.. øh, var det ikke noget med at du skulle vise mig rundt her på stedet?” Jeg skulle ud inden mit ansigt forandrede sig til den samme farve som en postkasse..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...