Morthblake Hill

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2012
  • Opdateret: 13 jul. 2013
  • Status: Igang
Morthblake Hill er en succesrig galopstald beliggende i England. Det er en turistattraktion ud over det sædvanlige, og når løbssæsonen starter, samles mange mennesker for at se på, mens hestene dundrer i høj fart rundt i svingene med sandet hvirvlende om deres hove. Den 16 årige Riley er som så mange andre også dybt fascineret af denne sport. Hendes morgener tilbringer hun typisk nede ved løbsbanen for at se på de ædle dyr, mens de bevæger sig graciøst hen over banen, som indledende øvelser før løbene. Hendes liv tager en uventet drejning, da hun møder den charmerende men arrogante Ethan, og hun ser sig selv blive suget ind i den ellers ukendte teenagestrøm med problemer, følelser og svære valg.
- Morthblake Hill er en historie om kærlighed, drama og heste.
(Obs. Nødvendigvis stemmer galoplivet i historien ikke overens med hvordan det er i virkeligheden)
(Lettere anstødeligt sprogbrug kan forekomme)

41Likes
113Kommentarer
5325Visninger
AA

2. Mit humør? Ikke noget at råbe hurra for.

Den irriterende lyd af et vækkeur der hidsigt prøver at komme i kontakt med en sovende person er noget af det værste. Derfor var jeg indstillet på, at der ville være en høj risiko for, at jeg ville smadre mit vækkeur. Især når jeg nu famlede i blinde for at slukke det. Men det var en pris jeg var villig til at betale - så længe det bare holdte op med at larme. Lyden standsede endeligt, og uden nogen form for ulykker. Er det meget sørgeligt hvis jeg faktisk håbede på at det ville gå i stykker? Jeg gabte lidt, før jeg med et enkelt smask åbnede øjnene. I et langt øjeblik lå jeg bare og stirrede op i loftet. Mit navn er Riley, bosat i England, 17 år og jeg er i fuld gang med mine senior år i High School.

Min krop føltes øm efter at have siddet foroverbøjet over lektierne, ved mit lille skrivebord, i flere timer natten forinden. Nu var det søndag og jeg lå i min seng, dejligt afslappet. Mit blik gled let over vækkeuret, før jeg kneb øjnene sammen og rettede opmærksomheden på klokken. Kvart i 12? Jeg tog mig til hovedet og sukkede opgivende. Jeg var begyndt at tro at der skulle stærkere midler til for at vække mig. Som for eksempel en selvbetjenende robot der kunne kaste vand i fjæset på mig. Ikke nok med at min mor altid var på arbejde, så det var sjældent jeg kunne få et glimt af hende, - jeg ville både gå glip af morgentræningen på Morthblake Hill og jeg ville skulle skynde mig på den daglige løbetur . Udover det, vankede der pligter på biblioteket, hvor jeg havde lovet at hjælpe til. Klart var jeg da venlig og sådan, og det ville være fedt at få credit for sådan at melde sig frivilligt. Men sandheden var bare at min mor havde sat mig op til det, så det var ikke engang mig der havde tilbudt min hjælp. Det var mere fordi min mor var bekymret for mig, fordi jeg skulle tilbringe så meget tid alene mens hun var på arbejde. Jeg vidste ikke engang om jeg fik nogle penge for det. Måske forsvandt moneterne bare ned i min mors lommer, men.. Det ville virke usandsynligt, taget hendes ejendomsmægler job i betragtning og at hverken hun eller jeg manglede penge. Så måske var det bare velgørenhedsarbejde jeg lavede. Men ville det egentlig ikke også være fint nok?

Hvad der var fint nok, var at lade de humanistiske tanker ligge, og tage noget tøj på så jeg kunne komme ud og løbe. Jeg svingede dynen af og rejste mig fra sengen. Jeg tog fat i sengestolpen, mens jeg stod et kort øjeblik. Det sortnede for mine øjne – Et godt råd, lad vær’ med at rejse dig for hurtigt. Det giver hovedpine og man blackouter i nogle sekunder. Jeg sukkede kort. Denne dag var dømt til at mislykkes – det kunne jeg mærke. Der var intet ved denne dag der var god. Uden rigtigt at kigge nærmere på tingene, greb jeg en neutral sort t-shirt, et par shorts, mine løbesko og en sports-bh før jeg forsvandt ud på badeværelset.

En halv time senere, eller mindre kom jeg ud igen. Nu omklædt i noget lidt andet end bare en oversize natbluse til at sove i. Så nu kunne man da se mine knap så fremtrædende former. Mit hår var.. glat, som sædvanlig. På en god dag kunne det bølge lidt, og på en virkelig god dag hvis jeg havde flettet det natten forinden, ville jeg have krøller i.. en halv time efter fletningen var blevet taget ud. I dag tog jeg det sikre valg – en høj hestehale. Min hånd greb instinktivt ud efter den sorte Iphone der lå på natbordet med høretelefonerne viklet rundt om sig. Jeg vendte mobilen rundt, og smilte bredt over synet af ’Charlie og Chokoladefabrikken’ coveret, der så ud som om en chokoladebar var blevet åbnet halvvejs og man kunne se den gyldne billet stikke op fra papiret. Den film var virkelig fantastisk. Johnny Depp? Mucho fantastico!

Jeg løb ned af trappen, og forsvandt ud af det tomme hus uden at ænse den trykkede og ensomme stemning der vågede over huset. Min mor og far var separerede. Og det havde de været i lang tid, men alligevel kunne jeg ikke se kendsgerningen i øjnene. Det var uretfærdigt og.. mærkeligt for mig at tænke på. Men der var stadig et håb. Måske.


(Fortsættes i 3. kapitel)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...