Morthblake Hill

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2012
  • Opdateret: 13 jul. 2013
  • Status: Igang
Morthblake Hill er en succesrig galopstald beliggende i England. Det er en turistattraktion ud over det sædvanlige, og når løbssæsonen starter, samles mange mennesker for at se på, mens hestene dundrer i høj fart rundt i svingene med sandet hvirvlende om deres hove. Den 16 årige Riley er som så mange andre også dybt fascineret af denne sport. Hendes morgener tilbringer hun typisk nede ved løbsbanen for at se på de ædle dyr, mens de bevæger sig graciøst hen over banen, som indledende øvelser før løbene. Hendes liv tager en uventet drejning, da hun møder den charmerende men arrogante Ethan, og hun ser sig selv blive suget ind i den ellers ukendte teenagestrøm med problemer, følelser og svære valg.
- Morthblake Hill er en historie om kærlighed, drama og heste.
(Obs. Nødvendigvis stemmer galoplivet i historien ikke overens med hvordan det er i virkeligheden)
(Lettere anstødeligt sprogbrug kan forekomme)

41Likes
113Kommentarer
5261Visninger
AA

23. "Jeg kan godt lide dig.."

Jeg sendte et ondt blik til alle de mennesker, der stod i vejen, mens jeg skubbede vognen frem foran mig. Jeg var blevet forvist til biblioteket af min mor, hvilket var et meget dårligt træk af hende. Mit humør var ikke til at spøge med, og det var også derfor, at jeg nær havde kørt vognens hjule ind i en gammel dames hæle. Hun så næsten forskrækket på mig, før hun hastede væk. Jeg skar en grimasse, og stoppede vognen foran børnelitteraturhylden. Jeg satte bøgerne op i alfabetisk rækkefølge, før jeg fortsatte til næste hylde. Mit hjerte sprang et slag over, da der pludselig blev hevet ned i min forvejen løse bluse, så kanten af min sorte BH blev synlig. Jeg åbnede munden, mens jeg rettede på blusen og skulle til at sige noget meget grimt, da jeg lod blikket glide hen over synderen. Det var en lille pige på 5 år.

 

”Peter Pan?” Jeg slog øjnene op og blinkede et par gange. Sikke en sød lille én. Jeg hev bogen ned fra hylden og rakte hende den med et smil. Hun smilte stort og viste sin perlerække af tænder – som næsten var perfekt, bortset fra de to manglende fortænder, der faktisk fik hende til at ligne en pirat.. Kaptajn Klo, nok nærmere. Hun tog imod bogen og løb tilbage sin mor, der stod og snakkede med en af de andre mødre.

Jeg smilte for mig selv, da jeg kørte rundt til de sidste hylder og satte bøgerne på plads. Nogle gange var jeg for negativ. Det var jo nærmest hyggeligt at tusle rundt for sig selv, og med mit tvivlsomme temperament skulle jeg vidst bare være glad for, at det ikke var på et utaknemligt sted som for eksempel Mcd – jeg ville jo gå rundt og klaske burgere i hovedet på folk jeg ikke kunne lide.

***

Det gav et sæt i mig da jeg hørte en stemme bag mig. Jeg vendte om, og kiggede nu på en pige på min egen alder. Hendes hår hang ned i korte tjavsede lokker, hvilket gav hende et vildt look, men jeg synes det var ret cool. Det var vovet. Hendes øjne var markeret med en sort eyeliner, og hendes tøj bestod af en hvid skjorte og et par sorte bukser. Jeg kan ikke engang huske hvor længe siden det er, at jeg har ført en normal samtale med nogen på min egen alder – udover med Ethan, og selvfølgelig de høflige elever som jeg en sjældent gang møder i skolen – folk der bruger de høflige normer som ’Tak fordi du holdt døren’ eller ’Gør det noget at jeg tager stolen?’
Hun kiggede overvejende på mig.

”Arbejder du her?” Jeg rystede på hovedet, før jeg svarede:

”Nope, blot en tvungen frivillig” Hvilket ikke gav mening, for hvis det var tvunget var det vel heller ikke frivilligt? Hun lagde også mærke til vendingen, og gav mig et sært blik. Fedt – hvem ville dog også arbejde her, medmindre de var sådan nogle grammatisk korrekte bogheste? Til sidst slog hun dog en latter op.

”Det udtryk kan jeg godt lide! Jeg arbejder her – så det undrede mig lidt at du kører rundt med sådan en vogn, nu hvor jeg ikke har set dig før” Jeg kunne ikke lade vær’ med at blive en smule fornærmet. Nå ja, jeg havde da tit besøgt og hjulpet til på biblioteket – før hun fik arbejde. Men jeg lod det ligge, og sendte hende i stedet et smil.

Jeg skulle netop til at køre videre, før hun stoppede mig ved at sige ’hey’, jeg stoppede op og så undrende på hende.

”Mit navn er Abigail,” hun rakte hånden frem, og jeg gav den et tryk.

”Riley,” jeg smilede. Jeg ville ellers have troet, at jeg havde reageret mere fjendtligt. Alle mine mislykkedes forsøg på, at finde en gruppe i high school, havde gjort mig til sådan en nedtrykt, og dog lettere aggressiv bjørn. Når man havde pirret den længe nok, ville den bare blive helt grumpy overfor alle, og det var også sådan jeg følte mig. Måske som en tør kiks – men så igen, hvem vil også have en våd kiks?

”Vi skulle hænge ud en dag, hvis du har lyst? Jeg går i klasse med en gruppe hooligans, og jeg har virkelig savnet nogen at snakke med..”

***

Jeg knugede min hættetrøje tættere ind til mig, da jeg forlod biblioteket. Mig og Abigail havde snakket i yderligere et kvarter, og havde aftalt at skulle mødes en dag og tage i biografen. Jeg havde indtryk af, at hun var meget lig mig, og det føltes dejligt, at have en pige at snakke med. For selvom jeg klædte Ethan i dametøj, så ville det altså bare ikke gå – selvom det ville være alt for sjovt. Og i ved godt hvad jeg mener med ’sjovt’ ikke? Jeg ville tage billeder af ham, og dele dem på alle de sider jeg,- på grund af mainstreamheden, har joinet, for sådan en ærlig og trofast ven er jeg nemlig.

Jeg skulle blot hjem et smut og skifte tøj, men da jeg trådte ind i huset, vidste jeg hurtigt at det ikke bare var et ’smut’. Min mor stod i sin pyjamas og hoppede rundt om sin veninde. Min mor havde et tørklæde viklet rundt om sit tilsyneladende våde hår, og hendes veninde sad i stolen med folie i sit hår. Min mor fægtede både med hvad der lignede lim og en hårbørste. Jeg stod der et kort øjeblik. Skulle de nu også til at sniffe lim? Men så fik jeg øje på venindens falske negle, og jeg stykkede det hurtigt sammen – hendes negle skulle ordnes. De grinte, og fælles løftede de deres glas og skålede. Jeg rømmede mig.

Min mor vendte sig forskrækket om, og den lille flaske med den flydende lim, hældte over eftersom hun i sin tågede tilstand gjorde brug af meget store armbevægelser. Hun kiggede ned på klatten, der var begyndt at flyde på gulvet, og hurtigt begyndte hun at tørre det op med en nærliggende køkkenrulle, før veninden hvinede at hun havde rykket sin negl skævt, og at min mor skulle skynde sig at rette den. Så brød de ud i grin igen.

”Rileymusen, vil du ikke tørre det der op?” Min mor pegede med sin fod, mens hun nærstuderede venindens negle. Deres fødder var beklædte med kaninsutsko.
Så meget for at jeg skulle tage på biblioteket, fordi min mor havde noget vigtigt at lave. Jeg fnøs højlydt, greb en klud og trampede derover for at fjerne pletten, der allerede var ved at tørre. De ænsede mig ikke.

***

End ikke da jeg havde smækket døren højlydt i, havde min mor reageret. Nu var jeg kun få skridt fra at betræde gruset på Morthblake Hills gårdsplads. Jeg kiggede kort ned på min mobil for at se hvad uret viste. Jeg havde ikke meget tid til at sadle op, så jeg skyndte mig ind i stalden hvor mit navn stod skrevet. Alle jockeyernes navn stod skrevet på en gigantisk oplagstavle vi havde hængende. Forhåbentlig stod der også hvor Ardeshir befandt sig ved siden af mit navn – og mon ikke om der gjorde. Han stod på den sædvanlige fold. Jeg var heldigvis blevet inkluderet i systemet. Folk var formentlig også trætte af mine utallige spørgsmål, ’hvor er Ardeshir, hvor er Boxer’ og alle de andre hestes navne jeg skulle motionere. Ved siden af Ethans navn stod der skrevet 'Tillykke' med store bogstaver, men jeg tænkte ikke videre over det.

Det tog ikke lang tid at hente Ardeshir, strigle ham og sadle ham op. Men jeg var i et råddent humør, og det gjorde både mig og Ardeshir uvillige og stædige. Jeg havde derfor heller ingen forventninger til ridtet, da jeg endelig trak ham ud af stalden, og blev mødt af Mr. Smith og Ethan. Jeg kiggede ikke på Ethan. Jeg holdte fokussen på Mr. Smith og Ardeshir, og da jeg blev hjulpet op, og havde sat mine jockeybriller på plads, holdte jeg kun øje med banen. Mr. Smith gav mig et par ordrer, og jeg nikkede roligt, så travede jeg ind på banen, og lod ham fortætte i samme tempo rundt på banen.

Mine tøjler var løse, men Ardeshir var anspændt. Sveden begyndte langsomt at vise sig på hans mørkebrune pelslag, og jeg skar en grimasse. Da jeg satte ham i galop ved 600 meter stolpen, tænkte jeg at det her godt kunne gå hen og lykkedes. Men det var ikke tilfældet.

Ardeshir skød fremad mens han bukkede. Og han blev ved, lige indtil at jeg ikke sad på hans ryg, men i stedet på jorden. Jeg så i mit ydre synsfelt at en hest strøg forbi mig, men jeg kiggede kun ligeud. Jeg kiggede kun anklagende på Ardeshir, som var stoppet, og ligeså kiggede på mig. Hans hoved var sænket, men hans blik overgik mit. Hvordan kunne jeg også bebrejde Ardeshir? Jeg havde lagt presset over på ham, hvilket ikke kunne retfærdiggøres. Jeg tog en dyb indånding, og rejste mig op. Jeg tog fat i Ardeshirs tøjler, der hang længere nede på den ene side. Da jeg havde børstet det værste jord af, lagde jeg begge hænder på hans ryg, hoppede et par gange, før jeg svingede mig op på hans ryg. Jeg kiggede kort tilbage på Mr. Smith og de andre, men de var så langt væk, at jeg ikke rigtigt kunne se deres reaktion.

Jeg tog resten af runden i galop, som jeg var blevet bedt om. Men hverken jeg eller Ardeshir nød det.

***

Da jeg var hoppet af, havde Mr. Smith blandede ord at dele ud. Han var glad for, at der ikke var sket noget, men at jeg aldrig burde have sat mig op på Ardeshir når både han og jeg var i et.. hvad var det nu han kaldte det? .. Jo - ustabilt humør. Jeg havde nikket, og jeg havde givet ham ret. Men det blev for meget, da han havde henvist mig til stalden, så jeg kunne sadle Ardeshir af.

Mit ansigtsudtryk måtte have været helt forkert for, der kom hurtigt en staldpasser og tog over. Jeg takkede, smilede, og begyndte at gå den modsatte vej end Ethan og Mr. Smith. Jeg trak ridehjelmen af, og tog nogle dybe indåndinger.

Det var ikke før, at jeg havde stoppet ved en stor sten, at jeg havde lagt mærke til at Ethan var fulgt efter mig. Synet af ham fik mit hjerte til at slå et slag over, som ville jeg have sagt det hvis dette her var en amerikansk film – he’s so damn fine. Og jeg havde ødelagt det hele. Jeg havde ødelagt enhver mulighed for mig og Ethan, enhver mulighed for at Ardeshir kunne blive på Morthblake Hill – og jeg havde skuffet mig selv.

”Er du okay? Ardeshir gav den ikke for lidt..” Han satte sig ved siden af mig, så jeg måtte rykke en smule for at vi begge kunne være her. Knuden i min mave blev hårdere, mens jeg kunne mærke tårerne presse på.

”Han.. det var min skyld, jeg skulle aldrig have presset ham..”

”Du skal ikke tænke mere over det, alle kan have en dårlig dag,” fortsatte han i sit typiske Ethan-prøver-at-gøre-alt-godt-igen toneleje.

”Hvad så når den sidste lange periode af ens liv, har været én stor dårlig dag?”

”Hvad mener du?” Jeg rejste mig op, og vendte mig om mod ham. Han så overrasket på mig, men rykkede sig ikke længere ind på stenen. Han ventede på, at jeg skulle svare ham.

”Ethan.. Jeg kan godt lide dig. Ja jeg ved ikke engang hvor længe jeg har kunnet lide dig.. Måske kunne jeg lide dig lige fra første gang jeg så dig! .. Og da du så kom sammen med Kate. Det var som at få en spand is over sig. Alle de måneder vi har kendt hinanden, alle de ting vi har gjort sammen.. Jeg føler bare, at det er mig, der skal være i Kates sted.” Min underlæbe bævrede, og min stemme knækkede over i det sidste ord. Jeg begyndte at bakke da jeg så Ethans ansigtsudtryk – min frygt for hans svar tog overhånd, og inden han kunne nå at svare, drejede jeg rundt på hælen, og skyndte mig væk. Han skulle ikke se de adskillige tårer der begyndte at strømme ned af mine kinder. De tårer der havde hobet sig op, af de mange følelser jeg havde gennemgået, i den lange periode jeg havde kendt ham.

Jeg endte i hjørnet af Ardeshirs boks. Der var ingen der havde set mig smutte herind. Ardeshir tyggede på sit hø, mens jeg vred adskillige strå mellem mine fingre. Tårerne var stoppet med at trille og nu følte jeg mig bare uendeligt  træt.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente, men Ethan dukkede aldrig op. Det eneste menneske der opholdte sig i stalden, var mig – Riley.


____________________________________________


Damdamdamdam!
Jeg har virkelig glædet mig til at afsløre dette punkt i historien. Var det noget i havde forudset? Haha, for mit vedkommende, tror jeg ikke det kunne være blevet undgået :b

Jeg håber at i stadigvæk nyder at læse historien, og jeg håber at i stadig væk kan lide Riley og Ethan! Dette her var nok et af de mere... dunkle afsnit :b Men kan vi ikke alle blive en smule trætte af, at fyren bare ikke fatter de små hints?

Men ja.. Tusind tak til alle der liker og læser Morthblake Hill, tusind tak til alle jer der kommenterer - og tusind tak til alle der sætter Morthblake Hill på deres favoritliste - det betyder rigtig meget! :D

Sincerely..

BilleThatsMe

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...