Morthblake Hill

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2012
  • Opdateret: 13 jul. 2013
  • Status: Igang
Morthblake Hill er en succesrig galopstald beliggende i England. Det er en turistattraktion ud over det sædvanlige, og når løbssæsonen starter, samles mange mennesker for at se på, mens hestene dundrer i høj fart rundt i svingene med sandet hvirvlende om deres hove. Den 16 årige Riley er som så mange andre også dybt fascineret af denne sport. Hendes morgener tilbringer hun typisk nede ved løbsbanen for at se på de ædle dyr, mens de bevæger sig graciøst hen over banen, som indledende øvelser før løbene. Hendes liv tager en uventet drejning, da hun møder den charmerende men arrogante Ethan, og hun ser sig selv blive suget ind i den ellers ukendte teenagestrøm med problemer, følelser og svære valg.
- Morthblake Hill er en historie om kærlighed, drama og heste.
(Obs. Nødvendigvis stemmer galoplivet i historien ikke overens med hvordan det er i virkeligheden)
(Lettere anstødeligt sprogbrug kan forekomme)

41Likes
113Kommentarer
5167Visninger
AA

22. Intense typer og dårligt kærlighedsliv.. I love it! .. eller noget..

Da min mormor endelig fandt ud af, at jeg red som træningsrytter på et sted der hed Morthblake Hill, hvor der var en masse mennesker, der kunne passe på mig, så var jeg fri til at gå.

Jeg stillede min cykel op af den velholdte mur, før jeg med fjedrende skridt fortsatte ind på gårdspladsen. Jeg skulle jo egentlig have fat i Mr. Smith – både fordi jeg skulle sige hvis jeg tog Ardeshir, og så fordi at jeg ikke vidste hvor Ardeshir var. Det var jo trods alt et stort sted, og lille mig kan ikke dække sådan et stort område – ligegyldigt hvor Miss Frøken Impossible-agtig jeg kringler situationen.

Jeg kunne ikke finde Mr. Smith, men jeg rendte alligevel ind i nogen andre. En af pigerne der havde protesteret, da Chester havde hjulpet mig med at finde Apple Pie som jeg skulle ride på - mit første ridt på en anden hest end Boxer. Jeg troede egentlig aldrig de kom over det – og her havde jeg så åbenbart svaret, det havde de ikke. Hendes øjenbryn hævede sig i en glidende bevægelse, som gjorde hun det hver gang hun mødte nogle. Hun stoppede op foran mig, og spærrede vejen for mig. Selvfølgelig kunne jeg bare gå en stor bue udenom, men jeg havde på fornemmelsen, at hun ikke ville lade mig.

”Hej, du ved tilfældigvis ikke hvor John er, vel?”

”Så i er rigtigt på fornavn?” jeg rynkede øjenbrynene over hendes kyniske tonefald og tog et skridt tilbage.

”Så det er åbenbart det der kommer ud af, at ligge i ske med bestyrerens nevø,” sagde hun i et provokerende ’aha’-tonefald.

”Undskyld, hvad bilder du dig ind? Han har en kæreste, desuden er det altså i fælleskab at Mr. Smith og Mr. Krüger styrer Morthblake Hill..” svarede jeg med rystende stemme  - jeg havde nær fået mit spyt galt i halsen.

”Ja, det ville du jo vide alt om.. Du skal bare vide Riley.. Vi andre har kæmpet for at nå til det her punkt i vores karriere, i forhold til dig.. du har bare fået det foræreret. Vi holder øje med dig.” sagde hun køligt og gik forbi mig, mens hun meget nøje stødte ind i min skulder med hendes.

Jeg begyndte at hyperventilere, og det var meget tæt på, at det begyndte at prikke i mine øjne.. Havde jeg lige haft en catfight, min allerførste catfight? En velkendt stemme skar igennem stilheden, og jeg rettede mig hurtigt op, og prøvede at få styr på min vejrtrækning. Jeg vidste godt, at stemmen godt kunne se, at der var noget galt, men da jeg så hvem det var, behøvede jeg heller ikke et klap på skulderen, og et spørgende ’er du okay?’ Det var Chester, og jeg havde meget hurtigt regnet ud, at han ikke var den sentimentale type – lige fra den første gang jeg havde talt med ham.

”Du skal ikke tage dig af Judith.. Hun er en intens type, men når du først har vundet hendes respekt, er hun ligeså harmløs som en hundehvalp - Personligt synes jeg det er noget mærkeligt noget. Hun har ikke fået lov til at ride andet end middelmådige heste, og det har aldrig ført til mere end en femte plads.. Du derimod har fat i noget rigtig godt med den brune.. Hvordan går det for øvrigt med ham?” Jeg stirrede et kort øjeblik på ham. Dels havde jeg ikke hørt ham sigemeget før, og det at han rent faktisk gad at bruge den tid til, at støtte op om mig, var i sig selv nok til at pigens – Judiths ord ikke gik mig mere på, end hvad jeg kunne klare uden at bryde sammen.

”Tak Chester.. Ja, altså det går godt med Ardeshir. Han gør store fremskridt. Men jeg ved ikke hvor hverken Mr. Smith eller Ardeshir er?”

”John løber et ærinde i byen. Han fortalte mig at holde styr på stedet. Han fortalte også, at du skulle ride Ardeshir – han er inde i hoppestalden i boks nummer 5 til højre”

”Hoppestalden?”

”John mente at det måske ville få ham til at falde til ro.. Du kan bare sætte ham ud på fold, når du er færdig med ham. Kald på mig hvis der er noget”
Med de ord fortsatte han over gårdspladsen, og jeg var efterladt til mig selv. Jeg prikkede kort på min fortand med min pegefinger, før jeg tankefuldt gik over mod hoppestalden. På vej derover tog jeg nogle dybe indåndinger. Jeg kunne ikke vurdere hvor stor en trussel der lå i Judiths ord. De ville holde øje med mig? Det lød ildevarslende, for ikke at sige – grænsende til at være stalking, hvilket jeg var ret sikker på, er ulovligt.

Jeg fandt hurtigt boks nummer fem. Men det var en alt andet end afslappet hest jeg kom frem til. Hans hoved var hele tiden hos enten hoppen på hans venstre side, eller hoppen på hans højre side, mens han gik rundt i cirkler. Der var tremmer for, men han prøvede alligevel, at presse sin mule igennem.

”Såså Ardeshir, nu ikke mingle for meget med det andet køn. Det ender bare galt” mumlede jeg, og var ikke helt sikker på om jeg refererede til mit eget håbløse kærlighedsliv, eller om jeg bare legede Dr. Phil.

***

Da jeg endelig havde fået bakset Ardeshir ud af boksen, fået skiftet tøj og sadlet ham op, var klokken mange – og jeg kunne godt mærke på både mig selv og på Ardeshir, at vi var opkørte. Judiths ord havde ramt mig hårdere end forventet, og Ardeshir gjorde alt andet end at koncentrere sig. Derfor blev det ikke til meget andet end en mærkelig runde rundt på jordbanen, hvor han gik og slingrede, og irritabelt kastede med hovedet, hver gang jeg prøvede at rette ham op.

Trætheden overvældede mig, da jeg tog sadlen af Ardeshir. Vi stod udenfor banen, og da jeg havde hængt sadlen på leddet, trak jeg Ardeshir, med ømme fødder, over på folden. Da jeg var gået derind, trak jeg forsigtigt hovedtøjet af ham, og lod ham græsse. Efter jeg havde lukket leddet, var jeg gået op for at rydde alt det op jeg havde brugt.

Jeg havde slanget mig på en høballe inde i laden, indtil Chester var kommet forbi, og sagt det var tid til at låse af.

Jeg slæbte mine fødder efter mig, da jeg gik ud efter min cykel..  Jeg var overbevist om at Universet prøvede mig af – intet almindeligt menneske har oplevet så mange dårlige dage på sådan en kort periode, som jeg har – det er jeg helt sikker på!



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...