Morthblake Hill

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2012
  • Opdateret: 13 jul. 2013
  • Status: Igang
Morthblake Hill er en succesrig galopstald beliggende i England. Det er en turistattraktion ud over det sædvanlige, og når løbssæsonen starter, samles mange mennesker for at se på, mens hestene dundrer i høj fart rundt i svingene med sandet hvirvlende om deres hove. Den 16 årige Riley er som så mange andre også dybt fascineret af denne sport. Hendes morgener tilbringer hun typisk nede ved løbsbanen for at se på de ædle dyr, mens de bevæger sig graciøst hen over banen, som indledende øvelser før løbene. Hendes liv tager en uventet drejning, da hun møder den charmerende men arrogante Ethan, og hun ser sig selv blive suget ind i den ellers ukendte teenagestrøm med problemer, følelser og svære valg. - Morthblake Hill er en historie om kærlighed, drama og heste. (Obs. Nødvendigvis stemmer galoplivet i historien ikke overens med hvordan det er i virkeligheden) (Lettere anstødeligt sprogbrug kan forekomme)

41Likes
113Kommentarer
5098Visninger
AA

21. Ingen steder at gemme sig..

Min hestehale svingede rytmisk til side til side, imens mine fødder let fejede hen over det bakkede terræn. Vi havde haft Mr. Adams i dag, og ikke så overraskende, fortalte han mig og Ethan, at vi skulle have mere om anatomien i brug. Vi havde teorien på plads, vi havde myterne på plads, vi manglede bare beviser og fakta. Jeg følte lidt at Ethan havde gået i stå med sine gode idéer, og jeg kunne ikke selv finde på nogle. Herregud da, det er jo ikke mig der har redet hele mit liv! Da jeg var 3 år kravlede jeg rundt og bed i alt hvad jeg kom i nærheden af. Ethan havde sikkert haft sin egen pony, og var flere årtusinder længere i sin retorik, end mig – derfor forventede jeg også, at hans IQ lå nærmere et genis end min egen = flere idéer fra ham.

Jeg pustede ud, og kiggede ned på mine fødder, før jeg ud af det blå snublede over en fastgroet gren på jorden. Et halvkvalt skrig undslap mine læber, før jeg genvandt balancen, og stoppede op med hænderne ude til siden. Jeg pustede kort ud. Så meget for at min mor kalder mig elegant.. tsh jeg er motorisk åndssvag.

Jeg havde fri i dag, og skulle derfor ikke motionere andre heste end Ardeshir. Men det var stadig varmt i vejret, så jeg havde besluttet mig for at vente til i aften – så var det forhåbentlig mere mildt i vejret. Nu var jeg ude og holde formen, og få mine tanker på rette køl. Jeg tørrede nogle få svedperler af min pande med bagsiden af min hånd, og satte igen ned i fart, for så til sidst at stoppe helt op.

Jeg havde høretelefoner i, og jeg var i godt gang med at smadre mine hørehinder med lydstyrken der lå på 90 %. Min Ipod lå sikkert i baglommen på mine løbeshorts. Jeg lænede mig fremad for, at få pusten igen, mens jeg støttede mine hænder på mine lår, men da jeg kiggede op, havde jeg nær tabt pusten igen. Ikke langt fra mig, nej faktisk kun et par hundrede meter fra mig, gik Kate og Ethan i hånd og hånd. Jeg tog forsigtigt mine høretelefoner ud. Kate stoppede op et kort øjeblik, før hun stillede sig op på tæerne, og hviskede noget ind i Ethans øre. Han sænkede hovedet for at lytte, før han gav en behagelig latter fra sig, og de fortsatte.

”Fuuu..” mumlede jeg og rettede mig op. Jeg så til begge sider – undersøgte om der var nogle mulige steder at flygte hen. Jeg vrissede kort over mine manglende evner til at gemme mig. Mit blik faldt over en stor sten, der var til for, at indikere vildfarne løbere og cyklister hvilken sti de var på. Jeg åndede tungt ud, før jeg afslappet satte mig på den, og lod blikket glide rundt. De ville formentlig ikke engang lægge mærke til mig! Jeg er som en flue på væggen.. Eller.. i dette tilfælde er jeg et menneske på en stor sten.. Det lød bedre i mit hoved..

Jeg kneb øjnene hårdt sammen, da jeg hørte Ethans rungende stemme sige mit navn. Langsomt drejede jeg mit hoved for, at se hvor tæt de var kommet på mig. Mit blik gled ufrivilligt over parret. Ethan illustrerede tallet to, med tegnet peace til Kate, muligvis for at signalere han skulle bruge lidt tid, og hun nikkede. Jeg smilte halvhjertet til hende, og hun gengældte det med samme indsats. Ethan luntede over til mig, men lige inden han kunne nå, at give mig et kram, var det som om, at en kæde bag ham holdte ham fra at gå meget længere, så med et lille ryk stoppede han, så det var mig der blev nødt til at gå tættere på ham.

”Mmh?” spurgte jeg en anelse uinteresseret. Ethan var stadig sammen med Kate.. Intet havde forandret sig.

”Jeg har fri i dag.. Sååeh ingen trætte muskler i dag! ..” forklarede han, mens et smil bredte sig på hans ansigt. Jeg ville have gengældt det, men mit humør og selve situationen afholdte mig fra det. Han fortsatte, mens det store smil langsomt svandt ind i noget nær en akavet ansigtsgrimasse:

”Så.. ja.. Mig og Kate er bare ude og gå en lille tur.. det.. du har det okay?”

”Jeg er ikke din kæreste, Ethan.. Du behøver ikke spørge mig. Det er som om, at du gerne vil høre, at du ikke er utro med mig, jeg er ligeglad” Jeg fnøs en anelse og rystede på hovedet af ham. Nej jeg var ikke stolt af min opførsel, men jeg nægtede at blive blive udnyttet. Han kunne ikke bare gå rundt og hygge sig med Kate, og forvente at han kunne dele samme følelser med mig.

Med de ord vendte jeg om på hælen, og satte i løb væk fra dem. Jeg kunne mærke Kates blik bore i min ryg. Hun havde nu ikke noget at bekymre sig om. Ethan ville blive hos hende. Hun kunne føle sig helt sikker.

***

Jeg sukkede irriteret da jeg endelig kom ind af hoveddøren. Døren bankede hårdt i, bag mig. Min mormor sad inde på sofaen og så tv, men da hun hørte postyret, vendte hun sig en halv omgang i sofaen, og kaldte på mig.

”Rileymus? Er det dig?”

”Ja mormor,” lød min knap så ivrige stemme. Det sidste jeg behøvede var en psykolog time hos min mormor.

”Sikker? Du skræmte Pjevs da du smækkede døren i,”

”Beklager, er han okay?” Selvfølgelig var den det. Hendes lille aggressive perserkat ville gøre alt for lidt opmærksomhed, og hvis det indebar, at blive bange for alle høje lyde og derefter få trøstemad, så ville den gøre det.

”Ja, men tror du ikke han ville have godt af noget mad? Du ved, for at dulme hans nerver?” Jeg kunne høre hende vende sig om i sofaen - den knirkende lyd af læder, afslørede det og jeg fattede hentydningen. Jeg vidste ikke om hun ønskede et svar fra mig, men nu hældte jeg bare en smule kattemad op i en skål, der allerede var sat frem nede på gulvet - så var jeg på den sikre side.

Min mormor plejede at komme herhjem med sin kat, så snart min mor ikke havde været hjemme i nogle dage. Det var da meget hyggeligt med selskab, men jeg havde ikke brug for en barnepige. Jeg strøg forsigtigt Pjevs over ryggen, mens jeg i mit indre, takkede de højere magter for, at den ikke gik til angreb på min hånd.

”Jeg skifter lige tøj, så kører jeg, mormor”

”Hvorhen?” lød hendes stemme pludselig. Det var som om, at hun lige pludselig så store, blinkende advarselstegn ved mine ord.

”Morthblake Hill, mormor”

”Morthblake Hill?” Jeg sukkede træt, og stødte min håndflade mod min pande. Dooh..

”Der hvor jeg rider, mormor.. Jeg skifter lige..” Jeg burde virkelig lave en facitliste med alle de ord og begreber jeg kunne finde på at bruge, og derefter hænge den op på køleskabsdøren. Så kunne ingen være i tvivl..

(Fortsættes i kapitel 22)



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...