Morthblake Hill

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2012
  • Opdateret: 13 jul. 2013
  • Status: Igang
Morthblake Hill er en succesrig galopstald beliggende i England. Det er en turistattraktion ud over det sædvanlige, og når løbssæsonen starter, samles mange mennesker for at se på, mens hestene dundrer i høj fart rundt i svingene med sandet hvirvlende om deres hove. Den 16 årige Riley er som så mange andre også dybt fascineret af denne sport. Hendes morgener tilbringer hun typisk nede ved løbsbanen for at se på de ædle dyr, mens de bevæger sig graciøst hen over banen, som indledende øvelser før løbene. Hendes liv tager en uventet drejning, da hun møder den charmerende men arrogante Ethan, og hun ser sig selv blive suget ind i den ellers ukendte teenagestrøm med problemer, følelser og svære valg.
- Morthblake Hill er en historie om kærlighed, drama og heste.
(Obs. Nødvendigvis stemmer galoplivet i historien ikke overens med hvordan det er i virkeligheden)
(Lettere anstødeligt sprogbrug kan forekomme)

41Likes
113Kommentarer
5155Visninger
AA

12. I det mindste har jeg da Ardeshir..

Jeg var i godt humør da jeg trådte ud af min bil og bevægede mig mod skolen. Ikke fordi jeg ligefrem gerne ville være i skole, men fordi jeg glædede mig til at vise Mr. Adams hvor langt mig og Ethan var nået. Mr. Adams havde nemlig indkaldt os, så han lige kunne tjekke op på os. Det skulle ikke undre mig, hvis der var nogle sløve aber, der endnu ikke havde fået skrevet noget.

Jeg havde en blomstret top på samt et par jeans. Det ringede først ind om adskillige minutter, så da jeg trådte ind spejdede jeg ivrigt efter Ethan. Han sad ikke nede ved vores bord, så jeg kiggede rundt i lokalet. Jeg gjorde store øjne, da jeg så ham hænge ved klassens kønne pige Kate – og sammen med alle de andre populære idioter. Nu tænker i sikkert, at jeg lige om lidt beskriver hende som en snobbet bitch. Men det er hun ikke engang. Jeg har tit snakket med hende – og hun er ret flink. Jeg stod meget utiltalende og stirrede på dem. Det undrede mig lidt, at der ikke var nogen der kom med en smart bemærkning til min stirren. Hendes hånd hvilede let og i mine øjne forførende på hans overarm. Hun stod tæt på ham og stod og grinte sammen med de andre, over noget Ethan sagde. Han sad op på bordet med fødderne placeret afslappet på stolen. Jeg rynkede øjenbrynene og gik anspændt ned til vores bord bagerst i klassen.

Da klokken ringede ind, så jeg ubevidst over på Ethan og Kate. Kate skulle netop til at gå ned til hendes bord, da Ethan fangede hendes hånd og drejede hende rundt. De udvekslede et langt og intimt blik, der fik mig til at se ned i bordet. Okay før kunne det måske godt bare have været Kate, der var desperat og prøvede at få hans opmærksomhed. Men det så virkelig ud som om at de var lige gode om det. Men hvorfor skulle det røre mig, hvad han rendte rundt og lavede? Hvis der var noget i mellem dem, så var det jo ikke mit problem. Men alligevel havde jeg en underlig fornemmelse i maven, da han kom gående ned mod mig. Som sædvanligt smilede han til mig, men på en eller anden måde var der noget mere venligt over det denne gang. Ikke som før. Måske var jeg bare begyndt at blive paranoid.

”Hey Rileymusen! Jeg er helt sikker på at Mr. Adams bliver imponeret når han ser alt det vi har nået…” Han skulle til at sige noget mere, men jeg bed ham af.

”Mmh, det tror jeg også.” Det var ikke meningen at jeg skulle lyde så tvær, for jeg havde intet at være sur over. Men det gjorde jeg altså.. Don’t judge me! Jeg er kun et menneske. Hvis jeg skulle have reageret anderledes, ville jeg have været nødt til at være en robot. Men igen, robotterne overtager sikkert verdenen om nogle få årtier – og så ville jeg jo være den første af slagsen, og jeg ville helt sikkert styre det shit. Bum! Er der nogle her med evner som mekaniker?

En tanke strøg over hans ansigt, da han ledte efter muligheder for hvorfor jeg virkede så sur. Så grinte han – højt og drenget mens han satte sig. Jeg kneb øjnene sammen, troede han at jeg havde den såkaldte pige ting? Jeg slog ham hårdt over overarmen.

”Stop.med.at.fortolke.mig” fnøs jeg. Ethan rynkede øjenbrynene overrasket og en anelse forvirret. Så lænede han sig tilbage i stolen.

”Hvad siger du dog? Med det ansigt, bliver jeg jo nødt til at lede efter mangler” Han havde et kækt glimt i øjnet, og hans smil var skævt og drenget. Okay måske var han stadig sit gamle jeg overfor mig. Men det virkede ubetydeligt nu. Og det kunne absolut ikke redde mit allerede nu ødelagte humør. Jeg svarede ikke, jeg sagde ikke tak, jeg gled bare længere ned i stolen med et skævt smil og blikket rettet ligeud.

***

Jeg havde ladet Ethan føre ordet, da vi skulle op og vise Mr. Adams hvad vi havde lavet indtil videre. Vi havde fået skrevet en del teori, var ved at stykke flere videoer sammen der skulle vise anatomien på en hest. Men vi manglede stadig hvordan hesten blev påvirket under rytteren, bevise nogle facts og skrive mere til emnet. Vi var langtfra færdige. Men igen, vi havde jo masser af tid.

Mr. Adams havde været tilfreds. Eller det troede jeg da han var. Han havde ikke direkte sagt at det var et godt arbejde, men det var bare typisk ham.  

Bagefter havde vi fået fri. Og grundet mit dårlige humør, spurgte jeg ikke Ethan om han ville have et lift ned til Morthblake Hill. Jeg var bare gået direkte ud til min bil, uden at se om Ethan også var på vej.

***

Jeg vandrede rundt på stedet og prøvede at finde Ethan i næsten en halv time, før jeg endelig fik en sms.

//Jeg kan ikke komme lige nu. Kan du ikke få tiden til at gå? Tror først jeg er hjemme hen over aftenen. Jeg ved der er en der mangler opmærksomhed - A :b// Ardeshir.. flot. Så pudsede han mig på Ardeshir, fordi han selv skulle ud og have det sjovt med Kate.

Jeg sukkede irriteret over hans ignorance. Mr. Smith kom tilfældigt forbi. Og da han hørte mit suk, stoppede han op og så på mig. Han sendte mig et opmuntrende smil,

”Hej Riley. Altid dejligt at se dig her. Hvad sker der?” Jeg smilte til ham.

”Hej! Jeg står egentlig bare lidt og overvejer hvad jeg skal gøre af mig selv. Ethan kommer ikke foreløbig nemlig..” Nu var det Mr. Smiths tur til at sukke. Om det var fordi at han nu enten skulle sende mig hjem eller finde noget jeg kunne lave, eller fordi Ethan var sådan en skovl ikke at dukke op - Det havde jeg ingen idé om. Han smilte så til mig.

”Har du ikke lyst til at strigle Ardeshir så? Han trænger til lidt kærlig pleje” Jeg nikkede ivrigt.

”Det vil jeg rigtig gerne! Mange tak.”

Han viste mig hen til Ardeshirs boks og hvor tingene var – selvom jeg godt vidste det, nu hvor jeg havde været her så meget. Men så undskyldte han og sagde han blev nødt til at gå, fordi han havde nogle heste der skulle trænes. Jeg smilte forstående og takkede endnu engang.

***

Ardeshir var sød. Han stod helt stille mens jeg gnubbede alle de løse hår af ham med en børste. Jeg gav ham hele turen og stod i halvanden time og striglede ham. Han var begyndt at blive pænere at se på. Nu hvor han blev fedet op og blev striglet regelmæssigt så lignede han mere en hest og ikke et vandskabt æsel. Ej, det havde han aldrig set ud som. Men han begyndte at se velplejet ud – takket være Morthblake Hill.

Han prøvede hele tiden på at dreje hovedet, for at se hvad jeg lavede. Jeg lo kort og nussede ham på mulen. Hans ører var fremme og hans intelligente øjne hvilede på mig.

I det mindste havde jeg Ardeshir til at muntre mig op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...