Morthblake Hill

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2012
  • Opdateret: 13 jul. 2013
  • Status: Igang
Morthblake Hill er en succesrig galopstald beliggende i England. Det er en turistattraktion ud over det sædvanlige, og når løbssæsonen starter, samles mange mennesker for at se på, mens hestene dundrer i høj fart rundt i svingene med sandet hvirvlende om deres hove. Den 16 årige Riley er som så mange andre også dybt fascineret af denne sport. Hendes morgener tilbringer hun typisk nede ved løbsbanen for at se på de ædle dyr, mens de bevæger sig graciøst hen over banen, som indledende øvelser før løbene. Hendes liv tager en uventet drejning, da hun møder den charmerende men arrogante Ethan, og hun ser sig selv blive suget ind i den ellers ukendte teenagestrøm med problemer, følelser og svære valg.
- Morthblake Hill er en historie om kærlighed, drama og heste.
(Obs. Nødvendigvis stemmer galoplivet i historien ikke overens med hvordan det er i virkeligheden)
(Lettere anstødeligt sprogbrug kan forekomme)

41Likes
113Kommentarer
5129Visninger
AA

16. Hvorfor skal det være så svært det hele?

Jeg havde endelig fået kontakt med min mor, og hende og min far havde snakket om de rytterlicens jeg gerne ville tage. Min mor havde gloet så længe på mig, for at se om jeg virkelig mente det, indtil jeg synes det var blevet for underligt og havde vendt siden til.

De kom dog til sidst frem til at jeg godt måtte. Jeg ville ikke have accepteret et nej alligevel, men det var dejligt at de støttede mig i det. Også selvom det betød at jeg absolut ikke måtte slække på skolearbejdet. Jockey arbejdet måtte endelig ikke trække mig ned, for chancerne for at nogle ville bruge mig som jockey var endnu små, nu hvor jeg ikke havde redet så længe. Men det ville jeg tage til den tid, hvor jeg rent faktisk kunne deltage i løb.

Jeg havde skrevet min mors mobilnummer til Ethan i en besked, og han havde skrevet noget i nærheden af tak og at vi ses på Morthblake Hill. Ikke længe efter, blev min mor ringet op af Mr. Smith og hun daffede ud i køkkenet for at være i fred for mig. Jeg skulede til hende før jeg gik ind og smed mig i sofaen. Jeg strakte mig kort, før jeg tændte for tv’et. Der gik lang tid før min mor kom til syne igen, og jeg kunne op til flere gange høre latter ude i køkkenet. Jeg så over på min mor og smilte en anelse undrende til hende. Hun havde stadig et smil på læberne, men svarede ikke på min lydløse opfordring til at forklare.

”Mens du er på Morthblake Hill, så vil jeg tage op og handle ind. Jeg har taget fri i dag. Så nu er der dømt pigeaften!” sagde hun entusiastisk og jeg kunne ikke lade vær’ med at le.

”Det lyder hyggeligt mor. Jeg skriver lige når jeg er på vej hjem, så” svarede jeg hende, før jeg rejste mig op og gik ud for at tage overtøj på. Jeg sagde farvel, før jeg åbnede døren og forsvandt ud og hen til den røde Porsche.

***

Samme dag ventede Ethan, overraskende nok på mig, ude ved parkeringspladsen. Jeg kunne ikke vurdere om han havde stået der længe, og jeg måtte have lignet et stort spørgsmålstegn, for da han så mit ansigt smilede han forsikrende. Han så roligt på mig..

”Onkel bad mig fortælle dig den glædelige nyhed. Han har haft travlt og sådan.. Men altså, du skal ride en af de rigtige fuldblodsheste i dag! Hun hedder Apple Pie. Hun er en værre dame, så du får lidt at arbejde med. Jeg har på fornemmelsen, at du kan udtænke nogle planer med hende” tilføjede han uskyldigt, hvilket fik mig til at placere en knytnæve på hans overarm. Et lille smil undslap mig, men det gik hurtigt væk, da Ethan sendte mig et halvhjertet smil, og vendte sig om, for så at fortsætte mod stalden. Jeg så lidt forvirret efter ham, før jeg løb op til ham, så jeg kunne følge med ham.

”Det lyder fedt! Kommer du og ser.. eller skal du selv ride?” jeg så kort ned på mine sko. Han skævede til mig.

”Jeg ville gerne, men jeg skal ride på en del heste. De skal snart stille op i løb, så det er vigtigt at de får den bedst mulige træning inden stævnet” Jeg følte mig en anelse dum.

”Ja det er klart.. Nå, men så ses vi..” Jeg rynkede øjenbrynene og bakkede. Jeg sendte ham et kort smil, men netop da jeg skulle til at dreje om på hælen, spurgte han mig:

”Havde du det sjovt til festen i forgårs?” Jeg stivnede i min bevægelse.

”Men du gik ret tidligt ikke? Jeg stødte på din irske prins, men du var ikke med ham” Hans stemme lød legesyg let. Men en anelse vagtsom, som skulle han teste mig. Jeg vendte mig om mod ham og lagde armene over kryds.

”Han var ret fuld, så jeg besluttede mig for at tage lidt tidligere hjem. Hvorfor? Kan du ikk..” Jeg fik ikke lov til at snakke færdig.

”Hm, det er noget af en charmetrold du har fået dig der. Det må jeg altså sige” Jeg stirrede på ham. Nu lød han anklagende. Kunne han ikke bare være ligeglad?

”Nå, men.. Men jeg gætter på at du var festens udskud!” Det skulle menes som en fornærmelse, han løftede øjenbrynet og signalerede til at jeg skulle forklare.

”Ja at du ikke drak..” Nu hvor jeg udtalte ordene, kunne jeg selv høre hvor dum jeg lød. Jeg kunne jo ikke stille det op som noget negativt! Så lød jeg bare som en eller anden desperat blondie, der hver weekend prøvede at drikke sig i hegnet, for at virke som en af de populære. Nu løftedes begge hans øjenbryn, mens han så på mig. Så dukkede et velkendt smil op, der gav et stik i mit hjerte af længsel.

”Hvad? Riley..” Han rystede på hovedet og gned sin kæbe med den ene hånd, før han lagde armene over kors.

”Jeg kan ikke drikke på grund af træningen her. Gjorde jeg det, så ville jeg ikke få noget ud af træningen her på Morthblake Hill, for ikke at nævne de tømmermænd jeg ville få. Jeg ville ikke være taget derud til at starte med, men Kate ville gerne, så jeg tog med for hendes skyld” Det sidste gav mig et større slag i maven end forventet. Jeg sank en dyb klump. Nu følte jeg mig endnu mere dum end før. Og nu behøvede jeg virkelig at komme væk.

”Nå.. ja.. det er klart” jeg sukkede forpint.

”Vi ses Ethan” Inden han kunne nå at reagere, vendte jeg mig om og skyndte mig væk.    

Jeg burde have spurgt hvor Apple Pie stod. For jeg følte mig virkelig som en eller anden hestetyv, sådan som jeg inspicerede alle hestene nøje. Det gav et sæt i mig, da jeg hørte en mandestemme. Jeg vendte mig forsigtigt om, og fik øje på en af jockeyerne. Han var en mand i 40’erne, lille som jockeyer skal være. Under hans arm havde han sin ridehjelm. Han havde en behagelig stemme.

”Hvad leder du efter? Øh, og hvem er du?” Han lænede sig lidt fremad, som kunne han høre det bedre sådan. Jeg smilte skævt og kiggede rundt.

”Jeg hedder Riley! Ooog jeg leder efter Apple Pie? John, jeg mener Mr. Smith har sagt, at jeg skal træne hende på banen i dag” Jeg følte mig mere selvsikker jo flere ord jeg udtalte. Manden så tydeligvis tilfreds ud – og måske også lettet. Jeg gættede på at han ikke var i humør til at snakke med paparazzier eller få en nysgerrig fan ud af stalden. Det var trods alt kun ved særlige lejligheder, at man måtte komme ind i staldene, uden at have relation til stedet og dets medarbejdere. Desuden kunne han også se på medarbejder over all’en, at jeg hørte til her.

Hørte til her.. det lå så godt i munden.

Han viste mig derover, men Apple Pie stod ikke inde i boksen. Jeg begyndte at få bange anelser. Manden havde i mellemtiden præsenteret sig selv som Chester. Jeg havde nær fået mit spyt galt i halsen, men jeg kom frem til at det nok var et kælenavn.. Og jeg skulle absolut være den sidste til at dømme. Porchie, remember? Til sidst gik vi ud til den udendørs strigleplads, og rigtigt nok. Der stod ganske vidst flere mennesker rundt om en hest, og udfra Chesters blik, så kunne jeg næsten regne ud at det var hende – Apple Pie.

”Hvad skal i med Apple Pie? Riley har fået besked fra Mr. Smith at hun skal motionere hende” Chesters stemme var helt rolig. Han var nu også ældre end dem der stod omkring hoppen. De var midt i tyverne – ældre end mig, men stadig ikke så gamle. Det så ud som om at de alle tre var jockeyer.

”Hvad? Nu har jeg lige sadlet hende op!” startede den første klagende stemme, efterfulgt af en anden:

”Ja, hvis begynderen ikke kan følge med, er det ikke vores problem.” Jeg krympede mig under deres ord. Jeg følte mig meget lille i det øjeblik, og havde mest af alt lyst til enten at tage kåbe på og lege en psykopatisk Wolverine og kradse dem – eller selvfølgelig bare tage hjem og gemme mig under dynen.

Hvad Chester nu gjorde, overraskede mig. Især fordi at jeg aldrig havde snakket med ham før for lidt siden, og det faktum at jeg var ny. Men han tog mit parti.

”Det er jeres problem i ikke følger med inde på opslagstavlen. Riley rider hende.” sagde han roligt, og løsnede hoppen fra bommen. Han trak hende hen til mig. Jeg smilte kort, selvom jeg hellere ville være dybt begravet under en bunke jord. Jeg takkede Chester, før han gik tilbage til hvad han nu skulle. Jeg kastede et stjålent blik over på de tre personer. Det var to piger og en fyr. Jeg fik sendt dræberblikke tilbage, og mens jeg trak Apple Pie væk, kunne jeg høre mumlen bag mig.

Fast besluttet på at slå det ud af hovedet, stødte jeg tilfældigt ind i Mr. Smith.

”Riley! Godt at se at du fandt hende. Jeg håber ikke der var nogle problemer? Nå, op med dig. Tag.. 600 meter i hurtigt tempo. Sørg for at holde hende koncentreret, hun er lidt af en strid banan nogle gange” da jeg havde nikket, ønskede han mig held og lykke. Jeg fik et ben op, og mens jeg holdte Apple Pie tilbage, satte jeg mig til rette og fik fødderne ind i stigbøjlerne. Jeg smilte til Mr. Smith, før jeg styrede hende ind på banen. Der var ret mange på banen, så jeg styrede hende bare ind hvor der var plads. Jeg satte hende i galop, og ventede til skiltet med 100 meter dukkede op. Så vidste jeg at det skulle gå hurtigt fra 100 til 700 m. mærket. Da vi passerede skiltet, lænede jeg mig lidt frem, stadig stående i bøjlerne. Jeg kørte mine knoer op ad hoppens hals, for at få mere fart på. Jeg havde også fået udleveret en pisk. Jeg havde ikke intuition om at bruge den. Måske lige vifte den foran hendes øje, hvis hun tabte koncentrationen, men det var også det. Apple Pies ører kørte rundt i forskellige retninger, hvilket fik mig til at gå i en smule panik indvendigt. Hvad skulle jeg nu gøre? Jeg kunne mærke hende sænke farten. Jeg kunne mærke at drivkraften under mig langsomt forsvandt. Jeg rynkede øjenbrynene, og tog lidt i tøjlerne, for at rette fokus væk. Nu blev hun irriteret og kastede med hovedet. Jeg skar tænder, og så drev jeg. Ethan havde forklaret, hvordan jeg skulle gøre. Langsomt kunne jeg mærke gejsten vinde ind på hesten under mig, og jeg smilte bredt. Pludselig fik vi fat på, og det var med ærgrelse, at jeg indså at 700 meter mærket snart nærmede sig. Vi strøg forbi det, og jeg lod hende gå ned i langsommere tempo indtil vi var hele banen rundt og kunne gå ud. Mr. Smith stod derude med et tænksomt blik. Jeg blev pludselig bange for at han ville skælde mig ud.

”Jeg må indrømme Riley.. Jeg synes ikke det så alt for godt ud i starten, men du er også ny og skal bare finde ud af det. Jeg gav dig også en udfordring da jeg skrev dig på hende. Du skal nok finde ud af det – til sidst så det faktisk ganske lovende ud. Godt arbejde, åh og du kan bare overrække hende til en fra staldpersonalet bagefter” Jeg smilte til ham og nikkede. Han tog fat i Apple Pies tøjler, selvom han egentlig holdte øje med en anden hest på banen. Jeg hoppede hurtigt af, og tog fat i hendes tøjler. Jeg skulle lige til at gå, da jeg stilfærdigt spurgte:

”Hvor er Ardeshir?” Der gik et par sekunder før han svarede, så vendte han kort blikket over på mig og smilte.

”Den samme fold som sidst. Den lille fold” jeg nikkede og takkede, før jeg gik ind i stalden med Apple Pie, hvor der ganske rigtigt kom en og tog hende.

Jeg følte mig stadig skyldig for bare sådan at overrække hesten. Jeg havde jo et ansvar idet jeg havde redet. Men det var sikkert bare den måde de gjorde det på her - effektivitet. Jeg skyndte mig ind for at tage jockey støvler, sikkerhedsbriller – som er meget nyttige hvis man ikke vil have mudderklumper i øjnene, samt ridehjelm og sikkerhedsvest af. Jeg tog mine kondisko på, og lagde tingene på plads, før jeg skyndte mig ned til Ardeshir.


(Fortsættes i 17. kapitel)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...