Morthblake Hill

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2012
  • Opdateret: 13 jul. 2013
  • Status: Igang
Morthblake Hill er en succesrig galopstald beliggende i England. Det er en turistattraktion ud over det sædvanlige, og når løbssæsonen starter, samles mange mennesker for at se på, mens hestene dundrer i høj fart rundt i svingene med sandet hvirvlende om deres hove. Den 16 årige Riley er som så mange andre også dybt fascineret af denne sport. Hendes morgener tilbringer hun typisk nede ved løbsbanen for at se på de ædle dyr, mens de bevæger sig graciøst hen over banen, som indledende øvelser før løbene. Hendes liv tager en uventet drejning, da hun møder den charmerende men arrogante Ethan, og hun ser sig selv blive suget ind i den ellers ukendte teenagestrøm med problemer, følelser og svære valg.
- Morthblake Hill er en historie om kærlighed, drama og heste.
(Obs. Nødvendigvis stemmer galoplivet i historien ikke overens med hvordan det er i virkeligheden)
(Lettere anstødeligt sprogbrug kan forekomme)

41Likes
113Kommentarer
5249Visninger
AA

3. Hvem tror ham idioten lige han er?

Jeg fortsatte ud på skovstien. Gruset under min sko knasede, og mens jeg gik løsnede jeg spændingerne op i min nakke og skuldre ved at svinge lidt med armene og tilte hovedet på skrå til hver sin side. Jeg gik også med høje knæløft for lige, at gøre musklerne opmærksomme på arbejdet der lå foran dem. Jeg havde en sædvanlig rute jeg altid tog. Mit hus lå ret højt i forhold til Morthblake Hill, og det tillod mig at have et fantastisk udsyn til den flotte væddeløbsstald. Jeg placerede høretelefonerne i ørerne, tændte for playlisten og lagde mobilen ned i lommen. Så satte jeg langsomt frem i en jog. Mit blik var rettet nedad. Musikken gjaldede i mine øresnegle, så ingen – absolut ingen lyd kunne høres. Jeg kunne mærke hestehalen svinge rytmisk- og irriterende i takt med min skridt. Men jeg ville ikke lade mig gå på af det.. jeg skulle ind i min indre sjæl. Zen og alt det der.

Mine muskler var ved at blive varme, jeg var begyndt at slappe af – Og push, så vendte det hele tilbage. Anspændtheden, stressen, negativiteten, da jeg ramlede ind i en eller anden mur af et kødfyldt menneske. Det var som om at jeg nærmest blev bouncet tilbage, som en eller anden discount trampolin der lige pludselig tænker ’Hey, hende der hopper lige lovlig højt, lad os smide hende af’ Og pludselig ligger man på hospitalet og skal overnatte en uge. Jeg taler om personlige erfaringer, gutter! Jeg gjorde store øjne og tog mig lidt til hovedet, før jeg målløst tog min øreprop ud. I den tid det havde taget for mig at trække vejret 2 gange, havde jeg allerede fundet på en masse ting at sige. Min underlæbe var skudt trodsigt frem, og så med et da mine øjne mødte hans, bed jeg mig i stedet for i underlæben et kort sekund, mens jeg rettede mig skeptisk op. Jeg placerede en hånd på hver af mine hofter, og skulede til fyren der stod foran mig. Ikke så høj som de fleste fyre jeg kendte – men høj nok, og især i forhold til min lille skikkelse. Han havde pjusket mørkebrunt hår. Hans øjne var brune og bygningen virkede ganske muskuløs – ikke pumpet på nogen måde. Han var heller ikke underlig tætpresset at se på. På ethvert andet tidspunkt kunne jeg måske godt have fundet på, at give mine såkaldte klassekammerater ret i, at han godt kunne fnises og hviskes over – På den såkaldte postivite ’han er lækker’ måde. Men helt ærligt? Jeg følte mig som en bjørn. En meget gnaven bjørn, og han var den udefrakommende, der var brudt ind i min personlige sfære, mens jeg prøvede at gøre mig klar til hi. Min mund åbnede sig, men lukkede sig igen da jeg mærkede en ukendt gestus af en hånd strejfe undskyldende min arm.

”Undskyld! Hold da op, jeg troede lige du var ved at gå i gulvet. Men hey, lad mig gætte. Min svævende udstråling greb dig inden?” Der var noget ved hans selvsikre stemme, den der ’jeg kan få alle piger til at dåne med et enkelt smil’-attitude, jeg ikke brød mig om. På hans læber lå der et drillende smil.

Jeg trak armen til mig, fast besluttet på at vise, at der stadig var visse hunkøns individer der kunne forblive i skindet.

”Tak, og nej jeg var ikke.. Ikke sådan rigtigt. Lad mig sige det sådan: Det er ikke fordi jeg er vant til (Ikke sig: ’en muskuløs brystkasse der ligeså godt kunne tjene sin værnepligt ved at være muren om et fort, spærre vejen for mig’ ikke sig det!’) at der lige pludselig.. Ja jeg ved ikke hvordan jeg skal stille det op – en der står lige foran mig! Seriøst hvor kom du fra?” Jeg kunne have sparket mig selv – rigtig hårdt over skinnebenet, jeg kunne jo ligesom ikke spørge ind til ham. Så ville han have vundet med sin ’jeg kan vælge og vrage mellem alle pigerne’ attitude. Jeg skulle ikke virke interesseret – det var vejen frem.

Hans ene mundvige trak sig op i et dovent smil, mens han lagde armene over kors.

"Oh, rolig nu. Jeg synes ikke jeg var den eneste om at dukke op af det blå. Lige pludselig stod du der. Så spørgsmålet er faktisk, hvor kom du fra?”

Jeg var så træt at jeg slet ikke orkede mindgames. Jeg orkede ikke at være et høfligt menneske som jeg var blevet opdraget til at være. I dag var dagen hvor jeg meget hurtigt og impulsivt dømte en person uden at have noget grundlag for det. Fyren der stod foran mig, idiot. Orkede jeg at forklare mig overfor idioter? Nej. Jeg sendte ham det ondeste blik jeg kunne manifestere, før jeg i en stor bue bevægede mig udenom ham. Jeg kunne ligefrem mærke ham smile imens jeg gik forbi ham. Jeg kneb øjnene sammen før jeg satte i løb ned af stien – og væk fra ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...